NFL: Peters PowerRank – Spiluge 18

NFL-grundspillet 2022 er slut, og vi har fundet de 14 mandskaber, der skal kæmpe om de to pladser i Super Bowl LVII. Det har været en sæson præget af væsentligt mere defensiv succes end vi længe har set samt en efterhånden tydelig forskel i niveauet mellem de to konferencer i AFC’s favør. Vi har selvfølgelig en sidste PowerRank klar, hvor vi til dels tager temperaturen på slutspilsdeltagerne samt ser frem mod offseason for de 18 hold, der allerede nu har sagt tak for i år.

1. Buffalo Bills (13-3) (=)

– McDermotts tropper ender øverst på listen og går for mig at se ind i slutspillet som det mest komplette hold i AFC. Sejren over Patriots sikrede 2.seed og en på papiret overskuelig første slutspilskamp mod Dolphins. Om de så ender med at gå hele vejen er jeg alligevel lidt usikker på, da jeg har en fornemmelse af, at de to andre tophold i konferencen er en anelse mere stabile i afgørende situationer.

2. San Francisco 49ers (13-4) (=)

– Mine klare favoritter i NFC til at gå hele vejen til Super Bowl. De ender året som ligaens klart mest effektive defensiv, samtidig med at Shanahans arbejde med angrebet har været forbilledligt efter de meget svære omstændigheder, der dog nu bliver bedre med Samuels tilbagevenden. Det store spørgsmål er, om Purdy også kan præstere på den helt store scene.

3. Cincinatti Bengals (12-4) (=)

– Hvis jeg skal komme med et bud på en Super Bowl-vinder eller i hvert fald deltageren fra AFC lige nu, så vil jeg faktisk pege på Bengals. Pilen har bare peget opad gennem lang tid, og jeg har faktisk en fornemmelse af, at de ikke er toppet endnu. Det handler især om, at jeg tror rigtigt meget på, at forsvaret kommer til at stå endnu stærkere over den næste måned.

4. Kansas City Chiefs (14-3) (=)

– Mahomes må være top-kandidaten til MVP-titlen, efter at han her i sidste runde slog rekorden for flest yards kastet i en sæson (dog med en kamp mere end den hidtidige rekordindehaver). Det har samtidig været med en anden type angreb end vi har set før i Kansas City, men det har bare igen understreget hans klasse. Han alene kan bære dem et godt stykke mod endnu en titel.

5. Philadelphia Eagles (14-3) (+2)

– Hurts var tilbage, og det løftede helt klart det offensive niveau i perioder, men i betragtning af, at Giants spillede deres reserver, var det lidt bekymrende, at sejren ikke blev større. En del af forklaringen er nok, at den tilbagevendte spilfordeler ikke var helt på toppen endnu, og derfor er det virkeligt vigtigt for dem, at de får lov at sidde over i slutspillets første runde.

6. Minnesota Vikings (13-4) (+5)

– Grundspillet sluttes af med en af sæsonens få sikre sejr i en kamp, hvor Vikings fik sparet profilerne undervejs, men hvor det også var tydeligt, at Bears i virkeligheden havde mere ud af at tabe end af at vinde. De går dog klart ind i slutspillet som et af to mandskaber, hvor statistikkerne taler for, at de har overpræsteret ift. deres spillemæssige niveau. Det andet mandskab er deres modstander i første slutspilsrunde.

7. Los Angeles Chargers (10-7) (-2)

– Jeg nøjes med at lade Chargers falde to pladser, da jeg i høj grad ser nederlaget til Broncos som et udtryk for, at spillerne havde svært ved at motivere sig for at spille et opgør, der ikke betød noget som helst. Netop derfor er det også en ekstremt ringe beslutning af Staley, at lader starterne spille. Skaden til Williams gør, at hans job måske er i fare, hvis de taber til Jaguars.

8. Jacksonville Jaguars (9-8) (=)

– Sejren over Titans sikrede divisionstitlen for Jaguars, og dermed holdets første slutspilsdeltagelse siden den mærkværdige Bortles-sæson i 2017. Lawrence havde ikke sin bedste kamp i denne uge, men i stedet trådte forsvaret til, da det gjaldt. Det kan også blive afgørende i slutspillet, hvor de møder et Chargers-mandskab, der bl.a. kan få svært ved at håndtere en spiller som Allen i topform.

9. Detroit Lions (9-8) (=)

– Det eneste hold i top 14, der ikke når med i de afgørende kampe. Udover sejren over Packers, så handler det om, at jeg allerede på nuværende tidspunkt ser dem som et bedre mandskab end mange af dem, der skal spille sig frem mod Super Bowl her i januar. Et par yderligere rigtige beslutninger i offseason, og så kan de blive rigtigt interessante i 2023, også selvom at Goff er deres QB.

10. New York Giants (9-7-1) (=)

– I modsætning til Chargers, havde Giants gennemskuet, at det ikke var værd at risikere noget, når der ikke var noget som helst at spille for, hvorfor Jones, Barkley og resten af profilerne sad over. Daboll kunne se sine reserver gøre en fin figur mod overmagten i form af Eagles, og nu venter så endnu et opgør mod sæsonens anden lottokupon i form af Vikings.

