NFL: Peters PowerRank – Spiluge 8

Nu nærmer vi os midtvejspunktet, men det er stadig svært at lave mange stærke konklusioner. Pt. føler jeg mig kun rimeligt sikker på de hold, der ligger nr. 1, 2 og 4 på denne uges PowerRank, og samtidig må jeg efterhånden konkludere, at mine tre største NFC-favoritter før sæsonstarten er faldet helt igennem. Lad det være åbningsordene til den sidste runde inden at vi er halvvejs igennem NFL-grundspillet 2022.

1. Philadelphia Eagles (7-0) (=)

– De fastholder 1.pladsen efter noget, der mindede om cruise control mod Steelers. I luften var Brown endnu engang altdominerende med +150 yards og 3 touchdowns, mens at Hargrave virkelig havde en suveræn dag på kontoret mod sit tidligere hold, der aldrig rigtigt formåede at forløse hans potentiale som presspiller. Det er så lykkedes for Eagles, hvor han her fik sat 2 sacks ind på kontoen.

2. Buffalo Bills (6-1) (=)

– Et godt eksempel på, at de gode hold også vinder de mindre velspillede opgør. Mod de ellers pt. konsekvent underpræsterende Packers, havde Allen faktisk sværere ved at få tingene til at glide end vanligt, men takket være endnu en stærk præstation fra Diggs, der igen kom over 100 yards samt en igen solid samlet indsats fra defensiven trak sejren hjem.

3. Minnesota Vikings (6-1) (=)

– Jeg er stadig ikke overbevist om, at det her Vikings-hold for alvor afspejler den record de står med pt. Mod Cardinals leverede de ganske vist en fin præstation og Cook var i særdeleshed fremragende, men det er bare som om, at det ikke rigtigt er helt oppe og flyve på nogle sider af bolden. Især defensivt er de til at tale med i bagkæden. Smith skal dog fremhæves med 3 sacks.

4. Kansas City Chiefs (5-2) (=)

– Mahomes og co. havde fri denne uge. Det betyder: Hold godt øje med Reids angreb i den kommende uge. Det plejer at være giftigt efter sæsonpausen.

5. Dallas Cowboys (6-2) (=)

– Endnu en sejr på kontoen blev det også til for McCarthys tropper, der kan notere sig, at offensiven lige så stille og roligt forbedre sig, mens at defensiven fortsætter med at imponere med Parsons som det helt centrale omdrejningspunkt. Det store spørgsmål må dog pt. være, hvor længe Elliot kan regne med at være ligeværdig starter på jorden. Pollard var helt suveræn i hans fravær denne uge.

6. Baltimore Ravens (5-3) (+1)

– Så lykkedes det endelig for Harbaugh og co. at holde føringen hele vejen til slutfløjtet, og det endda mod comeback-kongen Brady, omend han ikke er i den forfatning han plejer. Sejren kom bl.a. på baggrund af endnu en solid præstation som kaster fra Jackson, hvilket vi har set mere og mere af i år. Dog er det en streg i regningen, at de skal undvære Bateman resten af sæsonen.

7. Seattle Seahawks (5-3) (+2)

– Det er altså ikke kun angrebet, der leverer overraskende meget bedre end forventet i Seattle lige nu. Forsvaret har lige så stille og roligt også arbejdet sig op igennem effektivitets-statistikkerne og nærmer sig nu en top 10-placering. Det skyldes bl.a. de to rookie-CBs Woolen og Bryant, og så ikke mindst Nwosu, der virkelig er ved at etablere sig som pass rusher.

8. New York Giants (6-2) (-2)

– Festen sluttede foreløbigt mod Seahawks, hvor vi i hvert fald fik set, at offensiven i den grad kan begrænses, hvis det lykkes modstanderen at tage Barkley delvist ud af kampen. Samtidig viste forsvaret også for alvor, at det er til at tale med. F.eks. er bagkæden på nær Jackson og McKinney ikke specielt udfordrende for et velfungerende NFL-angreb.

9. San Francisco 49ers (4-4) (+2)

– McCaffrey fik for alvor gjort sit indtog i Santa Clara med en pragtpræstation i det vigtige divisionsopgør. Næsten 150 yards i alt og 2 touchdowns var med til at gøre en afgørende forskel mod Rams. Det bliver rigtigt interessant at følge, hvordan Shanahan kommer til at bruge sit nye våben i jagten på endelig at forløse offensivens potentiale.

10. Atlanta Falcons (4-4) (=)

– De kan ikke rykke nedad listen, da de vinder, men at sejren kommer snævert i overtid over Panthers, indikere, at de nok er placeret for højt lige pt. Det positive fra seneste opgør må være, at det for alvor lykkedes at få Pitts involveret med 80 yards og et touchdown. Nu vender Patterson så formentlig tilbage, hvilket udvider mulighederne for offensiv opfindsomhed yderligere.

