I Miami handler det i år om at komme videre fra sidste sæsons mislykkede projekter og i stedet vende tilbage til den oprindelige plan. Spørgsmålet er, om denne plan er god nok.
2017-sæsonen og offseason
Stemningen var egentlig ganske god i Miami op til sidste sæson. Året før var byens elskede Dolphins kommet i slutspillet for første gang siden 2008, og der taltes åbent om, at holdet kunne være på vej imod at bryde Patriots’ totale dominans i AFC East. Men ved første session i training camp sprang quarterback Ryan Tannehills korsbåndsskade op igen, og forsøget med at erstatte ham med den fallerede Jay Cutler, der ellers havde pensioneret sig selv, blev en gedigen fiasko. Dolphins endte i den tunge ende af de fleste væsentlige offensive statistikker, og det hjalp ikke det ufarlige kasteangreb, at løbeangrebet om muligt var endnu mere ineffektivt. Alt dette må have gjort rigtigt ondt på cheftræner Adam Gase, der indtil nu ellers har haft et ry for at være lidt af en troldmand, når det kommer til offensiv football. Forsvaret gjorde på sin vis hæderligt, men var ikke prangende eller dominerende på nogen måde. Alt i alt endte det med den sæson på det jævne for Dolphins, der i perioder leverede store positive overraskelser, som f.eks. sejrene over Falcons og ikke mindst Patriots, men samtidig også indimellem faldt fuldstændig sammen, hvilket 40-0 nederlaget til Ravens i London var det tydeligste eksempel på.
På trods af den skuffende 6-10 record blev der på intet tidspunkt efter sæsonen stillet spørgsmålstegn ved cheftræner Gase’ position. Han har trods alt også leveret holdets første slutspilsdeltagelse i 8 sæsoner, så det er kun rimeligt at han får chancen for at bevise, at 2016-sæsonen ikke var en engangsforestilling. Spørgsmålet er imidlertid om det er lykkedes Gase og sportsdirektør Chris Grier at få styrket truppen tilstrækkeligt til, at det er realistisk at Dolphins vender tilbage til slutspillet i år. På den ene side traf man nogle ret solide valg i draften, hvor især holdets to første picks kan komme til at gøre en afgørende forskel allerede fra start af. På den anden side er der en del centrale profiler på angrebet, der har forladt holdet i offseason, og hvorvidt de alle er blevet erstattet tilstrækkeligt er langt mere usikkert. Vi taler bl.a. om holdets bedste running back, receiver og offensive linjeman fra de sidste par sæsoner.
På trænersiden var det forventet at der ville ske en ændring på angrebet efter sidste sæsons skuffende præstationer. Dog har det samtidig været klart, at både Gase og resten af organisationen har stor respekt for den erfarne Clyde Christensen, der kom til holdet samtidig med Gase og tidligere spillede en afgørende rolle i Andrew Lucks udvikling, da han var quarterback-træner og offensiv koordinator hos Colts. Derfor er det endt med, at Christensen i princippet er blevet forfremmet til en rolle højere oppe i organisationshierarkiet som ansvarlig for spillerudvikling. På posten som offensiv koordinator bliver han erstattet af Dowell Loggains, der ligesom Gase har en fortid som en del af John Fox’ trænerstab. Loggains afløste faktisk sin nye chef som offensiv koordinator hos Bears, da denne tog jobbet i Miami, og det er således en tidligere samarbejdspartner i arbejdet med quarterbackudvikling, som Gase nu har ansat som sin offensive chef. Defensiven var som sagt hæderlig sidste år, og set ift. 2016 var der faktisk ganske tydelige fremskridt. Derfor fortsætter Matt Burke som ventet som defensiv koordinator.
