NFL: Sæsonoptakt 2024 – New England Patriots

2024 bliver år 1 efter den definitive afslutning på Belichick-æraen i New England. For den nye sportslige ledelse handler det først og fremmest at lægge grundstenene til, at Patriots igen kan blive en magtfaktor i fremtiden.

Rosteranalyse

Angreb

QB: Lav kvalitet / Usikkerhed – 6 point (Brissett / Maye)

RB: Middel – 2 point (Stevenson / Gibson)

WR: Hæmsko – 1 (Bourne / Douglas / Polk (R))

TE: Middel – 2 (Henry)

OL: Lav kvalitet / Usikkerhed – 4 point (Okorafor / Strange / Andrews / Sow / Onwenu)

Samlet score: 15 (Nr. 32 ud af 32 i NFL / Nr. 16 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC East)

Forsvar

EDGE: Under middel – 6 point (Judon / Jennings / Uche)

IDL: Middel – 8 point  (Barmore / Godchaux / White)

LB: Middel – 4 point (Bentley / Tavai)

CB: Over middel – 10 point (Jones / Gonzalez / Jones)

S: Høj kvalitet – 6 point (Dugger / Peppers)

Samlet score: 34 (Nr. 15 ud af 32 i NFL / Nr. 11 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC East)


Coach: Lav kvalitet / Usikkerhed (Mayo) – 6 point

Total Roster Score: 55 (Nr. 30 ud af 32 i NFL / Nr. 16 ud af 16 i AFC / Nr. 4 ud af 4 i AFC East)

Kommentarer

Det er virkelig nye tider og en ny begyndelse for Patriots, når 2023-sæsonen skydes i gang. Med Bill Belichicks exit er de sidste rester af det dynasti, der har domineret NFL siden årtusindskiftet nu endegyldigt væk, og selvom efterfølgerne Eliot Wolf (general manager) og Jerod Mayo (cheftræner) begge er valgt internt i organisationen, bliver det en helt anden virkelighed, de skal til at vænne sig til det nordøstlige USA fremadrettet.

Helt konkret vil der fremover blive ansat koordinatorer. Til at styre angrebet har Mayo ansat Alex Van Pelt, der er hentet fra en lignende stilling hos Browns. Hans primære opgave her i første sæson bliver at udvikle 3.valget fra årets draft Drake Maye, der er udset til at være holdets fremtidige omdrejningspunktet. Quarterback-talentet fra North Carolina har en tæt på perfekt pakke for en kommende spilfordeler i NFL, men han vil have godt af at udvikle sin spilforståelse, hvorfor planen tilsyneladende er at lade ham sidde et år bag Jacoby Brissett. Med sidstnævnte som startende quarterback er det dog klart, at det bliver svært at forventet meget af angrebet i denne sæson, og det bliver kun yderligere understreget, hvis vi kigger på de øvrige positioner. Den forventede startende receiver-trio hedder Kendrick Bourne (spillede kun 8 kampe sidste år og starter på PUP-listen), DeMario Douglas (et 6.runde-valg fra sidste års draft) samt Ja’Lynn Polk (et 2.runde-valg fra årets draft, som spillede i et særpræget college-system og heraf mangler erfaring med ruteløb). På o-linen er veteranen David Andrews på center så småt på vej nedad og resten af linjen er på nær Michael Onwenu meget usikker. Endelig er Rhamondre Stevenson og Hunter Henry acceptable navne på hhv. running back og tight end, men det er ikke dem, der brænder modstanderens forsvar ned uge efter uge.

Hvis der alligevel skal blive noget succesfuldt at skrive hjem om på banen i 2024, så skal det komme fra defensiven, som Mayo har forfremmet den hidtidige defensive linjetræner DeMarcus Covington til at koordinere. Her findes der nemlig fortsat solide spillere hele vejen rundt, og især bagerst, hvor Jonathan Jones, Christian Gonzalez og Marcus Jones samt Kyle Dugger og Jabrill Peppers må betragtes som kvalitetsstartere på hhv. cornerback og safety. Især 2.årsspilleren Gonzalez er jeg spændt på at se, da han gjorde et meget solidt indtryk som rookie, inden at skader satte en stopper for hans debut som professionel. Det ser egentlig også fint ud på linebacker med Ja’Whaun Bentley og Jahlani Tavai som de primære navne samt den indvendige defensive linje, hvor især Christian Barmore fortsat er et spændende navn, om end hans tilgængelighed fra sæsonstarten er blevet tvivlsom, da han har fået konstateret blodpropper. Usikkerhedsfaktoren er dog nok især det udvendige pass rush, men her skal det siges, at Matthew Judon er tilbage efter at en overrevet biceps kostede ham det meste af 2023. Når han er på banden, har han udover selv at være en skræmmende faktor også skabt god plads til spillere som Josh Uche og Anfernee Jennings.

Konklusionen

2024 må være et genstarts- og genopbygningsår for Patriots. Selv hvis forsvaret uden Belichick lever op til sit fulde potentiale, så er der offensivt set så lidt at komme efter i denne trup, at det er svært at se dem blive konkurrencedygtige. Her hjælper det heller ikke, at de er placeret i NFL’s klart stærkeste konference og i en af ligaens stærkeste divisioner, hvor de i øvrigt i begge sammenhænge er rangeret som det svageste mandskab i min roster-analyse. For at gøre ondt værre står de også til at skulle igennem et sæsonens hårdeste kampprogrammer. Derfor har jeg svært ved at se andet for mig, at det i år handler om at lære, at udvikle samt at udvælge de spillere, der skal være rygraden i, at tidligere tiders succes kan genskabes over de kommende sæsoner.

  • Navn: New England Patriots
  • Ejer: Robert Kraft (siden 1994)
  • General Manager: Eliot Wolf (siden 2024)
  • Cheftræner: Jerod Mayo (siden 2024)
  • Offensiv koordinator: Alex Van Pelt (siden 2024)
  • Defensiv koordinator: DeMarcus Covington (siden 2024)
  • Hjemmebane: Gillette Stadium i Foxborough, Massachusetts (siden 2001)
  • Antal mesterskaber: 6 (2001, 2003, 2004, 2014, 2016 og 2018)
  • Resultat 2023: Elimineret i grundspillet (record i grundspillet: 4-13)
  • Kampprogrammets sværhedsgrad (ifølge Sharp Analytics): Næstsværest (Sværest i AFC East)
  • Bud på divisionsplacering 2023: Nr. 4 i AFC East (record: 3-14)
  • Årets gennembrud: CB Christian Gonzalez
  • Årets nøglespiller: WR DeMario Douglas / WR Ja’Lynn Polk

Skriv en kommentar