
Igennem grundspillet vil Peter Kroman Brems hver uge præsenteret en opdateret rangeringen af de 32 mandskaber i National Football League med kommentarer til hvert enkelt hold
Efter 2 ugers football er det stadig tidligt for alvor at komme med sikre konklusioner, men jeg synes allerede, at jeg ser nogle tendenser i min PowerRank.
Der er foreløbigt 7 hold, som jeg havde blandt mine forhåndsfavoritter, der set over begge kampe har vist mig nok til, at jeg stadig tror 100 % på dem ift. at gå langt i år. Derfor udfylder de også de 7 første pladser på listen pt.
Herefter følger en række hold, hvor jeg er noget mere i tvivl, hvorfor der ikke skal lægges så meget vægt på deres nuværende positioner. Det kan med andre ord hurtigt ændre sig.
Endelig er der nogle mandskaber, som jeg havde forventninger til før sæsonen, men som allerede er lidt under pres, hvorfor jeg har følt et behov for at sende et signal omkring dem med deres placering allerede i denne uge.
Med disse indledende ord får I her min PowerRank efter 2 spillerunder i årets NFL-sæson:

1. San Francisco 49ers (2-0) (=)
– Shanahans tropper blev udfordret mere i denne uge, hvor deres modstander også imponerede, men i sidste ende var de i stand til at lukke kampen. Purdy har generelt imponeret over de første to uger, omend jeg dog synes, at vi her så, at han har nogle begrænsninger, hvis han skal gå dybt. Samtidig er jeg lidt bekymret, hvis Aiyuk pludselig bliver utilgængelig.

2. Philadelphia Eagles (2-0) (=)
– Endnu en lidt hakkende offensiv præstation fra Eagles og især Hurts, der dog kunne glæde sig over, at Smith var i hopla med 131 yards og 1 touchdown, samt at Vikings var i gavehumør i flere situationer. Det lykkedes også at få gang i Swift, der ikke rigtigt kom på banen i uge 1, men som Gainwells fravær dominerede på jorden.

3. Kansas City Chiefs (1-1) (=)
– Det blev ikke til to nederlag i træk, men på trods af comebacket til Kelce, var Mahomes og angrebet bestemt ikke flyvende mod Jaguars. Når det er sagt, så kom der trods alt lidt gang i nogle af de unge receivere i form af Moore og Watson, og må vi sige, at Jones’ tilbagevenden gjorde en forskel på forsvaret, hvor han også gav plads til Karlaftis, Anudike-Uzomah og Danna.

4. Miami Dolphins (2-0) (=)
– Ikke en lige så imponerende offensiv præstation som mod Chargers, men det var vel at mærke også mod et væsentligt bedre forsvar. På trods heraf har Tagovailoa igen været en af NFL’s mest effektive quarterbacks henover de to første spillerunder, og samtidig markerede presspillet sig virkeligt mod Patriots, endda uden den forventet største profil i form af Phillips.

5. Dallas Cowboys (2-0) (=)
– Jeg må nok være ærlig og sige, at Cowboys har været et af de mest imponerende mandskaber i de to første kampe. Især forsvaret har nærmest været skræmmende og mod Jets massakrerede Parsons og resten af pass rushet nærmest deres modstanders angreb. Angrebet fik dog også vist, at de kan producere, og især Lamb markerede sig virkelig med 143 yards.

6. Baltimore Ravens (2-0) (=)
– En vigtig divisionssejr og en meget mere helstøbt præstation af Ravens på trods af de mange skader. Jackson virkede mere komfortabel i kasteangrebet og fik i denne uge også sat Agholor i scene sammen med Flowers og Andrews. På forsvaret markerede Williams’ afløser Stone sig rigtigt flot, og så stemplede Clowney ind med sit første sack i Baltimore-uniformen.

