I dag slutter NFL-grundspillet 2023. Det betyder, at der er 18 hold, der vågner op i morgen mandag på den såkaldte ”Black Monday” til en offseason, der er begyndt for tidligt. Blandt disse mandskabers ejere er overvejelserne formentlig allerede i gang ift., hvorvidt den nuværende sportslige ledelse er den rigtige ift. at realisere drømmen om et mesterskab på længere sigt. For en del trænere og front office-personale vil mandag d. 8.januar 2024 derfor blive dagen, hvor de modtager en fyreseddel.
Det er selvfølgelig ikke alle cheftrænere, der skal frygte for deres job. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis et af følgende 3 kriterier gør sig gældende, bør en trænerfyring ikke komme på tale:
- Sæsonen har været en sportslig og spillemæssig succes.
- Cheftræneren blev ansat inden årets sæson og præstationerne har indeholdt blot et minimum af fremskridt og perspektiv.
- Der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og cheftræneren om, hvorfor holdets niveau er, hvor det er, og at cheftræneren er en del af løsningen ift. at løfte niveauet.
Med det udgangspunkt burde følgende nuværende cheftrænere være sikre, medmindre de selv vælger at træde tilbage:
- Mike McDaniel (Dolphins)
- Sean McDermott (Bills)
- John Harbaugh (Ravens)
- Kevin Stefanski (Browns)
- Zac Taylor (Bengals)
- Doug Pederson (Jaguars)
- Shane Steichen (Colts)
- DeMeco Ryans (Texans)
- Andy Reid (Chiefs)
- Sean Payton (Broncos)
- Nick Sirianni (Eagles)
- Mike McCarthy (Cowboys)
- Dan Campbell (Lions)
- Matt LaFleur (Packers)
- Kevin O’Connell (Vikings)
- Kyle Shanahan (49ers)
- Sean McVay (Rams)
- Pete Carroll (Seahawks)
- Jonathan Gannon (Cardinals)
Således er der alligevel hele 13 trænersæder, som jeg mener, at der bør være fokus på, ift. mulige udskiftninger, der igangsættes her mandag, når NFL-grundspillet 2023 er i historiebøgerne. Jeg har ligesom de foregående år inddelt dem i 4 kategorier, som jeg vil analysere herunder. Den første er de cheftrænere, der allerede er blevet fyret i løbet af sæsonen, og hvor diskussionen går på, om deres midlertidige erstatninger skal have en permanent ansættelse. Den anden er de nuværende cheftrænere, som jeg helt afgjort forventer at se modtage en fyreseddel – muligvis allerede søndag aften, når deres holds sidste kamp er spillet. Den tredje er de trænere, hvor det fra mit synspunkt kan gå begge veje. Og så er der den fjerde, hvor jeg tror at den nuværende cheftræner får en chance til, omend at det er rimeligt at overveje fremtiden. Min Black Monday-gennemgang anno 2023 ser således ud:
Allerede fyrede/Midlertidige trænere:
Josh McDaniels/Antonio Pierce (Las Vegas Raiders)
– Jeg vil gerne starte min årlige Black Monday-analyse med at rose mig selv. Jeg har kigget sidste års artikel igennem, og her forudså jeg, at McDaniels ville brænde sammen i Las Vegas allerede i løbet af 2023-sæsonen. Her må jeg sige, at jeg fik ret (omend det måske ikke var den sværeste analyse at lave). Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at rose Pierce for en flot indsats som midlertidig afløser, hvor han formåede at holde Raiders inde i kampen om slutspillet i rigtig lang tid. Netop af den grund er han også den eneste af de midlertidige cheftrænere, som jeg ser som havende en chance for en permanent ansættelse. Skulle det ikke ske, så håber jeg, at Davis denne gang vælger en mere sikker kandidat end de to seneste, han har ansat. Der burde være muligheder derude, om end quarterback-situationen kan blive en udfordring.
