
Igennem grundspillet vil Peter Kroman Brems hver uge præsenteret en opdateret rangeringen af de 32 mandskaber i National Football League med kommentarer til hvert enkelt hold
Med 9 spillerunder i historiebøgerne er vi nu nået halvvejs i årets NFL-grundspil. Jeg bliver altid overrasket over, hvor hurtigt det pludselig går, for jeg synes stadig at vi lige er begyndt. Virkeligheden er dog en anden, og nu har vi efterhånden så mange kampe og resultater at tage udgangspunkt i, at det er på tide at komme med nogle seriøse sæsonkonklusioner samt forudsigelser for, hvordan resten af 2023 kommer til at forløbe. Personligt er jeg foreløbigt oppe på 50 opgør, som jeg har set fra enden til anden, hvilket inkluderer 30 ud af 32 mandskaber.
Det betyder, at denne uges PowerRank er bygget lidt anderledes op end vanligt. Rangeringen er stadig lavet med udgangspunkt i sidste weekends kampe, men mine kommentarer under hvert hold er i denne omgang først og fremmest en opsamling på hvert holds sæson indtil nu samt et forsigtigt bud på, hvordan resten af sæsonen kommer til at forløbe. Derfor har jeg udover de seneste præstationer og de samlede tal for, hvordan mandskaberne har præsteret offensivt og defensivt også inddraget en vurdering af, hvordan det resterende kampprogram ser ud for hvert enkelt hold, hvor det især er relevant. Det betyder også, at artiklen i dag er lidt længere end vanligt.
Overordnet set vil jeg inddele ugens liste i tre grupper. Holdene, der er rangeret som 1-9, ser jeg (med en enkelt undtagelse) allerede som rimeligt sikre slutspilsdeltagere, hvis ikke de i anden halvdel af grundspillet bliver ramt af massive mængder uheld og skader. Derefter følgerne mandskaberne, der er placeret fra nr. 10-23. De er alle fortsat i spil til de afgørende kampe i januar og februar, men har selvfølgelig vidt forskellige forudsætninger herfor. Endelig er der de sidste 9 hold, som jeg allerede nu er klar på erklære færdige for i år, selvom at par af dem faktisk har en record, der indikerer noget andet.
Med de ord får i her min midtvejs-evaluering af NFL-sæsonen 2023:

1. Philadelphia Eagles (8-1) (=)
– Det har ikke været sprudlende, men med sejren i top-divisionsopgøret rammer Eagles midtvejspunktet i sæsonen med NFL’s bedste record og 1.pladsen på min PowerRank. Hvis jeg skal pege på noget negativt, så ser forsvaret faktisk ud til at være faldet noget i niveau ift. sidste år, men med angrebets gradvise forbedring er det foreløbigt blevet neutraliseret. Og med en føring på 3 kampe i divisionen, skal der ikke meget til, førend at slutspil er en realitet.

2. Baltimore Ravens (7-2) (+1)
– Hvis vi kigger på rangeringerne hos både ESPN og FTN, så har Ravens været NFL’s mest effektive hold samlet set i første halvdel af sæsonen, og er også det mandskab, der ud fra statistikkerne burde have fundet flest kampe. Det ligner et klassisk velsammenspillet Harbaugh-mandskab, og samtidig så synes jeg vi ser positive resultater af Monkens arbejde med angrebet. De skal dog holde dampen oppe, for de spiller i en meget stærk division og har på papiret det sværeste tilbageværende kampprogram af alle.

3. Kansas City Chiefs (7-2) (+3)
– For Chiefs har den helt store historie indtil nu været forsvaret. Det har de sidste par sæsoner skulle bruge meget lang tid på at arbejde sig i gang, men i år er Spagnuolos enhed foreløbigt i top 5, og det er virkelig båret af de unge profiler som bl.a. sidste års 1.runde-draftvalg Karlaftis og McDuffie. Med en føring på 3 kampe peger alt også pt. på endnu en divisionssejr og dermed chancen for endnu et mesterskab til Reid og co., der måske også har fundet deres nye receiver-profil i Rice.

4. Miami Dolphins (6-3) (-2)
– På trods af nederlaget til Chiefs i Tysklands-kampen, så er der rigtigt meget at være positiv omkring for McDaniel og Dolphins. De har indtil nu været NFL’s mest effektive angreb, Tagovailoa har taget et klart skridt fremad i sin udvikling og Hill har måske gang i den bedste sæson af en receiver nogensinde. Samtidig kan forsvaret være på vej frem med Ramseys tilbagevenden. Det bliver tæt om divisionen med Bills, men slutspillet bør nås med et gunstigt kampprogram.

