NFL: Draft 2025 – 1.runde

I slutningen af april løb årets NFL Draft af stablen. Jeg har kigget på valgene fra 1.runde og lavet en gennemgang samt vurdering af de forskellige holds beslutninger på førstedagen.

NFL-mandskaberne har som vanligt brugt en del af offseason på at forberede sig til og udvælge de talenter fra universitetsniveauet, der forhåbentlig skal være de kommende profiler i ligaen.

Som vanligt har jeg kigget valgene fra 1.runde igennem, lavet en overordnet vurdering af hvert valg inklusiv en karakter på 7-trins-skalaen. Karakterene blev uddelt under selve draften:

1. Tennessee Titans: Cameron Ward

(Quarterback – Miami)

– Det her valg gav sig selv. Titans havde brug for en ny spilfordeler, og Ward er det eneste bud i årets draftklasse på en spiller, der har redskaberne til at kunne blive en top-quarterback. Der skal meget udvikling til for, at vi ender der, men talentet og lederegenskaberne gør, at det er værd at gøre forsøget. Så må vi se, om omstændighederne er gode nok, og om Callahan er manden, der kan forløse potentialet.

Karakter: 12

2. Jacksonville Jaguars (trade med Browns): Travis Hunter

(Cornerback/Wide Reciever – Colorado)

– Det her er godt nok all in, og det er også derfor jeg ikke er helt oppe på top-karakter, for jeg synes det er offensivt at gå så massivt efter en spiller, der ikke er en quarterback. Når der er sagt, så er Hunter pga. sine unikke evner som potentiel 2-vejs-spiller, noget helt særligt, som jeg glæder mig til at følge i NFL, og jeg håber virkelig, at Coen formår at få dette vilde talent til at lykkes på den helt store scene.

Karakter: 10

3. New York Giants: Abdul Carter

(Edge Rusher – Penn State)

– De får draftens andet toptalent, men jeg kan ikke helt svinge mig op til topkarakter. Det skyldes til dels, at de ikke får Hunter, som jeg mener ville være langt mere brugbar for den nuværende ledelse, der er maksimalt pressede inden den kommende sæson. Derudover var edge i forvejen en af deres stærkeste positionsgrupper. Jeg tror fuldt på, at Carter nok skal blive en succes i NFL. Jeg er dog ikke sikker på, at det bliver med Daboll som cheftræner i det lange løb.

Karakter: 10

4. New England Patriots: Will Campbell

(Offensive Tackle – LSU)

– Her er jeg til gengæld ikke i tvivl om top-karakteren. Jeg ser lidt historierne om Campbell op til draften som en storm i et glas vand, der blev blæst op pga. nogle forkerte fysiske mål ved combinen, og jeg ser så mange spillemæssige kvaliteter hos ham, at jeg er overbevist om, at han nok skal lykkes som tackle i NFL. Derudover passer han som leder i omklædningsrummet perfekt ind i den kultur, som Vrabel gerne vil skabe.

Karakter: 12

5. Cleveland Browns (trade med Jaguars): Mason Graham

(Interior Defensive Lineman – Michigan)

– Browns har ikke gjort så mange ting rigtigt de sidste par år, men her synes jeg faktisk, at de rammer plet. Det får lavet en god handel med Jaguars, som giver dem ekstra draft-kapital til fremtiden, og så bruger de valget på en fremragende spiller, der styrker en position, hvor de havde store udfordringer i 2024. Graham bliver ikke nogen ny Aaron Donald, men mindre kan også gøre det. Solide egenskaber og en god spilforståelse kan bringe ham langt på det professionelle niveau.

Karakter: 12

6. Las Vegas Raiders: Ashton Jeanty

(Running Back – Boise State)

– Selvom jeg er enig i, at Jeanty er det tredje ubestridte talent i årets draftklasse (efter Hunter og Carter), så er det stadig ikke nok til, at jeg bryder mig om at vælge ham i top 10 pga. positionsværdien. Raiders er så langt fra at være et hold, der kan gøre nogen forskel i 2025-sæsonen, og alligevel prioriterer de at vælge en running back her. Ikke at det overrasker mig med tanke på, at Carroll er deres nye cheftræner, men der giver ikke mange plusser i min karakterbog.

