NFL: Sæsonoptakt 2018 – Pittsburgh Steelers

Steelers ligner også i år et potentielt bud på en mester. Der er nogle usikkerheder på forsvaret, men alt i alt har Pittsburgh-mandskabet en af de meste komplette trupper i hele NFL.

2017-sæsonen og offseason

For traditionsholdet fra stålbyen i Pennsylvania blev 2017 lidt af en rutsjebanetur. Selvom sæsonen startede positivt på sejrsfronten, gav spillet på banen grund til nogle dybe panderynker og specielt den erfarne og normalt stabile quarterback Ben Roethlisberger lignede i perioder en mand, der havde mistet grebet om spillet. Det gjaldt ikke mindst i mareridtskampen i spiluge 5 mod Jaguars, hvor det blev til hele 5 interceptions for Big Ben og et nederlag på 30-9. Derudover blev Steelers nærmest centrum for konflikten mellem NFL og præsident Donald Trump, da hele holdet (på nær left tackle Alejandreo Villenueva) blev i omklædningsrummet under nationalmelodien i spiluge 3. Imidlertid lykkedes det alligevel at vinde størstedelen af kampene frem mod friugen i spiluge 9, og det skyltes ikke mindst et rigtigt solidt forsvar, der efter en del sæsoner under det niveau man normalt forbinder Steelers med, var tilbage blandt de bedste i NFL. Derudover leverede holdets mange øvrige angrebsprofiler en stor indsats for at kompensere for Roethlisbergers fejl.

Efter fadæsen mod Jaguars var det dog som om, at veteranen Big Ben både genfandt sit niveau og samtidig også fik motivationen og spilleglæden tilbage. Lige pludselig kørte Pittsburgh-mandskabet på alle cylindre, og resten af sæson tabte holdet kun en enkelt kamp. Holdet blev i slutningen af sæsonen imidlertid ramt af to meget hårde slag. Det første kom i Monday Night Football-kampen mod divisionsrivalerne Bengals. Kampen blev ganske vidst vundet, men sejren blev overskygget af, at Steelers defensive leder Ryan Shazier sank bevægelsesløs sammen på banen efter at være blevet ramt i ryggen af en modstander. Efter kampen skulle det vise sig, at den talentfulde linebacker havde brækket ryggen, og det er i skrivende stund fortsat usikkert, om han nogensinde kommer til at spille football igen. To uger efter tabte holdet den afgørende kamp mod ærkerivalerne fra Patriots i kamp, hvor man også fik skadet den fantastiske receiver Antonio Brown, der ellers var i gang med en sæson, der kvalificerede ham til at være med i kandidatfeltet til titlen som MVP, hvilket normalt er uhørt for en receiver. Brown vendte tilbage til slutspillet, som Steelers’ 13-3 record var mere end rigeligt til at nå frem til. Nederlaget til Patriots gjorde dog, at holdet i første slutspilskamp igen kom til at stå over for Jaguars, og selvom det denne gang blev en tæt og meget seværdigkamp, måtte de 6-dobbelte NFL-mestre i sidste ende se sig slået af opkomlingene fra Jacksonville med 45-42.

Slutspilsnederlaget betød, at det nu er 8 sæsoner siden, at Steelers sidst var i Super Bowl og at det er 10 sæsoner siden, at det seneste mesterskab blev hentet hjem. Det er lang tid for et hold, der er det mest vindende i Super Bowl-æraen og for hvem intet andet end titler tæller. Samtidig er det dog også kendetegnende for Pittsburgh-mandskabet, at pludselige og voldsomme ændringer af spillertruppens sammensætning er imod ånden og traditionen på et hold, der i sin tid gik fra at være hele ligaens prygelknabe til 70’ernes måske største dynasti gennem langsom men sikker opbygning. Derudover er det faktisk svært for alvor at pege på, hvad der skal laves om på et mandskab, der har været i slutspillet de seneste fire sæsoner, har vundet divisionen i 3 ud af 4 af disse sæsoner og 3 gange i træk er blevet marginalt besejret i slutspillet (i øvrigt 2 af gangene af de senere mestre). Derfor er offseason endnu engang forløbet meget stille og roligt i byen ved de tre floder.

