NFL: Peters PowerRank – Spiluge 13

Igennem grundspillet vil Peter Kroman Brems hver uge præsenteret en opdateret rangeringen af de 32 mandskaber i National Football League med kommentarer til hvert enkelt hold

Vi nærmer os kraftigt den afsluttende og afgørende fase af NFL-grundspillet 2023. I denne weekend har de sidste to mandskaber deres friuge, og således vil vi fra næste runde og fremefter stå med 32 hold, der har spillet lige mange kampe og hver mangler fire opgør, der skal afgøre, om deres sæson skal slutte kort inde i januar eller om de bliver en del af kampen om deltagelse i Super Bowl LVIII.

Det betyder, at jeg i næste uge igen vil lave en lidt mere detaljeret opsamling, hvor jeg også vil kigge frem mod afgørelsen og komme med nogle bud på, hvem der ender med at snuppe de 14 pladser i slutspillet. Inden da vil jeg dog samle op på den forgangne runde og de helt aktuelle historier fra amerikansk fodbold her og nu.

Der er nemlig fortsat nok at tale om i en sæson, der på mange måder har udviklet sig til en af de mest jævnbyrdige i mange år. Dog er der et klart niveau forskel på de to konferencer, og hvor alt virker helt åbent i den meget stærke AFC, så har favoritterne virkelig skilt sig ud i den noget svagere NFC, hvor det tilbagevendte 1.plads-mandskab på denne uges rangliste i realiteten ser meget svære ud at besejre.

Inden næste kapitel om NFL anno 2023 skal skrive får I her ugens PowerRank:

1. San Francisco 49ers (9-3) (+5)

– Shanahans tropper er tilbage på 1.pladsen efter en markant sejr i revanche-opgøret ovenpå sidste års NFC-finalenederlag. Purdy leverede over 300 yards og 4 touchdowns, og indtager nu 1.pladsen i både ESPNs og FTNs effektivitetsmålinger for quarterebacks. Han fik også god hjælp af McCaffrey og Samuel, der på alle måder brændte Eagles’ defensiv af.

2. Dallas Cowboys (9-3) (+1)

– Det blev en tæt og intens duel med Seahawks, der gik hele vejen til sidste spilminut, men Cowboys hev sejren hjem efter endnu en sublim præstation af Prescott. Pludselig er divisionssejren inde for rækkevidde igen med et altafgørende opgør mod Eagles i den kommende runde. Største bekymring pt. er, at de er lidt for afhængige af Lamb ift. den offensive produktion.

3. Philadelphia Eagles (10-2) (-2)

– Her blev især forsvarets mangler måske for første gang virkelig udstillet hos Eagles. Især deres udfordringer på linebacker-positionen var markante, og selvom at Roseman har reageret på dette ved at hente Leonard ind, så tvivler jeg på, at det kommer til at være afgørende for at ændre udfaldet, hvis de skulle løbe ind i 49ers igen i slutspillet.

4. Miami Dolphins (9-3) (=)

– Historien gentog sig ift. Dolphins, der igen mødte en markant svagere modstander og igen var overlegne. Tagovailoa og Hill brændte Commanders bagkæde af ved flere lejligheder, og på jorden var Achane tilbage som det primære våben med bl.a. 2 touchdowns. Forsvaret fik også vist, at de kan sætte pres på uden Phillips. Vi skal bare stadig se det hele fungerer mod de andre tophold.

5. Baltimore Ravens (9-3) (=)

– Med nederlag til både Steelers og Browns på friugen siges at være forløbet optimalt for Ravens, der nu er 2 sejre foran deres nærmeste rivaler ift. divisionstitlen inden den afgørende fase i grundspillet.