5. Detroit Lions (6-2) (=)
– Kampprogrammet ser også fornuftigt ud for Lions, der havde friuge i den forgangne weekend, men de er også i den grad hjulpet af en historisk svag division. Det skal dog ikke tage noget væk fra Campbell og hans mandskabs præstation, som klart retfærdiggøre deres placering her på listen, når vi ser på effektivitet. Spillemæssigt er det især værd at fremhæve forsvaret, der har forbedret sig voldsomt ift. 2022. Derudover er St. Brown på vej mod +1.00 yards, skarpt forfulgt af rookie-tight end-sensationen LaPorta.

6. Cincinatti Bengals (5-3) (+2)
– Efter den meget problematiske sæsonstart har Bengals fundet melodien og er nu helt med igen ift. forventningerne før sæsonstarten. Med Burrow tilbage på vanligt niveau, så er den største udfordring herfra, at de pga. de tidligere problemer er 2 kampe efter Ravens, og at Browns og Steelers har samme record og i et eller andet omfang begge er konkurrencedygtige. De bør dog være favoritter til 2.pladsen i divisionen, også fordi mange af de unge navne på forsvaret som Taylor-Britt, Wilson og Hill virkelig er i gang med at etablere sig.

7. Dallas Cowboys (5-3) (-3)
– Selvom at de tabte divisions-top-opgøret mod Eagles og nu har 3 kampe op til 1.pladsen, så peger pilen helt klart opad her ved midtvejspunktet for Cowboys. Siden friugen har angrebet set langt bedre ud, Prescott er allerede begyndt at producere og Lamb ligner mere og mere en top-receiver. Da forsvaret samtidig holder et fint niveau med Bland som den helt store nye historie, og NFC-konferencen generelt ikke er særligt imponerende, så bør Dallas-mandskabet som minimum være storfavoritter til 5.seedet.

8. Seattle Seahawks (5-3) (-1)
– Nederlaget til Ravens i weekenden afslørede måske, at jeg og mange andre har Seahawks lidt for højt rangeret lige nu. Ift. effektivitetsmålingerne ligger lige omkring midten af ligaen, der er stadig meget fokus på løbet, som de har svært ved at kompensere for, hvis det bliver stoppet, og selvom at Smith er en god historie, så begynder vi også at se hans begrænsninger. Mafe har været en god historie på forsvaret, men herudover er der også udfordringer der. Med 2 kampe mod 49ers samt opgør med Eagles og Cowboys til gode, så er deres fortsatte succes i 2023-sæsonen ikke givet.

9. Jacksonville Jaguars (6-2) (=)
– Jaguars er allerede i position, hvor jeg godt tør sige, at AFC South-divisionen er deres, hvis ikke de bliver alvorligt ramt af skader eller pludselig ødelægger det for sig selv. De er klart stærkere end deres tre direkte modstandere, og især forsvaret anført af Allen og Oluokun har været fremragende, også med god hjælp fra unge navne som Campbell, Lloyd, Williams og Cisco. Samtidig tror jeg, at Lawrence og angrebets tal ser dårligere ud end de egentligt er. De kommer til at gå i slutspillet, og de kommer til at være mere konkurrencedygtige end folk tror.

10. Cleveland Browns (5-3) (+1)
– Browns har langt henad vejen været Dolphins’ modpol indtil nu i sæsonen. Jeg er dog væsentligt mere bekymret for Browns’ angreb end for Dolphins’ forsvar. Den helt store positive historie er Schwartz’ arbejde med forsvaret, der har været NFL’s bedste indtil nu, anført af en sprudlende Garrett. På den anden side så har Watson her halvvejs i sin første sæson som starter i Cleveland ikke vist noget, der retfærdiggøre hans vanvittige kontrakt. Tværtimod virker det til, at han og cheftræner Stefanski er delvist i konflikt. Derfor heller jeg til, at det ender med gå galt.

11. Buffalo Bills (5-4) (-1)
– Jeg er virkelig spændt på at se, hvad der venter Bills i resten af 2022. Målt på effektivitet har Allen været den bedste quarterback i ligaen i år, og han begynder for alvor at få sat andre spillere end Diggs i scene, herunder Cook, Davis og Kincaid. Samtidig har skaderne til især White og Milano sat deres tydelige spor på forsvaret, og selvom at der er gode historier her også, så skal der ske en stabilisering her, hvis McDermotts tropper skal kunne matche de meget stærke modstandere, der venter resten af året.

