NFL: Sæsonoptakt 2022 – Miami Dolphins

Udenfor banen har der været masser af larm op til sæsonen for Dolphins pga. anklagerne fra deres tidligere cheftræner. Nu handler det om, hvorvidt den nye cheftræner kan forløse potentialet.

2021-sæsonen og offseason

Der var umiddelbart lagt op til, at 2021 skulle være året, hvor Miami Dolphins ville vende tilbage til de afgørende kampe som den foreløbige kulmination på årene under general manager Chris Grier og cheftræner Brian Flores. Ansvaret for offensiven var nu lagt i hænderne på det nye spilfordeler-talent Tua Tagovailoa, og med en række unge profiler på flere centrale positioner, var optimismen nok lidt for stor ift. truppens faktiske niveau. Alligevel må det siges, at sæsonstarten var tæt på en regulær katastrofe. Efter ellers at have slået ærkerivalerne Patriots på hjemmebane i åbningskampen, løb Miami-mandskabet ind i en regulær stime af øretæver og tabte syv kampe i træk. På den baggrund var det (på trods af modstandernes manglende kvalitet) imponerende, at Flores og spillerne faktisk fik vendt tingene fuldstændig rundt og fulgte rækken af nederlag op med et tilsvarende antal sejre. I spiluge 17 satte Titans dog en stopper for successen, og dermed var chancerne for slutspil reelt forsvundet. Set over hele sæsonen var offensiven i realiteten heller ikke effektiv nok til, at Dolphins havde fortjent en plads blandt de 14 slutspilshold, og selvom at det især var løbetspillet, der ikke fungerede, var kasteangrebet isoleret set også udenfor ligaens top 20. Således måtte forsvaret igen se en top 10-præstation fra deres side ende i ingenting.

På trods af endnu en sæson uden slutspilsdeltagelse var de fleste enige om, at Flores gennem sine tre sæsoner ved roret havde fået sit mandskab til at præstere langt bedre end talentniveauet egentlig berettigede til. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse, at Dolphins dagen efter sæsonafslutning meddelte, at de havde fyret cheftræneren. Efterfølgende endte han med at sagsøge NFL for racisme, og selvom sagsanlægget primært var rettet mod holdenes ansættelsesprocesser, så indeholdt det også anklager mod Dolphins’ holdejer Stephen Ross, der skulle have forsøgt bestikke Flores til bevidst at tabe kampe og at fyringen bl.a. skulle handle om Flores modvilje til at efterkomme dette ønske. NFL’s egen undersøgelse af sagen er endt med ikke at finde beviser for dette, men har dog bekræftet, at Ross har overtrådt ligaens regler for at kontakte spillere og trænere fra andre hold, der er under kontrakt, og det har nu kostet ham en karantæne samt holdets 1.runde-valg i næste års draft.

I offseason startede holdejeren og hans primære sportslige chef Grier, der helt åbenlyst også havde konflikter med Flores ift. trupsammensætningen, med at udpege Flores’ afløser. Her faldt valget på et relativt ukendte men ikke desto mindre spændende navn. Den 39-årige Mike McDaniel har kun et år på CV’et som offensiv koordinator hos 49ers, men han har til gengæld været en del af personalet omkring Kyle Shanahan i over 10 år. Herfra kunne McDaniel også have valgt at hente sin egen primære angrebsassistent, men i stedet har han valgt at pege på Frank Smith, der kommer fra en rolle som o-line træner hos Chargers. Samtidig har den nye cheftræner også valgt at beholde en del af Flores’ assistenter, som f.eks. den ene af sidste sæsons to offensive koordinatorer Eric Studesville, der stadig skal træner running backs samt har fået titel af assisterende cheftræner. Vigtigere er det dog, at Josh Boyer fortsætter som defensiv koordinator. Boyer har også varetaget denne post de seneste to sæsoner og har således haft en afgørende rolle i opbygningen af det forsvar, der under den defensivt-orienterede Flores unægteligt var en stor succes.

