I Buffalo forsøger de endnu engang at starte på en frisk efter at Rex Ryan viste sig heller ikke at være manden, der kunne bringe Bills tilbage til slutspillet.
Historien
Da de oprindelige 8 hold i AFL skulle placeres, var Buffalo en af de byer, som stod øverst på den nye ligas ønskeliste. Ejerskabet over holdet blev givet til Ralph Wilson, der skulle ende med at eje Bills helt frem til sin død i 2014.
Holdet udviklede sig hurtigt til at være et af de stærkeste i den nystartede liga, og efter den første slutspilsdeltagelse i 1963 vandt Bills AFL-mesterskabet i både 1964 og 1965, som samtidig er de sidste AFL-titler, der anerkendes af NFL. Efter 1965-sæsonen indledtes fusionsprocessen mellem ligaerne, og dermed også Super Bowl-æraen, hvor kun en sejr i den endelige finalekamp regnes for et mesterskab.
Med to mesterskaber i hus syntes Bills at være blandt AFL’s bedste bud på en Super Bowl-deltager i de første år med en samlet liga. Men sådan kom det langt fra til at gå, da holdet i slutningen af 60’erne faldt voldsomt i niveau. Selvom de dårlige resultater førte til, at man via draften i 1969 fik tilgang af running backen O.J. Simpson, der skulle vise sig at blive en af NFL-historiens bedste på sin position, lykkedes det aldrig i denne periode at få samlet et hold, der kunne spille med om mesterskabet. Kun en gang i løbet af Simpsons 9 sæsoner hos Bills, lykkedes det at nå slutspillet. Eneste lyspunkt fra denne perioden var opførelsen af Rich Stadium (senere Ralph Wilson Stadium og New Era Field), som er holdets hjemmebane den dag i dag.
Efter en mindre opblomstring i starten af 80’erne gik det igen ned ad bakke og i midten af 80’erne var Bills betragtet som et af ligaens dårligste hold. Lukningen af den konkurrerende USFL-liga skulle imidlertid vise sig at blive lidt af en redningskrans. Herfra hentede man både en ny cheftræner Marv Levy og en ny quarterback Jim Kelly. Under Levys ledelse og med hhv. Kelly og 1.runde-draftvalget Bruce Smith som anførere på angreb og forsvar udviklede Bills sig efterhånden til at være et af ligaens mest spektakulære hold og i 1990-sæsonen så det ud til, at det flotte spil skulle hædres med en sejr i Super Bowl XXV. Men et brændt field goal fra kicker Scott Norwood i de døende sekunder kostede sejren, og selvom det lykkedes Bills at kvalificere sig til de næste 3 Super Bowls, endte disse kamp blot med endnu større og mere brutale nederlag.
Efter de fire Super Bowl-nederlag holdt Bills et vist niveau i resten af 90’erne og var flere gange i slutspillet indtil 1999-sæsonen, hvor Titans på et helt vanvittigt spil (senere kendt som The Music City Miracle) sendte Bills ud af slutspillet. Siden da er det ikke lykkedes holdet at vende tilbage til de afgørende kampe i januar, hvilket er den længste slutspils-tørke pt. i NFL.
Efter Ralph Wilsons død blev holdet købt af den lokale sportsmatador Terry Pegula, der i første omgang lagde ansvaret i hænderne på den karismatiske Rex Ryan. Ryan kunne dog ikke skabe de resultater i Buffalo, som han skabte i sine første år som cheftræner hos Jets, og det kostede ham jobbet efter sidste sæson. Nu håber Pegula på, at Sean McDermott, der kommer med 6 år som overvejende succesfuld defensiv koordinator hos Panthers i bagagen, er manden der kan føre Bills frem til den første slutspilsdeltagelse i 18 år.
Angrebet
Bills er et af de mere konservative hold i NFL, når det handler om angrebsspillet. I Buffalo er det først og fremmest løbespillet, der satses på, hvilket giver god mening med tanke på, at holdet i de sidste 2 sæsoner har været NFL’s bedste hold i denne disciplin. Den væsentligste årsag hertil hedder LeSean McCoy. I en alder af 29 år er han fortsat blandt ligaens mest alsidige running backs, der sidste år løb for 1267 yards og scorede 13 touchdowns samtidig med, at han var den tredjemest anvendte reciever på holdet. McCoy blev i sidste sæson godt suppleret af Mark Gillislee, der leverede yderligere 577 yards. Han er nu skiftet til Patriots, så Bills håber, at 2-årsspilleren Jonathan Willams samt de 2 fullbacks Patrick DiMarco og Mike Tolbert kan udfylde hans plads.
En anden markant årsag til Bills succesfulde løbeangreb er holdets offensive linje, der som helhed er i den bedre halvdel af ligaen, men især er skræmmende i løbeblokeringerne. Den store oplevelse her har især været venstre guard Richie Incognito, der efter sit skift til Buffalo i 2015 har fået restruktureret både sit liv og sin karriere, og er linjens bedste mand ift. både løb og kast. Også venstre tackle Cody Glenn er glimrende og tillod kun 1 sack sidste år inden han blev skadet. Højre side er mere ustabil, men her har holdet måske et opgradering klar i form af årets 2.runde-draftvalg Dion Dawkins.