Princippet med fokus på det lange sejr træk frem for et hurtigt quickfix gælder også på trænersiden, hvor den nuværende chef Mike Tomlin blot er Steelers’ tredje cheftræner i Super Bowl-æraen. Tomlin skal i år i gang med sin 12.sæson som cheftræner i Pittsburgh, og selvom der har været lidt murren i krogene pga. den ”lange” pause siden sidste mesterskab, er der ikke nogen, der for alvor tror på, at Steelers er i nærheden af at finde en afløser for en mand, der trods alt har været i Super Bowl 2 gange, har sikret holdet 1 mesterskab og i øvrigt kun er 46 år gammel. Dog har der alligevel været lidt rokering på pladserne bag ved Tomlin over de seneste par sæsoner. For tre sæsoner siden blev den legendariske defensive koordinator Dick LeBeau således erstattet af Keith Butler, der dog inden da havde været holdets linebacker-træner gennem 12 sæsoner. Nu er turen så kommet til en udskiftning på angrebet, hvor Todd Haley ikke fik forlænget sin kontrakt, hvilket var forventet omend måske ikke helt fortjent. Han erstattes i år af Randy Fichtner, der samtidig dog beholder positionen som quarterback-træner, som han har haft siden 2010. Faktisk har Fichtner været en del af Steelers’ trænerstab lige så længe som cheftræner Tomlin, og således forsøger Steelers på en gang at skabe fornyelse samtidig med, at mandskabet fastholder sit grundprincip om kontinuitet.

Angrebet

Overordnet set var der to udgaver af Ben Roethlisberger på banen sidste år. Der var den afdankede og tilsyneladende pensionsklare udgave, der spillede til og med katastrofekampen mod Jaguars. Og så var der den topprofessionelle udgave, der resten af sæsonen var en af ligaens bedste. I alt endte Big Ben på over 4.251 yards, en completion procent på 64,2 og 28 touchdowns, og når man tager hans sæsonstart med i betragtning, må det siges at være i orden for en mand, der i år går ind i sin 15.sæson. Derudover var det meget positivt, at Roethlisberger, der i de senere år har været meget plaget af skader, kun missede en kamp sidste år. I det hele taget har den 36-årige veteran, der tidligere har luftet tanken om at stoppe karrieren, virket meget mere tændt og fokuseret de seneste 9 måneder, og i årets offseason har det således slet ikke været et tema, at Big Bens karriere skulle have nået sin afslutning. Faktisk er den dobbelte Super Bowl-vinder tilsyneladende så klar på at skulle hente mindst endnu en titel hjem til Pittsburgh, at han offentligt kritiserede valget af den potentielle afløser Mason Rudolph i draften med argumentet om, at det var vigtigere at rette al fokus mod at give holdet de bedste betingelser for at vinde så mange mesterskaber som muligt her og nu.

Selvom Big Ben måske kan have ret i sin kritik ift. strategien bag valget af Rudolph, kan han generelt ikke være utilfreds med de spillere han har rundt om sig. F.eks. kan Steelers for tredje år i træk stille med den samme o-line fra starten af sæsonen, hvilket ikke er normalen i NFL, når linjen betragtes som en af de bedste i ligaen. 2017-sæsonen var dog samlet lidt et tilbageskridt for Pittsburgh-mandskabets fem udvalgte beskyttere. Right tackle Marcus Gilbert havde sæsonen igennem skadesproblemer, og var i en periode også ude med karantæne, mens left tackle Alejandro Villenueva og left guard Ramon Forster begge ikke kunne opretholde deres flotte niveau fra 2016. Begge bør dog kunne genfinde de tidligere takter, og i så fald vil de sammen med Gilbert, center Maurkice Pouncey og ikke mindst right guard David DeCastro, der er en af NFL’s bedste på sin position, udgøre noget nær det optimale boldværk.

Ift. mål at kaste til har Roethlisberger heller ikke noget at klage over. Med 1.533 yards (flere end nogen anden) og 9 touchdowns havde Antonio Brown en af de bedste sæsoner for en receiver i nyere NFL-historie. Selv i den periode af sæsonen, hvor Big Ben havde svært ved at finde sit niveau, formåede Brown af uransagelige årsager alligevel at producere yards i store mængder, og hans præstationer var så eminente, at han var på tale som mulig MVP, indtil at en skade tvang ham ud af de sidste par grundspilskampe. I den sammenhæng skal det nævnes, at den pris kun er gået til en receiver en gang i historien. Brown, der er specialist i at løbe ruter og samtidig er i besiddelse af en fremragende springkraft og formidable hænder, er klart en af NFL’s bedste spillere pt., og han kommer formentlig til igen at gøre en kæmpe forskel i den kommende sæson. Derfor kunne det været en oplagt tanke for modstanderen konsekvent at sætte to eller tre mand på ham. Det dur bare ikke, når resten af Steelers’ receiverkorps også er yderst giftigt. Det gælder ikke mindst den blot 21.årige 2.årsspiller JuJu Smith-Schuster, der med 917 yards og 7 touchdowns havde en fremragende rookie-sæson. Smith-Schuster har gennem sit spil allerede overbevist trænerstaben om, at han har niveauet til at været holdets 2.receiver, og derfor er det ingen overraskelse, at problembarnet Martavis Bryant har fået lov at skifte til Raiders. Udover de to fremragende startere har Steelers desuden en række solide reserver som Eli Rodgers, Darius Heyward-Bay, tight enden Jesse James samt rookien James Washington, der ganske vist ikke helt farten til at være en dyb trussel, men måske kan udvikle sig og lære fra nogle af NFL’s bedste.

