Som optakt til årets store finale kamp har jeg valgt at udgive to artikler med fokus på de deltagende holds historie. Min anden artikel sætter fokus på NFC-konferencens deltager i form af Philadelphia Eagles
Efter at Frankford Yellow Jackets gik konkurs i 1931 besluttede NFL, at der skulle oprettes et nyt hold, der kunne overtage resterne. En ejerkreds ledet af Bert Bell, der gerne ville have et hold til Philadelphia, viste interesse og i 1933 så Eagles så dagens lys. Bell var den centrale figur i holdets tidlige år og nåede også at være dets cheftræner inden han solgte holdet i 1941, for senere at blive kommissær for ligaen. Bells relativt hurtige salg af holdet skulle imidlertid blive sigende for Eagles, der er et af de NFL-hold, der har skiftet ejer flest gange. Alexis Thompson, der endte med at overtage holdet i 1941, solgte det videre til en større investorgruppe i 1949, der igen solgte Eagles videre i 1963. Siden da har holdet været ejet af Jerry Wolman (1963 til 1969), Leonard Tose (1969 til 1985) og Norman Braman (1985 til 1994) inden at holdet blev købt af den nuværende ejer Jeffrey Lurie. Efter 29 år er Lurie nu klart været den mest vedholdende ejer i Eagles historie.
En af forklaringerne på de hyppige ejerskift kan være, at holdets historie har været præget af meget svingende præstationer. Eagles havde en svær opstartsperiode uden den store succes de første 10 år i ligaen. Holdet fik dog en kort opblomstring efter 2.verdenskrigs afslutning under cheftræner Earle Neale og running back Steve Van Buren, der førte holdet til NFL-finalen 3 år i træk fra 1947 til 1949. Efter et nederlag til Cardinals i 1947 vandt man de to efterfølgende finaler, men opturen skulle vise sig at blive kort. I 50’erne var holdet altovervejende middelmådigt og formåede aldrig rigtig at blande sig i topstriden. Fra 1958 så man dog tegn på positive tendenser efter ansættelsen af Buck Shaw som cheftræner og investeringen i den erfarne quarterback Norm Van Brocklin, der blev hentet i en handel med Rams. Van Brocklin skulle vise sig at være den brik, der manglede på et talentfuldt hold, og i 1960 gik tingene op i en højere enhed, da Eagles som det eneste hold i historien besejrede Vince Lombardis Packers i en finalekamp, og dermed sikrede sig deres tredje mesterskab.
Desværre for Eagles stoppede Van Brocklin efter 1960-mesterskabet, og derefter oplevede Eagles et nærmest totalt sammenbrud, der skulle vare ved til langt op i 70’erne. Kun en gang mellem 1962 og 1975 vandt holdet flere kampe end de tabte. I 1976 ansattes Dick Vermeil så som ny cheftræner. Vermeil lykkedes med at genrejse holdet over de næste to år, og fra 1978 og frem kvalificerede Eagles sig til slutspillet fire år i træk med quarterback Ron Jaworski som styrmand. Det bedste resultat kom i 1980, hvor divisionen blev vundet og det lykkedes at gå hele vejen til Super Bowl XV, hvor Eagles dog på trods af at være favorit, måtte se sig slået af et undervurderet Raiders-mandskab.
To år senere måtte Vermeil trække sig pga. udbrændthed, og i midten af 80’erne var Eagles tilbage i bunden af ligaen. Ansættelsen af forsvarsguruen Buddy Ryan som ny cheftræner bragte nogen succes med sig, men holdet formåede aldrig at vinde en slutspilssejr i hans tid. Efter Ryans fyring i 1991 havde Eagles nogle år i løbet af 90’erne med en vis succes, men de nåede aldrig de samme højder som under Vermeil.
