NFL: Peters PowerRank – Spiluge 18 (Sæsonafslutning)

Igennem grundspillet vil Peter Kroman Brems hver uge præsenteret en opdateret rangeringen af de 32 mandskaber i National Football League med kommentarer til hvert enkelt hold

Pludselig er vi nået til vejs ende i NFL-grundspillet 2023. Jeg sidder altid med en følelse af, at det er afsluttet nærmest lige som vi var begyndt. 272 kampe er afviklet, hvoraf jeg selv har set de 97 fra enden til anden, hvilket er ny personlig rekord for mig og samtidig gør, at jeg har set ca. 35 % af alle opgør, der er blevet spillet indtil nu. Det har udgjort grundlaget for min vurdering af de 32 mandskaber undervejs i sæsonen og danner også rammen for denne sidste rangering.

14 hold er nu klar til kæmpe sig det sidste stykke vej frem mod Super Bowl LVIII, mens at de øvrige 18 allerede er gået på offseason. I denne uges artikel vil jeg forsøge, at tage temperaturen på hvert enkelt slutspilshold og hvor jeg ser dem stå i jagten på Vince Lombardi-trofæet. Ift. resten vil jeg mere fokusere på historierne fra sidste spillerunde samt på de begivenheder, der er sket i løbet af ugen, hvor vi har sagt farvel til 5 cheftrænere, herunder to navne, der har været blandt ligaens mest markante på denne side af årtusindskiftet. Når sæsonen er slut, vil jeg vende tilbage til denne liste og lave en samlet sæsonevaluering, hvor jeg også vil kigge tilbage på mine forventninger fra før det hele begyndte tilbage i september.

For nu vil jeg blot ønske jer alle et godt slutspil. Her har i årets sidste PowerRank:

1. Baltimore Ravens (13-4) (=)

– Nederlaget til Steelers i regnvejr med et reservespækket mandskab ændrer ikke på, at Ravens går ind i slutspillet som de største favoritter for mig. De slutter grundspillet som et top 3-mandskab i samlet effektivitet samt minimum top 10 på begge sider af bolden, og det er endda konservativt vurderet. Det eneste, der kan bekymre mig hos dem, er en måske lidt tydeligere fornemmelse af, at der kan opstå en pludselig nedsmeltning, omend det godt nok ikke er meget vi har set til den slags fra dem i år. Hvis stabiliteten fortsætter, bør de blive AFCs deltager i Super Bowl.

2. San Francisco 49ers (12-5) (=)

– Jeg kunne næsten skrive 1-til-1 det samme om 49ers som om det forrige mandskab, og de er også klar favorit for mig til at ende som Super Bowl-deltager for NFC. Eneste lille forskel er, at de rent faktisk havde lidt af en nedsmeltning, da de mødte netop Ravens og som bekendt tabte til dem. Der var dog noget lidt tilfældigt over dele af den kamp, og derfor kan jeg sagtens se for mig, at de nu har lært at fejlene og bare glider igennem slutspillet. Den sidste ting, der holder dem fra 1.pladsen, er selvfølgelig Shanahans forhistorie med de afgørende kampe. Måske er det i år, at han gør det færdigt.

3. Dallas Cowboys (12-5) (=)

– I modsætning til Eagles gjorde de arbejdet færdigt og sikrede sig dermed divisionstitlen i NFC East samt 2.seedet. Og set statistik på det, er det også velfortjent. Cowboys ender også som et af de 5 mest effektive mandskaber i år, og er også opdelt i angreb og forsvar i top 10 hver for sig. Hvor langt de kan gå afhænger til dels af, om de kan variere offensiven mere, så de ikke er helt så afhængige af Lamb samt om McCarthy endelig har strammet op ift. sin in-game management i afgørende situationer. Det får han chancen for at bevise, når hans gamle hold kommer på besøg i 1.runde af slutspillet.

4. Buffalo Bills (11-6) (=)

– Hvor er det et vanvittigt imponerende run de har fået sat sammen her mod afslutningen af grundspillet. De var 6-6 på Thanksgiving, men ender med 5 sejre i træk, hvilket er nok til at sikre den fjerde divisionstitel i træk i AFC East samt 2.seed. Afgørende har det været i den proces, at det er lykkedes McDermott at få genetableret defensiven efter tabet af de mange profiler tidligt på sæsonen. Med den selvtillid de har fået opbygget nu, så skal man betragte Bills som en meget farlig outsider. Især i kulden i Buffalo bliver de svære at håndtere, hvor de i første omgang tager imod Steelers.

