
I løbet af sæsonen vil jeg hver uge følge op på den forgangne spillerunde med et par kommentarer til de kampe, jeg har set. Derudover vil jeg komme en rangering af de 32 mandskaber.
Nu skal vi have de sidste slutspilsbrikker på plads. I denne weekend finder vi de sidste deltagere samt får fordelt de sidste seedninger til de 13 afgørende kampe, der herefter skal afgøre, hvem der ender med at løfte Vince Lombardi-trofæet den anden søndag i februar.
Inden da har jeg dog en del ting, jeg gerne vil samle op på. Jeg har fået set en hel del kampe henover jul og nytår, og i den forbindelse har lidt ekstra kommentarer til de opgør, jeg har fulgt fra enden til anden.
Her får I mine næstsidste grundspils-pointer samt PowerRank for denne NFL-sæson:
Chiefs begynder at ligne et slutspilshold
Jeg tror ikke jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af, at Chiefs lige så stille og roligt har nærmet sig det niveau, som vi kender dem for at have, samtidig med at de afgørende kampe er kommet tættere på. Statistikkerne bakker også dette op, da de nu er placeret i top 10, uanset om vi kigger på EPA eller DVOA, og gælder også hvis vi deler det op på forsvar og angreb i stedet for at kigge på det samlet. Med sejren over Steelers har de forsvarende mestre nu sikret sig, at vejen til Super Bowl i AFC går igennem Arrowhead, samt at deres startere reelt får 2 ugers pause inden deres første slutspilskamp. Intet er givet, men vejen til at blive det første mandskab, der vinder tre mesterskaber i træk i Super Bowl-æraen ser rimeligt god ud herfra.
5.seed bliver meget værd i AFC
På papiret kunne opgøret mellem Ravens og Texans godt være blevet en spændende kamp, men virkeligheden viste sig ganske anderledes. Det handler til dels om, at Ravens spiller fremragende og er blandt de største Super Bowl-favoritter i AFC, men det udstiller også, hvor store udfordringer Texans har. Derfor bør både Steelers og Chargers være meget motiverede for at gå efter 5.seed her i sidste spillerunde. Det betyder nemlig en første slutspilskamp mod Texans, der er låst fast på 4.seed, som den dårligste divisionsvinder i konferencen, og som tingene er lige nu, er det en meget attraktiv modstander. Houston-mandskabet har et godt forsvar, men lige nu kan de første og fremmest takke deres divisionsrivaler for en rimeligt nem slutspilsplads. Niveauet er simpelthen ikke højt nok sammenlignet med de bedste AFC-mandskaber.
Williams bør være All Pro-kandidat
På trods af sejren i den meget defensive affære mod Bears, må Seahawks alligevel konstatere, at de er eliminerede fra slutspillet før sidste runde, da de ikke længere kan nå forbi Rams. Dette er spillemæssigt set egentlig fair nok, da LA-mandskabet nok har mest at byde på i slutspillet. Derimod er det på ingen måde fair, at Leonard Williams ikke er blandt de udvalgte til årets Pro Bowl. Med 9 sacks er han den indvendige defensive linjemand, der har fået modstanderens quarterback i jorden fleste gange (sammen med Dexter Lawrence), og han er også i top 10 ift. både pressures og hits på sin position. Ligeledes er han i top 5 ift. defensive stops, hvor han altså er krediteret for at bremse modstanderens angreb i løbespillet. Jeg håber meget, at han ender blandt de udvalgte til årets All Pro-hold.
Patriots draft-valg kan blive attraktivt
Der bliver tæt kamp om 1.valget i draften ifm. sidste spillerunde. Fire hold ligger pt. med den samme record i bunden (3-13), og med udelukkende divisionsopgør tilbage, kan det gå mange veje. En ting der dog er sikkert er, at det valg Patriots ender med, kan blive meget værdifuldt. Som det eneste mandskab blandt de fire bundkandidater har de ingen grund til at drafte en quarterback, da Drake Maye bør havde overbevist alle om, at han er manden, som fremtiden skal bygges op om i Foxborough. Derfor kan NFL’s nordøstligste mandskab meget vel ende som en meget attraktiv handelspartner for de hold, for hvem en ny spilfordeler er afgørende for at vende udviklingen. Her er det heller ikke uden betydning, at den kommende QB-klasse ikke ligefrem oser af talent.
Bengals-forsvaret er kommet lidt (for sent) i gang
Det var tæt på, at sæsonen sluttede for Bengals i spilleuge 16, men Joe Burrow og hans arsenal af dygtige receivere fandt vejen til endnu en sejr. En af grundende til, at det kunne lade sig gøre mod Broncos var, at den defensiv, som ellers har været udsat for massiv og berettiget kritik faktisk er kommet lidt i gang. Det gælder ikke mindst i opdækningen, hvor cornerback-trioen Cam Taylor-Britt, Mike Hilton og rookien Josh Newton har forbedret deres opdækning, og selvom det ikke er nok til at ændre på helhedsindtrykket, er det med til at holde liv i et spinkelt håb om slutspilsdeltagelse. Jeg har desværre svært ved at se alt gå Bengals’ vej her i sidste runde, men defensiv koordinator Lou Anarumo har reddet lidt af æren. Vi må se, om det er nok til at han også beholder sit job i offseason.