6. Kansas City Chiefs (8-4) (-4)

– Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det her ikke så fantastisk et Chiefs-mandskab som dem, vi har set de seneste sæsoner. Det viste nederlaget til Packers med al tydelighed. Forsvaret, der ellers har været den gode historie, er gået lidt i stå, og det gør kun angrebets lidt reducerede effektivitet tydeligere. Det er ikke sikkert, at vejen til Super Bowl i AFC går gennem Arrowhead i år.

7. Detroit Lions (9-3) (+1)

– Efter at være startet som lyn og torden gik tingene lidt i stå for Lions, men de fik trods alt bevist, at de er et bedre mandskab end Saints. LaPorta fortsatte sin imponerende rookie-sæson og nærmer sig stille og roligt rekorden for flest yards af en 1-års-tight end efter 140 stk. + 1 touchdown i denne rundes opgør. På den anden side af bolden var det ligeledes en rookie i form af Branch, der især sprang i øjnene.

8. Houston Texans (7-5) (+2)

– Årets succeshistorie kom altovervejende tilbage på sporet og med nederlaget til Jaguars, er alt nu åbent igen ift. divisionstitlen i AFC South. Mod Broncos var det dog især forsvaret, og ikke mindst den anden højt-draftede rookie Anderson samt Stingley, der sprudlede. Stroud havde dog også en fin dag på kontoret, men han kommer desværre til at skulle undvære sit ene favoritvåben Dell resten af sæsonen.

9. Jacksonville Jaguars (8-4) (-2)

– Et meget dyrt nederlag, der ikke kun gjorde dem mere sårbare ift. divisionstitlen, men som også resulterede i skader til Lawrence og Kirk. Sidstnævnte ser vi kun igen i år, hvis Jaguars skulle nå hele vejen til Super Bowl, og selvom at de formentlig har deres franchise-quarterback tilbage meget snart, så kan 1-2 kampe med Beathard som starter være mere end rigeligt til at bringe slutspillet i fare.

10. Indianapolis Colts (7-5) (+4)

– De skulle hele vejen til overtid for at vinde divisionsopgøret mod de skadesplagede og på alle måder ramte Titans, men Minshew og co. lykkedes med projektet, og nu er Steichens tropper altså fuldt og helt med ift. slutspillet. Det kom endda uden Taylor, men til gengæld med fremragende præstationer af receiver-duoen Pittman og Pierce, der begge rundede 100 yards og scorede hver 1 touchdown.

11. Buffalo Bills (6-6) (=)

– Med friugen overstået må Bills nu håbe på, at der er tanket energi nok til at lave et run mod slutspillet over de sidste fem kampe, uanset hvor voldsomt kampprogrammet er.

12. Cincinatti Bengals (6-6) (+5)

– Hvad var det lige for noget? Kan Browning virkelig gøre Bengals relevante ift. slutspillet? Vurderet ud fra opgøret mod Jaguars er svaret ja, for det var altså et af ligaens bedste forsvar i år, som den hidtidige karriere-reserve pludselig kastede over 350 yards imod. Stor ros skal der også lyde til Mixon, som godt nok ikke er effektiv, men knokler igennem og hjælper sin quarterback.

13. Green Bay Packers (6-6) (+6)

– Er vi virkelig ved at være ude i, at Packers alligevel har endnu en potentiel stjerne-quarterback under center? Ligesom at det tidligere på året var for tidligt at dømme Love ude, så er det nok også for tidligt at svare ja eller nej til dette spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at hans præstationer over de sidste 2 uger peger i den helt rigtige retning. Slutspillet er pludselig en helt reel mulighed.

14. Los Angeles Rams (6-6) (+1)

– McVay, Stafford og resten af Rams-angrebet har virkelig fundet melodien igen på det helt rigtige tidspunkt. Nacua beviste igen sine fremragende kvaliteter med tæt på 140 yards i alt, mens at Williams også fortsatte sit solide comeback på jorden. Samtidig er der også flere og flere af de mange unge uprøvede kræfter på forsvaret, der viser gode takter. Her tænker, jeg især på rookien Turner.