11. Dallas Cowboys (12-5) (-5)

– Betydningen af opgøret mod Commanders kan diskuteres, men hold da op hvor var det en skidt optakt til slutsspillet. Prescott er virkelig faldet i niveau i år og har over de seneste måneder virkelig udviklet sig til en turnover-maskine. De har selvfølgelig en på papiret ret nem første modstander i slutspillet i form af Buccaneers, men der skal godt nok andre boller på suppen, hvis de skal nå langt.

12. Seattle Seahawks (9-8) (+3)

– Der skulle to store fejl fra først Rams’ special teams og så fra Mayfield til at sikre Seahawks den nødvendige sejr, og derefter var de afhængige af hjælp fra Lions. Faktum er dog, at Carrolls tropper, der var et af de hold, jeg havde færrest forventninger til før sæsonen, nu står i slutspillet. Her slutter det nok, men Smiths genrejsning som starter i ligaen har været en af årets helt store historier.

13. Miami Dolphins (9-8) (+4)

– En effektiv omgang kicking fra Sanders var nok til at vinde det forsvarsorienterede divisionsopgør mod Jets, hvilket takket være Patriots’ nederlag til Bills var nok til at sende Dolphins i slutspillet efter en sæson, der mildest talt må betragtes som rodet. Det er dog svært at se dem gå længere end første runde, hvis Thompson igen skal være QB for dem.

14. Tampa Bay Buccaneers (8-9) (=)

– Der var heller ikke noget på spil for Buccaneers, og selvom at Brady startede inde, så forlod han relativt hurtigt banen, hvorfra det hele inklusiv resultatet kunne være lidt ligegyldigt. Nu bliver det interessant at se, om den solide præstation fra forrige kamp mod Panthers, er det vi kommer til at se i slutspillet. Ellers bliver det med al sandsynlighed en kort fornøjelse.

15. Pittsburgh Steelers (9-8) (+3)

– Uanset hvad så må man bare være dybt imponeret over Tomlins arbejde som cheftræner. Med sejren over Browns sluttede Steelers endnu engang mere flere sejre end nederlag, og endnu engang var de tæt på at nå de afgørende kampe. Samtidig er det faktisk stille og roligt lykkedes at gennemføre et generationsskifte, så hvis Picketts udvikling fortsætter, ser det fornuftigt ud ift. 2023.

16. Baltimore Ravens (10-7) (=)

– Den eneste slutspilsdeltager, der slutter udenfor top-14. Det handler kort og godt om, at jeg egentlig ikke ser dem gøre noget som helst uden Jackson, og slet ikke med Brown som QB. De kan takke deres gode udgangspunkt inden at situationen omkring spilfordeler-positionen gik i fisk samt et solidt forsvar anført af den netop forgyldte Smith for, at deres sæson ikke allerede er slut.

17. Green Bay Packers (8-9) (-5)

– Var det her afslutningen på Rodgers-æraen i Green Bay? Legenden og den kommende HOF-QB lignede i hvert fald en mand, der ikke selv er sikker på fremtiden, da han måtte konstatere, at nederlaget til Lions og dermed tabet af muligheden for slutsspilsdeltagelse var en kendsgerning. Uanset hvad, så skal der tages nogle svære ledelsesmæssige beslutninger hos Packers i offseason.

18. New England Patriots (8-9) (-5)

– De kunne ikke selv afgøre det, og så endte Belichicks tropper udenfor slutspillet for anden gang på to år. Nu bliver de nød til at kigge på at hente en klar offensiv ekspert ind til at styre angrebet fra sidelinjen, for det er tydeligt for alle, at Jones er blevet svigtet på den front i år. Lykkes det, kan de sagtens være i spil til de afgørende kampe igen næste år.

19. Carolina Panthers (7-10) (=)

– Opgøret mod Saints var på en eller anden måde meget symptomatisk for NFC South-divisionen anno 2022. Panthers kan tage det med sig fra opgøret, at de fik endnu en sejr, og at de faktisk er sluttet grundspillet fint af under Wilks og (overraskende nok) med Darnold som QB. Der vil dog nok blive kigget nye veje ift. både cheftræner og spilfordeler i offseason.

20. Washington Commanders (8-8-1) (+5)

– En fin sæsonafslutning med en klar sejr over de evige ærkerivaler fra Cowboys, som dog ikke ændre på indtrykket af endnu en meget rodet sæson i hovedstaden. Det lader dog til, at Rivera uanset evt. salg af holdet, får et år mere. Det bliver interessant at se, om Howells godkendte præstation her i sidste spillerunde gør, at han kommer til at indgå i planerne.

21. New Orleans Saints (7-10) (-1)

– For Saints vedkommende er der en faktor i denne sæson, der har heddet massivs skadesproblemer, som efter min mening skal tages med i betragtning, når man vurderer deres første sæson uden Payton på sidelinjen. Dog skal det også nævnes, at forsvaret, der burde være Allens speciale har tabt niveau, så på trods af fortsatte lønlofts-problemer, skal der tænkes nyt frem mod 2023-grundspillet.

