
Cykelsæsonen 2019 er i gang og der er 18 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Vi begynder fra bunden af sidste års rangliste med det afrikanske indslag, der med dansk hjælp satser på endelig at komme væk fra det årlige cykelregnskabs sidsteplads
Det har ikke været nogen dans på roser for Douglas Ryder og hans ellers så sympatiske projekt at etablere sig på WorldTouren. Dimension Data, der startede som MTN tilbage i 2007 med det formål at styrke cykelsporten på det afrikanske kontinent, har siddet ubehjælpeligt fast på WorldTour-listens bundplacering i holdets foreløbigt 3 sæsoner i cykelsportens fineste klasse. Noget af forklaringen herpå kan findes i truppens hidtidige sammensætning, der har været betinget af, at det økonomiske råderum ikke er lige så stort hos det sydafrikanske mandskab som hos nogle af konkurrenterne. Der har simpelthen ikke været råd til mange store profiler, og dem man har haft på holdkortet har i høj grad været ryttertyper, der primært har deres styrke i jagten på etapesejre, hvilket som bekendt ikke honoreres i samme omfang som samlede placeringer i etapeløb og store resultater i klassikerne.
Når det er sagt, kan vi ikke komme uden om, at de to seneste sæsoner har været en skuffelse. Især sidste år var en regulær katastrofe, hvor det kun blev til sølle 6 sejre i UCI-sanktionerede løb. 2018 var ligesom året før præget af, at holdets helt store stjerne Mark Cavendish var fraværende det meste af sæsonen pga. enten sygdom eller styrt med skader til følge. I alt vandt ”The Manx Missile” igen kun 1 sejr sidste år, og især hans præstation under Touren gjorde nærmest ondt at se på. Desværre var Cavendish ikke den eneste rytter, der ikke kunne få tingene til at fungere. Edvald Boasson Hagen, der havde haft et glimrende 2017, kunne slet ikke finde samme form og vandt ingen løb uden for Norge, mens den tidligere så ærgerrige Stephen Cummings var totalt usynlig. Dertil kom, at den hjemvendte Louis Meintjes også fejlede fuldstændig som kaptajn i både Giroen og Vueltaen. Faktisk var Ben Kings 2 etapesejre i den spanske grand tour de eneste i WorldTour-sammenhæng i hele 2018, og det mest positive ved sidste sæson var vel sagtens, at UCI-præsident Lappartients forslag om at reducere antallet af WorldTour-hold blev lagt i graven, det en gennemførsel af dette med al sandsynlighed havde ført til et nedgradering til pro-kontinentalniveau.
Nu kan Dimension Data så i stedet gå ind til 2019-sæsonen med vished om, at fremtiden på højeste niveau er sikret. Det har muligvis været en medvirkende årsag til, at der er blevet flere midler at arbejde med ift. at styrke truppen. Holdchef Ryder har aldrig lagt skjul på, at selvom at der er et filantropisk element i projektet gennem den almennyttige Qhubeka-fond, er det hans mål at skabe et hold i absolut topklasse. Første skridt på vejen er at komme højere op på WorldTour-ranglisten, og for at nå dette mål, har Dimension Data faktisk været et af de mest aktive hold på transfermarkedet. Sydafrikanerne stiller således med en væsentligt forstærket trup til denne sæson, der også peger fokus i en lidt anden retning end der ellers blev lagt op til sidste år.
Klassikerne
Det er nemlig i høj grad de store 1-dagsløb, som der nu bliver satset massivt på nu. Her var det faktisk Gerald Cioleks meget overraskende sejr i Milano-Sanremo tilbage i 2013, der satte det sydafrikanske hold på landkortet, men en lignende præstation har ikke rigtigt været tæt på. En 4.plads i Dwars door Vlaanderen var faktisk det bedste klassikerresultat for holdet i 2018, og det var klart, at der skulle ske noget på den front, hvis det skal gå anderledes i år. Derfor har de fleste af holdets nyinvesteringer i år været målrettet klassikertruppen, og den største af dem alle er faktisk dansk.