12. San Francisco 49ers (5-3) (=)
– Den nedtur, der har ramt 49ers over de sidste par uger har været en negativ overraskelse, men samlet set tror jeg stadig mere på dem som slutspilsdeltager og Super Bowl-kandidat fra NFC West end Seahawks. Udfordringen lige nu er først og fremmest forsvaret, der pt. rangerer i midten af ligaen statistisk set. Fronten med Bosa, Armstead og Hargrave har ikke været lige så giftig som vanligt, og kombineret med Warners pludselige niveaufald har det også udstillet bagkæden. Vi må se om en uges fri og tilføjelsen af Young kan rette op på det.

13. Minnesota Vikings (5-4) (=)
– Hvordan resten af NFL-året 2023 kommer til at gå for Vikings kommer til at afhænge af, om Dobbs kan tage de gode ting, han viste hos Cardinals, med videre til Minneapolis og så løfte sit generelle niveau, når vilkårene og omgivelserne er bedre. Statistisk set er de godt placeret på både angreb og forsvar, og af de har egentlig et ganske favorabelt kampprogram foran sig. Endelig har de faktisk stadig en krog i Lions ift. divisionen og ellers er et wildcard bestemt muligt i NFC. Det vil være en fantastisk historie, hvis de når de afgørende kampe i januar.

14. New Orleans Saints (5-4) (=)
– Ift. Saints så er de mine klare favoritter til at vinde NFC South og får den divisions eneste slutspilsplads. New Orleans-mandskabet har på papiret det næst-letteste tilbageværende kampprogram, og deres forsvar, som er en top-10 enhed med Granderson, Adebo og Taylor som nye interessante profiler, bør kunne holde dem inde i de fleste kampe. Hvis så bare Carr kan få noget nogenlunde fornuftigt ud af de mange muligheder på angrebet, så bør de kunne slutte foran ærkerivalerne fra Atlanta, som de endnu ikke har mødt. Mere end det tror jeg dog ikke på.

15. Pittsburgh Steelers (5-3) (+1)
– Det sidste AFC North-hold er også stadig fuldt og helt med i divisionen, hvilket gør, at man endnu engang bare må tage hatten af for Tomlin og hans arbejde. Dog er deres effektivitets-tal et sted, hvor jeg ser deres record som en form for overpræstation, og selvom forsvaret er i ligaens top 10, så er de offensive og ikke mindst quarterback-mæssige udfordringer af en karakter, hvor jeg har svært ved at se det blive ved resten af sæsonen. Jeg bliver med andre ord overrasket, hvis de ender blandt de 7 slutspilshold i AFC.

16. Los Angeles Chargers (4-4) (+5)
– På en måde er det meget passende, at Chargers er kommet tilbage til 4-4 her ved midtpunktet af sæsonen. De balancerer nemlig virkelig på en knivsæg ift. hvilken vej det kommer til at gå herfra. Angrebet, der startede som lyn og torden, er faktisk faldet lidt i kvalitet, hvilket især fraværet af Williams er en medvirkende årsag til. I skyggen af dette har forsvaret dog forbedret sig, anført af den giftige trio Bosa, Mack og rookien Tuipulotu. Kan Staley, Moore og Herbert få reguleret offensiven, er der et helt klart slutspilspotentiale. Ellers bør det ende med en trænerfyring.

17. Houston Texans (4-4) (+8)
– Den helt store historie i Houston er selvfølgelig, at Stroud ligner en franchise-quarterback allerede i sin første sæson i NFL. Samtidig må jeg dog også sige, at holdet som helhed har præsteret langt bedre end ventet under den nye cheftræner Ryans. Det kan især ses på forsvaret, der spiller langt bedre end talentmassen i princippet er til. Det er svært at være med i kampen om slutspilspladserne i AFC og nogle tal tyder også på, at Texans har overpræsteret indtil nu. Kampprogrammet er dog blandt de 5 nemmeste på papiret, så fortsætter festen, skal de regnes med som outsidere.

18. Atlanta Falcons (4-5) (=)
– Af alle 32 hold har Falcons på papiret det nemmeste tilbageværende kampprogram. Det skyldes bl.a. at deres division er ligaens svageste, hvilket igen betyder, at de fortsat er med i kampen om en slutspilsplads. Det skal så siges, at der ikke er ret meget i deres tal, der indikerer, at de bør være konkurrencedygtige. Forsvaret har været for nedadgående efter tabet af Jarrett, og selvom at skiftet fra Ridder til Heinicke som quarterback var nødvendigt, så har vi stadig til gode at se, at det for alvor sætter gang i angrebet. På den baggrund tror jeg ikke, at de kan følge med Saints i sidste ende.