Angrebet
Hvordan havde Dolphins’ 2017-sæson udviklet sig, hvis Ryan Tannehill havde ladet sig operere i offseason i stedet for at satse på genoptræning og stamcellebehandling? Det er et interessant spørgsmål, hvis man bedriver kontrafaktisk historieforskning, men vi får desværre aldrig et svar herpå. Faktum er, at Tannehills beslutning endte med at koste holdet dyrt, for hans fravær var formentlig den afgørende årsag til, at Dolphins’ kasteangreb aldrig kom til at fungere for alvor sidste år. Den halvvejs-pensionerede Jay Cutler var aldrig i stand til reelt at løfte opgaven, og han er nu uofficielt vendt tilbage til sin pensionisttilværelse. 29-årige Tannehill er derimod tilbage efter en vellykket operation, og nu vurderer de fleste, at det er knald eller fald for manden, som Dolphins siden 2012 har knyttet deres håb til offensiv styrmand. Indtil nu har Tannehill overordnet set været for svingende i sine præstationer, men i nogle sæsoner har han faktisk leveret på niveau, der har fået fanbasen i Miami til at tro på, at han er manden der kan lede deres hold tilbage til den position i ligaen, som det ikke har været i nærheden af siden at legenden Dan Marino stoppede karrieren. En af disse sæsoner var netop den første under Gase i 2016, og det er netop dette faktum, som optimismen inden denne sæson knytter sig til.
Selvom Tannehill skulle genfinde niveauet fra 2016 og ikke bliver sat yderligere tilbage af skader og manglende kampform, er der dog en del nye vilkår, som quarterbacken skal forholde sig til, førend at han og holdet igen kan få succes. Det væsentligste er nok, at hans ”bedste ven” i kastespillet fra sidst han spillede en NFL-kamp, Jarvis Landry, ikke er en del af holdet længere. Det stod klart i løbet af sidste sæson, at organisationen og deres stærkeste receiver ikke kunne blive enige om rammerne for et fortsat samarbejde, og derfor var det ikke nogen overraskelse, at Landry blev tradet væk i offseason. Det har efterladt de to tidligere understudies Kenny Stills og DeVante Parker som Miami-mandskabets primære våben i kastespillet. Begge spillere har bestemt deres kvaliteter, og især Stills, der er lynhurtig, kan være en rigtig giftig dyb trussel, men ingen af dem har niveauet til at være et holds topreciever. Derfor har Dolphins også forsøgt at opgradere receiverkorpset uden dog at smide alt for mange midler efter positionen. Ind er kommet Danny Amendola fra Patriots og Albert Wilson fra Chiefs. Begge spillere har som sådan haft hæderlige karrierer indtil nu, og især Amendola har spillet en mindre men vigtig rolle for sit tidligere hold i en funktion, der minder om den Landry havde. Problemet er igen, at hverken Amendola eller Wilson har vist evnerne til at levere i det omfang, som Landry har gjort. En interessant nyinvestering er dog holdets valg fra 2.runde af draften. Rookie-tight end Mike Gesicki kommer ikke til at gøre nogen forskel som blockeringsspiller, men som receiver kan han blive en fantastisk sikkerhedsventil for Tannehill, hvis han slår til med det samme. Hans størrelse, hænder og evner til at springe gør, at han har forudsætningerne for at blive en rigtig farlig spiller i red zone.
En forbedret offensiv handler dog bestemt ikke kun om Tannehill og hans samspil med nye og gamle receivere. Dolphins havde et af ligaens mest ineffektive løbeangreb sidste år, og det skal forbedres til den kommende sæson, så den netop tilbagevendte quarterback ikke skal bære hele det offensive ansvar på sine skuldre. En del af forklaringen på den manglende effektivitet på jorden kan have været årsagen til, at holdet midtvejs i sidste sæson sagde farvel til den farverige men problematiske Jay Ajayi. Cheftræner Gase var overbevist om, at han havde en erstatning klar i form af Kenyan Drake, og den blot 24-årige afløser gjorde det faktisk ganske godt og viste klar fremgang igennem de 6 kampe han startede. Derfor giver det god mening, at Drake er blevet udråbt som starter til den kommende sæson. Samtidig har Dolphins tilføjet en mand til truppen, der kan være en solid reserve men først og fremmest den perfekte læremester for deres unge starter. Normalt ville en running back for længst være pensioneret, hvis han var blevet 35, men der gælder tydeligvis andre regler for Frank Gore. Veteranen, der efterhånden har løbet for 5.flest yards af alle i NFL-historien, er vedblevet med at levere på et meget højt niveau. Efter den lange og flotte karriere hos 49ers har han de seneste tre år været en vigtig brik på et ellers svagt Colts-hold, og nu er Gore så klar til at skrive endnu et kapitel af sin spillerhistorie, hvor han forhåbentlig kan slutte af med manér.
