NFL: Peters PowerRank – Spiluge 7

Igennem grundspillet vil Peter Kroman Brems hver uge præsenteret en opdateret rangeringen af de 32 mandskaber i National Football League med kommentarer til hvert enkelt hold

NFL indeholder et indbygget element af uforudsigelig, som er en af grundene til, at vi er mange, der elsker sporten, og samtidig bliver mega-frustrerede uge efter uge, når vi forsøger at lege eksperter via vores fantasy-hold og konkurrencer om et gætte resultater på f.eks. picks.dk, fordi vi sætter vores hold og giver vores bud ud fra ting vi tror vi ved, hvorefter holdene går på banen og præsterer ting, der peger i den stik modsatte retning af, hvad vi regnede med. Af og til minder om at være med i et afsnit af ”The Twilight Zone”.

Personligt troede jeg, at vi allerede havde været igennem en af de vilde runder på den konto i spiluge 6, men jeg blev klogere. Flere hold, som jeg for blot et par uger siden, så som foreløbige favoritter til at gå hele vejen eller tæt på, tabte til modstandere, der på papiret burde være langt dårligere. Enheder, som har set fremragende ud, leverede pludselig slet ikke som forventet. Og så må jeg vist hellere sige et stort undskyld til samtlige Lions-fans, da jeg muligvis har udsat jeres hold for et kæmpe-jinx med placeringen af jeres hold som nr. 1 på sidste uges liste.

På baggrund af sidste weekends resultater har jeg således endnu engang måtte grundigt revurderer flere holds placering, og det har igen været vigtigt at sende nogle signaler omkring nogle mandskaber, hvor advarselslamperne efterhånden blinker. Samtidig er jeg for første gang i år klar til at erklære et par trænere for færdige i min verden, og så må vi se, om det også bliver realiteten i den virkeligheden (måske endda inden grundspillets afslutning).

Inden vi kommer så langt, så får I her ugens PowerRank:

1. Philadelphia Eagles (6-1) (+4)

– Sejren i topkampen over Dolphins sender de forsvarende NFC-mestre op på listens 1.plads. Brown fik slået fast med syvtommersøm, at han er en af NFL’s bedste receivere, og på forsvaret leverede presspillet anført af duoen Reddick og Sweat med 2 sacks hver. Der er dog stadig noget usikkerhed over Hurts, hvilket hans håbløse interception tydeligst illustrerede. Og det hjælper ikke, hvis han skal til at spille halvskadet.

2. Kansas City Chiefs (6-1) (=)

– Med Chargers besejret sætter Chiefs sig endnu engang tungt på AFC West, hvor de nu er minimum 3 kampe foran alle divisionsmodstandere. Mahomes er efterhånden oppe i fuldt gear og det samme gælder Kelce, der leverede næsten 180 yards på 12 grebne bolde. Derudover vil jeg fremhæve Omenihu på forsvaret, der var med for første gang i år og bl.a. bidrog med 1 sack, 2 quarterback-sacks og 1 blokeret kast.

3. Baltimore Ravens (5-2) (+11)

– Jeg bliver nød til at belønne Ravens for den fremragende præstation, som de leverede mod sidste uges nr. 1 på listen her. Jeg tror ikke, at jeg har set Jackson spille på dette niveau siden sin MVP-sæson, og samtidig er han virkelig ved at slå fast, at han sagtens kan levere som kastende quarterback. Samtidig virker det til, at han efterhånden har stærk kemi med de fleste af sine våben.

4. Miami Dolphins (5-2) (-1)

– At tabe til Eagles er ingen skam, og McDaniel kan trøste sig med, at hans mandskab var med i kampen længe, og at Tagovailoa faktisk bekræftede sit niveau i år, selvom at han var under massivt pres og for en gangs skyld ikke fik noget hjælp af løbet. Det er dog problematisk, at samtlige sejre er kommet mod markant svagere modstandere, mens deres to topopgør har resulteret i nederlag.