Karakter: 02

7. New York Jets: Armand Membou

(Offensive Tackle – Missouri)

– Der er flere grunde til, at jeg synes denne beslutning fortjener top-karakter. Til dels var Membou min højest rangerede spiller på dette tidspunkt, der også samtidig spiller en position, hvor Jets virkelig havde brug for opgradering. Derudover synes jeg virkelig, at det var afgørende, at de ikke kastede sig ud i endnu et håbløst quarterback-projekt. Selvom det er på en billig baggrund, så er det en solid start for den nye ledelse i den grønklædte del af New York.

Karakter: 12

8. Carolina Panthers: Tetairoa McMillan

(Wide Receiver – Arizona)

– Her er jeg lidt mere i tvivl om, hvad jeg skal mene. Receiver er helt klart en position, hvor Panthers har brug for at opgradere, og McMillan var det ene af mine to topnavne i den kategori. Jeg havde ham dog ikke som et top 10-valg, og de har også så massive behov på forsvaret, at jeg gerne havde set dem vælge noget, der kunne havde bidraget til den del af spillet. Når det er sagt, så er det godt, at de prioriterer Youngs muligheder for at lykkes, og derfor ender jeg over middel.

Karakter: 7

9. New Orleans Saints: Kelvin Banks

(Offensive Tackle – Texas)

– Et fornuftigt nok valg i en ellers meget vanskelig situation, der kun er blevet værre siden draften med Carrs beslutning om at stoppe karrieren. Banks er en alsidig spiller, der kan prøves udvendigt, men om ikke andet formentlig bliver en solid guard og dermed en byggesten til fremtidens offensiv i New Orleans. Derudover er han især stærk i løbespillet pt., hvilket nok bliver den facet af angrebet, som Saints kommer til at satse mest på i 2025.

Karakter: 10

10. Chicago Bears: Colston Loveland

(Tight End – Michigan)

– Der er mange årsager til, at jeg gerne havde set et andet valg her. For det første er jeg markant mere begejstret for Warren end Loveland, hvor jeg slet ikke ser sidstnævnte som en top 10-spiller i draften. For det andet synes jeg ikke, at tight end var det oplagte sted at gå efter forstærkning for Bears her, uanset at de selvfølgelig skal hjælpe Williams. Endelig var der markante mulige forstærkninger på forsvaret, som blev forbigået her. De består, men ikke mere end det.

Karakter: 02

11. San Francisco 49ers: Mykel Williams

(Edge Rusher – Georgia)

– 49ers skulle gøre noget ved den defensive linje, som efterhånden er blevet ribbet for al det talent, den tidligere indeholdt, hvis vi ser bort fra Bosa. Derfor giver det god mening, at de forsøger at finde en ny trussel modsat deres store defensive profil. Når jeg ikke svinger mig helt op til 12, så er det forbi, jeg har det forbehold overfor Williams som flere andre i årets edge-klasse, at han har vist for lidt i college. Dog kan jeg godt lide hans spilforståelse, som jeg tror kan bringe ham langt.

Karakter: 10

12. Dallas Cowboys: Tyler Booker

(Interior Offensive Line – Alabama)

– I den første draft efter legenden Martins karriestop vælger Cowboys det måske mest rendyrkede guard-talent i 1.runde. Jeg forstår det til en vis grad, da den offensive linje har brug for forstærkning, hvis den fortsat skal være det bolværk foran Prescott, som har spillet en afgørende rolle, når angrebet har fungeret. Når det er sagt, så var Booker en spiller, jeg først så blive valgt henimod slutningen af 1.dagen, og med det in mente skulle de måske have prioriteret anderledes.

