
Der er ingen tvivl om, at 49ers igen kommer til at være blandt de største favoritter til at gå hele vejen i NFC. De har en af ligaens stærkeste trupper samlet set, der ledes af en cheftræner af absolut verdensklasse. Bliver det i år, at det hele endelig falder i hak?
Rosteranalyse
Angreb
QB: Over middel – 15 point (Purdy)
RB: Elite – 3.5 point (McCaffrey / Juszczyk)
WR: Høj kvalitet – 6 point (Aiyuk / Samuel / Jennings / Pearsall (R))
TE: Elite – 3.5 point (Kittle)
OL: Under middel – 6 point (Williams / Banks / Brendel / Puni (R) / McKivitz)
Samlet score: 34 point (Nr. 10 ud af 32 i NFL / Nr. 5 ud af 16 i NFC / Nr. 2 ud af 4 i NFC West)
Forsvar
EDGE: Over middel – 10 point (Bosa / Floyd / Gross-Matos)
IDL: Elite – 14 point (Hargrave / Collins / Givens)
LB: Elite – 7 point (Warner / Campbell / Greenlaw)
CB: Over middel – 10 point (Ward / Yiadom / Lenoir)
S: Middel – 4 point (Hufanga / Brown / Odum)
Samlet score: 45 point (Nr. 2 ud af 32 i NFL / Nr. 1 ud af 16 i NFC / Nr. 1 ud af 4 i NFC West)
Coach: Elite (Shanahan) – 21 point
Total Roster Score: 100 point (Nr. 1 ud af 32 i NFL / Nr. 1 ud af 16 i NFC / Nr. 1 ud af 4 i NFC West)
Uddybning
Jeg ved godt, at det er lidt plat at blive ved med at fokusere på det, men konklusionen på 2023-sæsonen blev endnu et kapitel i fortællingen om, at Kyle Shanahan er en af NFL’s bedste cheftrænere, der bare ikke kan vinde det helt store trofæ. For tredje gang endte han som taber med et afgørende ansvar i en Super Bowl, og nu står vi i en situation, hvor det formentlig skal være i år, hvis det skal lykkes, inden den nuværende grundstamme på holdet spredes for alle vinde.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at jeg har afgrundsdyb respekt for Shanahans evner, og disse illustreres i virkeligheden bedst ved hans arbejde med Brock Purdy. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg stadig ikke er overbevist om hans langsigtede potentiale i NFL, og jeg er ikke sikker på, at han ville kunne lykkes på alle mandskaber i ligaen. I Shanahans hænder har han imidlertid været vanvittigt effektiv, og jeg tror ikke, at det bliver anderledes i år. Purdy har også rigtigt gode muligheder for at lykkes, når vi på spillerne omkring ham. Christian McCaffrey er uden tvivl NFL’s bedste running back pt. pga. hans alsidighed, og samtidig er han igen en spiller, der passer fuldstændig perfekt ind i sin cheftræners system. Ift. receiver-gruppen har uenighederne mellem holdet og Brandon Aiyuk om en ny kontrakt fyldt meget i offseason, men her kort før sæsonstarten er de kommet til enighed, og den vanvittigt produktive Aiyuk er således klar til igen at anføre en gruppe bestående af altmuligmanden Deebo Samuel, den hurtige Jauan Jennings, rookien Ricky Pearsall, der dog er blevet skudt under et røveriforsøg og derfor er ude indtil videre, samt den fortsat fremragende og igen alsidige tight end George Kittle. Eneste hår i suppen er o-linen. Shanahan er igen genial til at hjælpe sine offensive linjefolk med spilkald, der passer dem bedst muligt, men ser vi på de forventede starteres talentniveau er det ikke ligefrem imponerende. Eneste kvalitetsspiller er Trent Williams på venstre tackle, der fortsat har verdensklasse, og han er endelig mødt op, efter at han her kort før sæsonstarten har fået en ny kontrakt.
Hvor der rent spillermæssigt er spørgsmålstegn på angrebet, så er det svært at finde et svagt punkt på forsvaret, der i år har fået ny koordinator i Nick Soerensen, da hans forgænger Steve Wilks og Shanahan tydeligvis havde nogle uenigheder om, hvordan tingene skulle køre sidste år. Forrest er stjernerne Nick Bosa på kanten og Javon Hargrave i midten, der hver især nok skal sørge for, at modstanderens quarterback kommer under massivt pres. Rundt om dem er der sket en del udskiftninger, men tilføjelser som bl.a. Leonard Floyd, der havde en god sæson i Buffalo sidste år, og Maliek Collins gør, at potentialet bør være mindst lige så stort som i 2023. Linebacker Fred Warner er muligvis den bedste spiller på sin position i hele ligaen, og han har i år fået en ny solid og rutineret makker i De’Vondre Campbell, der især får en central rolle, mens Dre Greenlaw stadig kommer sig over den skade, der ramte ham i Super Bowl. Bagkæden er nok den mest usikre del af defensiven, men niveauet er stadig glimrende sammenlignet med NFL som helhed. Udvendigt er især Charvarius Ward en virkelig solid profil, mens den allestedsnærværende Talanoa Hufanga i år vender tilbage i midten, efter at have misset det meste af 2023.
Konklusionen
Det kan siges meget kort: På papiret har 49ers den stærkeste trup i hele NFC-halvdelen af ligaen. Da de samtidig har en af NFL’s dygtigste cheftrænere, så har jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig andet, end at de også i år vinder deres division og måske er den største favorit til igen at repræsentere deres konference i Super Bowl LVIX. Alt kan selvfølgelig ske, og det gælder ikke mindst i slutspillet, og skulle de nå hele vejen, så kommer historien om Shanahans efterhånden mange finalenederlag til helt sikkert at fylde igen.
- Navn: San Francisco 49ers
- Ejer: DeBartolo-York-familien (siden 2000)
- General manager: John Lynch (siden 2017)
- Cheftræner: Kyle Shanahan (siden 2017)
- Offensiv koordinator: Klay Kubiak (siden 2024) og Chris Foerster (siden 2022)
- Defensiv koordinator: Nick Sorensen (siden 2024)
- Hjemmebane: Levi’s Stadium i Santa Clara, Californien (siden 2014)
- Antal mesterskaber: 5 (1981, 1984, 1988, 1989 og 1994)
- Resultat 2023: Tabte Super Bowl LVIII (record i grundspillet: 12-5)
- Kampprogrammets sværhedsgrad (ifølge Sharp Analytics): 15. sværest (Sværest i NFC West)
- Bud på divisionsplacering 2024: Nr. 1 i NFC West (record: 12-5)
- Årets gennembrud: WR Ricky Pearsall
- Årets nøglespiller: QB Brock Purdy