5. Detroit Lions (5-2) (-4)

– En alvorlig ridse i lakken på den ellers hidtil så flotte sæson, som Lions har leveret indtil nu. Alle hold har for det meste et par kampe i løbet af sæsonen, hvor tingene ikke fungerer, så det her ændrer ikke mit samlede billede af Campbells tropper. Forsvaret har dog stadig noget af bevise ovenpå det her, og så mangler vi stadig for alvor at se Goff levere mod en kvalitetsmodstander udenfor Ford Field.

6. Cleveland Browns (4-2) (=)

– Browns er altså en god kandidat til årets wtf-hold pt. I en kamp, hvor deres imponerende forsvar pludselig lukker masser af point ind, formår de alligevel at vinde alligevel, og det er på trods af pointantallet defensiven, der afgør kampen med 3 opsamlede fumbles og en interception. Angrebet var nemlig tæt på håbløst uanset om det var Watson, der igen blev skadet, eller Walker, der var quarterback.

7. Dallas Cowboys (4-2) (=)

– Forhåbentlig har de brugt friugen på at få tunet angrebet. Hvis ikke Prescott og co. bliver mere produktive, så tror kan det godt være, at de når slutspillet, men det bliver ikke til mere end det.

8. Seattle Seahawks (4-2) (+2)

– Det er naturligvis ikke nogen stor præstation at slå Cardinals, men set over de sidste par uger har de været bedste hold i NFC West, hvilket jeg gerne lige vil markere. Det var flot at se, hvordan rookie-receiverne Smith-Njigba og Bobo trådte i karakter i Metcalfs fravær. Samtidig havde defensiven en god dag med 4 sacks, 8 quarterback-hits og ligeledes 8 blokerede kast.

9. Cincinatti Bengals (3-3) (=)

– Burrow har fået en uge yderligere til at hvile det skadede ben, og nu bliver det interessant at se, om en af ligaens bedste spilfordelere endelig stempler 100 % ind i årets sæson.

10. San Francisco 49ers (5-2) (-6)

– Er 49ers pludselig ikke et top 5-mandskab længere? Nok ikke i realiteten, men jeg har brug for at sende et signal her om, hvor meget lavere deres niveau har været over de seneste to uger. Det hjælper heller ikke, at skaderne begynder at melde deres ankomst samt at Purdy nu tilsyneladende har fået hjernerystelse og måske må afløses af Darnold til den kommende kamp mod Bengals.

11. Jacksonville Jaguars (5-2) (+1)

– Kampen om syden endte med en sejr til Jaguars, der lod Saints smage deres egen medicin med en gennemført solid defensiv præstation anført af en sprudlende og allestedsnærværende Oluokun. Så kunne Lawrence stille og roligt arbejde bolden nedad banen og lade Etienne gør arbejdet færdigt. Hvis udviklingen fortsætter bliver er det svært at se dem blive truet i AFC South.

12. Buffalo Bills (4-3) (-4)

– Skal vi virkelig til at være bekymrede for Bills? Skaderne på forsvaret begynder for alvor at slå igennem i effektivitetsmålene, og de var også tydelige på Patriots. Samtidig var offensiven alt for længe om at komme i gang, og selvom at Allen uden diskussion spiller som den top 5-quarterback han er, så synes jeg også godt, at der kan stilles spørgsmålstegn ved beskyttelsen af ham.

13. Pittsburgh Steelers (4-2) (=)

– 3 quarters offensiv elendighed blev pludselig skiftet ud med kvalitet, da det gjaldt for Steelers. Pickett connectede med både den tilbagevendte Johnson samt Pickens, og så kom Harris endelig på tavlen, omend han ift. effektivitet igen blev overstrålet af Warren. De kan dog igen først og fremmest takke forsvaret for sejren, hvor Watt godt nok blev holdt i skak, men alligevel bidrog med en interception.