Michael Valgren fik sit helt store gennembrud som 1-dagsrytter i 2018 med sejre i først Omloop Het Nieuwsblad og senere Amstel Gold Race, der vel var et af de største danske sportsøjeblikke sidste år. Imidlertid var hans tidligere hold Astana ikke indstillet på at matche danskerens forståeligt højere lønkrav efter successæsonen. Det var Dimension Data til gengæld, hvorfor Valgren sagde ja tak til at skifte Kasakhstan ud med Sydafrika, hvilket nemt kan vise sig at blive lidt af et scoop for hans nye hold. Den 27-årige dansker virker nemlig til at have udviklet sig til en cykelfeltets mest alsidige klassikerryttere. Han har den fysiske styrke og teknikken til at kunne være med på vanskelige underlag som brosten og grus, men han er samtidig let og eksplosiv nok til sagtens at kunne håndtere og udnytte korte stejle stigninger. Således vil Valgren kunne gå direkte ind og være kaptajn for holdet i stort set samtlige af forårets største 1-dagsløb. Kun Paris-Roubaixs frygtede pavéer virker på forhånd til at være for stor en udfordring.
I brostensløbene vil Valgren formentlig få norske Evald Boasson Hagen som en solid makker. Den 31-årige nordmand har i perioder leveret nogle fine resultater efter sit skifte til Dimension Data i 2015 med en 5.plads i Paris-Roubaix og en etapesejr i Touren som de største. Han er dog fortsat aldrig blevet den rytter, som de fleste oprindeligt troede, at hans talent rakte til. Derudover har han haft en uheldig tendens til aldrig at kunne ramme topformen til klassikerne, hvilket sidste sæson var endnu et godt eksempel på. Er han på sit højeste niveau, har Boasson Hagen ikke desto mindre kvaliteten til at gøre sig i næsten alle forårets løb på det vanskelige underlag. Han er måske lidt for tung til for alvor at kunne være med i løb som Flandern Rundt og E3, men til gengæld har han en hurtighed, der gør ham til en farlig outsider i f.eks. Gent-Wevelgem. Endelig er han nok uden diskussion det stærkeste kort til Paris-Roubaix, hvor han som sagt var tæt på sejren i 2015.
Til gengæld er nordmanden trods alt for tung til at kunne spille en rolle i Ardennerne, men her får Valgren i stedet følgeskab af to ryttere, som han kender særdeles godt. Danskeren er nemlig ikke den eneste succeshistorie fra sidste års Amstel Gold Race, der er skiftet til Dimension Data. Faktisk har holdchef Ryder og hans stab hentet hele sidste års podie, da både Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto også har skrevet konkrakt med sydafrikanerne. 32-årige Kreuziger havde lidt af en comeback-sæson sidste år, hvor han kørte i top 10 i alle 3 store Ardenner-klassikere og senere på året blev nr. 6 på den bjergrige rute ved VM. Det har åbenbart inspireret tjekken til at give karrieren en chance mere, for efter nogle år som hjælperytter hos Mitchelton er han nu tilsyneladende klar til at bære et større ansvar igen. 36-årige Gasparotto er derimod nok mest med for at understøtte sine to yngre holdkammerater, men hans 3.plads i Amstel og 6.plads i Liege-Bastogne-Liege i fjor viste om ikke andet, at han fortsat har styrken til at kunne være med i de kuperede 1.dagsløb. Sammen med Valgren og Kreuziger udgør han en meget solid trio, som ingen skal undervurdere.
Denne trio vil også spille en central rolle for Dimension Data i en del af sæsonens øvrige klassikere. Alle tre ryttere kan sagtens vinde de canadiske 1-dagsløb til efteråret, mens at Kreuziger også vil være en giftig outsider i både Clasica San Sebastian og ikke mindst Lombardiet Rundt. Valgren kan gøre sig i Bretagne Classic, hvor han sidste år blev nr. 2. Her vil kan formentlig igen få følgeskab af Boasson Hagen, der også kan være et af holdets bud på en vinder i Milano-Sanremo. Her kan Mark Cavendish også vælge at stille til start, men med hans historie fra de sidste par sæsoner er det nok tvivlsomt, om han fortsat har holdbarheden til at kunne komme over Poggio efter næsten 300 km. I virkeligheden er det nok holdets nyindkøbte sprinter Giacomo Nizzolo, der er det bedste bud i årets første monument, ligesom at han også potentielt kan være med i Bretagne. Derudover vil han og Cavendish begge være blandt de potentielle favoritter i de mere regulære sprinterklassikere som Eschborn-Frankfurt, London-Surrey Classic og EuroEyes Cyclassics.