5. Detroit Lions (12-5) (=)

– Det er helt fair at diskutere, om den hypotetiske chance for 2.seed var nok til, at Campbell skulle spille sine startere, især når det nu måske kostede LaPorta. Når det er sagt, så giver det med Lions’ historie in mente mening, at de ville gå ind i finalekampene med så meget selvtillid og momentum som muligt. Det er vel at mærke kun anden gang nogensinde, at de ender med 12 sejre i løbet af et grundspil, og divisionstitlen er den første siden 1993. Hvis de skal gå langt, så skal det defensive niveau dog hæves. Det gælder allerede i den kommende uge, når Goff skal møde sit gamle hold og cheftræner, der tager Detroit-publikummets gamle helt med sig.

6. Los Angeles Rams (10-7) (+3)

– Deres fremgang på listen handler ikke om deres sejr i Backup Bowl mod 49ers, men derimod om mit generelle indtryk af dem her ved indgangen til slutspillet. McVay er lykkedes med at sætte endnu et top 10-angreb på banen og genskabe sin quarterbacks karriere, samtidig med, at han har introduceret et hav af nye spændende talenter med Nacua, som det tydeligste eksempel. Der er dog også mange på den anden side af bolden, om end det også er begrænsningerne findes. Det kan derfor blive et festfyrværkeri af et opgør, der venter, når Stafford vender hjem til Detroit.

7. Kansas City Chiefs (11-6) (+1)

– Det vil naturligvis være mere end dumt at afskrive de forsvarende mestre, når de nu endnu engang har vundet AFC West og er med i de afgørende kampe. Statistisk set er det heller ikke fordi, at det har været så ringe, som det måske lidt bliver udskreget til, men det skyldes nok især, at vi er er blevet så vant til at se en sprudlende og dominerende offensiv fra Chiefs, og det har de ikke kunnet levere i år. Det afspejles også fint af, at de kun går i slutspillet som 3.seed, og at vejen til Super Bowl derfor ikke går gennem Arrowhead i år. De virker dog stadig mere stabile end deres første modstander på vejen mod en genstagelse af sidste års triumf.

8. Miami Dolphins (11-6) (-1)

– I modsætning til de hold, der ligger højere på listen, så går Dolphins ind i slutspillet på en nedadgående kurve. De er ramt af flere og flere skader, der især truer med pille pynten af deres presspil, som ellers har været med til at løfte dem som defensiv trussel i den anden halvdel af sæsonen. Skader spiller også en rolle på angrebet, som dog heller ikke virker helt så giftigt længere, som det gjorde i starten af året. Specielt virker Tagovailoa til at være blevet mere begrænset i sit spil og hans fejlmængde i kampene er blevet større. Det vil overraske mig, hvis de slipper forbi Chiefs.

9. Cleveland Browns (11-6) (-3)

– At jeg har flyttet dem nedad 3 pladser handler igen ikke om, at de tabte The Battle of Ohio, som jo var et fuldstændigt ligegyldigt opgør for dem. Det handler udelukkende om, hvor jeg faktisk ser dem stå, når de nu træder ind i det afgørende kampe med Flacco som quarterback. Det kan godt være, at de ender med at afslutte Texans’ drømmesæson via deres massive defensive styrke, men derfra har jeg virkelig svært ved at se, hvordan de skal kunne producere point mod et af AFCs bedste mandskaber i divisionsrunden.

10. Houston Texans (10-7) (+2)

– Allerede ved at stå her, hvor de står nu, har de langt overgået alles forventninger. Sejren over Colts kom på baggrund af en velkontrolleret indsats overfor modstanderens gameplan og så et par velplacerede slag, der sikrede det nødvendige antal point. Det gav den afgørende sejr og i sidste ende også divisionstitlen. Stroud, Collins og resten af de nye offensive profiler kommer selvfølgelig på en langt vanskeligere opgave mod Browns, men med den selvtillid de har fået nu, så vil jeg ikke afskrive, at det også bliver til en slutspilssejr. Alt derefter vil dog være usandsynligt allerede i år.

11. Green Bay Packers (9-8) (+3)

– Igen kunne jeg godt gentage mig selv lidt her. Det er vanvittigt imponerende, at Packers overhoved står her, men med sejren i endnu en udgave af NFL’s ældste rivalopgør, så er de nu klar til de afgørende kampe endnu engang. For dem er det dog endnu tydeligere, at den ene halvdel af spillet bliver en meget stor udfordring, når de kommer overfor kvalificeret offensiv modstand, som f.eks. den 49ers og Cowboys, som de står overfor i første kamp, kan præstere. Og så må træerne nok indtil videre stoppe med at vokse ind i himlen for Love, omend fremtiden ser lys ud.

