NFL: Draft 2025 – Et tilbageblik på 1.runde 2024

I slutningen af april løb årets NFL Draft af stablen. Udover at vurdere valgene fra 1.runde af årets talentudvælgelse, har jeg også været tilbage og kigge på valgene fra 1.runde i 2024 og lavet en revurdering af de beslutninger, der blev taget sidste år.

Sidste år gav jeg som vanligt karakter til alle valg i 1.runde af 2024-draften med en umiddelbar vurdering.

Disse karakterer har han genbesøgt, og derfor kommer her en opdateret karaktergivning baseret på, hvordan de mange talenters rookie-sæson udviklede sig:

1. Chicago Bears: Caleb Williams

(Quarterback – USC)

– Jeg holder stadig fast i, at jeg i længden tror på, at Williams kan blive en god NFL-quarterback og endda nå det samme niveau, som vi så fra andre rookies på spilfordelerpositionen i 2024. Dertil synes jeg han trods alt viste nok under de omstændigheder han blev budt. Jeg må dog trække karakteren lidt ned pga. det som spillerne på de næste pladser leverede. Så må vi se, om ikke Johnson kan få rettet op på tingene i Chicago.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 10

Logo, Quelle:

2. Washington Commanders: Jayden Daniels

(Quarterback – LSU)

– Her må jeg bare lægge mig fladt ned og sige, at min skepsis var uberettiget. Daniels leverede en af de bedste rookie-sæsoner fra en quarterback, som jeg kan huske og var mere end nogen anden den spiller, der var afgørende ift. at Commanders gik fra at være konstant til grin til at stå i NFC-finalen. Nu skal han selvfølgelig bygge videre på succesen, men det er svært ikke at tro på ham ovenpå det vi så i 2024.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 12

3. New England Patriots: Drake Maye

(Quarterback – North Carolina)

– Det kunne nemt drukne i Daniels’ imponerende præstation, men Maye gjorde faktisk så god en figur, at Patriots bør være overbeviste om, at de har fundet deres startende quarterback til de næste mange sæsoner. Deres foreløbige ageren i offseason tyder da også på dette. Nu må vi så se, om Vrabel er den rigtige mand til at skabe et nyt vindende mandskab omkring den unge spilfordeler.

Karakter i 2024: 12
Karkater nu: 12

4. Arizona Cardinals: Marvin Harrison

(Wide Receiver – Ohio State)

– Det var selvfølgelig ikke den magtdemonstration af en rookie-sæson, som nogle måske havde forventet. Jeg mener dog, at Harrison gjorde rigeligt til at forsvare det høje draftvalg, og han ligner fortsat en spiller, der som minimum bliver en solid receiver i NFL. At det ikke blev til over 1.000 yards kan også tilskrives Cardinals’ offensiv og de begrænsninger den fortsat indeholder. Jeg forventer dog, at han kommer til at krydse grænsen i 2025.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

5. Los Angelses Chargers: Joe Alt

(Offensive Tackle – Notre Dame)

– Jeg havde som bekendt gerne set, at Charges tog en receiver, men det problem løste de delvist med McConkey senere i draften. Derudover må jeg bare sige, at Alt gik ind og gjorde det fremragende fra dag 1. Med ham og Slater på flankerne kan den udvendige beskyttelse af Herbert ende med at være noget af det bedste en quarterback i NFL kan bede om de næste mange år. Derfor opgraderer jeg til topkarakter.

