NFL: Midtvejsanalyse – NFC East

nfceast

Vi er halvvejs gennem NFL-sæsonen og det er tid til en status på hver af de 8 divisioner. Nu tager vi hul på NFC og begynder som vanligt med East-divisionen.

Lidt som ventet har divisionen været tæt, dog uden af nogen af holdene for alvor har imponeret sammenlignet med de bedste i ligaen. Et hold har dog været ekstraordinært skuffende og er allerede ude af al snak om slutspil. De tre øvrige kæmper videre, og med konferencens generelle jævnbyrdighed kan et wild card faktisk ikke udelukkes.

Den aktuelle stilling ser således ud:

  1. Washington Redskins (5-3)
  2. Philadelphia Eagles (4-4)
  3. Dallas Cowboys (3-5)
  4. New York Giants (1-7)

Forudsigelser for resten af sæsonen

redskins

Redskins:

Hovedstadsholdets sæson er på en gang historien om en overraskende succes og en mindre skuffelse. På den ene side er holdets defensiv sprunget ud som en af de mest solide i hele NFL. På den anden side har den store nyerhvervelse Alex Smith på ingen måde kunnet genskabe de præstationer, han leverede hos Chiefs sidste år. Det har dog været nok til 5 sejre indtil nu, og det kan der nok også godt komme ud af resten af sæsonen. De tilbageværende modstandere er i hvert altovervejende hold, som Redskins kan slå, hvis de rammer deres topniveau

Bud på record før sæsonstarten/nu: 8-8 / 10-6

eagles

Eagles:

Der har været lidt Super Bowl-hangover over de forsvarende mestres 2018-sæson. Især har holdets bagerste bastioner været overraskende lette at kaste igennem, ligesom at skader også har været et væsentligt issue. På den positive side er Wentz vendt tilbage, og han har altovervejende bekræftet, at han kan være holdets leder i al overskuelig fremtid. Rent programmæssigt er deres store udfordring nu, at de formentlig skal vinde 6 ud af de sidste 8 kampe for at kunne vinde divisionen, og med 5 divisionsopgør samt Saints og Rams kan det blive en meget svær opgave.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 10-6 / 9-7

cowboys

Cowboys:

Hvor der måske kun har været moderat tilfredshed i Washington og moderat skuffelse i Philadelphia, må der helt sikkert være stor skuffelse i Dallas. Det handler især om holdets offensiv, hvor Prescott fortsat er meget langt fra de flotte præstationer, han leverede som rookie, og hvor hele spilsystemet bare virker forudsigeligt og håbløst uddateret. De kommer til at få det mere end svært mod mange af de tilbageværende modstandere, der både har mere momentum og væsentligt mere talent end dem selv.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 6-10 / 5-11

giants

Giants:

I New York er 2018-sæsonen allerede så godt som overstået, og det handler i realiteten allerede om at se fremad og forberede mandskabet på offseason og i sidste ende 2019-sæson for Shurmur og hans stab. De har allerede skilt sig af med de første løntunge profiler, og mit bud er, at vi kommer til at se en regulær udskiftning af grundstammen, når årets sidste kamp er spillet. Det er således ikke meget grund til at tro på væsentligt flere sejre, da de simpelthen ikke er konkurrencedygtige lige nu.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 5-11 / 2-14

  • Bud på divisionsvinder: Washington Redskins (4.seed)
  • Bud på wild card: Ingen

Skriv en kommentar