NFL: Midtvejsanalyse – AFC West

AFC-West

Vi er halvvejs gennem NFL-sæsonen og det er tid til en status på hver af de 8 divisioner. AFC rundes af med en tur igennem West-divisionen.

Det hold i denne division, som jeg på forhånd havde flest forventninger til, har faktisk levet op til dem. Problemet for dem er, at et andet hold til gengæld har vist sig at være langt vildere end jeg og mange andre havde forestillet sig. Begge disse mandskaber har dog en god chance for at nå de afgørende kampe, bl.a. fordi de to øvrige hold i divisionen er blandt ligaens dårligste.

Den aktuelle stilling ser således ud:

  1. Kansas City Chiefs (8-1)
  2. Los Angeles Chargers (6-2)
  3. Denver Broncos (3-6)
  4. Oakland Raiders (1-7)

Forudsigelser for resten af sæsonen

chiefs

Chiefs:

Kan man sætte nye standarder for innovativ offensiv football på ugentlig basis? Det er stort set, hvad Reid og co. har gjort med ligaens nye wonderboy Mahomes som det centrale omdrejningspunkt. Over de kommende uger vender nogle af de savnede defensive profiler tilbage, hvilket kun burde gøre dem endnu mere skræmmende. Samtidig er deres afsluttende kampprogram med bl.a. 2 kampe mod Raiders og 1 mod Cardinals på ingen måde imponerende. De bør tage divisionstitlen og er et godt bud på 1.seed og hjemmebanefordel.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 8-8 / 13-3

chargers

Chargers:

De er blevet lidt overskygget af Chiefs, men faktisk har Chargers gang i en af deres bedste sæsoner i mange år. Angrebet har været effektivt igennem luften såvel som på jorden, mens forsvaret har været stabilt og leveret de nødvendige store spil, der kan afgøre kampe. Sidstnævnte i øvrigt uden deres måske største profil. De får formentlig svært ved at overhale rivalerne fra Kansas City, men deres program er alligevel temmelig overskueligt. Derfor er de min klare favorit til at tage det første wild card i AFC.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 11-5 / 12-4

broncos

Broncos:

Det har egentlig været en lidt mærkelig sæson i Denver. Egentlig har begge de centrale enheder spillet hæderligt samlet set, men samtidig har topniveauet ofte manglet. Derudover har det orangeklædte mandskab været alt for gode til at give modstanderen bolden, ligesom at motivationen og spilleglæden har virket meget fraværende i perioder. Det resterende kampprogram er på ingen måde nemt med bl.a. to kampe mod Chargers samt de to potentielle slutspilsdeltagere Steelers og Bengals. Det ender derfor formentlig med endnu et skuffende sæsonresultat, og så er det forhåbentlig tid til oprydning i organisationen.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 5-11 / 5-11

raiders

Raiders:

Der er vel ikke så meget andet at sige end at ”Projekt Gruden” har været en kæmpe skuffelse i den tilbagevendte cheftræners første sæson. De vil naturligvis forsøge at pakke det ind i, at det er et langtsigtet projekt, hvor man bygger op fra grunden, hvilket de så allerede er startet på. Det er bare meget svært at tro på, at det var planen fra start af. Sidste halvdel af sæsonen byder på rigtigt mange hårde kampe med massiv modstand, hvorfor jeg faktisk ikke ser Raiders vinde yderligere i år. Dermed bliver de også et godt bud på 1.valget i næste års draft.

Bud på record før sæsonstarten/nu: 6-10 / 1-15

  • Bud på divisionsvinder: Kansas City Chiefs (1.seed)
  • Bud på wild cards: Los Angeles Chargers (5.seed)

Skriv en kommentar