Karakter: 7

13. Miami Dolphins: Kenneth Grant

(Defensive Tackle – Michigan)

– Så kom årets første dumpekarakter, og det bliver med et brag. Det handler naturligvis rigtigt meget om Grant, som jeg er langt mindre begejstret for end rigtigt mange andre. Hans tekniske og mentale mangler er så massive, at jeg slet ikke kan se argumentet for at vælge ham i 1.runde. Derudover mener jeg ikke, at en løbespecialiseret indvendig defensiv linjemand var den vigtigste mangel for Dolphins at adressere.

Karakter: -3

14. Indianapolie Colts: Tyler Warren

(Tight End – Penn State)

– De vælger min højest rangerede tight end, og jeg kvitterer for valget med en top-karakter. Udover at jeg ser Warren som en spiller, der kan gå ind og gøre en positiv forskel for Colts fra dag 1 (ikke Bowers-agtigt, men mindre kan gøre det), så manglede de helt klart forstærkning på positionen. Her får de en solid og sikker tilføjelse til kastespillet, hvilket er en fornuftig prioritering, hvis de vil give Richardson en sidste chance for lykkes i NFL.

Karakter: 12

15. Atlanta Falcons: Jalen Walker

(Edge Rusher / Linebacker – Georgia)

– Jeg er virkelig splittet om, hvad jeg skal mene om det her valg. På den ene side, så skulle Falcons gerne forstærke sig på edge-positionen, og jeg har Walker som et 1.runde-valg. På den anden side er jeg ikke sikker på, at edge er hans mest idéelle position, og i det hele taget er han denne her mellemting mellem en edge og en linebacker, som andre NFL-hold før har forsøgt sig med og er mislykkedes. Jeg vælger dog at være lidt positiv her pga. potentialet.

Karakter: 7

16. Arizona Cardinals: Walter Nolan

(Interior Defensive Lineman – Ole Miss)

– Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed, at jeg ikke er tilfreds med Cardinals’ valg i 1.runde, og i år er ingen undtagelse. Nolan er et fint talent, men ikke en spiller, der kan gøre en forskel mod kastet med det samme, hvorfor jeg mener, at han bliver valgt for tidligt. Indvendig defensiv linje var heller ikke holdets vigtigste position af dem, valget kunne havde været brugt på. Jeg dumper dem dog ikke, da der er noget potentiale, som Gannon måske kan få forløst.

Karakter: 02

17. Cincinatti Bengals: Shemar Stewart

(Edge Rusher – Texas A&M)

– Jeg har det lidt på samme måde med dette valg, som jeg havde det med 49ers’ valg af Williams. Bengals er nødt til at gøre noget ved deres defensive linje, hvor Hendrickson var alt for alene sidste år, og Stewart var på dette tidspunkt i 1.runde den bedste mulighed. Ligesom med Williams er Stewart dog i den grad et udviklingsprojekt, der skal lykkes for, at det for alvor kan blive godt i NFL, og her er jeg nok lidt mere skeptisk, men mulighederne er til stede.

Karakter: 10

18. Seattle Seahawks: Grey Zabel

(Interior Offensive Lineman – North Dakota State)

– Her synes jeg til gengæld, at der er et perfekt match mellem valg, spilleren, behov og muligheder på tidspunktet. Zabel er en af de bedste muligheder indvendigt på den offensive linje i år og kommer med en virkelig spændende samt alsidig pakke. Med Darnold som ny quarterback er der samtidig brug for forstærkning af en enhed, der var blandt NFL’s dårligste sidste år. Her får Seahawks en spiller, som kan gøre en forskel fra dag 1 som enten guard eller center.

Karakter: 12

19. Tampa Bay Buccaneers: Emeka Egbuka

(Wide Receiver – Ohio State)

– Igen et valg, som jeg har det lidt blandet med, om end jeg ender med at være positiv. Egbuka er et solidt nok talent, der bør kunne bidrage fra dag 1 i en eller anden form. Imidlertid ser jeg ikke potentialet som værende kæmpestort, da han pga. sin fysik nok vil være låst til en rolle i slotten. Her har Buccaneers netop forlænget med Godwin, der excellerede på denne position i 2024. Dog er det vigtigt at fortsætte opbygningen omkring Mayfield, og den fortsættes tydeligvis her.