For at Drake og Gore skal få succes bliver den offensive linje helt klart nød til at løfte sit niveau ift. sidste år. Især løbeblokeringerne haltede virkelig i 2017, og selvom det gik bedre i kastespillet, var enheden igen blandt de dårligste i NFL. På den baggrund kan det synes mærkeligt, at center Mike Pouncey har fået lov at gå, da han af mange blev betragtet som det sikre og stabile element på linjen. Sandheden er dog, at Pouncey netop var en af de spillere, der havde allerstørst problemer med at blokere for løbet sidste år, så hans erstatning Daniel Kilgore, der er hentet hos 49ers, bør i virkeligheden ikke være den store nedgradering. En stor opgradering er til gengæld den erfarne guard Josh Sitton, der var bedste spiller på Bears o-line sidste år og en vigtig del af Packers ditto i de mange foregående sæsoner. Han får ansvaret for at løfte niveauet i samarbejdet med right tackle Ja’Wuan James, der tog endnu et skridt opad og faktisk var Dolphins bedste linjemand i 2017. Om de to alene kan gøre forskellen er dog tvivlsomt, og specielt left tackle Laremy Tunsil, der indtil videre har været en klar skuffelse, skal til at indfri sit påståede potentiale, hvis Dolphins løbeoffensiv skal væk fra bunden af statistikkerne.
Forsvaret
En god historie i Miami sidste år, der desværre druknede lidt i alle de mere kulørte beretninger om Tannehill, Cutler, Ajayi osv., var forsvarets udvikling. Som nævnt tidligere var Dolphins’ defensiv ikke blandt de bedste i ligaen, men efter at have været placeret i bunden af ligaen i 2016, var det faktisk meget positivt, at enheden bevægede sig op midt i de defensive statistiklister sidste år. Denne udvikling håber Miami-mandskabet nu på, at man kan fortsætte ind i 2018.
En meget væsentlig forklaringen på fremskridtet var det forbedrede løbeforsvar. Her spillede profilen Ndamukong Suh en meget væsentlig rolle, da han formåede at kombinere sit normale arbejde som pass rusher med en solid indsats som tackler. Imidlertid valgte Dolphins at fritstille den meget løntunge stjerne i offseason, så nu er det formentlig op til de to unge spillere Jordan Phillips og Davon Godchaux, der sidste år på skift supplerede Suh, at fastholde de gode takter. De kan muligvis få lidt hjælp Akeem Spence, der startede det meste af sidste sæson hos Lions, og også vil kunne bidrage med mere i presspillet and de to øvrige. Dog handler den fortsatte positive udvikling for løbeforsvaret nok i lige så høj grad om den hjælp, der kan hentes fra de øvrige forsvar.
Et af de punkter på forsvaret, hvor Dolphins fortsat har en del at arbejde med, er pass rushet. Veteranen Cameron Wake leverede i 2017 endnu sæson på højt niveau, men han er efterhånden blevet 36 og kan formentlig ikke blive ved med at løfte de opgaver, han hidtil er blevet bedt om. Derfor var det en streg i regningen, at Andre Branch ikke kunne tage det næste skridt opad sidste år og at rookien Charles Harris heller ikke for alvor kom i gang i sin første sæson. Begge disse to spillere for chancen igen i år, men holdledelsen har også indhentet en meget solid forstærkning i form af Robert Quinn. Den 28-årige tidligere Ram har ganske vist ikke været på helt samme niveau de sidste tre sæsoner som i starten af karrieren, men kombineret med hans nye holds øvrige profiler kan han måske være den ekstra saltvandsindsprøjtning, der for alvor kan løfte holdets pres på modstanderens quarterback.