12. Pittsburgh Steelers (10-7) (+2)

– Også tillykke til Tomlin og co. med endnu en slutspilsdeltagelse, efter at det lykkedes dem at vinde i det massive regnvejr mod et Ravens-hold på easy-mode. Vejret gjorde det selvfølgelig ikke nemt, men kampens forløb understreger også meget godt, hvorfor de er et af de slutspilsmandskaber, jeg tror mindst på. Rudolph er formentlig den mest begrænsede startende quarterback af de 14, der løber på banen i den kommende weekend. Når de så samtidig skal undvære Watt på den anden side af bolden, bliver det mere end svært at komme forbi Bills.

13. Philadelphia Eagles (11-6) (-3)

– De forsvarende NFC-mestre er også med i de afgørende kampe, men de er samtidig nok det mandskab, der går ind til slutspillet med den værste formkurve af alle. Det brutale nederlag til Giants her i sidste spillerunde understreger det bare. Med de defensive præstationer, som de har leveret i den sidste del af sæsonen, kan jeg slet ikke forestille mig, at de kan udfordre 49ers, Cowboys eller sågar Lions og Rams pt. Med skader til Hurts og Brown bliver det kun endnu vanskeligere. De skal være glade for, at deres første kamp er mod et endnu svagere hold.

14. Seattle Seahawks (9-8) (+1)

– Sæsonen, der ender med at blive Carrolls sidste som cheftræner i Seattle, blev trods alt afsluttet med en sejr over rivalerne fra Cardinals, om end det i sidste ende mere handlede om deres modstanderes manglende evne til at gøre tingene færdige. Det var dog en fin afsked med en legendarisk personlighed ift. hele NFL, som forhåbentlig om et par ender som et velfortjent medlem af Hall of Fame. Samtidig synes jeg også at han fik genvundet lidt respekt over de sidste par sæsoner, hvor han delvist fik genopbygget sit mandskab post-Wilson.

15. Jacksonville Jaguars (9-8) (-4)

– Til gengæld kan de med rette tillade sig at være skuffede i Duval. På trods af 4 nederlag i de forudgående 5 kampe havde de alligevel muligheden for selv at afgøre tingene mod et Titans-mandskab, der i princippet intet havde at spille for, og som har haft svært ved at få tingene til at fungere på begge sider hele sæsonen. Alligevel ender det igen med, at de ikke kan producere i de afgørende situationer. Noget af nedturen vil uden tvivl blive forklaret med Lawrence’ skade, men der skal også kigges på staben på sidelinjen, hvilket de også er begyndt på. Spørgsmålet er så, om det er de rigtige folk, der er blevet fyret.

16. Indianapolis Colts (9-8) (-3)

– I sidste ende var de det svageste af de to unge AFC South-mandskaber, hvorfor de ender med at misse slutspillet. Det afgørende spil, hvor Minshew ikke rammer sin receiver helt præcist nok, illustrerer i virkeligheden forskellen mellem dem og Texans ganske fint. De skulle nok i stedet have givet bolden til Taylor, der med tæt på 190 yards i alt og 6,3 yards pr. forsøg fik vist, at han er ved at være tilbage på sit top-niveau. Forhåbentlig kan de gode oplevelser her sidst på sæsonen gøre, at stjerne-running backen ikke længere har ambitioner om at skulle andre steder hen.

17. Tampa Bay Buccaneers (9-8) (=)

– Det siger vel meget om min tiltro til listens lavest rangerende slutspilshold, at jeg har 3 mandskaber, der ikke nåede de afgørende kampe foran dem. Jeg synes dog ikke det kan være anderledes, når det ikke lykkes at score mere end 9 point mod ligaens dårligste hold i en kamp, som de sagtens kunne have tabt, hvis tingene var gået bare en smule anderledes. De skal være mere end glade for, at det er de formsvage Eagles, der venter dem i første kamp. Det gør, at der trods alt kan være en lille smule spænding om resultatet.

18. New Orleans Saints (9-8) (=)

– Vurderet ud fra afslutningen på sæsonen kunne det godt se ud som om, at det ville have været bedre for kvaliteten af slutspillet, hvis Saints var endt med komme med. Carr kastede 4 touchdowns mod Falcons i kamp, hvor han var uden Kamara. I stedet fordelte han boldene mellem Olave, Shaheed, Johnson og ikke mindst rookien Perry, som jeg stadig tror kan blive ganske interessant at følge i de kommende sæsoner. Selvom at jeg er skeptisk overfor New Orleans-mandskabets langsigtede potentiale, så ville jeg have set et opgør mellem dem og Eagles som mere interessant her og nu.

