
I løbet af sæsonen vil jeg hver uge følge op på den forgangne spillerunde med et par kommentarer til de kampe, jeg har set. Derudover vil jeg komme en rangering af de 32 mandskaber.
Vi er allerede næsten 25 % igennem grundspillet. Hvert år bliver jeg overrasket over, hvor hurtigt det går. Vi har nu et grundlag, som vi kan vurdere de 32 hold mere seriøst ud fra, og så selvom der også var overraskelser her i 4. spillerunde, så følte jeg alligevel, at der begyndte at være nogle mønstre, som jeg kunne forudsige baserert på, hvad jeg har set indtil videre. Jeg ramte også et større antal vindere (10 ud af 16) i den forgangne weekend.
På baggrund af de kampe jeg så fuldt og helt kommer her mine ugentlige kommentarer:
Cowboys har fortsat meget at bevise
Det kan godt være, at Dak Prescott og co. slap fra divisionsopgøret mod Giants torsdag i sidste uge med en sejr, men det siger desværre mere om modstanderens niveau (eller mangel på samme), end det giver antydninger af, at Cowboys nu har fået skuden på ret køl igen. Set over de første fire kampe er Dallas-mandskabet kun nr. 19 i EPA pr. play samt nr. 18 i DVOA, hvis kigger på angrebet. Vender vi blikket mod forsvaret, ser det endnu værre ud med en placering som nr. 24 i EPA pr. play samt nr. 27 i DVOA. Især det sidstnævnte tyder på, at det mere var Giants-løbeangrebets manglende kvaliteter end et pludseligt forbedret niveau, der fik Mike Zimmer til at se bedre ud.
Tunsil skal spille mere disciplineret
Venstre tacklen hos Texans er ifølge Pro Football Focus fortsat en af de bedste spillere i ligaen ift. arbejdet med at beskytte sin quarterback i kastesituationer. Faktisk er han rangeret i top 10 både hvis vi kun kigger på offensive tackles og hvis vi kigger på offensive linjemænd generelt. Han har også kun tilladt 3 pressures indtil videre i sæsonen (hvor to af dem dog har resulteret i sacks). På et punkt er hans niveau dog nærmest faldet udover en klippe i år, og det er, når det kommer til straffe. Med 12 stk. er han klart den offensive linjemand, der har fået flest imod sig indtil videre. Det skal simpelthen blive bedre, ikke mindst med tanke på, at han fortsat er Texans’ højst betalte spiller.
Daniels og Kingsburys angreb skal tages alvorligt
Jeg skulle lige se en kamp mere end mandagsopgøret mod Bengals, men efter det, som Jayden Daniels og Kliff Kingsbury udsatte mine Cardinals for i søndags, kan jeg kun sige en ting: De mener det seriøst! Statistikkerne bakker dem også op for kigger på EPA pr. play og DVOA ligger Commanders-angrebet hhv. nr. 1 og 2 på nuværende tidspunkt. Daniels’ egne tal er også fremragende, hvis vi kigger på hans effektivtitet. Han ligger nr. 1 i kombinationen af EPA og CPOE (completion percentage over expected), nr. 2 i DYAR (Defensive-adjusted yaards above replacement) og nr. 4 i ESPNs QPR-metric, der er en moderne og mere præcis version af den klassiske passer rating. Det tilsvarende manglende niveau på forsvaret sætter nok en begrænsning for, hvor langt Commanders kan nå i år, men den offensive fremtid ser lys ud.
Bills skal ikke dømmes ude pga. nederlaget til Ravens
Lad os være ærlige: Buffalo-mandskabet, som jeg og mange andre har hyldet over de første tre uger, blev kørt over af Lamar Jackson og især Derrick Henry i sidste spillerundes største kamp. Jeg er dog ikke enig i, at vi på den baggrund kan konkludere, at Bills var blevet hypet for meget op over de første tre uger. Hvis man ser opgøret mod Ravens i detaljen, så lignede det et af de her opgør, som mange mandskaber løber ind i en gang imellem, hvor alt, der kan gå galt, også går galt. Det skal således ikke fjerne fokus fra det faktum, at McDermotts tropper som helhed har spillet som et top 10-mandskab på begge sider af bolden set over grundspillets første måned, samt at Josh Allen fortsat ligner et tidligt bud på en MVP. Det afgørende bliver, hvordan de kommer videre ovenpå den svipser, som sidste rundes nederlag var.
Metcalf er virkelig blevet et fysisk monster
Jeg kan tydeligt huske, da D.K. Metcalf kom ind i ligaen. Alle var imponerede over hans fysiske fremtoning, men samtidig blev der med rette rejst en del tvivlsspørgsmål ift. om han kunne tilpasse sig spillet på det professionelle niveau og rent faktisk bruge sin fysiske pakke til andet end at se godt ud i træningslokalet. Hvis ikke det allerede var klart, at han har været i stand til dette, så var mandagskampen mod Lions et fremragende bevis. Metcalf spillede det meste af kampen overfor Carlton Davis, der skulle være Detroit-mandskabets bedste cornerback. Det forhindrede dog ikke Seahawks-receiveren i at overmatche ham fysisk i så voldsom en grad, at Davis måtte trække den ene straf for pass interference efter den anden og tydeligvis blev mere og mere frustreret over situationen som kampen skred frem. Det var ganske vist ikke nok til en sejr for hans hold, men Metcalfs fysiske præstation var simpelthen fabelagtig.
Ugens PowerRank
- Kansas City Chiefs (=)
- Baltimore Ravens (+1)
- Buffalo Bills (-1)
- San Francisco 49ers (=)
- Detriot Lions (+1)
- Houston Texans (+1)
- Minnesota Vikings (+2)
- Washington Commanders (+11)
- Cincinatti Bengals (+5)
- Tampa Bay Buccaneers (+10)
- Philadelphia Eagles (-6)
- Green Bay Packers (-1)
- New York Jets (-3)
- Los Angeles Rams (-6)
- Seattle Seahawks (=)
- Dallas Cowboys (=)
- Atlanta Falcons (+5)
- New Orleans Saints (-5)
- Pittsburgh Steelers (-7)
- Los Angeles Chargers (-3)
- Indianapolis Colts (+6)
- Chicago Bears (+6)
- Denver Broncos (=)
- Tennessee Titans (+7)
- Arizona Cardinals (-4)
- Miami Dolphins (-8)
- Las Vegas Raiders (+5)
- Jacksonville Jaguars (-2)
- New England Patriots (=)
- Carolina Panthers (=)
- New York Giants (-7)
- Cleveland Browns (-7)