Etapeløbene
Det tog lang tid førend at Dimension Data tog den endelige beslutning om at forlænge med Mark Cavendish, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker på den tidligere sprinterkonges udvikling over de sidste to år. Siden han vandt 4 etapesejre i 2016-udgaven af Touren er ulykkerne haglet ned over briten, der som sagt har fået smadret de to seneste sæsoner af sygdom, styrt og skader. I forbindelse med kontraktforlængelsen var det dog tydeligt, at Cavendish selv mener, at han fortsat er i stand til at vinde de 4 yderligere Tour-etapesejre, der skal til for at slå Eddy Merckx’ rekord. Om det stemmer overens med virkeligheden er dog langt fra sikkert, eftersom at ”The Manx Missile” efterhånden er blevet 33 år, hvilket er en høj alder for en sprinter. Alligevel har Cavendish med sin udmelding gjort det klart, at han forventer at blive holdets 1.prioritet ift. årets Tour de France.
Det bliver nok den store stjerne, der bliver omdrejningspunktet, men han får formentlig ikke lov at blive den eneste prioritet i verdens største cykelløb. Intet er afgjort endnu, men på trods af hans ligeledes katastrofale 2018, er det usandsynligt at Ryder og resten af holdets ledelse allerede skulle være klar til at opgive det sydafrikanske etapeløbshåb Louis Meintjes. Han er trods alt blevet nr. 8 i Touren 2 gange og med en alder på 26 år er det på ingen måde givet, at han har toppet endnu. Derfor virker det som en realistisk mulighed, at Meintjes får lov at kommer med til Frankrig på trods af skuffelserne i Giro og Vuelta sidste år. Det er dog højst tvivlsomt, om han pludselig vil nå nye højder. Sydafrikaneren har mildest talt været stagnerende i sin udvikling set over de seneste sæsoner, og samtidig er det bare svært at se ham nå længere end hidtil med hans meget konstante men også defensive stil, der rent underholdningsmæssigt minder om at se servekanonen John Isner spille tennis.
Med både Cavendish og Meintjes på vej til Touren er der til gengæld rimeligt frit spil for holdets sidste store nyinvestering ift. de to øvrige grand tours. Giacomo Nizzolo vandt for 2 år siden pointkonkurrencen i Giroen, og det vil være rigtig stort for den nu 30-årige italiener at vende tilbage til den absolutte sprintertop på hjemmebane. Spørgsmålet er, om han vil være i stand til dette. Ligesom sit nye hold har Nizzolo været igennem 2 forfærdelige sæsoner, hvor især 2017 blev fuldstændig ødelagt af skader. Der var lidt fremgang at spore i 2018, hvor især hans kørsel i Vueltaen pegede i den rigtige retning, men den tidligere italienske mester har tilsyneladende ment, at luftforandring var nødvendig for at kunne genfinde topniveauet. Derfor valgte han at forlade Trek, som han ellers har kørt for hele sin karriere. Hos Dimension Data finder han uden tvivl et mandskab, der kan finde ud af at aflevere ham, men om det er nok til, at Nizzolo igen begynder at vinde er usikkert. Han bliver dog uden tvivl topprioriteten i Giroen og kan sikkert også få chancen i Vueltaen, hvor hans holdbarhed giver ham en fordel ift. mange andre at feltets hurtige folk.
Cavendish og Nizzolo bliver også centrale ift. de mindre etapeløb, da Dimension Datas klart største chance her er, at hente enkelte etapesejre. Meintjes og Kreuziger, der har luftet idéen om igen at forsøge sig som etapeløbsrytter, har begge den ulempe, at de kører meget svage tidskørsler, hvorfor de formentlig får svært ved at gøre sig i de samlede klassementer i andre ugeetapeløb end Catalonien Rundt. I eftåeret kan Valgren og Boasson Hagen være i spil til BinckBank Tour, men det er nok, hvad vi skal regne med fra det sydafrikanske mandskab på den front.
Konklusionen
Jeg føler mig rimeligt overbevist om, at Dimension Data nok skal få sin hidtil bedste sæson på WorldTouren i år. Valgren er et af de største scoops på årets transfermarked og i samspil med Boasson Hagen, Kreuziger og Gasparotto skal han nok få markeret sit nye hold markant mere i klassikerne end tidligere. Jeg er mere skeptisk ift. etapeløbssatsningerne, hvor hverken Cavendish, Nizzolo eller Meintjes på nogen måde giver garantier for succes. Fremgang i klassikerne bør dog være nok til at komme væk fra sidstepladsen, hvilket også et fint delmål for 2019.
- Navn: Team Dimension Data
- Sponsorer: Dimension Data Holdings (Sydafrikansk informations-teknologivirksomhed)
- Holdchef: Douglas Ryder
- Licens: Sydafrikansk
- Grundlagt: 2007 (på WorldTouren siden 2016)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 18.plads i 2016, 2017 og 2018)
- Antal WorldTour-sejre: 0
- WorldTour-placering 2018: 18.plads
- Antal sejre i 2018: 6