19. Las Vegas Raiders (8-9) (=)

– Selvom at de ikke havde noget at spille for, så må sejren over Broncos være med til at give Raiders en rigtigt god fornemmelse på vej ind i offseason. Igen formåede de at være rimeligt produktive med O’Connell under center, og samtidig havde de en rigtig god kamp på jorden, selvom at de manglede Jacobs. Det lover godt for fremtiden, når man tænker på, at de formentlig siger farvel til deres hidtidige startende running back i offseason. Kemien mellem rookie-quarterbacken og den helt store stjerne Adams lader også til at være fin. Så må vi se, om de ender med at holde fast i Pierce eller om Davis igen henter en ny mand ind udefra.

20. Cincinatti Bengals (9-8) (+1)

– En sæsonafslutning med en sejr i The Battle of Ohio må føles godt for Bengals uanset omstændighederne. Browning fik leveret en fin optræden i sin foreløbigt sidste kamp som starter, og han har helt klart fået sig etableret, som en eftertragtet backup i NFL fremadrettet. Derudover synes jeg det er værd at fremhæve, at sejren får den konsekvens, at samtlige mandskaber i AFC North slutter med en positiv record. Det underbygger min påstand fra før sæsonstarten om, at denne division pt. er ligaens klart stærkeste, når vi ser på trupperne og trænergrupperne som helhed.

21. Chicago Bears (7-10) (-1)

– Det lykkedes dem ikke at forhindre ærkerivalerne fra Green Bay i at nå slutspillet i et opgør, hvor vi endnu engang så Fields’ begrænsninger, men hvor den fremragende udvikling, som forsvaret har været igennem i løbet af især grundspillets anden halvdel blev understreget. Netop på den baggrund er Bears et af de hold, som bliver mest interessant at følge i offseason. Prøver de et år mere med Fields og en ny offensiv koordinator, hvis de stadig ikke rigtigt tror på Eberflus? Eller går de all-in på deres nuværende cheftræner med en ny rookie-quarterback under center?

22. Atlanta Falcons (7-10) (=)

– Pinligt ringe afslutning på sæsonen. Heldigvis var det også nok til koste Smith jobbet. Selvom at de i realiteten kunne være kommet i slutspillet med en sejr, hvis Buccaneers samtidig havde tabt, så havde været en katastrofe, hvis vi skulle have set mere på det angreb i år. Mod Saints var vi endnu engang vidner til, at spillere som London og Pitts, der uden tvivl har masser af talent, ikke spillede nogen væsentlig rolle overhoved. Robinson var til gengæld fremragende i kastespillet med over 100 yards og 1 touchdown. I sidste ende var det dog langt fra nok, også pga. den endnu engang usikre quarterback-spil.

23. Denver Broncos (8-9) (=)

– Usikkerhed er nok overskriften på den tid, som Broncos går i møde. Intet lader til at være givet ift. Wilsons fremtid, men hvis han ikke er i truppen til næste år, hvem skal så udfylde spilfordelerrollen i Denver. Hele forløbet stiller også spørgsmålstegn ved Payton, som samlet set ikke er kommet godt igennem sit første år efter sin tilbagevenden til et cheftrænerjob i NFL. Her er det ikke irrelevant at huske, at han også er en del at Parcells-Belichick-trænertræet, hvis generelle tilgang og filosofi ift. trænergerningen efterhånden længe har været uden nævneværdig succes på det professionelle niveau.

24. Minnesota Vikings (7-10) (=)

– Igen fik de egentlig de egentlig presset Lions et godt stykke ad vejen, men igen blev fejlene fra Mullens for dyre i sidste ende. Reserve-quarterbacken kastede ellers næsten for 400 yards og 2 touchdowns, men samtidig forhindrede hans 2 interceptions i 4.quarter Vikings i at komme tilbage. Dermed røg også den sidste teoretiske chance for slutspil for O’Connell og hans mandskab, som dog nok også har bedst af at komme i gang med overvejelserne om, hvad fremtiden skal byde på for dem. Deres placering i draften giver dem i hvert fald muligheden for at finde en ny spilfordeler der.

25. Tennessee Titans (6-11) (+3)

– I det der skulle vise sig at blive Vrabels sidste kamps som Titans cheftræner, fik hans mandskab lige sat et flot sidste aftryk på sæsonen ved at sender Jaguars på offseason. Kampen var samtidig også efter alt at dømme afskeden i Nashville med Henry, der endnu engang nåede over den magiske grænse for running backs på 1.000 yards, og igen i år har bidraget med et to-cifret antal touchdowns. Det vil heller ikke overraske, hvis Tannehill heller ikke er i truppen, når 2024-grundspillet begynder. Der er med andre ord virkelig tale om slutningen på en æra.