Linebackerkæden er den af Dolphins defensive enheder, der har gennemgået den største udskiftning i offseason. Ud er røget de falmede og afdankede veteraner Lawrence Timmons og Rey Maualuga, der sidste år mest af alt fik vist, at de ikke længere havde fordums styrke. De vil i år blive erstattet af yngre spillere som Stephone Anthony, Reakwon McMillan og rookien Jerome Baker, der i glimt har vist prøver på et fantastisk talent, som dog desværre ret ofte bliver skjult bag en lettere ugidelig indstilling. Disse tre skal slås om en plads i startopstillingen ved siden af den eneste sikre genganger. 27-årige Kiko Alonso bekræftede sidste år, at han i Miami til fulde har genfundet det niveau han viste i sin første sæson i ligaen. Han var har her, der og alle vegne på banen, og med i alt 115 tacklinger var han en afgørende faktor i det forbedrede løbespil. Alonso er samtidig begyndt at træde i karakter som leder, og med Suhs afgang bliver Alonso på mange måder altafgørende for, om Dolphins-forsvaret kan fortsætte deres positive udvikling.
Hvor der er blevet skiftet en del ud i linebackertruppen, er den bagerste kæde stort set intakt ift. sidste sæson. På cornerbackpositionerne vender de to talentfulde spillere Xavien Howard og Bobby McCain tilbage efter at begge leverede et mindre gennembrud i sidste sæson, og især Howard spillede en væsentlig rolle med sine 4 interceptions. De bliver i år suppleret af 2.årsspilleren Cordrea Tankersley, der leverede en hæderlig rookie-sæson i 2017, samt af tilbagevendte Tony Lippett, der ikke fik spillet et eneste minut sidste år pga. en overrevet akillessene i training camp. I midten af bagkæden gjorde Reshad Jones og T.J. McDonald det faktisk ganske godt sidste år. Især Jones’ indsats med hele 122 tacklinger var imponerende i betragtning af, at han kom tilbage fra en alvorlig skade og egentlig kun var udset til en rolle som gardering for først McDonald, der havde karantæne i sæsonstarten, og senere den tidligere Eagle og Raider Nate Allen, der gik i stykker efter 7 kampe og ikke vender tilbage i år. Alligevel er det som om, at der har manglet en virkelig difference maker i Dolphins’ bagerste forsvar, og derfor var det noget af en appelsin, der faldt ned i turbanen på Gase & co, da man med 11.valget i draften kunne vælge Minkah Fitzpatrick. Den tidligere Alabama-profil var af mange fremhævet som en af de mest intelligente forsvarsspillere i årets draft, der samtidig også har evnerne til at spille mange forskellige positioner i en moderne football-defensiv. Den blot 21-årige Fitzpatrick kan derfor måske blive den afgørende x-factor, der i sidste ende kan løfte Dolphins-forsvaret til et helt nyt niveau.
Konklusionen
Dolphins er nok et af de hold, som det er sværest at blive klog på, førend at vi får set dem i kamp. Ligesom sidste år virker holdet overordnet set i fremgang, og med en væsentligt forynget trup, hvor de afgørende spillere har en fornuftig alder, er der grund til at være behersket optimist. Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan Ryan Tannehill kommer til at præstere efter næsten 2 år på sidelinjen. I bedste fald er han stadig på det niveau, han viste indtil han blev skadet i 2016-sæsonen, men dette er langt fra givet. Derudover skal han have hjælp fra både et tvivlsomt receiverkorps, et begrænset løbespil og en relativt svag o-line for at kunne lykkes. Læg dertil et hårdt kampprogram og så er det pludselig ikke så let at se, hvordan Adam Gase igen skal få sit mandskab i slutspillet, omend forsvaret godt kan blive en af årets gode historier.
- Navn: Miami Dolphins
- Ejer: Stephen M. Ross (siden 2008)
- Cheftræner: Adam Gase (siden 2016)
- Hjemmebane: Hard Rock Stadium i Miami Gardens, Florida (siden 1987)
- Antal mesterskaber: 2 (1972 og 1973)
- Resultat 2017: Elimineret i grundspillet (record: 6-10)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 2 i AFC East (record: 8-8)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: G Josh Sitton (93)
- Årets gennembrud: S Minkah Fitzpatrick
- Årets nøglespiller: RB Kenyan Drake
Red Zone Blog 