11. Tennessee Titans (5-2) (+3)

– Lidt under radaren har Titans nu arbejdet sig op på 5 sejre. Som vanligt måtte de kæmpe for det mod en af deres divisionsmodstandere, og at rookien Willis var stand in for Tannehill gjorde ikke de offensive vilkår bedre. Henry begynder til gengæld for alvor at ligne sig selv med over 200 yards og 2 touchdowns.

12. Miami Dolphins (5-3) (+4)

– Det lignede et nederlag ved pausen, men et fremragende 3.quarter af Tagovailoa, Hill og Waddle vendte endnu engang rundt på tingene, og så er Dolphins igen helt med i kampen om at nå slutspillet samt holde trit i deres division. Samtidig har de så også forstærket sig massivt inden trade-deadline ved at hente Chubb i Denver. De mener det tydeligvis allerede i år.

13. Cincinatti Bengals (4-4) (-5)

– Hvis det her bliver konsekvensen af, at Bengals skal undvære Chase de næste par uger, så ser det godt nok lige pludselig dystert ud i Cincinatti. Kasteoffensiven var efter et par gode uger pludselig helt lammet mod et ellers tvivlsomt Browns-forsvar. Samtidig kostede opgøret utroligt dyrt på den anden side af bolden, da de nu er uden den fremragende Awuzie i resten af denne sæson.

14. Cleveland Browns (3-5) (+9)

– De vandt den klassiske kamp om rustbæltestaten Ohio i et opgør på de traditionelle dyder, som de har praktiseret hele sæsonen igennem. Chubb leverede endnu en solid arbejdsindsats med +100 yards og 2 touchdowns på jorden, men Brissett havde også en af sine bedre kampe. Han fik virkelig sat både Cooper og Peoples-Jones godt i scene. Sæsonen er bestemt ikke slut i Cleveland endnu.

15. Los Angeles Chargers (4-3) (=)

– En tiltrængt friuge hos Chargers, der desværre endnu engang er blevet voldsomt ramt af skader. Desværre er der tale om problemer, der ikke forsvinder over en enkelt friuge.

16. New England Patriots (4-4) (+12)

– Jeg må nok konstatere, at jeg var lidt for hård ved Belichick og co. i sidste uge. Denne uges indsats i divisionsopgøret mod Jets beviste at forsvaret og ikke mindst kastedefensiven endnu engang er blandt de giftigste i hele ligaen. At de så nok fortsat skal kæmpe med en massiv omgang QB-kontrovers, vil nok begrænse dem i sidste ende, hvis Folk ikke bliver ved med ramme så godt.

17. New York Jets (5-3) (-4)

– Så fik vi med al tydelighed udstillet, hvor store problemer Wilson fortsat har som spilfordeler på det professionelle niveau. 2.årsspilleren blev simpelthen spist af Belichicks forsvar, og han fik samtidig ingen hjælp på jorden, hvor Hall tydeligvis var savnet. Hvis ikke Robinson kan gøre en forskel, så kan forsvaret nok ikke bære sejrene hjem i det lange løb.

18. Los Angeles Rams (3-4) (-6)

– Det er godt nok svært at få øje på det hold, der ved sidste sæsons afslutning stod som Super Bowl-vindere og fortjente mestre. Et meget stort problem lige nu er, at det simpelthen er for nemt at flytte bolden kort mod Rams, så Donald og deres øvrige pass rushere slet ikke formår at skabe pres. Og så må vi sige, at McVay fortsat har en eller anden form for Shanahan-kompleks.

19. Green Bay Packers (3-5) (-1)

– Vi bliver nød til at tale om, at det her Packers-mandskabs manglende succes også i høj grad handler om, at Rodgers på ingen måde lever op til det niveau, som han ellers har vist de seneste sæsoner under LaFleur. Det kan godt være, at hans WRs hænder er lavet af smør og træ, men han gør heller intet for at hjælpe dem pt. Hverken på eller udenfor banen.

20. Tampa Bay Buccaneers (3-5) (-1)

– Hvor Rodgers er en meget stor del af forklaringen på problemerne i Packers, er Brady ikke den væsentligste årsag til kvalerne hos Buccaneers. Den ligger i højere grad på en receiver-gruppe anført af Evans og Godwin, der taber for mange bolde, et løbespil, der ikke fungere samt et forsvar, der med undtagelse af David ikke som helhed levere det, vi er vant til.

21. Arizona Cardinals (3-5) (-4)

– Det positive er, at Hopkins tydeligvis stadig er en elite-WR og hans tilbagevenden er en kæmpe gevinst for angrebet. Kampen mod Vikings viste desværre bare også, at han næsten er en 1-mandshær, og Murray søger ham næsten for desperat. I det hele taget var QB-præstationen et godt billede på hans i bund og grund skuffende indsats i år indtil videre.

