NFL: Peters Pointer – Spilleuge 16

I løbet af sæsonen vil jeg hver uge følge op på den forgangne spillerunde med et par kommentarer til de kampe, jeg har set. Derudover vil jeg komme en rangering af de 32 mandskaber.

Vi nærmer os den absolutte finale i grundspillet. Over denne og næste weekend bliver det endeligt afgjort, hvilke 14 mandskaber, der skal kæmpe om Vince Lombardi-trofæet i denne sæson. Noget vil stå klart allerede her efter 17.spillerunde, mens andet først vil blive endeligt afgjort, når alle hold har været igennem alle 18 uger.

Som en optakt til den næstsidste omgang med fuldt NFL-program for i år, får I her endnu en håndfuld pointer samt en PowerRank fra min hånd:

Nix har sine begrænsninger mod gode forsvar

Jeg vil på ingen måde gøre mig til talsmand for, at Bo Nix ikke i længden har hvad der skal til for at være startende quarterback i NFL. I opgøret mod Chargers så vi imidlertid, at han pt. har sine begrænsninger, når han kommer op imod et godt forsvar. Sean Payton har sæsonen igennem gjort hvad han kunne for at hjælpe Nix og den offensive linje så meget som muligt, og den præstation i sig selv gør, at han bør være i spil titlen som årets cheftræner. Mod de bedste defensive enheder er gameplanning og schemes dog ikke nok, og det mere avancerede statistikker har alle sammen fortsat Nix placerede i ligaens dårligere halvdel. Det var det, der kom til udtryk i det interne divisionsopgør.

Skaderne er også en faktor i Houston

Der er ingen tvivl om, at Texans’ angreb spillemæssigt ikke har levet op til forventningerne. Stroud har haft en meget svær anden sæson, og den offensive linje har sæsonen igennem kæmpe med svigtende præstationer fra bærende kræfter. Vi bliver dog også nødt til at anerkende, at skader til flere profiler også har spillet en rolle. Nico Collins har været fraværende i en lang række kampe, Stefon Diggs blev tabt for sæsonen for uger siden, Joe Mixon har heller ikke været konstant tilstede, og nu må de også undvære Tank Dell for resten af sæsonen, da 2.årsspilleren pådrog sig en alvorlig knæsskade, der måske kan betyde, at vi aldrig får ham at se på en NFL-bane igen. Texans når slutspillet, fordi AFC South er ligaens svageste division, men det er svært at tro på, at de når længere end 1.runde.

Steelers’ tvivlsomme kasteforsvar blev udstillet

Statistisk set har Steelers haft et top 10-kasteforsvar i denne sæson, uanset om vi kigger på EPA eller DVOA. Imidlertid skjuler de overordnede tal en meget klar forskel mellem kvaliteten af hhv. den forreste og den bagerste del af Pittsburgh-mandskabets defensiv. Fronten med trioen T.J. Watt, Alex Highsmith og Nick Herbig udvendigt samt Cameron Heyward og Keanu Benton indvendigt har været fremragende i jagten på modstanderens quarterback. De har dog været så fremragende, at de i mange tilfælde har formået at skjule de massive problemer, som der faktisk har været i opdækningen. Kigger vi på tallene i den del af spillet, er det kun safety-duoen Minkah Fitzpatrick og DeShon Elliot (der er skadet), som kan være deres indsats nogenlunde bekendt. Mod Ravens lykkedes det netop Lamar Jackson og et af ligaens bedste angreb at udstille dette.

Bears skal forlænge med Allen

Der er ikke mange ting, der er gået rigtigt for Bears i denne sæson, og meget af det kan ledes tilbage til uheldige beslutninger, der blev taget i sidste offseason. F.eks. skulle Matt Eberflus ikke været blevet fastholdt som cheftræner. En af de beslutninger, der dog var fornuftige, var at skrive kontrakt med Keenan Allen. Den rutinerede receiver har langt henad vejen været den spiller, som rookie-quarterback Caleb Williams har haft den bedste kemi med. Derudover har det undervejs været tydeligt, at han også fungerer som en ekstra træner og mentor på sidelinjen. Der er mange ting, der skal gøres anderledes i Chicago næste år, men en ting, der er nødt til at fortsætte, er samarbejdet med Allen, som fortjener en kontraktforlængelse. Det kan være afgørende for, at Williams udvikler sig til en franchise-quarterback.

