
NFL Draften 2021 er veloverstået. I de kommende uger vil vi forsøge at komme med vurderinger af, hvordan holdene er sluppet igennem årets talentudvælgelse. Det bliver med udgangspunkt i divisionerne og rangering med særligt fokus på valgene i de tre første runder.
Efter et par divisioner, hvor holdene generelt traf nogle rigtigt fornuftige valg på Draft Day, er vi nu noget til syden, hvor oplevelsen var lidt mere lunken. Det er som helhed ikke den division, hvor der blev taget dårligst beslutninger samlet set, men der er bare en lidt mere lunken fornemmelse omkring det hele. Og så er der selvfølgelig det her hold, der har udviklet sig til NFL’s største shitshow, og det kom også til at præge deres i forvejen begrænsede muligheder for at indhente talent.

Tennessee Titans
Valg i 1-3.runde:
- Nr. 22: Caleb Farley (Cornerback – Virginia Tech)
- Nr. 53: Dillon Radunz (Offensive Tackle – North Dakota State)
- Nr. 92: Monty Rice (Linebacker – Georgia)
- Nr. 100: Elijah Molden (Cornerback – Washington)
Karakter: 7+
Begrundelse:
– Efter den kiksede draft sidste år var Robinson og Vrabel mere tilbage på det niveau vi kender fra dem, hvor de om ikke andet så i hvert fald fik adresseret de rigtige positioner. Begge deres to første valg er dog chancebetonede. Det gælder ikke mindst for Farley med tanke på hans skadeshistorik, men lykkes det, så kan han blive en stjerne på det professionelle niveau. Ift. deres to 3.rundevalg, så giver Rice rigtig god mening ift. at have en understudy for Jayon Brown, mens at Molden, der formentlig skal spille slotcorner, er en af mine personlige favoritter i årets draftklasse pga. hans spilforståelse og fighter-vilje. De får også tilføjet lidt potentielt pass rush-dybde i form af Weaver i de sene runder, så det er helt klart en godkendt omgang fra Titans.

Jacksonville Jaguars
Valg i 1-3.runde:
- Nr. 1: Trevor Lawrence (Quarterback – Clemson)
- Nr. 25: Travis Etienne (Running Back – Clemson)
- Nr. 33: Tyson Campbell (Cornerback – Georgia)
- Nr. 45: Walker Little (Offensive Tackle – Stanford)
- Nr. 65: Andre Cisco (Safety – Syracuse)
Karakter: 7
Begrundelse
– Det her er til gengæld en af de draft-præstationer, som det er sværest af vurderer. På den ene side får det det største QB-talent vi har set siden Luck. På den anden side vælger de at bruge deres andet 1.runde-valg på en RB, som ganske vist kan noget i kastespillet og har en historie sammen med Lawrence, men som stadigvæk er en RB og bestemt ikke var deres største need. Derudover er alle deres valg på dag 2 spillere, hvor der bestemt er noget upside, men hvor der også er massivt bust-potentiale. Denne type af spillere har også tidligere været en tendens hos Jaguars, hvor jeg måske også har givet dem for meget kredit på et usikkert grundlag. Pga. Lawrence og den massive upside går vi dog med en over middel-karakter her også.

Indianapolis Colts
Valg i 1-3.runde:
- Nr. 21: Kwity Paye (Edge Rusher – Michigan)
- Nr. 54: Dayo Odeyingbo (Interior Defensive Lineman – Vanderbilt)
Karakter: 4
Begrundelse:
– Der har endnu engang været overraskende stille omkring Colts i offseason på trods af deres massive investeringsmuligheder, og den forsigtige tilgang bære deres draft desværre også præg af. Valget af Paye er super, både set ift. afskeden med Houston og hans talent og alsidighed, som passer rigtig godt ind i Eberflus’ defensive system. Men hvad de ovenpå valget af ham skal med Odeyingbo, som ellers også er blandt mine favoritter blandt spillerne til andendagen, forstår jeg simpelthen ikke. Der er heller ikke så meget at komme efter blandt deres senere valg, omend jeg personligt er glad for, at de tager en chance på Sam Ehlinger, som om ikke andet bliver god for deres omklædningsrum. Det er dog samlet ikke til mere end middel for mig.

Houston Texans
Valg i 1-3.runde:
- Nr. 67: Davis Mills (Quarterback – Stanford)
- Nr. 89: Nico Collins (Wide Receiver – Michigan)
Karakter: -3
Begrundelse:
– Skulle vi lige bekræftes endnu engang i den totale nedsmeltning, der er i gang i Houston? Det var åbenbart tilfældet. De har først et valg i 3.runde, og hvad vælger de så at gå med? En QB, der ganske vist har potentiale, men som på ingen måde kan forventes at skulle spille en rolle, hvis Watson ikke er der, når sæsonen begynder. Dertil skal det huskes, at de allerede har hentet en acceptabel back-up ind i form af Taylor, så dette var på alle måder et ligegyldigt valg for Texans. Collins har jeg ikke de store holdninger til, men hverken han eller nogen af de senere valg ændrer noget for mig ift. at dette bliver årets første bundkarakter.
