
2.runde af slutspillet er overstået, og selvom det ikke blev specielt tæt og spændende, har vi fået oplægget til 2 potentielt fremragende konference-finaler. AFC-finalen er ligesom NFC-finalen en gentagelse fra grundspillet, dog med omvendt fortegn ift. hjemme- og udehold.
Ligesom i NFC, er det 1. og 2.seed der mødes i årets AFC-finale. Også her er det to af NFL’s største trænerbegavelser, der står overfor hinanden, og ovenikøbet to personligheder, der i den grad har været toneangivende i ligaens historie de sidste 20 år. Men samtidig er det også to trænere, der har haft vidt forskellige resultater gennem deres tid som øverste ansvarlige for deres respektive hold. Mens Bill Belichick har ført sine Patriots til 8 Super Bowls og 5 mesterskaber, er Andy Reid altid endt med at snuble på målstregen med sine mandskaber. Det gjaldt f.eks. da Belichicks Patriots i 2004-sæsonen vandt deres tredje titel over netop Reids Eagles. Derfor må sidstnævnte, der efter at være blevet fyret i Philadelphia tog til Kansas City i 2013, være mere opsat end nogensinde på at tage revanche. Nu satser han på, at hans eksplosive Chiefs-angreb med sensationen Patrick Mahomes i spidsen, har lært af nederlaget fra spiluge 6 i Foxborough, og er klar til at fratage legenden Tom Brady muligheden for en sjette Super Bowl-triumf.
Chiefs skulle ikke bruge lang tid i sidste weekends kamp mod Colts på at bevise, at de var det bedste hold på banen. Mahomes fik lynhurtigt gang i samspillet med de to primære våben Tyreek Hill og Travis Kelce, og i kombination med en storspillende Damien Williams på jorden, scorede Kansas City-mandskabet 24 point i 1.halvleg. Det kom Colts aldrig tilbage fra, bl.a. fordi forsvaret, der ellers har været meget skrøbeligt hele året, leveret sin bedste præstationen i hele 2018-sæsonen. Det var selvfølgelig anført af presspillet med Justin Houston og Dee Ford i spidsen, men en anden væsentlig faktor var, at bagkæden lader til at have forbedret sig væsentligt. Ikke mindst rookie-cornerbacken Charvarius Ward, der blokerede hele 4 bolde i løbet af kampen og generelt har været en kæmpe tilføjelse, efter at han fik chancen. Det blev nøglen til, at Chiefs fik hevet en 31-13 sejr hjem er klar til at spille AFC-finale på hjemmebane.
Der var lagt op til spænding i Patriots opgør mod Chargers, men det fik Brady og co. hurtigt pillet i stykker. Vha. de forudsigelige men effektive midler med korte og præcise kast til Julian Edelman og James White samt løb op igennem midten med Sony Michel, fik New England-mandskabet drive efter drive arbejdet sig ned i Charges’ endzone. I 1.halvleg scorede Patriots hele 35 point, hvilket selvfølgelig var en umulig opgave for Philip Rivers at få lavet om på. De 21 point som LA-mandskabet scorede i 2.halvleg var ren kosmetik og primært resultatet af, at Belichicks tropper spillede prevent-defence det meste af tiden. 41-28 sejren var ikke et point for stort, og således står NFL’s mest vindende hold i dette årtusinde nu i deres ottende AFC-finale i træk.
Chiefs’ angreb vs. Patriots’ forsvar
Selvom Mahomes, Hill og Kelce var de afgørende offensive profiler mod Colts, fik de helt klart hjælp af, at det også gik fremragende med at flytte bolden på jorden. Her har det haft afgørende betydning, at Damien Williams virkelig har løftet opgaven som afløser for den fyrede Kareem Hunt. Netop manglende fremdrift på jorden var et af Chargers store problemer mod Patriots, hvorfor det bliver afgørende, at Chiefs ikke lider samme skæbne. Det kræver endnu en stor kamp for Williams, der leverede hele 129 yards og 5,2 yards pr. forsøg i sidste weekends kamp. Hvis det skal lykkes, skal han have god hjælp fra den offensive linje, der grundlæggende er fin, men også har haft sine svagheder i løbet af året. En central spiller her er left tackle Eric Fisher. 1.valget i 2013-draften har efter en sløv start på karrieren fået etableret sig som en udmærket blokker mod løbet. Mod kastet har han dog fortsat sine problemer, og det kan blive alvorligt, da Mahomes skal beskyttes med Belichicks scheme-blitzes, hvis han skal have tid til at levere de store spil vi har set indtil nu. Derfor skal Fisher vise sig fra sin allerbedste side, hvis Chiefs-angrebet skal vedblive at fungere optimalt.