Bills klare fokus på løbeangrebet skyldes dog også til dels, at kasteangrebet er blandt de svageste i ligaen. Quarterback Tyrod Taylor skal for tredje sæson i træk lede holdet, men han har efterhånden bevist, at han aldrig bliver en spiller, som holdet kan satse på langt ud i fremtiden. Dertil er hans evner som traditionel quarterback simpelthen for begrænsede. Taylor har nogle fordele i form af sikkerhed og hurtighed. Han er god til at undgå turnovers, og hans mobilitet gør, at han også bidrager som en trussel i løbespillet, hvor han sidste år leverede hele 580 yards. Det kompensere dog ikke for, at Taylor ikke har armen og overblikket til, at kunne producere de mængder af yards og touchdowns gennem luften det skal til, når det virkelig gælder
Taylor bære dog ikke hele ansvaret for Bills begrænsede kasteangreb. Gruppen af recievere er blandt de svageste i ligaen, og 1.runde-valget fra 2014-draften Sammy Watkins skal til at bevise sit værd efter en 2016-sæson, der blev fuldstændigt ødelagt af en fodskade. Holdets næstbedste reciever Robert Woods er skiftet til Rams, så nu håber man på at 2.runde-valget fra årets draft Zay Jones kan gå ind og overtage hans rolle, evt. suppleret af Andre Holmes, der er kommet til fra Raiders, tight end Charles Clay, der sidste år var Taylors favoritmål med 57 receptions, og endelig den 36-årige veteran Anquan Boldin, der netop er blevet føjet til truppen. Boldin har ikke meget fart tilbage i stængerne, men han beviste sidste år, at han fortsat kan gøre en forskel i red zone, hvor han greb 8 touchdowns. Det hele står og falder dog med, om Watkins kan blive sine skadesproblemer kvit og endelig finde det niveau, som han indtil videre kun har vist i glimt. Ellers bliver det med sikkerhed en ny skidt sæson for Bills’ kasteangreb.
Forsvaret
En af de væsentligste grunde til, at Rex Ryan fik sparket var, at det aldrig lykkedes at opbygge et forsvar, der samlet set lå i toppen af ligaen, selvom det ellers burde have været hans spidskompetence. Det bliver nu McDermotts opgave, og det er først og fremmest mod løbet at holdet skal forbedre sig fra en position som nr. 29 sidste år. Det bør også være muligt, for holdets 4-mands defensive linje er på papiret den stærkeste af forsvarets tre kæder. Shaq Lawson, Marcell Dareus, Kyle Williams og Jerry Hughes bør som enhed præstere langt bedre, og især Hughes viste sit talent sidste år med 6 sacks efter en lidt sløv start. Når det handler om løbeforsvaret er det dog først og fremmest Dareus, der skal genfinde takterne fra hans første par sæsoner i ligaen. Sidste år missede den defensive tackle 8 kampe pga. skader og karantæne, så det skal til at være, hvis han ikke skal se sig om efter en ny arbejdsgiver.
Linebacker-kæden mangler store profiler, som dem McDermott havde i Carolina. Veteranen Lorenzo Alexander havde dog lidt af et sent karriere-gennembrud sidste år og blev belønnet med en 2-årig kontrakt. I midten bliver der kamp om pladsen mellem sidste års næstbedste tackler Preston Brown og 2-årsspilleren Reggie Ragland, der fik smadret sin rookie-sæson af et ødelagt korsbånd. Den sidste plads går enten til rookie Matt Milano eller erfarne Ramon Humber, uden at nogen af disse i udgangspunktet virker skræmmende.
Kasteforsvaret var modsat løbeforsvaret blandt de bedste sidste år, men holdets bedste man i den bagerste kæde Stephon Gilmore er smuttet til divisionsrivalerne fra Patriots. Derfor har Bills investeret massivt i at bevare bagkædens styrke ved at vælge cornerback Tre’Davious White i 1.runde af draften og hente strong safety Micah Hyde som holdets dyreste investering i free agency. White og Hyde går begge direkte ind som startere på deres respektive positioner. Modsat White starter den stabile 3-årsspiller Robert Darby på den anden cornerback-plads, mens pladsen som free safety formentlig går til den tidligere Browns-spiller Jordan Poyer, da veteranen Colt Anderson må starte sæsonen på skadeslisten.
Konklusionen
Hvis McDermott kan hente de sejre som Bills har manglet de sidste par sæsoner for at nå slutspillet, vil der formentlig blive rejst en statue af ham foran New Era Field. Dog ser det ud til at blive en meget vanskelig opgave i en division med Patriots og et hårdt kampprogram, der inkludere både AFC West og NFC South. Da holdet samtidig fortsat ikke har noget ordentligt kasteangreb, og forsvaret mangler de store kampafgørende profiler, er det svært at se, hvorfor det skulle blive i år, at Bills vinder de 3–4 ekstra kampe, som formentlig skal til, hvis NFL’s længste aktuelle slutspils-tørke skal stoppes.
- Navn: Buffalo Bills
- Ejer: Terry Pegula (siden 2014)
- Cheftræner: Sean McDermott (siden 2017)
- Hjemmebane: New Era Field i Buffalo, New York (siden 1973)
- Antal mesterskaber: 2 (1964 og 1965, begge i AFL)
- Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 3 i AFC East (record: 6-10)
- Årets gennembrud: DE Jerry Hughes
- Hold øje med: CB Tre’Davious White
Red Zone Blog 