
Årets NFL-sæson er snart kun en måned væk og jeg glæder mig som vanligt helt vildt.
Denne sæson bliver dog for mit vedkommende anderledes end de foregående, da jeg ikke selv kommer til at bidrage til nogen løbende dækning af ligaen.
Siden 2017 har jeg skrevet om NFL her på min blog, og de sidste to år har jeg haft det privilegie også at være en del af holdet omkring Danmarks største NFL-hjemmeside Gul Klud i kraft af min deltagelse i podcasten Det Ovale Kontor.
Jeg har dog været nødt til at lave nogle prioriteringer ift. min hverdag, og selvom jeg er ligeså bidt af NFL, som jeg altid har været, så har jeg måttet erkende, at jeg pt. ikke har tiden til at lægge det engagement i en løbende dækning af NFL, som jeg mener skal til for at kunne levere et produkt på så højt et niveau, at jeg selv kan være tilfreds med det. F.eks. er jeg på nuværende tidspunkt kun godt halvvejs med min årlige roster-analyse, som jeg ellers for længst plejer at være færdig med på dette tidspunkt.
Derfor kommer jeg ikke til at være en del af DOK i den kommende sæson, ligesom jeg som udgangspunkt heller ikke kommer til at skrive fast omkring NFL hverken her eller i andre sammenhænge.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til Claus Elming, folkene på Gul Klud og ikke mindst mine nærmeste samarbejdspartnerne i DOK Jonas, Rasmus, Tobias, Alexander og Jacob for de seneste to års arbejde. Det har været en fornøjelse hele vejen igennem.
Jeg håber, at jeg kan vende tilbage til at bidrage mere aktivt til den danske dækning af NFL på et tidspunkt, hvor der er mere tidsmæssigt overskud end tilfældet er lige nu.
God NFL-sæson til alle derude. Måske hører I et pip eller to fra mig undervejs, men jeg vil ikke love noget på forhånd.
