NFL: Sæsonoptakt 2024 – En introduktion

NFL-sæsonen 2024 begynder så småt at nærme sig. Jeg vil igen i år forsøge at varme intensivt op med en gennemgang af hvert af de 32 mandskaber. Det bliver dog i et nyt format, som jeg vil præsentere i denne artikel

Hvis man de sidste par år har læst mine optaktsartikler til NFL-sæsonen, vil man i bunden af hver artikel måske have bemærket en rangering af det enkelte hold i ligaen som helhed samt fordelt på deres divisioner kaldet ”Roster Score”.

Bag dette begreb befinder sig et værktøj, som de sidste par år har udgjort en central del af min forberedelse til football-sæsonen, nemlig min egen personlige roster-analyse. De seneste sæsoner her jeg nemlig i perioden mellem draften og træningslejrernes begyndelse forsøgt at kigge de 32 NFL-trupper igennem, vurderer dem overfor hinanden position for position, og så ud fra min rangering af styrkeforholdene give hver trup en samlet værdi, hvorudfra jeg kan rangere deres styrke som helhed inden sæsonstarten.

Roster-analysen er blevet en gradvist mere og mere central for mig, og jeg er også blevet mere tilfreds med den år efter år. Samtidig har jeg til gengæld de seneste år ikke været tilfreds med mine optaktsartikler, som jeg ikke er nået i mål med, fordi de er blevet for omfattende og har indeholdt for meget brødtekst. Derfor har jeg i år besluttet at lave et nyt format for mine holdoptakter, der er mere koncentreret og centreret omkring roster-analysen.

For at forklare, hvordan min roster-analyse fungerer, har jeg her lavet en kort gennemgang:

  • Jeg opdeler hvert NFL-holds trup i 10 positionsgrupper: 5 offensive (quarterback, running back, wide receiver, tight end og offensive line) og 5 defensive (edge rusher, interior defensive line, offball linebacker, cornerback og safety). Derudover inkluderer jeg også holdenes cheftrænere i analysen.
  • Ved hver positionsgruppe fordeler jeg holdene i 7 tiers, hvor Tier 1 er det bedst og Tier 7 dårligst. I år har som noget nyt givet hvert tier et navn, der afspejler, hvor positionsgruppen placerer sig ift. kvaliteten i NFL generelt:
    – Tier 1: Elite
    – Tier 2: Høj kvalitet
    – Tier 3: Over middel
    – Tier 4: Middel
    – Tier 5: Under middel
    – Tier 6: Lav kvalitet / Usikkerhed
    – Tier 7: Hæmsko
  • Holdene får point for positionen svarende til deres tier-placering. Pointgivningen fungerer således, at det giver 7 point at ligge i Tier 1, 6 point i Tier 2 osv.
  • Da positionsgrupperne ikke har lige store betydning for truppens samlede styrke, ganger jeg værdien for en given position med en faktor, der enten forøger eller formindsker andelen af point som positionen giver til det enkelte mandskabs samlede score (Tier-rangeringen af quarterbacks har således større betydning end f.eks. Tier-rangeringen af running backs). Faktorerne, jeg ganger med, ser således ud:
    – Quarterback og cheftræner: Værdien gange 3
    – Offensive line, edge rusher, interior defensive line og cornerback: Værdien gange 2
    – Wide receiver, offball linebacker og safety: Værdien gange 1
    – Running back og tight end: Værdien gange 0,5
  • Indtil og med 2022-sæsonen har jeg haft et fast antal af hold, der skulle placeres i hvert tier (5 hold i Tier 1 til 6, 2 hold i Tier 7). De sidste to sæsoner har jeg dog valgt at gå væk fra dette og fordele holdene frit udover de 7 tiers, da jeg tror, at det giver en mere præcis analyse.

Hver optaktsartikel vil bestå af en gennemgang af min roster-analyse for det enkelte hold, hvor jeg vil afsløre, hvilket tier jeg placerer hver positionsgruppe på holdet i, samt hvilke spillere, der har haft betydning for min vurdering. Der vil også være et overblik over, hvordan de placerer sig i ligaen som helhed, i konferencen og i divisionen samlet set samt opdelt på angreb og forsvar. Det vil blive fuldt op af kort skriftlig uddybning til hvert hold samt en konklusion og et bud på, hvordan jeg tror 2024-grundspillet vil komme til at gå for det pågældende mandskab.

Jeg håber, at dette giver et nogenlunde overblik over, hvordan min artikelserie op til årets sæson kommer til at fungere. Jeg glæder mig til at præsentere det nye format og håber, at I vil tage godt imod det.

Skriv en kommentar