NFL: Peters Pointer – Halve konklusioner

I løbet af sæsonen vil jeg hver uge følge op på den forgangne spillerunde med et par kommentarer til de kampe, jeg har set. Derudover vil jeg komme en rangering af de 32 mandskaber.

Vi er nu ca. to tredjedele igennem årets NFL-grundspil, hvorfor jeg igen vil tillade mig at flyve lidt op i helikopteren og se på sæsonen som helhed i stedet for kun at fokusere på de specifikke kampe, jeg så i den forgangne weekend. Derfor får I her nogle såkaldte halve konklusioner på NFL anno 2024 fra min side

Ligesom tidligere på sæsonen vil jeg over de kommende dage supplerer mine pointer med en afsløring af, hvem jeg ser, som de fem bedste spillere på hver position efter 12 spilleuger.

Her kommer dog i første omgang fem overordnede analyser som optakt til de sidste fem grundspilsrunder:

Fire mesterskabsfavoritter + en outsider

Når først vi når de afgørende kampe i januar, så ved vi af erfaring at alt kan ske, men baseret på det vi har set i grundspillet indtil nu, så er der for mig at se et klart afgrænset favoritfelt ift. årets Vince Lombardi-trofæ. Alt i alt så har Lions været årets mest komplet-spillende mandskab indtil nu. Ravens og Bills følger dog tæt efter, og selvom de begge har punkter, hvor de kan udfordres (for Ravens gælder det kasteforsvaret generelt, mens Bills har lidt problemer i midten af defensiven), kan deres styrker sagtens ende med at bære dem hele vejen. Derudover må Chiefs regnes med, for trods alle de fejl, der kan udpeges i deres spil pt. så siger erfaringen bare, at de kan gå hele vejen i slutspillet. Jeg vil dog tillade mig at smide en outsider i puljen også, for hvis Eagles kan holde det niveau, som vi har set over de seneste par uger, så kan de slå alle hold. Det var gårsdagens opgør mod Ravens et tydeligt bevis på.

Wildcards kan blive dyre

Siden slutspillet i 2020 blev udvidet til 14 hold har der som minimum været et wildcard på tværs af konferencerne, der var til salg for under et to-cifret antal sejre. I år tror jeg imidlertid, at der skal mere til. Hvis vi ser på NFC, så sidder Commanders pt. på det yderste mandat med 8 sejre. Deres resterende fire modstandere er Saints, Eagles, Falcons og Cowboys. Med de forskellige holds aktuelle form in mente er det svært at forestille sig, at det ikke kommer til at kræve mindst 10 sejre at få et wildcard i den side af ligaen. Hvis Broncos slår Browns i nat vil de ligeledes sidde på den 7. slutspilsplads i AFC med 8 sejre og Colts, Chargers, Bengals samt Chiefs tilbage på kampprogrammet. Også her vil det være svært ikke at forestille sig, at der skal minimum 10 sejre til for at nå slutspillet. Med andre ord strammer det allerede til for de kandidater, der pt. er uden for finalepladserne (Colts, Dolphins, Buccaneers, Cardinals, Rams og 49ers) om end der i NFC måske er muligheder ift. divisionssejrene i South og West.

Top tre blandt quarterbacks er tydelig – derefter bliver det mudret

Hvis vi kigger på præstationerne fra de offensive spilfordelere i ligaen, så er der i år tre navne, der skiller sig meget tydeligt ud. Der var nogle, der mente, at Lamar Jacksons MVP-titel fra sidste år var billigt købt, men her har Ravens-quarterbacken virkelig givet svar på tiltale i år. Ingen har spillet positionen bedre i år og han bør for mig at se klart genvinde titlen som NFL’s mest værdifulde spiller. Vi bliver dog også nødt til at anerkende Joe Burrow og Josh Allen for deres fremragende præstationer, om end det i førstnævntes tilfælde ikke ender med at føre til noget som helst pga. forsvarets niveau hos Bengals. Derefter bliver billedet dog noget mudret, hvis man vil forsøge at lave en top 5, for hvem har egentlig udmærket sig som quarterback i år udover de tre nævnte. Nogle har rigtigt gode omgivelser (Goff, Hurts, Tagovailoa), nogle er stadig meget ustabile (Murray, Mayfield, Love), nogle mangler lidt top-niveau (Herbert, Stafford), nogle spiller under deres top-niveau (Mahomes) og nogle er trods alt rookies (Daniels, Nix), hvilket også kan ses i momenter.  

Rutine betaler sig på den offensive linje

Alder spiller en rolle i amerikansk fodbold og for visse spillere er alderen efterhånden tydeligt en hæmsko (host host Aaron Rodgers host host), men der findes også steder på banen, hvor en højere alder absolut ikke er et minus. Det er især tydeligt på den offensive linje, hvor flere veteraner endnu engang har været blandt NFL’s bedste i år. På tackle-positionerne vil jeg især fremhæve Lane Johnson fra Eagles, der bare leverer igen og igen samt Terron Armstead fra Dolphins, der i år har formået at holde sig skadesfri. Derudover kan Trent Williams endnu engang nævnes, om end han har kæmpet lidt med helbredet. På guard-positionerne er Joe Thuney still going strong hos Chiefs, mens Kevin Zeitler har fundet endnu et sted at brilliere, da han i år slår sine folder hos Lions, uden at det har ført et niveautab med sig. Med andre ord kan det fortsat godt betale sig at investere i rutine, hvis ens quarterback og running backs skal beskyttes ordentligt.

Masser af nye defensive stjerner lyser op

Hvor rutinen slår igennem på den offensive linje, har det virkeligt været et godt år for de nye unge navne, når vi kigger på forsvarssiden af spillet. De to spillere, der har imponeret mig allermest, findes i den bagerste defensive kæde. Quinyon Mitchell fra Eagles har taget springet fra det lille college Toledo til NFL på fornemmeste vis, mens Kamari Lassiter fra Texans har bevist, at du kan lykkes som professionel cornerback, selvom du ikke er den vildeste atlet. Der er dog også meget godt at tale om forrest på forsvarene. Jared Verse har været i en klasse for sig selv som ny quarterback-jæger hos Rams, men også Chop Robinson fra Dolphins samt Laiatu Latu fra Colts har gjort en positiv forskel for deres respektive mandskaber i deres første NFL-sæson.

Ugens PowerRank

  1. Detriot Lions (=)
  2. Buffalo Bills (=)
  3. Kansas City Chiefs (=)
  4. Baltimore Ravens (=)
  5. Green Bay Packers (=)
  6. Minnesota Vikings (=)
  7. Philadelphia Eagles (=)
  8. Seattle Seahawks (+3)
  9. Denver Broncos (+3)
  10. Washington Commanders (-2)
  11. Houston Texans (-2)
  12. Pittsburgh Steelers (-2)
  13. San Francisco 49ers (=)
  14. Los Angeles Chargers (=)
  15. Tampa Bay Buccaneers (+1)
  16. Arizona Cardinals (-4)
  17. Cincinatti Bengals (=)
  18. Los Angeles Rams (=)
  19. Atlanta Falcons (=)
  20. Miami Dolphins (=)
  21. Chicago Bears (=)
  22. New Orleans Saints (=)
  23. Carolina Panthers (=)
  24. Cleveland Browns (+2)
  25. New York Jets (=)
  26. Dallas Cowboys (+1)
  27. Tennessee Titans (+2)
  28. Jacksonville Jaguars (=)
  29. Indianapolis Colts (-5)
  30. New England Patriots (=)
  31. Las Vegas Raiders (=)
  32. New York Giants (=)

Skriv en kommentar