7. Buffalo Bills (1-1) (+1)
– Så kunne vi kende Bills og ikke mindst Allen. En solid offensiv kamp fra spilfordeleren, der fik fordelt boldene fint mellem Diggs, Davis og rookie-tight enden Kincaid. Dog så vi også en ny side af Buffalo-mandskabet, hvor løbespillet anført af lillebror Cook pludselig var enormt velfungerende.

8. Pittsburgh Steelers (1-1) (+6)
– Her begynder rækken af hold, som nok er lidt underligt placeret. Når jeg ender med at flytte Steelers herop, så handler det til dels om mine forventninger før sæsonen, som de var mere i tråd med i sejren mod Browns. Jeg anerkender dog fuldt ud, at angrebet slet ikke er i nærheden af mine forventninger og Pickett indtil videre har været ligaens måske mest ineffektive quarterback.

9.New Orleans Saints (2-0) (+6)
– Også et mandskab, der måske er for højt placeret, for igen er det ikke fordi at offensiven med Carr i spidsen har sprudlet, hvis vi altså lige ser bort fra Olave. Til gengæld har cheftræner tilsyneladende endnu engang formået at sætte et meget kompetent forsvar på banen, hvilket er det jeg belønner her. Især den massive front, hvor Granderson og Shepherd begge leverede et sack, var markant mod Panthers

10. Detroit Lions (1-1) (-1)
– Et ærgerligt nederlag i et tæt opgør mod et Seahawks-mandskab, der viste sig at være bedre end det, de leverede i uge 1. På trods af Goffs interception kan angrebet dog ikke bebrejdes, da det igen var effektiv, og det endda med St. Brown ude en del af kampen. Desværre blev det noget mere usikre forsvar svækket, da Gardner-Johnson nu er ude for en længere periode.

11. Cleveland Browns (1-1) (-1)
– Også en lidt svær placering, for det er ikke til at komme uden om, at forsvaret under Schwartz er kommet rigtigt godt fra start. Mod Steelers fungerede presspillet igen solidt, og bagved blokerede Ward 2 kast, mens at Delpit blev noteret for en interception. Desværre kan offensiven ikke være med, og der var noget svært tilfredsstillende ved at se Watson fumble kampen væk til sidst.

12. Jacksonville Jaguars (1-1) (=)
– Det trækker sjældent ned hos mig, at et hold taber til Chiefs, og specielt ikke, når der faktisk leveres en rigtig solid defensiv præstation. Der var også positive offensive momenter, hvor især Kirk havde en god kamp efter en meget stille uge 1, men der blev også begået for mange fejl, også af Lawrence. Det skal stoppes, hvis de vil nå længere end sidste år.

13.Tampa Bay Buccaneers (2-0) (+4)
– De har fået en flot sæsonstart resultatmæssigt, hvorfor de får en lille tur opad listen, men jeg glæder mig til at se dem testet mod virkelig kvalificeret modstand. Indtil videre må det dog konstateres, at forsvaret er kommet rigtigt godt fra start og producerede 6 sacks mod Bears. Derudover har Mayfield virkelig fundet Evans, der leverede 171 yards og 1 touchdown.

14. Los Angeles Chargers (0-2) (-3)
– Måske burde jeg være lige så bekymret for Chargers, som jeg er for et par andre 0-2 hold på denne liste, men min tiltro til Herbert og hans nye samarbejde med Moore gør, at jeg ikke råber vagt i gevær endnu på trods af overtime-nederlaget til Titans. Det skal dog siges, at forsvaret på papiret er startet ekstremt ringe, og det kan ikke undgå at sætte Staley under pres.

15. Seattle Seahawks (1-1) (+7)
– Jeg skal stadig lige overbevises om, at uge 1 var en enlig svale, men Seahawks og især Smith så markant bedre ud mod Lions, hvor både Metcalf og Lockett kom i spil, og sidstnævnte scorede 2 touchdowns, hvor det sidste afgjorde opgøret i overtime. Samtidig er jeg nød til fremhæve 3.års-cornerbacken Brown, der afløste Woolen undervejs og leverede både 1 sack og 1 pick-six.