Som om Steelers’ på o-line og receiverkorps ikke var gode nok, er holdet også i besiddelse af en af ligaens bedste running backs. Le’Veon Bell leverede 1.291 yards på jorden sidste år, hvilket var 3.flest af alle. Læg dertil hans 655 yards i kastespillet og du får den den spiller, der samlet set producerede næstflest yards i 2017. Dette indkapsler meget godt, hvor meget Bell bidrager med i alle faser af angrebsspillet. Modsat mange andre running backs er han fantastisk til at afvente og læse, hvordan forsvaret bevæger sig, hvorfor han både på jorden og i luften er i stand til at producere masser af fremdrift, selv i situationer, der ved første øjekast virker umulige. Eneste problem med Bell er, at han tidligere har haft nogle alvorlige skadesproblemer. Netop disse problemer er en stor del af forklaringen på, at Steelers for andet år i træk har valgt at franchise tagge ham, hvilket i praksis betyder, at Bell er låst til en 1.årig-kontrakt med holdet. Det er den store running back-profil mildest talt meget utilfreds med og konflikten mellem ham og holdledelsen er efterhånden så dyb, at det vil være meget overraskende, hvis han også er i Pittsburgh til næste år.

Forsvaret

Selvom Steelers’ fanbase efterhånden har vendet sig til, at det er angrebet der er holdets primære våben, så er stærkt forsvarspil stadig en kærneværdi i stålbyen, som der helst skal værnes om. Derfor var det meget positivt at se, hvordan forsvaret som helhed løftede sig sidste år og endte sæsonen som det 5.bedste i ligaen. Et problem var dog, at hvor kasteforsvaret hele vejen igennem holdt et højt niveau, så begyndte løbeforsvaret at halte alvorligt mod slutningen af sæsonen.

Forklaringen herpå skal findes på Steelers linebackerkæde, der udgør hjertet i Keith Butlers gameplan mod løbet. Den talentfulde Ryan Shazier så sidste år længe ud til at være i gang med sin definitive gennembrudssæson indtil at han blev ramt af den alvorlige rygskade, jeg beskrev i indledningen. Som sagt er det fortsat et spørgsmål hvorvidt, at Shazier nogensinde kan spille football igen, og det er i hvert fald fuldstændigt udelukket, at han kommer på banen i år. Derfor kunne man mene, at det burde have været et topprioritet for Steelers, at finde en afløser for den mand, der ellers netop så ud til at skulle træde i karakter som holdets ubestridte forsvarsgeneral. Det er dog meget tvivlsomt om dette er lykkedes. Shaziers makker fra sidste sæson Vince Williams leverede faktisk sin hidtil bedste sæson, men han er grundlæggende en mere bevægelig spillertype, der også rigtigt gerne vil bruge krudt på at deltage i pass rushet. Derfor har Steelers brug for en mere klassisk linebackertype, og spørgsmålet er om Jon Bostic er manden, der kan udfylde den rolle. Bostic, der allerede har rejst en del rundt i ligaen i sine foreløbigt 5 sæsoner, gjorde det egentlig ret solidt, da han sidste år levere 97 tacklinger hos Colts. Det var bare ikke rigtigt til at se på hans tidligere holds statistikker mod løbet. Evt. kan 3.årsspilleren Tyler Matakevich også få chancen, men hverken han eller Bostic virker til at have samme talent som den stakkels Shazier.

Uanset hvem, der ender med at starte ved siden af Williams på linebackerkæden, skal vedkommende også have hjælp af det forreste forsvar, hvis det skal lykkes at opretholde et stabilt niveau mod løbet. Det handler især om Javon Hargrave, der på vej ind i sin tredje sæson måske stadig mangler det helt store gennembrud. Hargrave har dog været solid indtil nu, og med Steelers’ grundopstillingen in mente ligger en del af ansvaret også hos spillerne rundt om den 25-årige nose tackle. Stephon Tuitt og Tyson Alualu gjorde det begge hæderligt sidste år, men de kan sagtens styrke deres indsats overfor modstanderens running backs.