19. Indianapolis Colts (4-5) (+1)
– Colts skal i et eller andet omfang også fortsat regnes med, når vi taler om de afgørende kampe i januar, omend der er mange om buddet i AFC. Ligesom divisionsrivalerne Texans har de et af de fem nemmeste kampprogrammer i resten af grundspillet, og der har været rigtigt mange positive tendenser under den nye cheftræner Steichen. I modsætning til Texans så mangler de dog deres rookie-quarterback, der er blevet skadet for sæsonen, og jeg synes vi hele tiden ser Minshews begrænsninger i små mængder, hvilket i sidste ende gør, at jeg ikke for alvor tror på dem.

20. Tennessee Titans (3-5) (-3)
– Det er ikke kun fordi, at Titans pt. ligger sidst i AFC South, at de også er det hold i den division, jeg tror mindst på ift. slutspillet. De har allerede selv lidt indikeret, at de ikke tror så meget på denne sæson mere med handlen af Byard, og samtidig står de over for en noget sværere række af modstandere inklusiv to opgør mod Jaguars, end deres direkte rivaler i Colts og Texans. X-factoren her er Levis, der er kommet flot fra start på sin NFL-karriere og måske kan være manden, der skal satses på fremover. Henry og Hopkins har også fortsat, hvad der skal til, men det ser svært ud.

21. New York Jets (4-4) (-6)
– Medmindre at det mirakel-comeback, som Rodgers tilsyneladende forsøger sig med, rent faktisk lykkes, så har jeg meget svært ved at se, hvordan Jets skal nå med blandt de 7 slutspils-hold i AFC. Det er ærgerligt, når man ser på, hvor flot forsvaret spiller med Williams-brødrene, Gardner, Huff, Jefferson, Johnson og Mosley som bare nogle af dem, der bør fremhæves. Desværre er Wilson så ringe en quarterback, at angrebet ikke kan levere de nødvendige sejre, og de missede chancen for at finde en reel erstatning inden trade-deadline.

22. Denver Broncos (3-5) (=)
– Vi kan ikke helt dømme Broncos ude endnu på baggrund af deres record, og fordi de netop har været haft friuge, vil jeg gerne lige se, hvordan de kommer ud her på den anden side. Det er dog ikke til at komme uden om, at deres forsvar har været ligaens dårligste på trods af, at talentmassen burde være til meget mere. Samtidig har offensiven heller ikke afspejlet, at de har fået Payton som ny cheftræner, om end det er bedre end sidste år. Da de også står overfor en lang række af stærkere modstandere, tror jeg nok ikke rigtigt på det i år.

23. Tampa Bay Buccaneers (3-5) (-4)
– Efter en flot sæsonstart er tingene faldet lidt fra hinanden for Buccaneers. Især har jeg faktisk været skuffet over forsvaret, som jo er cheftræner Bowles’ speciale, men som slet ikke har kunnet følge op på de første kampes flotte præstationer. Mayfield har egentligt fortsat været hæderlig, omend han har sine fejl, men han formår at få sat Evans og Godwin i scene. Hvis især presspillere som Barrett og Tryon-Shoyinka kommer mere i gang, kan de måske godt presse Saints, som de har slået, da kampprogrammet er til at overskue.

24. Washington Commanders (4-5) (+4)
– Selvom at de på papiret stadig har et wildcard inden for rækkevidde med deres nuværende record, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan det skal lykkes her i anden halvdel af sæsonen. Listen af modstandere er ikke lige frem fordelagtig, de har sendt to af deres bedre forsvarsspillere i Young og Sweat væk, og Howell er simpelthen ustabil på et niveau, hvor jeg får associationer til Brett Favre på hans rigtigt dårlige dage. Det nye ejerskab har nok en mere langsigtet plan, så selvom at de nok ikke smider sæsonen, så bør det handle mere om fremtiden end nu og her for Commanders resten af 2023.

25. Green Bay Packers (3-5) (+5)
– At vinde over et Rams-mandskab med Rypien som quarterback ændrer ikke meget på mine samlede betragtninger om Packers for resten af 2023-sæsonen. Både angreb og forsvar er under middel i NFL pt., og især offensiven er et sted lige nu, hvor der er mere brug for at fokusere på udvikling end på at vinde kampe her og nu. At LaFleur og co. heller ikke rigtigt selv tror på det, kan også ses ved, at Douglas, der var en af deres bedste forsvarsspillere i år, er blevet handlet til Bills. Der et fundament, der kan bygges på, men det bliver ikke til noget interessant i år.

