NFL: Sæsonoptakt 2024 – Los Angeles Rams

Efter 2023-sæsonen bør alle være overbevist om, at det ikke kan betale sig at tvivle på McVay og hans mandskab. Til den kommende sæson ser angrebet også ud til at være stærkt nok til at kunne bære dem langt. Vi må se, hvor langt forsvaret kan være med.

Rosteranalyse

Angreb

QB: Høj kvalitet – 18 point (Stafford)

RB: Elite – 3.5 point (Williams / Corum (R))

WR: Høj kvalitet – 6 point (Nacua / Kopp / Robinson)

TE: Middel – 2 point (Higbee / Parkinson)

OL: Over middel – 10 point (Jackson / Jackson / Avila / Dotson / Havenstein)

Samlet score: 39.5 point (Nr. 3 ud af 32 i NFL / Nr. 3 ud af 16 i NFC / Nr. 1 ud af 4 i NFC West)

Forsvar

EDGE: Under middel – 6 point (Verse (R) / Young / Hoecht)

IDL: Middel – 8 point (Turner / Brown / Fiske (R))

LB: Lav kvalitet / Usikkerhed – 2 point (Rozeboom / Speights (R) / Reeder)

CB: Middel – 8 point (Williams / White / Lake / Durant)

S: Middel – 4 point (Curl / Johnson / Kinchens (R))

Samlet score: 28 point (Nr. 25 ud af 32 i NFL / Nr. 10 ud af 16 i NFC / Nr. 3 ud af 4 i NFC West)

Coach: Elite (McVay) – 21 point

Total Roster Score: 88.5 point (Nr. 7 ud af 32 i NFL / Nr. 2 ud af 16 i NFC / Nr. 2 ud af 4 i NFC West)

Uddybning

En af de konklusioner, som jeg tog med mig fra 2023 var, at jeg aldrig nogensinde igen skal undervurdere Sean McVay som cheftræner. Jeg havde ikke meget fidus til Rams inden vi gik i gang med grundspillet, men den fortsat unge og dynamiske cheftræner fik endnu engang sat et mere end helstøbt mandskab på banen, der kunne udfordre de bedste og gjorde en god figur, også i den ene slutspilskamp, som det blev til i denne omgang.

Som udgangspunkt regner jeg derfor med, at vi skal forvente samme høje niveau fra offensiven her i 2024, der faktisk er fuldstændig intakt og måske endda lidt bedre på papiret. Hvis der er en usikkerhedsfaktor, så er det, om Matthew Stafford kan nå samme højder som i sidste sæson, hvor han uden tvivl var en top 10-quarterback og nok også tæt på top 5. Med McVay på sidelinjen bør det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men det, der kan bekymre er, at Stafford er blevet 36 i offseason, og vi ved bare, at fysikken, som han en i mellem har kæmpet med, kun bliver mere skrøbelig, når en spilfordeler nærmer sig slutningen af 30’erne. Holder Stafford sit niveau, er der til gengæld ingen grund til at tvivle på Rams-angrebet. Den acceptable o-line skal godt nok undvære sidste års overraskelse Alaric Jackson på venstre tackle i de første to kampe, men de har en fin erstatning i Joseph Noteboom, og samtidig er midten blevet styrket med tilføjelsen af Jonah Jackson på venstre guard. Sidste års helt store rookie-sensation Puk Nacua får nu lov at stille op som receiver sammen med en frisk udgave af Cooper Kupp, hvilket kun burde gøre begge spillere endnu farligere. Endelig er den meget effektive Kyren Williams som ekstra trussel på jorden, hvor han sidste år bidrog med over 1.100 yards og hele 12 touchdowns.

Den ubekendte i regnestykket for Rams er helt klart defensiven, hvilket til dels skyldes, at den anerkendte koordinator Raheem Morris er blevet cheftræner hos Falcons og skal erstattes af den hidtidige linebacker-træner Chris Shula. Den altoverskyggende ændring og svækkelse er dog, at legenden og den kommende Hall of Famer Aaron Donald har valgt at lægge footballen på hylden, og han bliver tæt på umulig at erstatte 1-til-1 her i år et. McVay og general manager Les Snead har dog gjort en del for at styrke forsvaret med nye spændende og unge kræfter. Forrest har de draftet Braden Fiske til at spille indvendigt sammen med sidste års defensive rookie-gennembrud Kobie Turner, der leverede 9 sacks, da han spillede ved siden af Donald. Udvendigt blev Fiskes college-holdkammerat fra Florida State Jared Verse samtidig valgt af Rams i 1.runde af draften, og ligesom sin makker bidrager han i hvert fald med noget eksplosivitet og teknisk kunnen. Det er bare meget pres at lægge på to rookies ift. at skulle erstatte en af ligaens bedste forsvarsspillere nogensinde. I bagkæden har den sportslige ledelse til gengæld satset på rutinen. Til dels er Darious Williams, der dog begynder med at sidde ude i mindst 4 uger, og John Johnson hentet tilbage fra hhv. Jaguars og et par måneder som free agent i offseason, mens at det samtidig er lykkedes at tilføje veteranen Tre’Davious White fra Bills udvendigt, der dog har været meget skadesplaget de seneste sæsoner, samt Kamren Curl på safety. Sidstnævnte kan godt vise sig at blive lidt af et scoop, da han har været en ganske solid altmuligmand hos Commanders siden han kom ind i ligaen i 2020 og samtidig fortsat har fremtiden for sig med en alder på blot 25 år. Den største defensive usikkerhed finder vi på linebacker-positionen, hvor bl.a. den undraftede rookie Omar Speights ser ud til at skulle spille en større rolle end ventet.

Konklusionen

Jeg har som sagt lovet mig selv ikke at gå imod McVay igen som udgangspunkt, og det ser jeg vitterligt heller ikke nogen grund til at gøre, når jeg kigger på i hvert fald den offensive del af Rams’ holdkort. Før vi har set andet, er der ingen grund til at tro, at vi ikke får samme offensive output som i 2023, og det alene bør være nok til, at de kan spille med om wildcard-pladserne. Hvor langt de i sidste ende når, afgøres af, hvor højt topniveauet er hos sammenblandingen af indhentede/tilbagevendte veteraner samt spændende men uprøvede talenter på forsvaret.

  • Navn: Los Angeles Rams
  • Ejer: Stan Kroenke (siden 2010)
  • General manager: Les Snead (siden 2012)
  • Cheftræner: Sean McVay (siden 2017)
  • Offensiv koordinator: Mike LaFleur (siden 2023)
  • Defensiv koordinator. Chris Shula (siden 2024)
  • Hjemmebane: SoFi Stadium i Inglewood, Californien (siden 2020)
  • Antal mesterskaber: 4 (1945, 1951, 1999 og 2021)
  • Resultat 2023: Elimineret i 1.runde af slutspillet (record i grundspillet: 10-7)
  • Kampprogrammets sværhedsgrad (ifølge Sharp Analytics): 16. sværest (Næstsværest i NFC West)     
  • Bud på divisionsplacering 2023: Nr. 2 i NFC West (record: 11-6)
  • Årets gennembrud: EDGE Jared Verse
  • Årets nøglespiller: CB Tre’Davious White

Skriv en kommentar