Karakter I 2024: 10
Karakter nu: 12

6. New York Giants: Malik Nabers

(Wide Receiver – LSU)

– Af de tre top-navne på receiver-positionen sidste år, var Nabers den jeg var mest usikker på. Det havde jeg absolut ingen grund til at være. På trods af at han sad ude i to kampe og måtte leve med ustabilt spil fra quarterback-positionen sæsonen igennem, så endte han alligevel i top 10 over flest grebne yards i 2024 med over 1.200 + 7 touchdowns. Selvom det ikke var nok til at være den bedste rookie på den front, så var det mere end nok til at overbevise mig.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 12

7. Tennessee Titans: J.C. Latham

(Offensive Tackle – Alabama)

– Set i bakspejlet mener jeg også fortsat, at dette var det rigtige valg. Til dels leverede Latham en mere end godkendt rookie-sæson under svære forhold i Nashville, og derudover ser perspektiverne også fornuftige ud på den længere bane med tanke på, hvad Titans formentlig gør med 1.valget i årets draft. Det kan godt være, at det så bliver højre flanke, som han skal beskytte i fremtiden, men i dagens NFL er tackle-positionerne næsten lige vigtige.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

8. Atlanta Falcons: Michael Penix

(Quarterback – Washington)

– Her holdt jeg fuldt og helt fast i min dumpekarakter fra sidste år. Faktisk synes jeg, at 2024-sæsonen gjorde alt for at bekræfte, at Falcons ageren i offseason op til totalt uden retning. Vi fik ikke set nok af Penix til for alvor at vurdere hans langsigtede potentiale, men faktum er stadig, at hans hold nu står til at starte ham foran den dyreste spiller på deres holdkort, som de ikke kan komme af med, hvis han ikke selv vil. Det alene retfærdiggør fortsat min umiddelbare vurdering.

Karakter i 2024: 00
Karakter nu: 00

9. Chicago Bears: Rome Odunze

(Wide Receiver – Washington)

– Odunze var den af sidste års nye receivere, som jeg var næstmest begejstret for på forhånd. Han var imidlertid den, der havde sværest ved at leve op til forventningerne, og derfor har jeg valgt at gå en karakter ned. Det skal dog siges, at han ligesom som quarterback var ramt af omstændighederne i Chicago. Jeg kan sagtens se for mig, at historien bliver en hel anden, når Johnson har arbejdet tingene igennem her i offseason.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 10

10. Minnesota Vikings (trade med Jets): J.J. McCarthy

(Quarterback – Michigan)

– McCarthy endte med ikke at spille et eneste snap i 2024-grundspillet pga. en overrevet akillessene i sæsonoptakten. Dog peger alt i retningen af, at Vikings fortsat tror lige så meget på ham, som da de draftede ham. Derfor må jeg også foreløbigt fastholde min karakter, og min tiltro til, at O’Connell kan få ham til at lykkes, er ikke blevet mindre efter det vi så ham gøre med Darnold.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

11. New York Jets (trade med Vikings): Olumuyiwa Fashanu

(Offensive Tackle – Penn State)

– Her har jeg været nødt til at gå et par trin ned. Til dels kunne Fashanu slet ikke tilkæmpe sig en starterplads fra sæsonstarten, og da han kom på banen, så han ud til at have det noget sværere på det professionelle niveau end flere af de andre rookie-tackles. Igen var omstændighederne dog langt fra de bedste, og hvis Jets skal til at bygge op endnu engang, så tror jeg stadig så meget på talentet hos ham, at han kan spille en rolle i den videre proces, hvis han bliver udviklet bedre fra nu af.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 7

12. Denver Broncos: Bo Nix

(Quarterback – Oregon)

– Det her viste jeg at være et langt bedre match end jeg overhoved havde kunnet forestille mig på forhånd. Samspillet mellem Paytons offensive system og Nix som spilfordeler var afgørende for, at Broncos endte med at gå i slutspillet, og pludselig ser fremtiden i Denver lysere ud end længe. Nu må vi se, om udviklingen kan fortsætte, men baseret på 2024 er det topkarakter indtil videre.