16. New York Jets (1-1) (-9)
– Hvis kampen mod Cowboys var sigende for, hvordan resten af året bliver for Jets uden Rodgers, så bliver det endnu en meget lang og hård affære for de grønklædte fans i New York. Wilson og o-linen blev pillet fuldstændigt fra hinanden, og samtidig var det heller ikke fordi, at forsvaret for alvor kunne begrænse skaderne. Et vigtigt divisionsopgør i weekenden kan måske vende tingene rundt.

17. Tennessee Titans (1-1) (+9)
– Vrabels tropper kom på tavlen med en noget mere helstøbt præstation mod Chargers, hvor sejren blev hevet hjem i overtiden. Selvom at der blev lukket en del point ind, var det især forsvaret, der imponerede med 3 sacks og 5 blokerede kast, hvor Murphy-Bunting i øvrigt stod for 3 af dem. Så må vi se, om det aldrende angreb kan udvikle sig over de kommende uger.

18. Washington Commanders (2-0) (+5)
– En noget mere imponerende indsats af hovedstadsholdet, der leverede et flot comeback mod Broncos. Det var især fedt af se Young tilbage, og det tidligere 2.valg i draften bidrog med det samme og gik fra banen med 1.5 sacks. Offensivt kom Robinson i gang på jorden, hvor han flyttede bolden effektivt og scorede 2 touchdowns.

19. Atlanta Falcons (2-0) (+5)
– Velkommen til NFL Bijan Robinson! Favoritten til OROY-titlen brændte virkelig banden af mod Packers og havde en stor del af ansvaret for, at det lykkedes for Falcons at komme tilbage og snuppe sejr nr. 2 ud af 2 mulige. Når det er sagt, så er jeg stadig meget i tvivl om, hvad de i realiteten kan på langt sigt, hvorfor de også er lavest placerede 2-0 hold på listen.

20. New England Patriots (0-2) (-1)
– Jeg havde egentlig lyst til at lade dem blive liggende endnu en uge, men med to nederlag rykker de 1 plads ned for at få listen til at gå op. De ligger nemlig statistisk set meget præcist her i bunden af top 20, og de har vel at mærke også haft to svære første modstandere, som de egentlig har formået at udfordre. Jeg glæder mig til at se dem mod mere jævnbyrdig modstand.

21. Green Bay Packers (1-1)(-4)
– Også et mandskab, som efterlader flere spørgsmål end svar her efter to opgør. Love har faktisk været en af ligaens mest effektive spilfordelere over de to første uger, men samtidig har han helt konkret været meget upræcis, hvilket vi også så eksempler på, da kampen skulle afgøres. På den anden side af bolden var tydeligt, at løbet stadig er et problem for LaFleurs tropper.

22. Los Angeles Rams (1-1) (-1)
– Et nederlag til en divisionrival er altid trælst, men når man tænker på de forventninger, som mange havde til Rams inden sæsonstart, så er de to først opgør forløbet over al forventning. Stafford er kommet langt stærkere fra start end ventet, Nacua var igen fremragende og Atwell begynder også virkelig at ligne en NFL-receiver. Og alt dette vel at mærke uden Kupp på banen endnu.

23. Cincinatti Bengals (0-2) (-10)
– Det første hold, hvor jeg allerede er ved at være bekymret, og det især med tanke på de forventninger vi alle havde på forhånd. Burrows tilbagevendte lægproblem er nok en del af forklaringen, men det har slet ikke været til at kende angrebet her over de to første uger. Det er lige før, at ugens kamp mod Rams er must-win for Taylor og co.