26. New York Jets (7-10) (=)

– Mange Jets-fans finder det nok poetisk, at de fik lov at besejre Belichick i det, der viste sig at blive trænerlegendens sidste opgør i spidsen for Patriots. Selve kampen var jo som bekendt uden betydning og svært at sige ret meget begavet om pga. vejrforholdene. Alt peger på, at 2023-sæsonen i bund og grund bare skal glemmes hurtigst muligt, og at fokus i stedet må blive, at få forberedt næste år med samme udgangspunkt, som det, der egentlig var planen for i år, men som bekendt blev spoleret. 1.prioritet må og skal i den sammenhæng være at forbedre o-linen markant.

27. New York Giants (6-11) (+2)

– Også Giants fik en god afslutning på grundspillet, hvor de fik lov at ydmyge Eagles. Til gengæld er tingene ikke gået stille af sig efterfølgende med massivt drama omkring den defensive del af trænerstaben, hvor Martindale som bekendt har trukket sig efter fyringen af to af hans assistenter. Samtidig så er det på angrebet, at de store spørgsmål befinder sig ift. offseason. Taylor har leveret fine præstationer over de sidste to kampe, men der er formentlig ingen, der tror på ham, som den langsigtede løsning på quarterback-positionen.

28. Arizona Cardinals (4-13) (-3)

– Hvis ikke Prater havde haft en ukarakteristisk dårlig dag på kontoret, så ville Cardinals havde sluttet sæsonen af med en sejr. Sådan blev det ikke, men det har trods alt den positive konsekvens, at de nu går ind i offseason som det mandskab med det højeste draftvalg, der ikke skal finde en ny spilfordeler. Gannon har i hvert fald meldt ud, at han satser fuldt ud på Murray i den kommende sæson og baseret på de to sidste kampe samt spilfordelerens massive kontrakt, så virker det også om den rigtige beslutning her og nu. Derudover regner jeg med, at han også skal modtage bolden fra en danske i 2024.

29. Los Angeles Chargers (5-12) (+3)

– Når jeg bryder med mit princip om ikke at flytte hold, der har tabt, opad, så handler det til dels om, at Chargers trods alt ikke var 2024-sæsonens dårligste hold, og at jeg derfor har behov for at reserve de nederste pladser til andre mandskaber. Det afsluttende opgør mod Chiefs, der stillede med reserverne, kunne heller ikke bruges til ret meget. Nu håber jeg virkelig, at de finder en offensivt indstillet cheftræner, der endelig kan forløse Herberts massive potentiale, og så bør de nok endnu engang overveje, om der er noget i vandet på deres træningsanlæg, der øger risikoen for skader.

30. New England Patriots (4-13) (-3)

– En legende og en af de allerstørste trænere i NFL’s historie takker af. For mig har Belichick (sammen med Brady) været synonymet med New England Patriots i den tid, hvor jeg har fuldt amerikansk fodbold, og uanset hvad man må mene om ham som person og de sportsligt set uheldige episoder, som der har været undervejs, så kan man ikke tage fra ham, at han forvandlede et af NFL’s mindst succesfulde mandskaber til et dynasti, der nu har 6 Lombardi-trofæer. I det historiske perspektiv vil de sidste par sæsoner ende med fylde meget lidt.

31. Washington Commanders (4-13) (=)

– Afslutningen på dette års grundspil markerer på mange måder et nulpunkt for Commanders ovenpå Snyders tid som ejer. De få ting, der allerede er sket siden kampen viser, at den nye ejerkreds omkring Harris har en helt anden og mere professionel tilgang til at drive et sportshold, end fanbasen i hovedstaden har været vant til. Med Peters som ny sportslig leder er der nu god grund til at tro på, at der rent faktisk kan opbygges en solid trup over de kommende sæsoner. Spørgsmålet er så, hvem der skal lede truppen fra sidelinjen.

32. Carolina Panthers (2-15) (-2)

– Hvor der er altså bør være masser af håb for fremtiden i Washington, så ser tingene til gengæld meget grå og usikre ud i Charlotte, North Carolina. Årets sidste kamp mod Buccaneers var på mange måder sigende for deres sæson, da de faktisk havde muligheden for at vinde opgøret, men fejl og mangler endte med at betyde, at de i stedet afslutter grundspillet med to æg i træk. Det største problem er, at Tepper i sin tid som ejer allerede har formået at udstiller sig selv som vanvittigt utålmodig. Det vil unægtelig gøre det ledige trænersæde uattraktivt.