Karakter: 7

20. Denver Broncos: Jahdae Barron

(Cornerback – Texas)

– Så røg en af mine absolutte favoritter i årets draftklasse, der ender med at udgøre en forstærkning af en i forvejen fremragende enhed, der nu kan blive endnu giftigere. Barron kan indgå i mange forskellige roller i bagkæden, og med hans forståelse for spillet bør han være oplagt til at udnytte de muligheder, der opstår, når han skal spille sammen med profiler som Surtain og Jones. Det bliver ikke sjovt at skulle kaste mod Broncos i 2025.

Karakter: 12

21. Pittsburgh Steelers: Derrick Harmon

(Interior Defensive Lineman – Oregon)

– Her troede mange (og nogle frygtede det sikkert også), at der ville blive valgt en quarterback, men Steelers gentog ikke Pickett-historien og valgte i stedet en spiller, der på mange måder passer perfekt ind i Tomlins filosofi og tilgang til spillet. Harmon bliver en bundsolid tilføjelse til den i forvejen fremragende defensive linje, hvor han kommer til at bidrage med fysik og styrke, om end jeg ikke er sikker på, hvor meget vildere det kan blive.

Karakter: 10

22. Los Angeles Chargers: Omarion Hampton

(Running Back – North Carolina)

– Jeanty var den eneste running back, jeg mener har talentet til at blive valgt i 1.runde, så Chargers’ beslutning her kan som udgangspunkt ikke udløse en af tre højeste karakterer. Hampton var dog min nr. 2 på positionen, og med det system, som Harbaugh gerne vil spille, så havde de brug for en spiller på positionen, som har et vist niveau og ikke bliver skadet hele tiden. Spørgsmålet er naturligvis, om de ikke kunnet have fået det senere. Jeg ender dog på en middelkarakter.

Karakter: 4

23. Green Bay Packers: Matthew Golden

(Wide Receiver – Texas)

– Endelig skete det. For første gang siden 2002 valgte Packers en receiver i 1.runde, og det bør være mere en velkomment hos fanbasen i Green Bay. Golden var den anden af mine to klare favoritter på positionen, og han er faktisk den jeg har mest tillid til som en kommende nr. 1 på et NFL-holdkort. Hans alsidighed, fleksibilitet og evner som ruteløber bør gøre ham til Loves nye favorit med det samme, og samtidig kan han skabe plads til sine mange potentialefyldte holdkammerater.

Karakter: 12

24. Minnesota Vikings: Donovan Jackson

(Interior Offensive Line – Ohio State)

– Vikings fortsætter opgraderingen af den offensive front, der skal sikre McCarthy gode betingelser, når han endelig debutere i NFL. Jeg havde måske ikke Jackson så højt, men de bedre muligheder på positionen var faktisk gået. Derudover har han en alsidighed, der gør, at han passer perfekt ind i O’Connells system, samtidig med at der vil flere måde at bruge ham på fra start af i den kommende sæson. Hvis de kan få opgraderet hans mentale indstilling, kan det blive rigtig godt.

Karakter: 7

25. New York Giants (trade med Texans): Jaxson Dart

(Quarterback – Ole Miss)

– Jeg indrømmer, at karakteren her er givet ud fra, hvad det potentielt kan blive til, hvis det hele lykkes, og der er vel at mærke meget, der gå i den rigtige retning for, at vi når dertil. Når det er sagt, så skal Daboll og Schoen bevise noget i år, hvis de skal forlænge tilværelsen som sportslig ledelse i den blå del af New York, og her er udviklingen af en fremtidig startende spilfordeler afgørende. Hvis Dart er deres bedste bud på dette, så giver valget god mening.