Den mest kontinuerligt succesfulde æra i Eagles’ historie blev indledt med ansættelsen af Packers-assistentten Andy Reid som ny cheftræner og draftvalget af quarterback Donovan McNabb i 1999. Med Reid og McNabb i spidsen indledtes en meget stabil periode i 00’erne, hvor de kontinuerligt kvalificerede sig til slutspillet. I sæsonerne 2001 til 2004 nåede holdet til NFC-finalen hvert år, og i 2004 gik de hele vejen til Super Bowl XXXIX, hvor de dog igen måtte se sig slået, denne gang af Patriots. Resten af 00’erne var Eagles en fortsat en farlig outsider, men det tætteste Reid og co. kom på en ny Super Bowl-chance var NFC-finalenederlaget til Cardinals i 2008-sæsonen. Efter McNabbs farvel til holdet i 2010 forsøgte holdledelsen at opgradere kraftigt gennem nogle massive free agent-investeringer i 2011 og 2012, men dette eksperiment fejlede fuldstændigt og endte med at koste Reid jobbet.
Herefter kastede Lurie sig ud et nyt projekt med den eksperimenterende Chip Kelly som ny magtfuld cheftræner. Kellys lyn-offensiv imponerede alle i hans første sæson, men derefter faldt også dette eksperiment til jorden i takt med, at Kelly fik gjort sig uvenner med alle holdets profiler. I 2016 opgav holdejer Lurie så Kelly-projektet og valgte at gå tilbage til det sikre ved at genansætte Howie Roseman som sportsdirektør samt at vælge Andy Reid-eleven Doug Pederson som ny cheftræner.
Det skulle i første omgang vise sig, at være en succesfuld løsning, da Eagles allerede i anden sæson under den nye ledelse endte med at gå hele vejen og vinde Super Bowl LII over Patriots-dynastiet. Det på trods af, at den ellers storspillende quarterback Carson Wentz blev skadet kort før slutspillet, men hans reserve Nick Foles endte med at blive en af nyere tids største solstråle historier, da han bar holdet igennem de afgørende kampe og bl.a. med den legendariske ”Philly Special” i finalekampen gav Philadelphia det fjerde football-mesterskab i byens historie. Succesen varede imidlertid ikke ved, da Wentz aldrig igen fandt de højder, han nåede i 2017-sæsonen, og frustrationen over den stagnerende udvikling resulterede i en magtkamp mellem Roseman og Pederson, der i 2020-sæsonen var en stærkt medvirkende årsag til noget nær et totalt sammenbrud.
Konsekvensen blev en fyring af Pederson, der blev erstattet af den unge Nick Sirianni, der kom til fra en rolle som offensiv koordinator hos Colts. Den ungdommelige energiindsprøjtning var åbenbart noget af det, der skulle til, for på bare to sæsoner har den nye cheftræner fået vendt tingene fuldstændig rundt. En del af forklaringen skal findes i udviklingen af Jalen Hurts, der blev draftet i 2020, og som Sirianni gennem sit arbejde har fået til at spille på niveau med de bedste quarterbacks i ligaen. Derudover har Rosemans arbejde med at hente profiler gennem både free agency (Haason Reddick, Javon Hargrave), trades (A.J. Brown, Darius Slay) og draften (Hurts, Devonta Smith) haft afgørende betydning. Endelig skal der også lyde en stor cadeau til den defensive koordinator Jonathan Gannon, som har formået at opbygge en vanvittig stærk enhed på en kombination af veteraner, der er tilbage fra mesterskabet i 2017-sæsonen og de tilføjelser, som Roseman har skaffet til ham undervejs.
Eagles er således på rekordtid igen blevet et af NFL’s mest komplette mandskaber, hvorfor det også giver mening, at de igen står i den store finale. Her udgør Chiefs dog en af deres hårdeste modstandere i årets sæson, da de også har været begunstiget af et overkommeligt kampprogram. Super Bowl bliver således også en test af, hvor højt deres niveau i realiteten er.
Red Zone Blog 