Seahawks er lidt blevet ligaens alternative hold, der gør tingene på deres egen måde og tilsyneladende får succes med det. Det afholder dem dog formentlig også fra at gå hele vejen.
2019-sæsonen og offseason
Sidste års sæson var på mange måder karakteristisk for Seattle Seahawks, som vi har lært dem at kende de seneste mange år. Offseason havde budt på en række alternative beslutninger fra cheftræner Pete Carroll og general manager John Schneider, der især ift. talentudvælgelse og positionsvurderinger går i en noget anden retning end resten af NFL. Samtidig insisterede cheftræneren og ikke mindst hans offensive koordinator Brian Schottenheimer på at fortsætte med en offensiv tilgang, der har klassisk løbeangreb op gennem midten som fokuspunktet, hvilket ofte førte til, at quarterback Russell Wilson først for alvor fik lov at folde sit enorme talent ud, når mandskabet stod med ryggen mod muren. Takket være Wilsons evner var angrebet imidlertid alligevel blandt de 5 mest effektive, og det var den væsentligste forklaring på de mange sejre, der tikkede ind på kontoen. Frem mod sæsonpausen i spiluge 11 tabte Seahawks således kun 2 kampe, og det endda mod kompetente modstandere i form af Saints og Ravens. Til gengæld var mange af sejrene tætte, og at de måske ikke var så overlegne som deres record antydede, blev mere udstillet i de sidste 6 spillerunder, hvor halvdelen af opgørene blev tabt. Her blev det også tydeligt, at forsvaret, der endte uden for ligaens top 20, var en hemsko, der kunne udnyttes.
11-5 recorden var dog endnu engang nok til slutspilsdeltagelse, men nederlaget til 49ers i sidste grundspilskamp gjorde, at det blev på et wildcard. I 1.runde fik Carroll, Wilson og resten af Seattle-mandskabet slidt sig til en 17-9 sejr i et opgør, der mest bar præg af, at modstanderne fra Eagles fortsatte deres sæsonlange kamp mod skader, og som i sidste ende endte med at afholde dem fra at presse Seahawks for alvor. Derefter ventede til gengæld en moderne klassiker mod Packers i Green Bay, og her blev netop de defensive kvaler udstillet af Aaron Rodgers. Wilson var ellers endnu engang ved at lave et af sine mange comebacks, men denne gang blev det stoppet undervejs, og så måtte han og resten af holdet drage tilbage til det nordvestlige USA med endnu et tidligt slutspils-exit i bagagen.
Det resultat har dog ikke rykket det store ved, hvordan holdorganisationen har ageret i årets offseason. Seahawks har siden Microsoft-medstifteren Paul Allens død i 2018 været ejet af hans efterladte familie, og de lader fortsat til at have afgrundsdyb tillid til duoen Carroll og Schneider, der således kan forventes at blive siddende lige så længe, at den aldrende cheftræner orker og ønsker det. Årets offseason har således endnu engang budt på nogle ret alternative beslutninger ift. hvilke talenter, der skal vælges som nytilføjelser, og hvilke positioner, hvor der skal betales dyrt for opgraderinger. Grundstammen i spillertruppen er dog meget den samme som sidste år, så selvom statistikken taler for, at en tilsvarende record bliver svær at opnå, bør der være en chance for, at de endnu engang kan udfordre konsensus. Der er også fortsat fuld tillid fra Carroll til det øvrige trænerteam, hvorfor at det fortsat er Schottenheimer og Ken Norton, der står med koordinator-ansvaret her ved indgangen til 2020-sæsonen.
Angrebet
Det er svært ikke at have lidt ondt af Russell Wilson. I 2019 leverede han igen på højeste niveau og bekræftede på alle måder, at han fortsat kan være med i samtalen om, hvem der er NFL’s bedste quarterback med titlen som Second Team All Pro. Samtidig kom mange af hans præstationer på baggrund af, at han måtte redde sit mandskab efter at Carrolls og Schottenheimers tilgang med at løbe bolden konservativt endnu engang havde fejlet ift. at afgøre kampen og endda flere gange havde efterladt Seahawks i alvorlige problemer. Det er selvfølgelig imponerende, at 31-årige Wilson fortsat formår at levere varen gang på gang, men det ville være endnu bedre, hvis han bare kunne få lov at skinne og præstere i et system, der først og fremmest var baseret på ham og hans enorme kvaliteter. Det kommer nok ikke til at ske, da hans niveau samtidig er med til at sikre det eksisterende regimes bevarelse, og måske kan det i et eller andet vildt scenarie alligevel lykkes. Jeg synes blot, at netop sidste sæsons resultat med et farvel i slutspillet før NFC-finalen nok er det bedst forventelige i den aktuelle situation.