22. New York Jets (7-10) (-1)

– Det er en lidt ambivalent Jets står i. På den ene side har de haft en resultatmæssigt fin sæson, hvor de har præsteret bedre end jeg og mange andre havde forventet, takket være gode præstationer fra de mange unge talenter, som truppen efterhånden indeholder. Desværre ser det ud til, at de for gud ved hvilken gang har valgt forkert ift. QB-positionen, hvilket de derfor igen må forholde sig til i offseason.

23. Tennessee Titans (7-10) (-1)

– Skader endte med at sabotere den sidste del af Titans’ sæson og koste dem en divisionstitel, der ellers virkede sikker. Spørgsmålet er, om det her nu bliver begyndelsen til en ny epoke i Nashville. Tannehill er formentlig fortid, der skal skiftes ud på GM-posten og Henry holder ikke evigt. Med Jaguars’ fremgang er det en meget afgørende offseason, der venter for Vrabel og co.

24. Cleveland Browns (7-10) (-1)

– Det er et bekymrende faktum for Browns, at deres spil samlet set blev dårligere, da deres dyrtbetalte seriekrænker af en QB vendte tilbage fra sin (alt for korte) karantæne. En del af forklaringen på, at det heller ikke lykkedes i år, skal dog også findes i et forsvar, der har underpræsteret massivt ift. talentmassen. Det gør som ventet, at de skal finde en ny koordinator i offseason.

25. Atlanta Falcons (7-10) (+1)

– Egentligt er det igen imponerende, at Smith får så mange sejre ud af en så relativt svag trup. Når det er sagt, så fik de også hjælp af en svag division, og det kan sagtens diskuteres, hvor meget progression, der egentlig har været over de to sidste sæsoner. Falcons står i hvert fald med et spørgsmål på QB-positionen, som enten skal besvares i free agency eller draften, for Ridder ligner ikke svaret.

26. Las Vegas Raiders (6-11) (-2)

– Raiders skal måske ikke helt starte på en frisk, men de kommer til at skifte ude på spillets vigtigste position. Carr er helt sikker fortid i Las Vegas meget snart, og så må vi se, om McDaniels og Ziegler går efter at hente en anden veteran, eller om løsningen skal findes i draften. Sidstnævnte kan måske lade sig gøre, men de bedste muligheder kan være væk ved 7.valget.

27. Houston Texans (3-13-1) (+1)

– Set fra ledelsegangen i Houston var sejren over Colts i sidste runde en katastrofe, hvilket endnu engang beviser, at du ikke kan bede dine spillere og trænere om at tabe med vilje. Nu står de imidlertid kun med 2.valget i den kommende draft, og med det massive behov for en ny QB de har, gør det bare situationen meget mere usikker. Til gengæld kan de nok uanset hvad tiltrække et mere interessant cheftræneremne.

28. Los Angeles Rams (6-11) (-1)

– NFL-historiens måske ringeste titelforsvar sluttede med endnu en fadæse i en kamp mod Seahawks, som de faktisk burde have vundet. Heldigvis lader det til, at McVay tager et år mere, og det samme gør sig nok gældende for mange af de profiler, der fik 2022 smadret af skader. Det kan således hurtigt vende rundt igen, men der forstærkes på linjerne, hvis det skal ske.

29. Denver Broncos (5-12) (+3)

– Kampene efter fyringen af Hackett giver forhåbninger om, at ansættelsen af en mere kompetent cheftræner måske kan få Wilsons karriere tilbage på sporet og skabe det potentielle tophold, som mange af os anså Broncos for at være inden sæsonen. Denver-mandskabet er bundet til deres dyrtbetalte spilfordeler, så det skal til, hvis der igen skal spilles slutspilskampe på The Mile High.

30. Arizona Cardinals (4-13) (-1)

– Keim & Kliff-æraen slutter med en ordentlig endefuld mod divisionsrivalerne, og nu skal det amerikanske sportshold med den længste aktive mesterskabstørke igen begynde forfra. Her må og skal topprioriteten være at finde en cheftræner, der kan forløse Murrays potentiale, såfremt dette er muligt. Derudover skal flere dyre veteraner følge legendariske Watt ud i offseason.

31. Chicago Bears (3-14) (-1)

– De slutter ikke nederst på ranglisten, men Texans’ sejr gør, at de ender med 1.valget i 2023-draften som det dårligste NFL-mandskab i 2022-sæsonen. De kan dog tage den meget værdifulde viden med sig ind i offseason, at de formentlig allerede har deres fremtidige QB på holdkortet, og derfor kan bruge deres draftposition til at forbedre truppen mest muligt. Alt andet mangler nemlig.

32. Indianapolis Colts (4-12-1) (-1)

– For mig har Colts på alle måder været sæsonens allerstørste skuffelse, og derfor er jeg egentlig meget tilfreds med, at de slutter nederst på min sidste PowerRank for i år. Det har været kaos, fejlbeslutninger, svigtende præstationer og frustration fra start til slut, og nu må det være tid til, at drømmen om mesterskab opgives foreløbigt, og der i stedet trykkes 100 % på genstartsknappen.

Skriv en kommentar