15. Denver Broncos (6-6) (-6)

– Så stoppede sejrsstimen, og vi må sige, at især Wilson virkelig kom ned på jorden igen. 3 interceptions måtte spilfordeleren notere sig, og selvom at det var tæt til sidst, så endte de mange mistede bolde med at stå tilbage som en stor del af forklaringen på nederlaget. De fortsatte positive tendenser på forsvaret var dog tydelige, men divisionsopgøret mod Chargers skal vindes, hvis de vil holde sig til.

16. Seattle Seahawks (6-6) (=)

– Deres klart bedste præstation i et par uger. Ikke mindst fra Smith, der egentlig fulgte godt med Prescott det meste af kampen, og fik sat især Metcalf, men også Smith-Njigba, Lockett og Fant i scene undervejs. Imidlertid kastede han også en interception til Bland, som han ellers havde kørt godt rundt med resten af kampen, og med et nederlag på 6 point var det ca. der forskellen lå.

17. Cleveland Browns (7-5) (-5)

– Jeg vil starte med at sige, at Flacco leverede det mest stabile quarterback-spil, som vi har set fra Browns i år, og langt henad vejen synes jeg, at han gjorde nok til at skulle være starter herfra. Det skal så siges, at det også siger rigtigt meget om det niveau, som de tidligere startere har leveret, og den 38-årige tidligere Super Bowl MVPs begrænsninger gør også dem til et meget usikkert kort ift. slutspillet.

18. Minnesota Vikings (6-6) (=)

– Friugen kom tiltrængt for Vikings, der nu får Jefferson tilbage og måske kan få indarbejdet Dobbs endnu mere ift. den offensive gameplan.

19. Pittsburgh Steelers (7-5) (-6)

– Det blev en på alle måder lang dag for Steelers hjemme mod Cardinals, og det var ikke kun pga. de mange vejr-afbrydelser. Pickett har som bekendt ikke været nogen top-quarterback, men han har været god til at beskytte bolden. Derfor kan tabet af ham endog meget dyrt ift. slutspilsdrømmene. Trubisky nåede i hvert fald endnu engang at bevise, at han er en usikkerhedsfaktor.

20. Atlanta Falcons (6-6) (=)

– At Falcons nu ligger nr. 1 i NFC South siger alt om den tilstand, den division generelt befinder sig i. Der var nemlig endnu engang ikke rigtigt noget i den offensive præstation mod Jets, der tyder på, at vi har at gøre med et hold, der kan gøre en forskel i slutspillet. Til gengæld har forsvaret efterhånden bevist sit værd, og det handler ikke mindst om Bates, der har været en af NFL’s bedste safeties i år.

21. Tampa Bay Buccaneers (5-7) (+1)

– Buccaneers er fortsat helt med i kampen om divisionssejren og dermed slutspilspladsen i NFC South, men opgøret mod bundproppen Panthers byggede kun videre på fortællingen om divisionen som helhed, som jeg også skrev om under Falcons. Dog skal vi huske at rose Evans, der for 10.sæson ud af 10 mulige nåede over 1.000 yards, og sammen med White var den primære årsag til sejren.

22. New Orleans Saints (5-7) (-1)

– På trods af endnu en skade til Carr og et nederlag til Lions, så er også Saints stadig helt med i kampen om slutspil og divisionstitel pga. NFC Souths (og NFC’s generelle) niveau i år. Uanset hvor upopulær den hidtidige startende quarterback dog er, så tror jeg stadig mere på, at de kan nå det med ham under center end Winston. Det lykkehjul har de (og andre) brændt sig meget på før.

23. Chicago Bears (4-8) (=)

– Skal Bears også ind og blande sig ift. slutspillet? De er i realiteten kun 2 kampe fra det, så jeg vil gerne holde den åben indtil jeg har set dem spille mod Lions her efter friugen.