Frank Reich/Chris Tabor (Carolina Panthers)
– Spilfordeler-positionen har utvivlsomt også spillet en rolle i det, der blev en af de hurtigste trænerfyringer jeg kan huske i den tid, jeg har fulgt NFL. Sølle 11 kampe fik Reich i spidsen for Panthers, inden at han for anden gang på 2 sæsoner modtog en fyreseddel. Selvom at det selvfølgelig peger i retningen af, at han nok ikke får flere chancer som cheftræner i NFL, så peger pilen ift. situationen i Carolina generelt dog først og fremmest mod holdejer Tepper. Han begynder efterhånden at minde meget om Browns-ejerne Haslams fra deres tidlige periode ift. niveauet af tålmodighed, og det er bestemt ikke positivt. Af samme årsag tror jeg, at han får svært ved at tiltrække et nyt stærkt trænernavn. Tabor har dog ikke vist noget der gør, at jeg regner med ham som den fremtidige løsning.
Brandon Staley/Giff Smith (Los Angeles Chargers)
– Selvom at jeg ikke havde Staley med i sidste års artikel, så kunne jeg som mange andre godt fornemme, at der skulle leveres i år, hvis han skulle få flere chancer. Det gjorde han bestemt ikke. Tværtimod endte Chargers med mere eller mindre at falde fra hinanden som sæsonen skred frem, og hans fyring kom ikke en kamp for tidligt. Samtidig kom den dog så sent, at Smith vitterligt ikke har haft en chance for at gøre andet end netop at varetage ansvaret midlertidigt. Nu begynder jagten så på en ny cheftræner, og hvor stillingerne i Las Vegas og især Carolina i den grad har deres ulemper, så ser jobbet i LA virkelig attraktivt ud på papiret. Eneste aber dabei er, at Chargers efterhånden har noget af en historie med en masse potentiale, som alligevel ender i kæmpe fiaskoer.
De brandvarme trænersæder:
Ron Rivera (Washington Commanders)
– Den mest sikre fyring mandag finder vi i hovedstaden. Det lå allerede i kortene inden sæsonen, at Rivera i år varetog rollen som overgangsfigur, mens at Commanders langt om længe blev solgt. Nu er det nye ejerskab på plads, og de er allerede i gang med at lave de nødvendige udskiftninger på ledelsesgangene. Selvom at Rivera ikke har været en del af den syge kultur, der herskede under Snyder, så giver det god mening, at Harris og resten af den nye ejerkreds nu også vil vælge deres egen mand til at lede deres mandskab fra sidelinjen. Sandheden er også, at holdet aldrig er blevet rigtigt velfungerende under den nuværende trænerstab. Med muligheden for et højt draftvalg (og dermed også muligheden for at finde den savnede franchise-quarterback) er det på tide, at færdiggøre den fundamentale genstart som de langt om længe er begyndt på.
Arthur Smith (Atlanta Falcons)
– NFC South kommer til at fylde en del i denne artikel. Falcons er som udgangspunkt længere fra slutspillet end Buccaneers og Saints, hvilket er en af grundende til, at jeg har Smith i denne kategori. Derudover har hans angreb i år været et pinligt cirkus af så vilde dimensioner, at jeg har svært ved at mindes, at jeg har set noget lignende. Kombineret med hans totalt manglende evne til at få noget ud af ellers så interessante og store talenter som Pitts, London og nu også Robinson, så taler det for, at der skal ske en udskiftning på cheftrænerposten, hvis ikke Atlanta-mandskabet kommer i slutspillet. Med alle de potentielle profiler de efterhånden har på holdkortet, så ville det give mening at se sig om efter en mere interspirerende træner med et veludviklet offensivt mindset, der allerede har skabt resultater andre steder.