For Patriots er der to ting, der gælder på forsvaret, hvis Chiefs skal holdes stangen. Den ene er, at det skal lykkes at lægge pres på Mahomes. Den vigtigste spiller ift. dette er Trey Flowers, men han er ret alene med kontinuerligt at have succes med pass rushet forrest på forsvaret. Derfor skal han have hjælp, og den kan Kyle Van Noy meget vel blive den spiller, der skal levere. Linebackeren har været særdeles effektiv i at bringe pres ved særlige spilkald, hvor han frigøres af sine traditionelle opgave. Han kan blive nøglen til at bringe Mahomes ud af rytme i samarbejde med Flowers. Udover at presset skal fungere, skal der lukkes af bagtil. Derfor vil jeg ligesom i sidste uge pege på Duron Harmon som en afgørende profil. Free safetien havde godt styr på Chargers’ dybe trusler, hvilket var med til forhindre Rivers i at udfordre Patriots-defensiven for alvor. Kan han få bremset Hill bare en smule, kan det være det, der afgør kampen.
Patriots’ angreb vs. Chiefs’ forsvar
En af grundene til, at Patriots havde så nemt ved at flytte bolden mod Chargers var, at Brady fik tid til eksekvere de mange korte kast og screens, som New England-mandskabets offensive playbook er sammensat af. Det fik han, fordi den offensive linje holdt pass rush-duoen Ingram og Bosa i meget kort snor. Chiefs’ pass rush er om muligt endnu mere skræmmende, og det gælder ikke mindst den ligeledes giftige duo Dee Ford og Justin Houston. Skal de holdes fra fadet bliver det især de to tackles, der skal spille en stor kamp. Her virker right tackle Marcus Cannon enormt stabil, men left tackle Trent Brown har til gengæld af og til haft nogle udfald. Han skal ramme sit topniveau, ikke mindst fordi han formentlig vil få den meget hurtige Ford overfor sig det meste af kampen. Chiefs’ pres kommer dog ikke kun fra ydersiden, men også indvendigt, hvor Chris Jones har haft en stor sæson. Ham skal center David Andrews formentlig holde et særligt øje med. Andrews er på mange måder blevet linjens leder efter Nate Solders farvel i offseason, hvorfor han også er manden, der i høj grad har mulighed for at løfte de øvrige spillere. Derfor spiller han en afgørende rolle i, at give Brady de bedst mulige betingelser.
Hos Chiefs er der især to spillere, der skal have en god kamp, hvis ikke Patriots skal give dem samme behandling som Chargers. Det har været voldsomt problematisk, at holdets linebackere har været så svage i opdækningen, som tilfældet har været i år. Desværre er rookien Dorian O’Daniel, der i periode har udgjort et udmærket supplement mod kastet, fortsat skadet, hvorfor det bliver starterne, der skal levere. Her er der nok ikke meget at håbe på fra Anthony Hitchens, der simpelthen bare ikke kan dække op, men Reggie Ragland har i perioder vist, at han faktisk kan levere et stort spil eller to i luften. Han bliver derfor manden, der skal forsøge at holde James White og Rex Burkhead under kontrol, så den velsmurte Patriots-maskine kan bremses blot en smule. Derudover er det naturligvis afgørende, at Bradys bedste ven Rob Gronkowski ikke lige pludselig får en stor kamp. Det har haltet på den front i år, men det ville være for dumt at undervurdere den store tight end. Derfor er det en stor lettelse for Chiefs, at Eric Berry er blevet klar til kamp. Den erfarne free safety har været plaget af en hælskade hele sæsonen og vil nok ikke være på 100%. Mindre kan dog sagtens vise sig at være nok, da Berry før har vist, at han kan tage Gronk helt ud af en kamp, også når denne er meget stærkere end tilfældet er pt.
Mit bud
Det er svært at bette imod Bill Belichick og Tom Brady, men denne gang tror jeg faktisk at de møder deres overmænd. Chiefs-mandskabet er bare mere talentfuldt, ikke mindst på angrebet, samtidig med at Andy Reid er en af de få trænere, der har samme taktiske niveau som de to legender. Kombineret med den imponerende hjemmebanefordel, som Arrowhead giver, tror jeg, at vi får Chiefs i Super Bowl som årets AFC-repræsentant.
Kansas City Chiefs og New England Patriots mødes mandag d. 21.januar kl. 00.40 dansk tid på Arrowhead Stadium i Kansas City, Missouri.