Angrebet

Selvom at han kun går ind i sit tredje år i ligaen, så kan 2022 meget vel vise sig at blive make-or-brake-året for Tua Tagovailoa ift. hans fremtidige karriere i NFL. Igen var det ikke fordi, at hans tal var katastrofale i sidste sæson, men de var bare heller ikke særligt inspirerende eller lovende. Der var fremgang at spore, men Tagovailoa var stadig ikke blandt ligaens bedste halvdel af startende quarterbacks, og pga. den konstante naturlige sammenligning med de to andre top 10-valg på positionen fra 2020-draften (Joe Burrow og Justin Herbert), så er han nød til snart at levere noget, der indikerer, at han kan være den mangeårige starter, som Dolphins har tørstet efter nærmest siden legenden Dan Marinos karrierestop i 1999. Tagovailoas manglende effektivitet handler især om, at han stadig ikke virker til at læse spillet hurtigt nok, og derfor ofte vælger den nemme løsning, der ikke generere tilstrækkelig med offensiv fremdrift. Derudover mangler vi også at se, at han for alvor kan levere de dybe skud, der bl.a. er nødvendige, når holdet står i en presset situation sidst i kampen.

En undskyldning, som Tagovailoa fortsat delvist kan hænge sin hat på, er den offensive linjes hidtidige totale mangel på niveau, men det skulle der også gerne være gjort noget ved i denne offseason. Tilføjelsen af Terron Armstead er i udgangspunktet en kæmpe opgradering, hvis den efterhånden 31-årige venstre tackle ellers kan holde sig skadesfri, hvilket har været et stort problem over hans sidste par sæsoner hos Saints. En anden tilføjelse – den solide Connor Williams fra Cowboys – gør, at McDaniel og co. måske kan blive fri for at starte kæmpe-bustet fra 1.runde af 2020-draften Austin Jackson, der ellers blev fortsøgt flytte til guard-positionen uden større succes sidste år. Hvis Armstead og Williams sammen kan stabilisere venstre side og både 3.årsspilleren Robert Hunt (den svage o-lines bedste mand i 2021) samt 2.årsspilleren Liam Eichenberg fortsætter deres udvikling, så bør beskyttelsen af Tagovailoa og dermed tiden til at tage beslutninger være en del bedre i 2022, selvom at center-positionen måske fortsat vil være en markant svaghed med Michael Deiter som den mest oplagte starter-mulighed.

Hvis o-linen hæver sit niveau, synes forudsætningerne for mere sprudlende kastespil ellers at være tilstede, da Dolphins efterhånden råder over et af NFL’s stærkeste og ikke mindst hurtigste receiverkorps. 2.årsspilleren Jaylen Waddle viste allerede sidste år som rookie potentialet med over 1.000 yards og 6 touchdowns, og hans uhyrlige fart bliver nu suppleret med Tyreek Hill, som Miami-mandskabet smed boksen for at hente hos Chiefs i offseason. Hill er udenfor banen en yderst kontroversiel person, men på banen taler hans tal for sig selv. Sidste år greb han over 1.200 yards og 9 touchdowns fra Patrick Mahomes, og håbet er uden tvivl, at han kan generere en lignende produktion med Tagovailoa som sin spilfordeler. Kombineret med en meget fleksible Cedrick Wilson, der er hentet hos Cowboys efter et mindre gennembrud i 2021, samt Mike Gesicki, der med tæt på 800 yards allerede sidste år var en at ligaens bedste kastevåben på tight end-positionen, er forudsætningerne for et eksplosivt kasteangreb i hvert fald til stede, hvis manden under center kan forstå at eksekvere det.

Også på running back-positionen er det blevet handlet ind, så den hårdtarbejdende men middelmådige Myles Gaskin ikke længere behøver at være det primære navn. Ind er kommet Raheem Mostert, Chase Edmonds og Sony Michel, og selvom ingen af dem i sig selv er stjernenavne, så kan de til sammen med Gaskin måske udgøre de nødvendige komponenter i den type af løbeangreb, som McDaniel kender fra 49ers og som han uden tvivl gerne vil kopiere i Miami.

Forsvaret

Den nu tidligere cheftræner Flores’ defensiv var bygget op efter de samme principper, som hans læremester fra New Englands ditto, og selvom at Flores nu er væk, har han efterladt Dolphins med det, der stadig ligner et bud på NFL’s stærkeste startende cornerback-duo. Byron Jones er måske mere end nogen anden den spiller i ligaen pt., der simpelthen bare lukker sin side af banen af. Når der så i modsatte side står en ballhawk af guds nåde i form af Xavien Howard, der har lavet 15 interceptions over de seneste 2 sæsoner, så er det naturligt, at det er svært at kaste bolden mod Miami-mandskabet. De to profiler vil i den kommende sæson igen blive suppleret af unge udviklingsspillere som Nik Needham og Noah Igbinoghene, der nok primært vil skulle dække op i slotten. Jones er dog begyndt træningslejren på PUP-listen, og det er klart, at et evt. fravær fra ham vil svække kasteforsvaret markant. I midten af banen er safety-positionen ikke helt så skræmmende, men 2.årsspilleren Jevon Holland lignede dog et bud på en kommende profil i sin rookie-sæson sidste år. Kombineret med den omskolede veteran Eric Rowe, den hårdttacklende 3.årsspiller Brandon Jones og rotationstyper som Clayton Fejedelem og Sheldrick Redwine, er Dolphins også grundlæggende fint besat her.