14. Minnesota Vikings (3-4) (+10)

– De er lige pludselig i live igen efter en meget imponerende præstation mod 49ers. På trods af Jeffersons fravær klikkede angrebet, Addison leverede måske sit gennembrud, og Cousins fik også sat både Hockenson og nytilføjelsen Powell godt i scene. Og så kan vi ikke komme uden om Bynum, der interceptede Purdy 2 gange, hvor den sidste definitivt sikrede sejren.

15. New York Jets (3-3) (=)

– Tingene er pludseligt meget åbne for Jets med et Bills-hold i krise og andre potentielle konkurrenter til et wildcard, der ikke er stukket af. Det afgørende bliver, om Wilson udvikler sig.

16. Atlanta Falcons (4-3) (+7)

– Så har Falcons sørme taget føringen i den fortsat fuldstændigt uforudsigelige NFC South-division med en sejr over rivalerne fra Buccaneers. Ridder gjorde ellers endnu engang alt hvad han kunne for at give bolden til modstanderen. Smiths tropper var dog i stand til at udnytte de muligheder de selv fik, og så kunne kicker Koo til sidst sparke kampen hjem.

17. Houston Texans (3-3) (=)

– En velfortjent pause til ligaens yngste hold og bedste rookie-quarterback er forhåbentlig brugt konstruktivt. De har stadig masser af muligheder, hvis den positive udvikling fortsætter efter friugen.

18. Tampa Bay Buccaneers (3-3) (-7)

– Efter en flot sæsonstart har tingene nu udlignet sig i Tampa. Mayfield er tilbage på det mere ustabile niveau, som vi har lært at kende ham for gennem hans hidtidige karriere, og selvom at hans sammenspil med både Evans, Godwin og tight end Otton er fint, så bliver der også begået nogle alvorlige fejl undervejs. Alle muligheder er fortsat åbne, men det er forsvaret, der skal bære dem herfra.

19. Indianapolis Colts (3-4) (=)

– De må godt nok ærgre sig i Indianapolis over, at det ikke lykkedes at trække sejren hjem mod Browns. Pittman og Downs er ved at udvikle sig til en rigtigt kvalificeret receiver-duo, og på den anden side af bolden leverer både veteraner som Moore og yngre kræfter som Blackmon. Desværre er Minshew simpelthen for sløset med bolden, og det ender med at koste i sidste ende.

20. New Orleans Saints (3-4) (-2)

– Saints er efterhånden også et mandskab, der bare udstråler gennemført middelmådighed og måske endda lidt mindre end det. Allens defensiv er fortsat solid, men mod Jaguars formåede de hverken at sacke eller endda ramme Lawrence en eneste gang. Og selvom Carr får flyttet bolden, så er der bare for lidt output i sidste ende, når man også tænker på de våben han har til rådighed.

21. New England Patriots (3-4) (+6)

– Pludselig vågnede imperiet fra det nordøstlige USA op og snuppede en meget overraskende sejr over de kriseramte divisionsrivaler fra Buffalo. Et par upåagtede receivere i Douglas og Brown stemplede pludselig ind, men jeg har svært ved at se, at de pludselig kan vende det hele rundt. Man skal dog aldrig dømme Belichick helt ude. Tillykke til ham med sejr nr. 300 og kontraktforlængelse.

22. Los Angeles Chargers (2-4) (-6)

– Normalt ville jeg ikke straffe et nederlag til Chiefs med en nedrykning på 6 pladser, men jeg må indrømme, at jeg nu er det, hvor jeg vil anbefale, at Chargers skiller sig af med Staley så hurtigt som muligt. Med det talent de har i truppen og ikke mindst på angrebet, så er 2 sejre ud af 6 mulige simpelthen ikke godt nok på dette tidspunkt. Det er tid til at komme videre, inden at mere af Herberts karriere formøbles.

23. Los Angeles Rams (3-4) (-3)

– Afslutningen på kampen mod Steelers illustrere meget godt, hvad deres Rams’ problem i år. De har en dygtig trænerstab, der formår at sætte spillerne rigtigt op, men især den defensive del af truppen mangler simpelthen talent, og det ender med at koste over en hel kamp. Stafford, Freeman og Nacua gjorde hvad de kunne, men måtte strække våben til sidst.