Karakter i 2024: 7
Karakter nu: 12

13. Las Vegas Raiders: Brock Bowers

(Tight End – Georgia)

– Her var jeg tydeligvis heller ikke positiv nok. Jeg vil dog sige til mit forsvar, at selvom Bowers var udråbt som et stort talent, så er jeg ikke stødt på nogen, der havde forudset, at han ville levere den bedste rookie-præstation fra en tight end i NFL’s historie. I praksis var han nærmest Raiders-angrebet i flere perioder af 2024-sæsonen, og uanset hvad der sker herfra, så har de fået deres første professionelle football-stjerne i Las Vegas.

Karakter i 2024: 7
Karakter nu: 12

14. New Orleans Saints: Taliese Fuaga

(Offensive Tackle – Oregon State)

– Det var ikke mange ting, der gik den rigtige vej i New Orleans sidste år. Valget af Fuaga i 1.runde af draften var dog en af de få gode beslutninger, der blev truffet. Der skal selvfølgelig stadig mere udvikling til, men hans første år som starter på venstre tackle var mere end godkendt. Især hvis vi endnu engang tager omstændighederne i betragtning. Spørgsmålet her er mest, hvem han skal blokere for i 2025.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

15. Indianapolis Colts: Laiatu Latu

(Edge Rusher – UCLA)

– Den eneste grund til, at jeg ikke fastholder min topkarakter, er den præstation, som en anden spiller på en tilsvarende position, som vi kommer til lige om lidt, leverede. Det er dog ikke givet, at tingene havde udviklet sig på samme måde, hvis de to havde byttet plads i draft-rækkefølgen. Latu kan dog bestemt være sin første sæson i NFL bekendt og Colts ser ud til at langt om længe at have fået en kvalificeret pass rusher på kanten af forsvarets front.

Karakter: 12
Karakter nu: 10

16. Seattle Seahawks: Byron Murphy

(Interior Defensive Lineman – Texas)

– Lidt ligesom med Seahawks sæson som helhed var det lidt op og ned for Murphy i 2024. Jeg synes dog, at han fik vist prøver på det potentiale, som også var tydeligt i processen op til sidste års draft, og jeg har fortsat en tro på, at jo mere Macdonald får arbejdet med ham, desto større en faktor vil han også blive i alle facetter af forsvarsspillet. Derfor fastholder jeg min karakter for nu.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 10

17. Minnesota Vikings (trade med Jaguars): Dallas Turner

(Edge Rusher – Alabama)

– Her må jeg til gengæld sige, at meget indtil videre peger i retningen af, at den ellers så dygtige Vikings-ledelse har ramt ved siden af. Turner formåede på intet tidspunkt at etablere sig som rookie, og når du bliver draftet i 1.runde, så er det rimeligt at forvente, at du har et vist aftryk. Heller ikke hans ekstra evne som en spiller, der kan droppe tilbage i opdækningen, virkede specielt succesfuldt i 2024. Der er lang vej igen, også fordi han igen vil blive målt op mod manden, der blev valgt kort tid efter.

Karakter I 2024: 4
Karakter nu: 02

18. Cincinatti Bengals: Amarius Mims

(Offensive Tackle – Georgia)

– Sådan som Bengals’ sæson udviklede sig, så synes jeg egentlig at min pointe fra sidste år om, at burde have prioriteret forsvaret, står endnu stærkere. Mims var sådan ca. som forventet, og der skal fortsat udvikles væsentligt mere på ham, hvis han skal lykkes i det lange løb. Det er dog også alt for tidligt at kalde valget af ham en fejl. Jeg går derfor kun en karakter ned her, og det skyldes som sagt, at de brændte muligheden for at opgradere på en defensiv, der mere eller mindre kostede dem slutspilsdeltagelsen i 2024.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 7

19. Los Angeles Rams: Jared Verse

(Edge Rusher – Florida State)

– Så nåede vi frem til den spiller, der helt fortjent endte som DROY i 2024. Når du er den afgørende brik i genopbygningen af en defensiv linje, der var så succesfuld, at dit hold knapt nok savnede en af de bedste forsvarsspillere i ligaens historie, så er burde det næsten være muligt at sprænge karakterskalaen. Verse havde måske ikke flest sacks af alle på Rams’ defensive front, men det var i høj grad ham der skabte pladsen til sine holdkammerater. Tænk hvis Colts eller Vikings havde taget ham i stedet…