Lidt mere usikkerhed er der fortsat omkring presspillet, men koordinator Boyer har muligvis fået en stor hjælp på banen i form af veteranen Melvin Ingram, der er kommet til efter at han tilsyneladende spillede en afgørende rolle hos Chiefs i slutningen af 2021-sæsonen. Ingram kan måske ikke selv nå de sack-totaler, som han leverede i sine velmagtsdage hos Chargers, men mindre kan også gøre det. F.eks. kan hans tilstedeværelse måske have en positiv effekt på udviklingen af sidste års 1.runde-draft Jaelan Phillips, der med 8.5 sacks må siges at have haft en hæderlig rookie-sæson. Kombineres dette med en udmærket situationsspiller som Andrew Van Ginkel samt blitz-specialister på safety- og linebacker-positionerne, og så begynder Dolphins faktisk at have et interessant pass rush.

Det bliver kun yderligere styrket af den indvendige defensive linje, hvor 28-årige Emmanuel Ogbah efter skiftet til Miami-mandskabet har udviklet sig til en regulær quarterback-trussel over de seneste to sæsoner, hvor det er blevet til 9 sacks gange to. Omdrejningspunktet på linjen er den lidt mere alsidige Christian Wilkins, der dog gradvist er blevet bedre og bedre mod kastet siden at Dolphins lidt overraskende valgte ham i 1.runde af 2019-draften. Udover Ogbah og Wilkins er der lidt længere mellem snapsene, hvilket især kan ses på niveauet mod løbet, men spillere som Raekwon Davis, Zach Sieler og John Jenkins kan sagtens spille i rotation uden at det skader defensivens samlede niveau.

Linebacker-positionen er nok Dolphins-forsvarets største spørgsmålstegn, men igen spilles der her et system, hvor der oftest roteres safeties og cornerbacks ind i stedet for. Derudover har Jerome Baker udviklet sig til en hæderlig primær starter, der med tiden også er blevet mere alsidig i, hvordan han bidrager til spillet. Han suppleres af klassiske typer som Elandon Roberts og Sam Eguavoen, og så er der måske et nyt navn på vej i form af rookien Channing Tindall fra sidste års college-mestre Georgia.

Konklusionen

Det er uden tvivl et styrket Dolphins-hold, der går på banen til 2022-sæsonen, og selvom at forløbet omkring Flores har været rigtigt grimt og fortsat kan give problemer, så virker McDaniel som den rette mand til at tage over og en af de mest interessante nye cheftræner-navne. Når det er sagt, så står og falder det hele fortsat med, om Tagovailoa endelig tager sit spil et niveau op, og her er jeg meget usikker på, hvad jeg tror på. Uanset hvad ser jeg dem ikke udfordre Bills ift. divisionstitlen og selvom at deres kampprogram er gennemsnitligt ift. sværhedsgraden, så tror jeg, at de får svært ved at snuppe en af de tre wildcard-pladser i den meget giftige AFC-konference.

  • Navn: Miami Dolphins
  • Ejer: Stephen M. Ross (siden 2008)
  • Cheftræner: Mike McDaniel (siden 2022)
  • Hjemmebane: Hard Rock Stadium i Miami Gardens, Florida (siden 1987)
  • Antal mesterskaber: 2 (1972 og 1973)
  • Resultat 2021: Elimineret i grundspillet (record: 9-8)
  • Roster Score: 72 (Offense: 24 / Defense: 39)
  • Rangering ud fra Roster Score: Nr. 22 ud af 32 i NFL (Nr. 3 ud af 4 i AFC East)
  • Bud på divisionsplacering 2021: Nr. 2 i AFC East (8-9)
  • Årets gennembrud: EDGE Jaelen Phillips
  • Årets nøglespiller: QB Tua Tagovailoa

Skriv en kommentar