24. Minnesota Vikings (0-2) (-6)
– Det andet mandskab, som jeg har et behov for allerede at tænde en advarselslampe ud for. De spiller egentlig bedre end de gjorde sidste år, og især Cousins er faktisk kommet rigtigt fint fra start i samspil med de mange kastevåben, men det bliver delvist spoleret af en allerede ramponeret o-line. De skal helst have en sejr mod de ligeledes pressede Chargers, hvis ikke panikken for alvor skal indfinde sig.

25. Denver Broncos (0-2) (-5)
– I Denver må der virkelig være tale om frustration ovenpå nederlaget til Commanders. Det er ikke fordi, at alle Wilsons problemer er væk, men angrebet er helt klart forbedret under Payton og nye receivere som Mims og Johnson har allerede vist, at de kan supplere Sutton og Jeudy. Til gengæld er der nogle ting på forsvaret, der indtil videre virkelig giver problemer.

26. Las Vegas Raiders (1-1) (-1)
– Så kom de ellers ned på jorden igen i Las Vegas. Løbespillet var pinligt ineffektivt mod Bills, hvor Jacobs sluttede med -2 yards. Samtidig en mere velkendt udgave Garoppolo at se, hvor der blev begået markante fejl undervejs. Endelig endte Adams med at forlade banen med en hjernerystelse, som han dog er blevet klar efter til den næste kamp.

27. New York Giants (1-1) (=)
– Katastrofen blev afværget med et imponerende comeback i den sidste ¼ af kampen, men indtil da var Giants faktisk blevet udspillet af det hold, som mange ellers regnede for det dårligste i hele ligaen inden sæsonenstarten. Samtidig er skaderne begyndt at vælte ned over det blå New York-hold. Barkley er blot senest tab på en liste, der allerede tæller tre startere på o-line.

28. Indianapolis Colts (1-1) (+2)
– Stort for Colts at snuppe en divisionssejr, men de skal altså få Richardson til at passe bedre på sig selv. Rookie-quarterbacken er sluppet rigtigt fint spillemæssigt fra sine to første NFL-starter, men tager simpelthen for store risici med sit helbred indtil videre. Heldigvis har de Minshew, der gjorde arbejdet færdig og sagtens kan starte, hvilket han gør mod Ravens i næste runde.

29. Carolina Panthers (0-2) (-1)
– På en måde synes jeg, at Young slap godkendt fra mødet med det meget kompetente Saints-forsvar. Han var ikke specielt effektiv, men fik dog ramt på 2/3 af sine kast, lavede ingen interceptions og viste en forbedret kemi med Thielen. De mest positive historier kom dog fra forsvaret, der dog må undvære omdrejningspunktet Thompson i resten af sæsonen.

30. Houston Texans (0-2) (-1)
– Det her var nok en af de kampe, som Texans gerne vil have vundet, men når det er sagt, så må Ryans og co. igen fokusere på det positive, som er, at Stroud faktisk er kommet rigtigt godt fra start i NFL. Igen er det begrænset hvor mange fejl han laver, og så lader han allerede til at have god kemi med det meste af sit receiver-korps, inklusiv veteranen Woods og rookien Dell.

31. Chicago Bears (0-2) (=)
– Egenlig ville jeg gerne have dem nederst for set fra min stol, har de været NFL’s dårligste mandskab over de to første uger. Mod Buccaneers fik de i det mindst Moore i gang med 104 yards, men det er pt. et lille plaster på et meget stort sår. Det mest bekymrende indtil videre er, at Eberflus’ forsvar har været ukarakteristisk ufarligt overfor modstanderne.

32. Arizona Cardinals (0-2) (=)
– Endnu et nederlag men igen synes jeg faktisk, at spillemæssige niveau var højere end forventet. I denne uge var det især angrebet, der så langt bedre ud det meste af kampen, efter at Dobbs havde haft en uge til at træne med de øvrige startere. Det tyder i hvert fald på, at den nye trænerstab er mere kompetent en den gamle (der skulle selvfølgelig heller ikke så meget til).