Problemet med både Alualu og Tuitt er, at de ofte retter mere fokus mod at deltage i Steelers’ helt eminente pass rush, der med 56 sacks sidste år, var det farligste i hele NFL. Den vigtigste mand i denne sammenhæng har også sit udgangspunkt forrest på forsvaret. Cameron Heyward er måske ikke den spiller, der står stærkest i den almindelige NFL-fans bevisthed, men med 45 tacklinger og hele 12 sacks var han måske Pittsburgh-forsvarets bedste mand sidste år. Det niveau skal den 29-årige profil meget gerne fastholde, hvis Steelers’ defensiv skal forblive blandt ligaens bedste. I sin jagt på quarterbacks understøttes Heyward udover Alualu og Tuitt af T.J. Watt og Bud Dupree. Med 54 tacklinger og 7 sacks havde Watt, der er lillebror til den mere berømte J.J. fra Texans, en meget godkendt rookiesæson, mens Dupree derimod stadig mangler at få styr på sin teknik og fortsat laver en del fejl. Han er dog kun 25 og går kun ind i sin 4.sæson, så der er ikke endnu grund til at opgive det tidligere 1.runde-draftvalg.

Steelers’ bagkæde er fortsat lidt svær at blive klog på. Med det 5.bedste kasteforsvar i ligaen målt på yards pr. kamp, der også ligger godt i statistikkerne om tilladte touchdowns og interceptions, er det klart, at det bagerste forsvar må gøre noget rigtigt. Omvendt får de også meget stor hjælp fra det forreste forsvars presspil, og spørgsmålet er, om det ville se lige så godt ud, hvis modstanderens quarterback ikke konstant var på flugt. Enkelte profiler kan også sagtens være deres indsats bekendt. Safety Sean Davis leverede 92 tacklinger samt 3 interceptions sidste år og spiller både en stor rolle fremad og tilbage på banen. Alligevel har der været noget, der ikke har fungeret ordentligt, for holdledelsen har valgt at sige farvel til Davis tidligere makker Mike Mitchell, og derefter investere massivt i safety-positionen i form af den tidligere Packer Morgan Burnett samt 1.runde-draftvalget Terrell Edmunds. Sidstenævnte er der dog en del spørgsmålstegn ved, da han ikke umiddelbart har vist tegn på særlig stor footballforståelse og mange vil faktisk hævde, at hans høje valg i draften mest er resultatet af en hype omkring at hans lillebror Tremaine, der var et af årets største linebackertalenter. På cornerbackpositionen ser det ret fornuftigt ud med den tidligere Browns-profil Joe Haden, de to talenter Artie Burns og Mike Hilton samt den lidt mere erfarne Coty Sensabaugh som de umiddelbare muligheder. Ingen af disse er i sig selv dominerende, men de beviste samtidig sidste år, at de i kombination kan være rigtigt solide og levere det der skal til.

Konklusionen

Med mindre at holdet bliver ramt af en ordentlig bunke uheld med skader og svigtende spil, er jeg så godt som sikker på, at vi også ser Steelers i slutspillet denne sæson. Løbeforsvaret kan blive et problem, men truppens generelle niveau og specielt angrebets store styrke gør, at det er svært at se nogle af divisionsrivalerne true Pittsburgh-mandskabet i kampen om divisionstitlen. Spørgsmålet er dog, om Steelers kan nå helt samme højder som sidste år. Med opgør mod holdene fra NFC South er det ikke noget helt nemt kampprogram. Jeg tror på, at traditionsholdet og de mange erfarne spillere fortsat har formatet til at levere, og de er også i år en af mine favoritter til at blive AFC’s repræsentant i Super Bowl.

• Navn: Pittsburgh Steelers
• Ejer: Rooney-familien (siden 1933)
• Cheftræner: Mike Tomlin (siden 2007)
• Hjemmebane: Heinz Field i Pittsburgh, Pennsylvania (siden 2001)
• Antal mesterskaber: 6 (1974, 1975, 1978, 1979, 2005 og 2008)
• Resultat 2017: Tabte i 2.runde af slutspillet (record: 13-3)
• Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 1 i AFC North (record: 12-4)
• Spillere på gulklud.dk’s Top 100: WR Antonio Brown (4), RB Le’Veon Bell (17), G David DeCastro (41), QB Ben Roethlisberger (59) og DE/DT Cameron Heyward (97)
• Årets gennembrud: WR JuJu Smith-Schuster
• Årets nøglespiller: LB Vince Williams