26. Los Angeles Rams (3-6) (-2)
– Rams er i virkeligheden lidt samme sted som Packers, bare med omvendt fortegn. Det skal forstås på den måde, at det her er forsvaret, der virkelig bare har brug for at fokusere på tænke længere fremad i stedet for at kigge alt for meget på, at der skal vindes kampe her og nu. Dog vil jeg gerne rose McVay for endnu en flot trænerindsats og angrebet for at præstere ganske hæderligt, når Stafford vel at mærke er på banen. Nacua ligner for mig fortsat en ny receiver-stjerne, som er med til at gøre, at jeg tror på, at de ikke er på vej ud i den helt store genstart.

27. Las Vegas Raiders (4-5) (+5)
– Det var fedt, at de fik en klar sejr i første kamp efter McDaniels, men selvom at de har taget den helt rigtige beslutning ved at fyre deres cheftræner og har en fornuftig record, så er jeg klar til at dømme dem ude. Med et af de fem sværeste kampprogrammer for resten af sæsonen, en uprøvet rookie som quarterback, en totalt uprøvet midlertidig cheftræner og effektivitetstal, der ligger under nr. 25, så kan jeg simpelthen ikke se, hvordan Raiders skal blande sig i kampen om slutspilspladserne. Det er i virkeligheden allerede mere interessant, hvad der sker i offseason.

28. New England Patriots (2-7) (-6)
– Hvor der ikke er noget nyt i at dømme Raiders ude midtvejs i sæsonen, så er det til gengæld en meget mærkværdig oplevelse, at jeg allerede nu siger, at jeg ikke tror mere på Patriots for i år. Tallene taler desværre deres tydelige sprog, og på trods af tilgangen af O’Brien i offseason er angrebet simpelthen så bovlamt, at det forhindrer dem i at vinde selv de opgør, hvor de er med hele vejen. Vi står reelt set i en situation, hvor resten af sæsonen kan afgøre fremtiden for den mest succesfulde cheftræner i NFL på denne side af årtusindskiftet.

29. Chicago Bears (2-7) (-2)
– For Bears må det mest frustrerende indtil videre ved sæsonen være, at de ikke har fået endegyldigt svar på det helt store spørgsmål fra offseason: Skal der satses på Fields langsigtet eller begyndes forfra med en ny rookie-quarterback næste år? Pga. førstnævntes skade er juryen stadig ved at votere vedr. det spørgsmål. Han er dog snart tilbage og så må Chicago-mandskabet se, om de kan få besvaret spørgsmålet her i anden halvdel af grundspillet. Uanset hvad ser det dog ud til, at de få gode muligheder for at finde en ny spilfordeler i draften med to valg i top 5 næste år.

30. Carolina Panthers (1-7) (-4)
– Det er på ingen måde overraskende, at vi allerede kan dømme Panthers ude her ved midtvejspunktet, da der simpelthen var for meget, der skulle ryddes op til, at tilføjelsen af en rookie-quarterback ville kunne rette op på det hele. Når det er sagt, så er Youngs foreløbige præstationer bekymrende, men ikke nok til, at hans fremtid skal diskuteres allerede nu. Det synes jeg til gengæld godt Reichs kan, da han ikke har gjort ret meget for at hjælpe sin unge spilfordeler. Det helt store problem er dog o-linen, der bør være næste offseasons helt store fokuspunkt.

31. New York Giants (2-7) (-2)
– Jeg var mere skeptisk end konsensus overfor Giants før grundspillets begyndelse, men jeg havde godt nok ikke forudset den katastrofe, som 2023-sæsonen har udviklet sig til. Med Jones færdig er der nu heller ingen grund til at tro, at tingene kan vendes rundt til noget fornuftigt nu og her. Spørgsmålet er bare, hvor det efterlader Daboll og Schoen. Der er en god chance for, at de kan slutte med 1.valget i 2024-draften, men de har bundet en del økonomi og dermed deres egen fremtid i Jones. Bliver de ikke fyret i offseason, så kan de måske få chancen for at vælge manden til fremtiden.

32. Arizona Cardinals (1-8) (-1)
– Efter en ganske interessant sæsonstart rent spillemæssigt er Cardinals nu endt med at være præcist, hvor jeg forventede. Det er dog ikke givet, at det forbliver sådan, for med Murrays og Conners tilbagevenden, kan de måske ende med at blive en af anden sæson-halvdels mest positive historie. I det scenarie vil det måske koste et højt valg i draften, men til gengæld give vished om, at der er styr på spillets vigtigste position. Skulle det scenarie ende som en realitet, så kan de gå ind til 2024 med væsentligt højere forventninger end tilfældet var i år.
