Fodbold: Toto Schillacis magiske nætter

I anledning af den italienske fodboldlegende Toto Schillacis alt for tidlige bortgang har jeg lavet et skriv om fodboldens måske største one-tournament-wonder.

Selvom det var den første VM-turnering i min levetid, kan jeg naturligvis ikke huske VM-turneringen i fodbold for herrer 1990 i Italien (jeg var ikke engang fyldt 1 år, da den fandt sted). Mit indtryk af turneringen er kommet som ung og voksen gennem Rico Carlsens fantastiske bogserie om VM i fodbolds historie samt dokumentarfilmen ”Soccer Shootout” – FIFAs officielle film om slutrunden, som er en del af mit fortsat eksisterende DVD-kartotek.

Hvis man spørger de fleste fodboldhistorikere, vil VM 1990 ofte blive fremhævet som en af dårligste VM-turneringer nogensinde. Der blev kun scoret 2,21 mål pr. kamp, hvilket stadig står som den negative rekord for færrest mål ved en VM-slutrunde, der blev uddelt 16 røde kort, og mange af især knockout-kampene blev afgjort i straffesparkskonkurrencer pga. mange af holdenes ekstremt defensive tilgang til spillet. Faktisk førte turneringen direkte til to banebrydende ændringer af fodboldreglerne, som har formet spillet som vi kender det i dag: 3 point i stedet for 2 for en vunden kamp samt forbuddet mod, at målmanden må tage bolden op i hænderne, når den spilles tilbage fra en medspiller. Begge dele for at skabe incitament til at spille mere offensivt.

På trods af dette lettere kedelige eftermæle har VM 1990 en særlig plads i mit hjerte, og det skyldes, at slutrunden dannede ramme om en sportshistorie, der for mig står som en af de mest fascinerende nogensinde. Nemlig det måske bedste eksempel på et one-hit- eller one-tournament-wonder, som fodbolden har kendt til: Salvatore ”Toto” Schillaci.

En fattig sicilianer

Toto Schillaci blev født d. 1. december 1964 i storbyen Palermo på Sicilien. Hans familie var fattig, men på trods af det, lykkedes det ham at begynde at spille fodbold for et amatørfodboldhold, der var drevet og ejet af et lokalt busselskab. Her blev han opdaget af talentspejdere fra den største klub i en af øens andre større byer Messina, som skrev kontrakt med ham i 1982. ACR Messina spillede på dette tidspunkt i Serie C2 (4. højeste niveau i Italien), men rykkede op i Serie C1 året efter. Schillaci markerede sig selv for første gang for alvor i 1985-86-sæsonen, hvor hans 11 mål var en væsentlig årsag til, at klubben vandt sin pulje og rykkede op i Serie B.

Efter en sæsons tilpasning til landets næstbedste række bidrog Schillaci med 13 mål i 1987-88-sæsonen, og året efter endte han som topscorer i Serie B med 23 fuldtræffere. Dette var ikke nok til at sikre Messina avancement til Serie A, men det gjorde, at de største klubber i det, der på det tidspunkt var den bedste fodboldliga i verden, fik øjnene op for sicilianeren. Forud for 1989-90-sæsonen takkede Schillaci derfor ja til et tilbud fra Juventus, som han debuterede for d. 27. august 1989. Hans debut for italiensk fodbolds ”gamle dame” faldt sammen med begyndelsen på en genrejsning under den legendariske landsholdsmålmand Dino Zoff, og Schillaci leverede under ham en meget flot første sæson på det højeste niveau med 15 mål i ligaen (4. flest) og 21 mål i alt. Han var således en afgørende profil i en sæson, hvor Juventus godt nok kun blev nr. 4 i Serie A, men til gengæld vandt både Coppa Italia og UEFA Cuppen.

De magiske nætter

Den flotte sæson førte til, at den italienske landstræner Azeglio Vicini valgte at give Schillaci debut på landsholdet i en venskabskamp mod Schweiz i marts 1990 og senere på foråret blev han også indlemmet i landsholdstruppen til den VM-slutrunde, som de azurblå under stort forventningspres skulle spille på hjemmebane den sommer. Der var dog ingen, der forventede, at Schillaci skulle komme til at spille nogen særlig rolle ved slutrunden. Under Vicini spillede Italien nemlig oftest kun med én reel angriber, og den plads sad Sampdoria-stjernen Gianluca Vialli (der senere skulle blive en legendarisk spillende manager for Chelsea) solidt på. Derudover var mere etablerede navne som Aldo Serena og Roberto Mancini også en del af truppen, og i rollen som hængende angriber bagved Vialli var Diego Maradonas makker fra mesterholdet Napoli Andrea Carnevale eller det 23-årige stjernefrø Roberto Baggio fra Fiorentina mere oplagte.

Derfor måbede de fleste tilskuere og tv-seere noget, da Vicini efter 75 målløse minutter i Italiens åbningskamp mod Østrig valgte at sætte den fortsat temmelig ukendte sicilianer på banen i stedet for Carnevale. Der skulle dog kun gå få minutter, førend Schillaci selv fik publikum til at måbe. På trods af sine kun 175 cm var det alligevel ham, der pandede Viallis indlæg i kassen til italiensk 1-0 føring. Hans efterfølgende jubelscene med armene vildt flagrende over hovedet og den ufortyndede glæde lysende ud af øjnene skulle blive synonym med resten af VM-turneringen de efterfølgende uger.

