
Med en ny uprøvet cheftræner, et par ukendte koordinatorer, en ung quarterback og nogle positionsgrupper, der indeholder en del talent men også meget usikkerhed, er Titans måske årets største spørgsmålstegn.
Rosteranalyse
Angreb
QB: Under middel – 9 point (Levis)
RB: Høj kvalitet – 3 point (Pollard / Spears)
WR: Høj kvalitet – 6 point (Hopkins / Ridley / Boyd)
TE: Middel – 2 point (Okonkwo)
OL: Hæmsko – 2 point (Latham (R) / Skoronski / Cushenberry / Radunz / Petit-Frere)
Samlet score: 22 (Nr. 25 ud af 32 i NFL / Nr. 13 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC South)
Forsvar
EDGE: Middel – 8 point (Landry / Weaver / Key)
IDL: Under middel – 6 point (Simmons / Sweat (R) / Joseph-Day)
LB: Hæmsko – 1 point (Murray / Gibbens)
CB: Høj kvalitet – 12 point (Sneed / Awuzie / McCreary)
S: Middel – 4 point (Hooker / Diggs / Adams / Molden)
Samlet score: 31 (Nr. 20 ud af 32 i NFL / Nr. 13 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC South)
Coach: Lav kvalitet / Usikkerhed (Callahan) – 6 point
Total Roster Score: 59 (Nr. 26 ud af 32 i NFL / Nr. 13 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC South)
Uddybning
For Titans bliver 2024 begyndelsen på en ny epoke. Væk er Derrick Henry og Ryan Tannehill, der har været ansigterne på holdet udadtil under Mike Vrabel, der også er fortid på trods af, at hans tid på sidelinjen i Nashville egentlig har været succesfuld. General manager Ran Carthon har i stedet udpeget Brian Callahan som ny cheftræner, der kommer fra en stilling som offensiv koordinator hos Bengals. Han kommer med en stab, der bl.a. inkluderer hans far Bill, der er en legende som o-line træner, men ellers er det ret uprøvede folk, inklusiv to førstegangs-koordinatorer.
Callahans første store opgave bliver at afgøre, om Will Levis er fremtidens mand på quarterback-positionen. 2.årsspilleren viste som rookie nok til, at den sportslige ledelse foreløbigt tør satse på ham, og selvom jeg ikke selv er overbevist, så tyder noget i holdets ageren i offseason på, at de tror endnu mere på Levis end de fleste udenfor organisationen. Det er i hvert fald blevet forsøgt at give ham flere og bedre våben. Således er både Calvin Ridley og Tyler Boyd blevet tilføjet til en receiver-gruppe, der i forvejen indeholder veteranen DeAndre Hopkins, som i 2023 beviste, at han stadig har niveauet til at levere i NFL. På tight end er Chigoziem Okonkwo også en fin løsning som starter, og så er Tony Pollard blevet hentet ind fra Cowboys til at supplere en anden 2.årsspiller i form af Tyjae Spears i løbespillet. Noget der dog kan spænde ben for det hele er en o-line, der for mig at se er et godt bud på NFL’s dårligste. Den er forsøgt styrket i offseason, men at Lloyd Cushenberry, der er hentet ind som ny center fra Broncos, skulle løfte niveauet er jeg på ingen måde overbevist om, ligesom der også er advarsels-lamper, der blinker ift. begge tackle-positioner, hvor hhv. den store men upolerede rookie J.C. Latham og den undervældende Nicholas Petit-Frere ser ud til at skulle starte. Her kommer Bill Callahan virkelig på hårdt arbejde.
Jeg er også meget i tvivl om, hvad jeg skal forvente af forsvaret. Forrest vender Harold Landry tilbage fra en alvorlig skade, og det er derfor usikkert, hvad han kan bidrage med, selvom han uden tvivl er det mest sikre kort, når alternativerne hedder Rashad Weaver og Arden Key. I midten er Jeffery Simmons uden tvivl en profil, men jeg var faktisk lidt negativt overrasket over ham i 2023, og med tabet af presspecialisten Denico Autry, ser den øvrige trup på dette punkt ret tynd ud. Det gælder især, hvis det forventes, at rookien T’Vondre Sweat, der både er for tung og allerede har vist dårlig dømmekraft i offseason, kan bidrage massivt fra dag 1. Linebacker-gruppen kandiderer også til at tilhøre NFL’s bund, når det handler om talentmasse, og jeg forstår på ingen måde, hvorfor de bl.a. har valgt at satse på det tidligere draft-bust Kenneth Murray. Til gengæld er der noget potentiale bagerst, hvor der investeret massivt med tilføjelserne af L’Jarius Sneed fra Chiefs og Chidobe Awuzie fra Bengals samt den kasserede safety-duo fra Seahawks Jamal Adams og Quandre Diggs. I kombination med unge men etablerede spillere som Roger McCreary, Amani Hooker og Elijah Molden kan det blive rigtigt interessant, men det kræver selvfølgelig, at de kan spilles sammen inden sæsonstarten.
Konklusionen
Titans er måske i virkeligheden den største ubekendte faktor i hele AFC her inden 2024-sæsonens begyndelse. Der er helt klart noget potentiale i visse dele af truppen, og forbi vi ikke ved ret meget om Brian Callahans potentiale som cheftræner samt hans koordinatorers evner, så har jeg meget svært ved at vurdere, hvad de kan drive det til. Når det er sagt, så indeholder holdkortet også nogle meget alvorlige huller, og specielt o-linen kan vise sig at blive for stor en mundfuld for den ellers estimerede nyansatte specialtræner på området. Kombineret med, at de står overfor et meget vanskeligt kampprogram, tror jeg som udgangspunkt, at mandskabet fra Nashville skal indstille sig på hård tilværelse i bunden af AFC South.
- Navn: Tennessee Titans
- Ejer: Adams-familien (siden 2013)
- General manager: Ran Carthon (siden 2023)
- Cheftræner: Brian Callahan (siden 2024)
- Offensiv koordinator: Nick Holz (siden 2024)
- Defensiv koordinator: Dennard Wilson (siden 2024)
- Hjemmebane: Nissan Stadium i Nashville, Tennessee (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 2 (1960 og 1961, begge i AFL)
- Resultat 2023: Elimineret i grundspillet (record: 6-11)
- Kampprogrammets sværhedsgrad (ifølge Sharp Analytics): 6. sværest (Sværest i AFC South)
- Bud på divisionsplacering 2024: Nr. 4 i AFC South (record: 4-13)
- Årets gennembrud: RB Tyjae Spears
- Årets nøglespiller: QB Will Levis