Hubbard har haft en fantastisk sæson

Når vi snakker løbespillet anno 2024 er det svært at se udover Saquon Barkley og Derrick Henry. Af samme årsag synes jeg det er vigtigt også at fremhæve andre spillere, der lidt under radaren har haft en flot sæson. Panthers knuste Cardinals’ slutspilsdrømme, og det gjorde de især på skuldrene af Chuba Hubbard, der leverede 152 yards på jorden med et snit på 6,1 yards pr. løb og 2 touchdowns. Det var endnu en fremragende præstation fra en spiller, der inden årets sæson nok ikke stod specielt stærkt i manges bevidsthed, men som i år har leveret et gennembrud med tæt på 1.200 yards og 8 touchdowns. Kigger vi på DYAR er han også ligaens 6. mest effektive running back. Med en alder på kun 25 vil han også i de kommende sæsoner kunne være en vigtig brik for Bryce Young og cheftræner Canales.

Smith-Njigba er meget alene

Seahawks har fortsat en chance for at nå slutspillet. Skulle dette blive tilfældet, har de dog andre udfordringer end Geno Smiths helbred og den offensive linjes mangel på kvalitet. Der er ingen tvivl om, at Jaxon Smith Njigba har leveret et gennembrud her i sin anden sæson med over 1.100 yards og en rangering som værende blandt de 10 mest effektive receivere i ligaen målt på DYAR. Desværre er han også meget alene med at skabe den offensive produktion gennem luften. DK Metcalf har været meget begrænset i flere af de seneste opgør og Tyler Lockett ligner en mand, for hvem alderen efterhånden for alvor er begyndt at trygge. Heller ikke fra tight end-positionen har der været meget at komme efter og løbespillets begrænsninger har vi tidligere været omkring.

Rizzi er ikke den langsigtede løsning i New Orleans

Det var ikke fordi jeg havde store forventninger til Saints i kampen mod Packers (Jeg havde en Green Bay-sejr til 100 point i Picks), men at det skulle blive årets første kamp, hvor det ene hold ikke kom på tavlen, havde jeg ikke forudset. Når man så, hvordan opgøret udviklede sig, så var det dog ikke overraskende, og en del af forklaringen skal findes på sidelinjen. Darren Rizzi har tydeligvis sine spilleres opbakning og hans pressekonferencer har været et sjovt bekendtskab. Hans evner til at styre en kamp og tage de rigtige beslutninger i afgørende situationer, lader dog tydeligvis noget tilbage at ønske, og derfor håber jeg også, at Saints vælger at kigge en anden vej, når offseason snart begynder for dem. Der er brug for en genstart i New Orleans, og den er Rizzi ikke en del af.

Ugens PowerRank

  1. Buffalo Bills (=)
  2. Kansas City Chiefs (=)
  3. Detriot Lions (=)
  4. Baltimore Ravens (+3)
  5. Green Bay Packers (=)
  6. Minnesota Vikings (=)
  7. Philadelphia Eagles (-3)
  8. Washington Commanders (+2)
  9. Seattle Seahawks (=)
  10. Los Angeles Chargers (+4)
  11. Denver Broncos (-3)
  12. Houston Texans (-1)
  13. Pittsburgh Steelers (-1)
  14. Los Angeles Rams (+1)
  15. Tampa Bay Buccaneers (-2)
  16. Cincinatti Bengals (+1)
  17. Atlanta Falcons (+2)
  18. Miami Dolphins (+2)
  19. Dallas Cowboys (+4)
  20. San Francisco 49ers (-4)
  21. Carolina Panthers (+3)
  22. Arizona Cardinals (-4)
  23. Indianapolis Colts (+2)
  24. Chicago Bears (-3)
  25. New Orleans Saints (-3)
  26. Cleveland Browns (=)
  27. New York Jets (=)
  28. Las Vegas Raiders (+3)
  29. Jacksonville Jaguars (-1)
  30. New England Patriots (=)
  31. Tennessee Titans (-2)
  32. New York Giants (=)

Skriv en kommentar