Efter igen at have erstattet Carnevale undervejs i Italiens anden gruppekamp mod USA og leveret en flot indsats, blev han i den sidste gruppekamp mod Tjekkoslovakiet indsat i startopstillingen med den unge Baggio som ny makker. De to fandt ind i et fremragende samarbejde, der i første omgang resulterede i et mål til hver og sendte Italien videre til knockout-kampene med maksimumpoint og landets befolkning i ekstase. Succesen fortsatte i ottendedelsfinalen mod Uruguay, hvor Schillaci igen åbnede scoringstavlen med et fremragende langskudsmål, hvorefter han også var med til at afgøre kampen ved at lægge op til indskifteren Serenas 2-0-mål. I kvartfinalen mod Irland var det også Schillaci, der leverede den afgørende fod, da han sendte en ripost i mål, efter at den irske målmand Packie Bonner ikke kunne holde et skud fra midtbanegeneralen Roberto Donadoni.

Inden semifinalen mod Argentina var de italienske ’tifosi’, som fodboldfansene kaldes, for alvor begyndt at drømme om et VM-trofæ på hjemmebane. Noget overraskende havde landstræner Vicini dog valgt at bytte Baggio ud med Vialli (måske for at spille med to regulære angribere for at bryde argentinernes massive defensiv), men det så ikke ud til at skabe problemer: Schillaci var igen på pletten efter 17 minutter, da et blokeret skud fra netop Vialli endte i luften foran ham. Denne gang skulle det dog vise sig ikke at være nok, da Argentina fik udlignet med det første mål scoret mod italienerne i hele turneringen, og herfra lykkedes det de brutale sydamerikanere at holde stand, bl.a. ved hjælp af en række ufine metoder. Semifinalen måtte afgøres fra 11-meter-pletten, og her var Schillaci noget overraskende ikke blandt skytterne, da drømmen om italiensk VM-guld brast med to afbrændere fra Donadoni og Serena.

Schillaci havde ikke kunnet sikre sit hjemland den ultimative triumf, men han fik dog kronet sin fantastiske turnering med det afgørende mål til 2-0 på et straffespark i bronzekampen mod England. Hans 6 scoringer i alt gjorde ham til vinder af den gyldne støvle som VM-topscorer, og han blev også kåret til turneringens bedste spiller foran mere etablerede navne som Maradona og Lother Matthäus. Senere på året blev han nr. 2 efter netop Matthäus i afstemningen om Ballon d’Or. Selvom VM-titlen glippede, så husker italienerne fortsat VM 1990 som ”Toto Schillacis magiske nætter”.

Stjernen, der forsvandt igen

Historien om Schillacis VM i 1990 er næsten for god til at være sand, og efter VM-slutrunden skulle det også vise sig, at hans rangering som en af verdens bedste fodboldspillere blev kortvarig.

I de to efterfølgende sæsoner for Juventus blev det kun til hhv. 8 og 7 mål, selvom han også på klubplan havde fået Baggio som makker. Det var også i denne periode, han spillede sine sidste landskampe, og det blev kun til 1 mål yderligere i den azurblå trøje. Inden 1992-1993-sæsonen skiftede han til Inter, men hans tid i Milano blev præget af skader og manglende form. Herefter valgte han i en alder af blot 29 år at skifte til Jubilo Iwata i Japans bedste fodboldrække J-League. Her blev han en del af en lille håndfuld internationale stjerner i japansk ligafodbold, der bl.a. også talte den jugoslaviske midtbane-profil og nuværende serbiske landstræner Dragan Stojkovic samt danske Michael Laudrup for en kort periode. Tiden i Japan blev egentlig ganske succesfuld med bl.a. 31 mål i 1995-sæsonen samt et mesterskab i 1997, men det var selvfølgelig stadig langt fra de højder, han havde nået i 1990.

Herefter trak Schillaci sig tilbage fra fodbolden og rampelyset. Han vendte hjem til Sicilien, hvor han drev et fodboldakademi for at sikre nye unge talenter de samme muligheder, som han selv havde fået. Så vidt vides var han ikke bitter over, at hans karriere på absolut topplan var blevet kort men derimod glad, tilfreds og stolt over det, han havde opnået.

Historien om ham sluttede definitivt onsdag d. 18. september i år, da han i en alder af blot 59 år måtte forlade vores verden alt for tidligt som endnu en, der tabte kampen mod kræften. En skæbne, han deler med sin gamle landsholdskammerat og angrebsmakker Vialli, der døde i 2023. Men fortællingen om de magiske nætter i 1990 lever videre hos alle italienske fodboldfans samt alle os andre sportshistorieelskere.

Hvil i fred Toto Schillaci – og tak for, at du skabte et smukt øjeblik i fodboldhistorien, der har formået at inspirere selv en dansk fodboldnørd, selvom jeg ikke engang selv oplevede det, da det fandt sted.