De usikre vaklende trænersæder:
Bill Belichick (New England Patriots)
– Det virker stadig fuldstændigt surrealistisk at skrive det her. Men både med udgangspunkt i de massive rygter samt det faktiske (og ekstremt ringe) niveau, som Patriots har lagt for dagen i denne sæson, så bliver vi nød til at forholde os til, at den længst-siddende og mest vindende af de nuværende NFL-cheftrænere måske ikke har sit nuværende job længere, når 2024-sæsonen begynder. Jeg føler mig stadig ikke overbevist om, at det rent faktisk sker, for der skal alligevel meget til at fjerne en mand, der efterhånden nærmest er vokset sammen med organsationen. Når det er sagt, så har han nu haft chancen for at bygge holdet op efter Brady, og på nogle punkter virker Patriots efterhånden så sportsligt dysfunktionelle, at det er svært at forestille sig en forbedring, uden en total udskiftning på ledelsesgangene.
Robert Saleh (New York Jets)
– Når man har haft 3 sæsoner med det øverste ansvar og stadig ikke har formået at præstere flere sejre end nederlag, så skal ens job være op til overvejelse. Hvis vi samtidig tager historien i betragtning, så er Jets-cheftrænere også blevet fyret hurtigere end det ville være tilfældet her. Det virker dog som om, at Johnson-familien er blevet lidt mere tålmodige med tiden, og samtidig er der mange ting, der taler for, at pilen ikke først og fremmest peger på Saleh ift. de skuffende resultater. Forsvaret, som er hans specialitet, har igen i år været en top 5-enhed, og så kan han på ingen måde gøres ansvarlig for Rodgers’ skade, der jo nok er den væsentligste årsag til, at 2023 er gået i fisk. Hvis Douglas ryger ud som general manager, vil det dog give mening også at skifte på cheftrænerposten, men hvis de vil give Rodgers-projektet et skud mere, så bliver det nok med samme team på sidelinjen som i år.
Matt Eberflus (Chicago Bears)
– Halvvejs og måske endda 2/3 inde i grundspillet, så ville jeg nok have haft Eberflus oppe i den endnu mere usikre kategori. Imidlertid er der sket rigtigt meget positivt i Chicago i løbet af den sidste del af sæsonen, og rigtigt meget af det peger direkte tilbage på Eberflus. Det unge forsvar har virkelig udviklet sig i den rigtige retning, hvilket også kan ses i de samlede effektivitetsstatistikker, og det var netop arbejdet som defensiv koordinator hos Colts, de var baggrunden for Eberflus’ ansættelse hos Bears i sin tid. Samtidig har der været en generel forbedring af niveauet, hvilket har ført flere sejre med sig end mange havde forventet. Endelig er det vigtigt at huske, at Eberflus’ ikke var en del af organisationen, da Fields blev draftet, og selvom at han heller ikke for alvor har formået at udvikle ham, så er deres skæbner ikke forbundet til hinanden. Hvis der skal startes forfra med en ny quarterback, kunne et trænerskift stadig give mening, men det er absolut ikke givet.
Todd Bowles (Tampa Bay Buccaneers)
– De to sidste navne i denne kategori hænger lidt sammen. Vi får med al sandsynlighed et af deres mandskaber i slutspillet, og hvis det lykkes at nå de afgørende kampe, så taler det for, at cheftræneren ikke bliver afskediget. Buccaneers har de bedste kort på hånden ift. slutspilskabalen, og derfor har Bowles nok bedre muligheder end sin kollega i New Orleans for også at stå på sidelinjen for sit nuværende mandskab, når 2024-sæsonen begynder. Skulle de tabe til Panthers og ryge ud, så er jeg til gengæld tæt på overbevist om, at han modtager en fyreseddel mandag. Udover det pinlige i at tabe slutspilsmuligheden mod ligaens svageste mandskab, så trækker det også meget ned, at forsvaret på trods af en fortsat talentfuld trup har været ukarakteristisk ustabilt hele grundspillet igennem.