Det er nemlig ikke kun systemet, der ikke er til Wilsons fordel. Den offensive linje var for gud ved hvilken gang blandt de dårligste i NFL sidste år, og selvom at det giver deres quarterback muligheden for at demonstrere sine fremragende evner under pres, er det ikke optimalt. En hæderlig undtagelse fra det generalt ringe niveau var endnu engang venstre tackle Duane Brown, men veteranen er efterhånden blevet 35, og selvom at han skulle kunne opretholde sit niveau endnu en sæson, er det ikke holdbart, at den eneste pålidelige starter er en mand, der må nærme sig sin karrieres afslutning. I modsatte side må vi regne med, at det bliver meget middelmådige Brandon Shell, der skal starte, da alternativet er den katastrofalt ringe Cedric Ogbuehi, der hidtil har fejlet alle de steder, han har forsøgt sig i ligaen. Shell var dog heller ikke en udpræget succes hos Jets, hvorfra han kommer med 4 års erfaring, så uanset hvad løsningen er på højre tackle, bliver det under alle omstændigheder problematisk. Det ser dog ikke meget bedre ud i midten, hvor B.J, Finney starter på center, mens Mike Iupati, Ethan Pocic og rookien Damien Lewis skal slås om de to guard-pladser. Sidstnævnte havde ganske vist en fin college-karriere hos LSU og kan måske udvikle sig til en pålidelig starter på sigt, men det er for tidligt at sige noget sikkert om på nuværende tidspunkt.
Hvor o-linen endnu engang bliver et problem, ser besætningen på receiver-positionen til gengæld solid ud. Tyler Lockett, der efterhånden længe har leveret rimelig solidt i skyggen af større navne, overtog definitivt rollen som 1.receiver sidste år med sin første sæson over 1.000 yards og 8 touchdowns. Samtidig gjorde D.K. Metcalf alle sine kritikere til skamme, da han viste, at han kunne overføre sine vilde atletiske færdigheder og bruge dem til at opnå succes på professionelt niveau. Træningsmonsteret, der leverede 900 yards og 7 touchdowns som rookie, bør kunne blive endnu bedre her i år 2, og sammen med Lockett udgøre de primære og pålidelige mål for Wilson. De vil derudover blive bakket op af acceptable alternativer som Phillip Dorsett og David Moore samt muligvis også problembarnet Josh Gordon, der ganske vist pt. er suspenderet men endnu engang har bedt om at få sin karantæne ophævet. Om han så bliver hele sæsonen, hvis han får lov at spille til at starte med, er dog langt fra sikkert med hans hidtidige historie in mente. Der er dog også god hjælp at hente for Wilson på tight end-positionen, hvor den fortsat solide men skadesplagede veteran Greg Olsen er kommet til fra Panthers. Ideen er formentlig, at Olsen skal rotere med Will Dissly, der har vist gode takter i sine første to NFL-sæsoner, omend det kun er blevet til 10 kampe. Derudover er Jacob Hollister også i truppen som supplement, hvis begge de to forventede topnavne på positionen igen går i stykker.
I betragtning af, hvor væsentligt løbeangrebet er for Carrolls og Schottenheimers offensive filosofi, er det egentlig interessant, at de ikke har et mere profileret navn på running back-positionen end tilfældet er. Chris Carson, der er den primære starter, får dog gjort sit arbejde, og leverede således over 1.200 yards, 7 touchdowns og et snit 4.4 yards pr. forsøg. Desværre endte han sæsonen på skadeslisten, og det er muligvis forklaringen på, at holdledelsen virkelig har loadet positionen i år. Ind er således kommet Carlos Hyde, der selv har haft en meget skadesplaget karriere men sidste år nåede over 1.000 yards hos Texans, samt rookien DeeJay Dallas. Derudover vender det tidligere 1.runde-draftvalg Rashaad Penny formentlig tilbage, ligesom at Travis Homer, der sluttede sæsonen som den primære starter, også fortsat er i truppen. Til gengæld må vi gå ud fra, at legenden Marshawn Lynch nu definitivt er fortid i Seattle.