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

20. Pittsburgh Steelers: Troy Fautanu

(Offensive Tackle – Washington)

– Fautanu nåede kun at spille en kamp som rookie, hvorfor jeg er nødt til at trække lidt ned her. Der var dog ikke noget i den pågældende kamp, der indikerede, at han ikke hørte til i NFL, så jeg vælger stadig at være moderat positiv. Han får helt sikkert chancen fra start på en af tackle-positionerne i 2025. Ligesom med Fuaga er spørgsmålet dog, hvem han skal blokere for?

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 7

21. Miami Dolphins: Chop Robinson

(Edge Rusher – Penn State)

– Ingen tvivl om, at Verse var den bedste udvendige presspiller blandt rookieklassen i 2024, men der var faktisk et andet 1.runde-valg, der også var i top 10 på positionen ift. procentdel af spil, hvor han vandt sin direkte duel. Robinson ligner således også en meget værdifuld tilføjelse til et forsvar, der skal løfte sit niveau, hvis Dolphins skal have succes fremadrettet. Ikke mindst med tanke på, at de to andre oplagte startere ikke ligefrem har et stærkt helbred.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

22. Philadelphia Eagles: Quinyon Mitchell

(Cornerback – Toledo)

– Igen må jeg bare lægge mig flat ned og erkende, at der ikke var grund til at bekymre sig om, at Mitchell kom fra et lidt lavere niveau ift. college-baggrund. På en position, hvor det ellers er notorisk svær at tage springet til NFL, var han i sin rookie-sæson blandt top 5 af udvendige cornerbacks, og sammen med hans makker DeJean var en helt central del af Eagles’ vej til mesterskabet.

Karakter i 2024: 7
Karakter nu: 12

23. Jacksonville Jaguars (trade med Vikings): Brian Thomas

(Wide Receiver – LSU)

– Som tidligere nævnt var der en rookie-receiver, der gjorde bedre end alle andre, og jeg tror ikke, der var mange, der havde forudset, at det ikke var et af de tre topnavne. Thomas overraskede dog alt og alle, også ift. den sæson Jaguars generelt havde. Med 3.flest grebne yards af alle og 10 touchdowns peger alt i retningen af, at han fremover vil være blandt de absolutte top-navne på skill-positionerne i NFL.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 12

24. Detriot Lions (trade med Cowboys): Terrion Arnold

(Cornerback – Alabama)

– Her er jeg nødt til at gå lidt nedad i min vurdering. Det handler især om, at de andre cornerbacks, der blev taget i 1.runde, tydeligvis havde nemmere ved at omstille sig til NFL, og en af dem var stadig ledig på dette tidspunkt. Når det er sagt, så var Arnolds udfordringer meget som forventet, og udviklingen i offseason tyder på, at Lions fortsat tror på ham som en central del af deres forsvar.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 7

25. Green Bay Packers: Jordan Morgan

(Offensive Tackle – Arizona)

– Morgan er igen en af de spillere, der ikke nåede at gøre ret meget væsen af sig, førend en skade endte med at koste ham resten af hans rookie-sæson. Derfor fastholder jeg også indtil videre mine forbehold overfor ham. Dog er det tydeligt, at Packers pt. ser ham som guard, hvor jeg også tror, at hans muligheder for succes i NFL er større i længden.