Cardinals skal investere i offseason
På trods af nederlaget til Rams, ender de røde ørkenfugle uanset hvad med en bedre record i år, end jeg havde regnet med. Fremtidsudsigterne er jeg stadig i tvivl om pga. Murrays meget svingende niveau, men ikke desto mindre er det sikkert, at han også i minimum de næste to sæsoner vil være omdrejningspunktet for Cardinals pga. hans kontrakt. Det betyder også, at holdejer Michael Bidwill nu må opgive sin konservative økonomistyring og lade den sportslige ledelse bruge de penge, der rent faktisk er til rådighed. Arizona-mandskabet står til at have ca. 80 mio til rådighed under lønloftet i offseason, og selvom sæsonresultatet har været bedre end forventet, så skal der laves opgraderinger på edge, cornerback, offensiv linje og wide receiver som minimum, hvis de skal gøre sig håb om, at spille med om mesterskabet.
Thielen imponerer mig fortsat
Jeg kunne have skrevet om Mike Evans’ mulighed for at tangere Jerry Rice’ rekord med 11 sæsoner i træk med over 1.000 yards, men den har mange andre vendt i ugens løb. Derfor vil jeg hellere rette blikket mod en anden receiver, som jeg fortsat har et blødt punkt for. Adam Thielen havde nemlig endnu en flot kamp med over 100 yards og 2 touchdowns mod Buccaneers. Pga. skader bliver det ikke til over 1.000 yards for Thielen i år, men når han har været på banen, har han endnu engang været effektiv. Griber han for bare 25 yards mere i sidste spilleuge, bevæger han sig ind i top 100 over de spillere, der har grebet for flest yards igennem hele deres karriere. Ikke dårligt for en spiller, der ikke var i nærheden af at blive draftet ud af college.
Cooper ligner et fremragende draftvalg
Packers måtte endnu engang se sig besejret af Vikings, hvilket får den konsekvens, at de på trods af 11 sejre og en plads i slutspillet, ender med at have tabt alle deres opgør mod divisionsrivalerne fra hhv. Detroit og Minnesota. En spiller, der dog endnu engang kunne være sin indsats bekendt, var rookie-linebackeren Edgerrin Cooper. Han blev valgt i 2.runde af 2024-draften, og selvom offball linebacker langt fra er den vigtigste position i sporten, så er der stadig enkelte spillere af denne type, der virkelig kan gøre en positiv forskel for deres mandskab. En sådan spiller ser Cooper ud til at kunne blive, og han har allerede i sin første NFL-sæson været en top 10-spiller på sin position, hvis man spørger PFF. Deres karaktersystem er langt fra en universel sandhed, men at have fået en så solid bidragsyder med et 2.rundedraftvalg, er virkelig et godt resultat.
Kingsbury har formået at justere
Noget af det mest frustrerende i de år, hvor Kliff Kingsbury var cheftræner hos Arizona Cardinals, var hans manglende evne til at justere hans angreb i løbet af grundspillet. Flere gange oplevede vi, at offensiven egentlig var ganske effektiv fra starten af sæsonen, men efterhånden som modstanderne fik nærstuderet video af Kingsburys system, gik det lige så stille og roligt ned ad bakke, og han fik aldrig rettet op på. Midtvejs i årets sæson var jeg tilbøjelig til at tro, at det samme ville ske hos Commanders, men denne gang har han i rollen som offensiv koordinator i hovedstaden formået at tilpasse, ændrer og tilføje nye elementer. Det sås bl.a. mod Falcons ved, at Olamide Zaccheus og Zach Ertz pludselig var Jayden Daniels primære våben i kastespillet. Man kunne næsten fristes til at tro, at det også handler om, at han har en bedre og mere lærenem quarterback?
Lions-angrebet holder niveau
Kigger vi over de tre seneste uger har Lions har tre meget forskellige opgør. De blev smadret af Bills, kørte selv Bears over og var senest i et tæt opgør med 49ers, som de i sidste ende trak sig sejrrigt ud af. Konstanten i de tre opgør har været angrebet, der har vist sig stadig at være blandt de bedste i ligaen. Truppen er selvfølgelig ikke lige så præget af skader på den side af bolden, men jeg var oprigtigt bekymret for, hvad tabet af Montgomery ville betyde. Imidlertid har Gibbs vist sig moden til opgaven, som primær running back, og så er samarbejdet mellem Ben Johnson, Jared Goff og de offensive våben bare så solidt, at en enkelt positions-spiller ikke i sig selv ødelægger systemet. De massive defensive udfordringer på sundhedsfronten kan godt ende med at koste chancen for et mesterskab, men angrebet vil kunne holde dem inde i samtlige af de afgørende kampe.
Ugens PowerRank
- Buffalo Bills (=)
- Kansas City Chiefs (=)
- Detriot Lions (=)
- Baltimore Ravens (=)
- Minnesota Vikings (+1)
- Green Bay Packers (-1)
- Philadelphia Eagles (=)
- Washington Commanders (=)
- Seattle Seahawks (=)
- Los Angeles Chargers (=)
- Cincinatti Bengals (+5)
- Denver Broncos (-1)
- Tampa Bay Buccaneers (+2)
- Los Angeles Rams (=)
- Pittsburgh Steelers (-2)
- Houston Texans (-4)
- Atlanta Falcons (=)
- Miami Dolphins (=)
- Dallas Cowboys (=)
- San Francisco 49ers (=)
- Carolina Panthers (=)
- Arizona Cardinals (=)
- Las Vegas Raiders (+5)
- Chicago Bears (=)
- New Orleans Saints (=)
- Jacksonville Jaguars (+2)
- New York Jets (=)
- Indianapolis Colts (-6)
- Cleveland Browns (-3)
- New England Patriots (=)
- New York Giants (+1)
- Tennessee Titans (=)