Forsvaret
Der er efterhånden ved at være længe siden, at Seahawks bagerste forsvar var blandt de bedste i ligaen, og det har været et tilbagevendende tema de sidste par sæsoner, at Carroll og Schneider ikke har været i stand til at erstatte den legendariske ”Legion of Boom”, der udgjorde rygraden i deres Super Bowl-vindende hold fra 2014. I år har holdledelsen dog forsøgt at løse problemerne med bl.a. det svingende cornerbackspil ved at hente Quinton Dunbar ind fra Washington, hvor han sidste år gjorde det godt inden at han blev skadet for sæsonen. 28-årige Dunbar var dog ude i nogle alvorlige problemer senere i offseason, hvor han stod til at blive anklaget i den samme røveri-sag, som muligvis ender med at koste hans kollega DeAndre Baker en lang fængselsstraf. Imidlertid er anklagerne mod Dunbar blevet droppet, så han lader til at være klar som ny makker til den hæderligere Shaquill Griffin, mens at den knapt så dygtige Tre Flowers nu kan reduceres til en mindre rolle. Den største tilføjelse til bagkæden findes dog på safety-positionerne, hvor Seattle-mandskabet endte som aftager til Jamal Adams, da denne fik sit ønske om at slippe væk fra Jets opflydt. 24-årige Adams er ubetinget en af de bedste fremadrettede bagspillere i ligaen, men at Carroll og co. var villige til at betale så dyrt for ham, som tilfældet var, siger noget om, at de vurderer safety-positionen noget anderledes og noget højere end de fleste andre hold i ligaen. Kombinationen af Adams og Quandre Diggs kan dog også nemt vise sig at være den stærkest i ligaen, suppleret 2.årsspilleren Marquise Blair i en backup- eller rotationsrolle.
Det bagerste forsvar er dog også nød til at være dem, der sikrer et godt kasteforsvar, for Seahawks er endnu engang kandidater til at være holdet, der er svagest besat ift. rendyrkede pass rushere på ydersiden. 2.årsspilleren L.J. Collier, der højst overraskende blev valgt i 1.runde af 2019-draften, spillede stort set ikke som rookie, og der er derfor fortsat meget tvivl om, hvorvidt hans bull-rush stil kan overføres effektivt til NFL. Derudover består truppen bl.a. af 3.årsspilleren Rasheeem Green, der er bedst mod løbet, og den tilbagevendte journeyman Benson Mayowa, der af og til har haft succes, men mest i rotation og sammen med stærkere startere. Håbet er nok, at rookien Darrell Taylor fra Tennessee kan spille en rolle, men han blev opereret i offseason og er fortsat ikke helt klar. Således er det svært at se, hvor det kontinuerlige pres fra ydersiden skal komme fra.
Det bliver ikke meget bedre, hvis vi bevæger os indvendigt på den defensive linje. Den efterhånden erfarne Jarran Reed havde en vild sæson ift. presspil i 2018, men pga. skader og karantæne samt mindre kvalitet på edge-positionerne, kunne kan slet ikke følge op på det sidste år. Om 27-årige Reed kan genfinde noget af formen er bestemt muligt, men jf. den manglende kvalitet på ydersiderne er det langt fra givet. Hans primære makker i år bliver igen 3.årspilleren Poona Ford, der er en fin stopklods mod løbet men ikke mere end det.
Selvom at det meste af det legendariske forsvar fra holdets Super Bowl-triumf efterhånden er væk, er hjertet og hjernen i det hele fortsat til stede. Bobby Wagner er godt nok lige blevet 30, men han tilhører fortsat den absolutte elite blandt NFL’s offball linebackere. Han er sin træner og koordinators forlængede arm på banen, der bevæger sig godt over det hele, tackler så det slår gnister og formår at dække sin direkte modstander op på bedste vis. Derudover er Wagners faste makker K.J. Wright også fortsat på holdet, ligesom at den pass rush-orienterede veteran Bruce Irvin også er vendt hjem til Seattle. Lægger vi dertil 2.årsspilleren Ben Burr-Kivern og årets overraskende 1.runde-draftvalg Jordyn Brooks i reserve- og rotationsroller, er linebacker-positionen nok den, hvor Seahawks er næstbedst besat defensivt. Igen et udtryk for holdledelsens noget særegne vægtning her i 2020.
Konklusionen
Så længe at Wilson er manden under center skal Seahawks i et eller andet omfang regnes med, og de er som minimum en stærk kandidat til endnu engang at gå i slutspillet. Derudover skal det siges, at Carroll uden tvivl er en god motivator og formår at skabe en vinderkultur, der også bære holdet langt. Imidlertid begrænser problemerne med hans oldschool-tilgang også hans mandskabs potentiale, og derfor er det svært for alvor at tro på, at de kan gå hele vejen. De ender nemlig med at blive straffet, når de møder en modstander, der er i stand til hurtigt at udnytte forsvarets svagheder og sætte masser af point på tavlen. Derfor regner jeg med at endnu et slutspilsnederlag før NFC-finalen, som det mest sandsynlige sæsonresulatet for Seattle-mandskabet.
- Navn: Seattle Seahawks
- Ejer: Allen-familien (siden 2018)
- Cheftræner: Pete Caroll (siden 2010)
- Hjemmebane: CenturyLink Field i Seattle, Washington (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 1 (2013)
- Resultat 2019: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 11-5)
- Roster Score: 78.5 (Offense: 34.5 / Defense: 26)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 17 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i NFC West)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 2 i NFC West (record: 10-6)
- Årets gennembrud: EDGE Darrell Taylor
- Årets nøglespiller: CB Quinton Dunbar
Red Zone Blog 