24. Tennessee Titans (2-4) (-2)

– Som det eneste hold på friuge har jeg flyttet Titans på listen og det har været i nedadgående retning. Med meddelelsen om Levis som starter på quarterback og handlen af Byard, ligner det nemlig, at sæsonen nu opgives i Nashville.

25. Chicago Bears (2-5) (+3)

– Det er ikke fordi, at jeg ser sejren over Raiders som et stort vendepunkt for Bears, da den i høj grad også kom på baggrund af modstanderens manglende kvaliteter. Dog vil jeg gerne lette på hatten for rookien Bagent, der kommer fra en meget upåagtet college-baggrund og var undraftet, men ender som vinder af sin første NFL-kamp som starter. Godt hjulpet af Foreman, der scorede 2 touchdowns.

26. Denver Broncos (2-5) (+5)

– Ikke nogen prangende indsats, men der var dog en form for stabilitet i det Broncos leverede i sejren over Packers. Wilson har virkelig fået en god kemi med især Sutton, og i denne uge kom Jeudy også mere i spil, mens at Williams var tilbage og effektiv på jorden. Samtidig lykkedes det at begrænse antallet af scoringer imod, omend det måske også handlede om modstanderen.

27. New York Giants (2-5) (+4)

– At vinde en kamp mod en divisionsmodstander, hvor opgøret minder om en genskabelse af tilstanden fra et par sæsoner siden, hvor vi talte om NFC Least, gør ikke, at jeg afblæser den generelle krisestemning. Taylor skal dog have ros for at udvikle kemi med Waller og Hyatt, og så begynder den defensive front med Lawrence og Thibodeaux også at vise tænder.

28. Washington Commanders (3-4) (-7)

– Commanders kommer nok til at være årets elevator-hold sæsonen igennem. Kigger vi på effektivitetsmålene, så burde de havde taget en nødvendig sejr over Giants, men det bliver svært, når man har en quarterback, der tydeligvis har talent og godt kan kaste bolden, men ofte virker til ikke at have nogen som helst plan for, hvad han laver. Glædeligt er det dog, at Young ser ud til at være fuldt og helt tilbage.

29. Green Bay Packers (2-4) (-3)

– Det er nemt at forfalde til, at give Love skylden for det, der foregår i Green Bay lige nu, men efter flere gode snakke med en Packers-fan i løbet af ugen, er jeg ikke sikker på, at det er så simpelt. Det spiller i hvert fald også en rolle, at talentmassen omkring ham på angrebet virkelig er begrænset, og så er der også noget med coachingen på især forsvaret, der ellers burde være holdets styrke, som ikke fungere pt.

30. Las Vegas Raiders (3-4) (-5)

– Hvis der er en træner, der skal fyres før Staley hos Chargers, så må det være McDaniels. Hans pinlige beslutning om at starte Hoyer i stedet for rookien O’Connell siger alt om en mand, der ikke har nogen som helst idé om, hvad han skal gøre for at vinde. Raiders’ sejre er udelukkende kommet på individuelt talent og dårlig modstand, og deres record er eneste grund til, at de ikke er lavere på listen pt.

31. Arizona Cardinals (1-6) (-2)

– Så er de røde fugle ved at være tilbage af bunden af listen. Det manglende niveau hos flere af spillerne, inklusiv Dobbs er desværre bare blevet tydeligere, og så er de simpelthen bare ikke gode nok til at udnytte de chancer som de får. Der er godt nok heller ikke meget at komme efter i presspillet, hvor kun Collins og Gardeck i momenter viser noget.

32. Carolina Panthers (0-6) (=)

– Når man er ligaens eneste hold uden sejr og holder friuge, så kan man selvfølgelig ikke flytte sig væk fra sidstepladsen. Det bliver spændende at se, om skiftet af offensive spilkalder får positiv betydning.

Skriv en kommentar