22. Denver Broncos (3-5) (+8)

– Var det en sen igangsætningen af sæsonen vi var vidne til her. Efter en sløv start synes jeg faktisk, at vi fik set lidt af det, som vi havde forventet af Broncos-offensiven inden grundspillets begyndelse. Det handlede ikke mindst om den nye mand Dulcich, der ligner et meget interessant TE-talent. De rejser hjem fra London med fornyet selvtillid, selvom at Chubb nu er sendt videre.

23. Washington Commanders (4-4) (+1)

– Endnu en smal sejr med Heinicke under center og pludselig er de faktisk på ingen måde ude, hvis vi principielt kigger på, hvordan kampen om wildcards i NFC ser ud. Det var dog mod et kriseramt Colts-mandskab, og hvis vi kigger på det spillemæssige niveau, så er de et godt stykke efter resten af deres meget stærke division i år. Men de rykker opad i håbet om, at de snart skifter ejer.

24. Pittsburgh Steelers (2-6) (-3)

– Stålholdet var lidt på en umulig opgave. De kan tage det positive med sig fra opgøret mod Eagles, at Pickett trods alt ser ud til at være på en opadgående kurve rent læringsmæssigt. Men anerkendelsen af, at dette bliver en overgangssæson er tydelig, eksemplificeret ved, at Claypool nu er sendt ud af byen.

25. Jacksonville Jaguars (2-6) (-3)

– Den årlige London-tur blev desværre endnu en skuffelse for holdejer Khan og hans mandskab. Der var igen positive tendenser, men det er som om, at det bare går i stå i de afgørende situationer, hvor de ellers skal slå til, og det handler ikke mindst om Lawrence pt. Til gengæld bekræftede Etienne at han har fundet sin plads i NFL, men hans +150 yards var desværre til ingen verdens nytte.

26. Chicago Bears (3-5) (-1)

– De taber godt nok til Cowboys, men faktisk synes jeg, at mange af de fine tendenser fra Patriots-opgøret blev videreført her. Fields begynder at sammensætte tingene bedre og bedre, og det vel at mærke i kampen mod endnu en af NFL’s stærkeste defensive enheder. Baseret på de seneste 2 uger, har Eberflus nok allerede manden, der skal lede hans angreb på banen fremover.

27. New Orleans Saints (3-5) (+2)

– Vi blev lige mindet om, at et forsvar under cheftræner Allens ledelse kan være en rigtig ubehagelig oplevelse, hvis de offensive kvaliteter halter. Både Adebo, Mathieu og Turner spiller fremragende for blot at nævne nogen, og så kunne Kamara ellers levere de nødvendige scoringer, der sikrede Saints en tiltrængt sejr. Med divisionens niveau in mente kan de endnu ikke udelukkes.

28. Carolina Panthers (2-6) (-2)

– En sejr over Falcons ville utroligt nok have bragt dem helt ind i kampen om divisionstitlen. Sådan gik det dog ikke, og det skyldes ikke mindst Moores og kicker Pineiros manglende klasse i de afgørende situationer, omend førstnævnte ellers spillede en god kamp. Derudover ligner Foreman et godt bud på det nye primære våben på jorden.

29. Las Vegas Raiders (2-5) (-9)

– Ugens helt stort skuffelse. Det var ikke fordi, at jeg var regnede med sprudlende spil, men at Saints i den grad formåede at pille dem fra hinanden, havde jeg alligevel ikke regnet med. Indsatsen var tydeligst indkapslet af Carrs katastrofale indsats, der endte med, at han blev skiftet ud i 4.quarter. Det ligner efterhånden en tabt sæson i spillebulen Las Vegas.

30. Indianapolis Colts (3-4-1) (-3)

– Ehlingers debut indikerede ikke, at han er svaret på, hvordan Colts kommer ud af deres nuværende situation. 2.årsspilleren havde mere end svært ved at flytte bolden, og han kostede også en turnover undervejs, så indtil videre ser det ikke ud til, at han skulle være en kæmpe opgradering ift. Ryan. Også Taylor tabte bolden, og det er generelt meget svært at finde de offensive lyspunkter i Indianapolis.

31. Houston Texans (1-5-1) (=)

– De fik endnu engang gjort et divisionsopgør til en lidt mere jævnbyrdig affære end det på papiret burde have været. Omstændighederne var dog vanskelige, da det lykkedes Titans at tage Pierce ud af kampen. Så var det op til Mills at skabe de offensive resultater, og det havde 2.årsspilleren som vanligt svært ved. Han har dog fortsat heller ikke meget andet end Cooks at arbejde med.

32. Detroit Lions (1-6) (=)

– Endnu en ligeved-og-næsten kamp for Lions, der efterhånden må overveje med sig selv, om de egentlig har mentaliteten til at vinde. Hockenson gad tilsyneladende ikke mere og er nu sendt videre til divisionsrivalerne Vikings. Til gengæld ligner rookien Rodriguez virkelig en hjørnesten, som der kan bygges defensivt op omkring fremover.

Skriv en kommentar