24. Las Vegas Raiders (5-7) (=)

– Det samme kan man sige om Raiders, der også sad over i sidste weekend. Hvis de vinder i denne uge, så kan de heller ikke dømmes helt ude før de sidste 4 runder.

25. Los Angeles Chargers (5-7) (=)

– De brød muligvis den negative nederlagsstime, men man får ingen bonuspoint i min bog ved at besejre ligaens formentligt næst-dårligste hold på blot at score to field goals. Selvfølgelig er Patriots-forsvaret ikke ringe og vejrforholdene gjorde det ikke nemmere at spille angreb, men opgøret bekræftede egentlig de massive problemer, omend Allen og Johnston dog bidrog positivt.

26. Arizona Cardinals (3-10) (+4)

– Årets tredje sejr blev den store hjemkomstfest for Conner, der nærmest ene mand kørte sit gamle mandskab fuldstændigt over i Pittsburgh med over 100 yards og 2 touchdowns. Derudover havde Murray igen god kemi med McBride, der med tæt på 90 yards og 1 touchdown var bedste våben gennem luften. I øvrigt godt hjulpet af en dansker på o-linen, der havde sin bedste kamp i år.

27. New York Giants (4-8) (=)

– Pga. NFC-konferencens generelt lave niveau er Giants også kun 2 kampe fra slutspilsdeltagelse på nuværende tidspunkt. Kampen mod Packers natten tirsdag dansk tid afgør, hvor de regnes med inden de sidste 4 runder.

28. Tennessee Titans (4-8) (-2)

– Ikke mindst takket være endnu monsterkamp mod Colts af Henry, så var Titans ved at kaste alvorligt meget grus i maskineriet for divisionsrivalerne, der ellers jagter slutspilsdeltagelse. En hjernerystelse til stjerne-running backen holdt ham dog ude af kampens afgørende fase, hvilket formentligt blev afgørende. Og så var det i øvrigt forståeligt, at den ekstraordinært ringe præstation på special teams endte med at koste koordinatoren jobbet.

29. New York Jets (4-8) (-1)

– Vi bliver nød til at stille spørgsmålet om, hvad mening er med, at bringe Rodgers tilbage på dette tidspunkt, selv hvis det bliver muligt. Der er efterhånden kun en minimal chance for, at Jets kan nå de afgørende kampe, og hvis stjerne-quarterbacken er indstillet på at vende tilbage næste år og give det en chance mere, er det vel bedre at lave ham blive helt klar ovenpå skaden i stedet for at kaste ham en i nogle i bund og grund ligegyldige kampe.

30. Washington Commanders (4-9) (-1)

– Commanders går på friuge som et af de sidste hold (sammen med Cardinals) med endnu et klart nederlag på kontoen. Det var nok også for meget at forvente, at de kunne udfordre det giftige Dolphins-angreb, og selvom de på papiret kun er ca. 2 kampe fra en slutspilsplads, så virker den største diskussion pt. til at være, om Howell har vist nok til at være deres quarterback for fremtiden.

31. New England Patriots (2-10) (=)

– Hvis nogen troede, at det ville hjælpe på Patriots offensive niveau at skifte Jones ud med Zappe, så må det efterhånden være slået fast, at det ikke er tilfældet. For anden gang i år måtte de gå fra banen uden at have scoret et eneste point. Samtidig blev Stevenson, der har været deres eneste stabile våben, skadet i et omfang, der gør, at han ikke kommer i kamp mod Steelers torsdag.

32. Carolina Panthers (1-11) (=)

– Trænerskiftet har bragt lidt positive tendenser med sig, som den slags ofte gør, men heller ikke mod Buccaneers var det nok til at sikre Panthers årets anden sejr. Young havde ellers chancen for at afgøre kampen til sidst, men han endte med at give bolden til modstanderen, og dermed blev der bygget videre på fortællingen om hans alt andet end imponerende rookie-sæson.

Skriv en kommentar