Karakter i 2024: 4
Karakter nu: 4

26. Tampa Bay Buccaneers: Graham Barton

(Inside Offensive Lineman – Duke)

– Barton havde sine klare udfordringer i hans første sæson i NFL. Dog viste han især noget af sit potentiale og ikke mindst hans spilforståelse i kastespillet. Kombineret med, at han var en del af en offensiv linje, der bidrog væsentligt i beskyttelsen af Mayfield i endnu en overraskende god sæson for den tidligere så udskældte quarterback, holder jeg fast i at være altovervejende positiv ift. Bartons langsigtede potentiale.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 7

27. Arizona Cardinals: Darius Robinson

(Inside Defensive Lineman – Missouri)

– Robinson startede sæsonen på skadeslisten og endte først med at komme i spil i grundspillets sidste seks kampe. Derfor fik han heller ikke spilletid nok til at ændre min umiddelbare vurdering af ham. Havde jeg set noget i de seks kampe, der viste, at min vurdering af ham før draften var får hård, kunne jeg godt have skubbet karakteren opad, men det var ikke tilfældet. Vi må se, om det hjælper på udviklingen, at han får en hel offseason uden skadesproblemer.

Karakter i 2024: 4
Karakter nu: 4

28. Kansas City Chiefs (trade med Bills): Xavier Worthy

(Wide Receiver – Texas)

– Endnu en positiv overraskelse. Worthy viste sig at være præcis den type af offensivt våben, som Reid tydeligvis har savnet i sit angreb, siden de sagde farvel til Hill. Der skal stadig bygges mere på, og han var selvfølgelig ikke lige så markant som andre receivere i draften. Alligevel ser jeg meget positivt på den betydning, han kan få for Mahomes og Chiefs i jagten på at vende tilbage til NFL-tronen.

Karakter i 2024: 7
Karakter nu: 10

29. Dallas Cowboys (trade med Lions): Tyler Guyton

(Offensive Tackle – Oklahoma)

– Selvom jeg syntes, at dette valg gav mening i situationen, så må jeg også erkende, at de spørgsmålstegn, der var ved Guyton, også kom tydeligt til udtryk i NFL. Det kan sagtens tænkes, at han tager et skridt fremad her i år 2, men der skal ske en væsentlig udvikling, hvis jeg skal se ham som den netop pensionerede Tyron Smiths langvarige afløser. Derfor flytter jeg mig lidt ned af karakterskalaen her.

Karakter i 2024: 10
Karakter nu: 4

30. Baltimore Ravens: Nate Wiggins

(Cornerback – Clemson)

– Alting drukner lidt, når der skal sammenlignes med Mitchells præstation, men Wiggins slap væsentlig bedre fra overgangen til NFL end Arnold gjorde. Han ligner en potentiel mangeårig starter for Ravens, og derfor synes jeg også det er helt rimeligt at holde fast i topkarakteren her. De er simpelthen bare grundlæggende gode til at drafte solidt i Baltimore.

Karakter i 2024: 12
Karakter nu: 12

31. San Francisco 49ers: Ricky Pearsall

(Wide Receiver – Florida)

– Hele historien her gør, at der for mig ikke er andet valg end at fastholde karakteren ved draften. At det rent faktisk lykkedes Pearsall at komme ind og bidrage, når han blev skudt af en indbrudstyv kort før sæsonstarten, er vanvittigt imponerende. Der er dog ingen tvivl om, at han også skal spille en større rolle i 2025, hvis 49ers skal lykkes med at vende tilbage til slutspillet ovenpå deres generelt skuffende præstation sidste år.

Karakter i 2024: 7
Karakter nu: 7

32. Carolina Panthers (trade med Bills via Chiefs): Xavier Legette

(Wide Receiver  – South Carolina)

– Jeg slutter også af med at holde fast i min karakter. Legette viste sig at kunne bidrage i NFL, men samtidig er jeg stadig usikker på, om han kan få sammensat tingene, så han blive topvåbnet for Young i det lange løb. Jeg vil i hvert fald ikke blive overrasket, hvis Panthers igen drafter receiver i år og måske endda højt, da hverken Legette eller Thielen er den oplagte nr. 1 på nuværende tidspunkt.

Karakter i 2024: 4
Karakter nu: 4

Skriv en kommentar