Dennis Allen (New Orleans Saints)
– For Allen er der større sandsynlighed for, at kampen i morgen bliver den sidste for i år (omend der er et hypotetisk scenarie, hvor de kan god i slutspillet med en sejr, selvom at Buccaneers også skulle vinde). Hvis det sker, så tror jeg også, at det bliver den nuværende cheftræners sidste opgør i spidsen for Saints. Han overtog ansvaret fra legenden Payton og har alt i alt forsøgt at fastholde og videreføre det fundament, som hans forgænger konstruerede, selvom at meget har talt for, at det ville være bedre at trygge på genstart-knappen og begynde helt forfra. Det har ført til en række middelmådige sæsoner, hvor holdet ikke rigtigt er kommet tættere på at blive seriøse mesterskabskandidater, samtidig med at grundstammen på holdet er blevet ældre og ældre. I år har det kunnet ses på forsvarets niveau, der ellers har været Allens støttepunkt indtil nu, hvorfor jeg tror, at holdejer Benson nu også er klar til at starte forfra, hvis de igen ender lige udenfor de afgørende kampe.
De tvivlsomme men formentlig sikre trænersæder:
Mike Tomlin (Pittsburgh Steelers)
– Er det ikke lidt drama-llama agtigt at smide en cheftræner på listen, der nu har ledet sit hold i 17 sæsoner uden en eneste sæson med flere nederlag end sejre? Muligvis, men lidt ligesom med situationen hos Patriots, så synes jeg det er rimeligt at kigge på helheden, og det er min ærlige mening, at Steelers ikke er et supergodt sted, når man ser på deres trænerstab pt. I virkeligheden burde de præstere bedre end det, vi har set i år, hvis vi kigger på den samlede talentmasse i truppen, men Tomlin har efterhånden længe ikke været god nok til at ansætte de rigtige koordinatorer og specialtrænere ift. at få talentet forløst. Samtidig er jeg heller ikke længere sikker på, at hans kvaliteter som kulturskaber skinner ligeså meget igennem som tidligere. Jeg er faktisk der, hvor jeg ikke tror, at Steelers bliver Super Bowl-kandidater igen, medmindre at Tomlin enten skifter stil eller bliver udskiftet.
Mike Vrabel (Tennessee Titans)
– Også her er jeg måske lidt hurtigt ude, og der er da heller ikke nogle seriøse rygter om, at Adams-familien skulle overveje at skifte Vrabel ud. Når jeg tager ham med, er det igen fordi, at jeg synes debatten er relevant. Vrabel har overordnet set været en succes med flere sejre end nederlag i 4 ud af 6 sæsoner og 3 slutspils-deltagelser, men 2023 bliver anden sæson i træk med flere nederlag end sejre, og det spillemæssige niveau har generelt været for nedadgående over de seneste to sæsoner. Dette falder sammen med, at Vrabel i samme periode har fået endnu mere indflydelse over organisationen, da han vandt magtkampen med den tidligere general manager Robinson, og det betyder også, at ansvaret for de manglende resultater ligger mere entydigt på ham. Titans er et sted, hvor en genstart ligner den oplagte løsning, og det kan sagtens tænkes, at Vrabel er en del af den plan. I så fald tænker jeg, at han også har længere snor end bare 2024-sæsonen. Holder han derimod fast i at køre videre med det nuværende aldrende og skrøbelige fundament, kan næste år meget vel være knald eller fald for ham.
Brian Daboll (New York Giants)
– Jeg har taget Daboll med, da jeg virkelig frygtede for hans job tidligere på sæsonen, hvor alt så ud til at falde fra hinanden i den blå del af New York. Imidlertid føler jeg mig ret overbevist om, at han og hans stab har fået så meget ud af en egentlig ganske håbløs situation, hvor skader har spillet en alt for stor rolle, at de ikke for alvor er i fare her ved grundspillets afslutningen. Når det er sagt, så venter der en rigtigt stor opgave for både Daboll og general manager Schoen i offseason, hvor der skal tages nogle meget afgørende beslutninger. Bliver resultatet af disse beslutninger ikke mere positive end dem, som de har fået ud af forberedelsen til årets sæson, så vil det her være et af de mest usikre cheftrænerjobs, når vi når samme tidspunkt næste år og måske endda før det.
Red Zone Blog 