Karakter: 7

26. Atlanta Falcons (trade med Rams): James Pearce

(Edge Rusher – Tennessee)

– Så lykkedes det alligevel endnu engang Falcons at træffe et valg, der for langt de fleste (inklusiv mig) til at ryste på hovedet. Pearce var langt fra den bedste tilbageværende på positionen, og hans mangler ift. alsidighed og mentalitet gør, at jeg på ingen måde regnede med ham som et 1.runde-valg. Derudover er han uden for banen det stik modsatte af deres første valg i årets draft (Walker), og med Falcons’ historie ift. dårlige personligheder, virker det også som en rigtig dårlig beslutning.

Karakter: -3

27. Baltimore Ravens: Malaki Starks

(Safety – Georgia)

– Ravens formår til gengæld endnu engang at vælge præcist efter mit hoved. Jeg finder altid en safety, som jeg gælder mig til at følge i NFL, og Starks er årets udvalgte. Med hans kombination af fart, fleksibilitet og spilforståelse kan han komme til at udgøre en uhyggelig duo sammen med Hamilton i midten af det, der også efterhånden ligner en potentiel rigtig giftig bagkæde.

Karakter: 12

28. Detriot Lions: Tyleik Williams

(Interior Defensive Line – Ohio State)

– Det er fortsat Holmes’ og Campbells strategi at vinde gennem skyttegravene, og skal Lions’ fastholde sin dominerende position der, så skal der også kontinuerligt tilføjes nye navne. Williams kommer egentlig med en meget komplet pakke. Når jeg nok først havde set ham gå i 2.runde, så handler det mest om, at jeg ser ham som en meget klar løbespils-specialist, som jeg har svært ved at se blive afgørende mod kastet. På den anden side så holder Reader ikke for evigt.

Karakter: 7

Logo, Quelle:

29. Washington Commanders: Josh Conerly

(Offensive Tackle – Oregon)

– Også et valg, der grundlæggende synes at ganske fint, om end der ikke er noget spektakulært ved det. Fordelene ved Conerly er, at han først og fremmest har sin styrke i kastespillet, hvilket er det, som Commanders skal bygge videre på med Daniels. Derudover har han en god indstilling, og hans alder gør, at der sagtens kan være masser af uforløst potentiale. Der skal dog arbejdes med både teknik og spilforståelse, hvis han skal lykkes i NFL.

Karakter: 7

30. Buffalo Bills: Maxwell Hairston

(Cornerback – Kentucky)

– Denne her beslutning har jeg til gengæld lidt svært ved at forstå. Positionen er fornuftig, for cornerback-gruppen har brug for forstærkning, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke går med Johnson her, som også generelt var blandt de bedste ledige spillere her. Samtidig er Hairston ikke lige frem en af mine favoritter. Han kan nogle ting frem ad i banen, men han mangler spilforståelse og spiller med for stor risiko efter min smag.

Karakter: 4

31. Philadelphia Eagles (trade med Chiefs): Jihaad Campbell

(Linebacker – Alabama)

– Endnu engang falder der en appelsin ned i turbanen på Eagles og Roseman. Campbell er den bedste klassiske offball linebacker i årets draftklasse, og han passer som supplement perfekt til Baun og Dean. Med sine flydende bevægelser og fremragende evner som tackler, kan han meget vel være den brik, der for alvor forvandler midten af forsvaret i Philadelphia, der tidligere var hæmsko, til en voldsom styrke.

Karakter: 12

32. Kansas City Chiefs (trade med Eagles): Josh Simmons

(Offensive Tackle – Ohio State)

– Chiefs taber dog intet ved at handle sig en enkelt plads ned. Simmons ville formentlig havde været vurderet til at gå tidligere end dette valg, hvis ikke det var pga. den alvorlige skade han pådrog sig i oktober 2024. Han spiller med fremragende balance og fleksibilitet, og hans tekniske formåen samt alsidighed gør ham til en potentiel starter fra dag 1. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han dækker Mahomes’ venstre flanke, når grundspillet 2025 begynder.

Karakter: 12

Skriv en kommentar