
Efter endnu en omgang ligeved-og-næsten i 2021, er spørgsmålet om det er i år, at det hele går op i en højere enhed for 49ers. Hvis deres unge quarterback slår til, ser det meget lovende ud.
2021-sæsonen og offseason
Optakten til sidste sæson var for San Francisco 49ers præget en anelse af spændinger. Efter at det nuværende regime med general manager John Lynch og cheftræner Kyle Shanahan i spidsen havde været tæt den helt store triumf i 2019, var 2020 blevet ødelagt af skader, og samtidig så vurderingen ud til at være, at den hidtidige quarterback Jimmy Garoppolo ikke ville kunne lede dem til et mesterskab. Derfor havde holdledelsen handlet sig op til 3.valget i 2020-draften for at vælge den talentfulde men upolerede Trey Lance.
Det blev dog Garoppolo, der startede sæsonen under center, og det så i første omgang ud til at være en fin beslutning, da grundspillet blev indledt med to sejre. Herefter fulgte imidlertid to nederlag, og i det andet af disse blev Garoppolo skadet, men Lance greb ikke ligefrem chancen, der han fik den. Efter otte kampe stod San Francisco-mandskabet således med blot tre vundne opgør på kontoen, men herfra lykkedes det for alvor Shanahan og resten af trænerstaben at få sat tingene sammen. Resten af grundspillet tabte 49ers således kun yderligere to gange, og hvis vi kigger på effektivitetsmålene var det ganske forståeligt, da både angreb og forsvar endte 2022 som top 10-enheder. 10-7 recorden udløste et wildcard som 6.seed, der resulterede i et klassisk opgør i 1.runde af slutspillet mod Cowboys. Her lykkedes det at tilføje endnu et kapitel til historien om skuffede forventninger for Jerry Jones med 23-17 sejr til 49ers, og ugen efter viste Shanahan sig endnu engang at have overhånden overfor sin tidligere sparingspartner LaFleur, da Packers blev besejret med 13-10 på Lambeau Field. Den anden NFC-finale under den nuværende sportslige ledelse blev også tæt, men her kom Garoppolos begrænsninger i sidste ende til at koste overfor Sean McVay, Matthew Stafford og resten af ærkerivalerne fra Rams.
17-20 nederlaget i den sidste kamp før Super Bowl markerede således overgangen til en offseason, hvor der skulle tages en afgørende beslutning ift., hvor holdet skal henad fremadrettet, og ret hurtigt blev det klart, at holdledelsen mener, at der nu skal satses på ungdommen ift. spillets vigtigste position. Det har haft den lidt trælse konsekvens, at en stor del af sæsonpausen i medierne har handlet om, hvorvidt Garoppolo skulle handles væk og i så fald til hvem. I sidste ende er det imidlertid endt med, at den hidtidige starter umiddelbart har accepteret en rolle som backup på en ny mindre kontrakt, omend det selvfølgelig til dels handler om, at interessen for ham fra andre hold har været begrænset. Lynch og Shanahan lader dog til at have fuld opbakning fra DeBartolo-York-familien, der ejer San Francisco-mandskabet, og tilliden rækker også udover cheftræneren og videre til hans assistenter. Blandt dem vender DeMeco Ryans naturligvis tilbage som defensiv koordinator efter hans flotte præstation i 2022. På den anden side af bolden har der til gengæld skullet findes en afløser for den nyudnævnte Dolphins-cheftræner Mike McDaniel, hvis koordinator-opgaver er endt med at blive fordelt mellem to personer i form af Bobby Slowik og Chris Foerster, der begge er interne forfremmelser.




Angrebet
Selvom at Jimmy Garoppolo altså fortsat er i truppen, så er der ingen tvivl om, at dette nu er Trey Lance’ mandskab. 2.årsspilleren, der som rookie kun fik to kampe fra start og ellers indgik i en situationsrolle, har brugt sit første år i NFL på at lære og ikke mindst blive bekendt med Shanahans offensive system, og nu skal vi så se, om han kan formå at løfte det massive atletiske talent, som han utvivlsomt har, til en karriere på toppen som professionel. Umiddelbart ser jeg ikke, at det kan ende fuldstændig galt, for jeg har så stor tiltro til Shanahan som spilkalder og offensiv strateg, at jeg som minimum ser ham sammensætte en gameplan, der gør angrebet lige så effektivt med Lance under center, som det var tilfældet med Garoppolo. Forskellen er for mig, at topniveauet potentielt er meget højere. Vi har før set, hvad 49ers-cheftræneren kan gøre, når han har en spilfordeler, der kan udfolde hans playbook fuldt ud. Hvis Lance viser sig at være dette, kan San Francisco-offensiven blive en af sæsonens helt store positive overraskelser.
En forhindring på vejen kan dog blive den offensive linjes niveau, der muligvis ikke kan nå samme højder som i 2021. Tackle-positionerne ser umiddelbart sikre ud med den fortsat suveræne veteran Trent Williams, der blev kåret til All Pro sidste år, på venstre side samt den tilbagevendte Mike McGlinchey, der sad ude i halvdelen af sidste års grundspil, på den højre position. Problemet ligger i midten af o-linen, hvor den eneste, der vender tilbage er guarden Daniel Brunskill, der sidste år klart var kædens svage led og muligvis slet ikke står til at starte. Det er især skiftet på center-positionen, hvor profilen Alex Mack er gået på pension og skal erstattes af den helt uprøvede Jake Brendel, er bekymrende, men også 2.årsspilleren Aaron Banks og rookien Spencer Burford fra UTSA, der formentlig skal spille guard-positionerne, er ikke sikre kort. Lance har som sagt forudsætningen for at skabe noget på egen hånd og det offensive system hos 49ers har også en tendens til at hjælpe de enkelte spillere med at minimere deres egne svagheder, men med tanke på f.eks. Rams’ styrke på den defensive front, ville jeg være noget usikker på, hvad konsekvenserne af de store udskiftninger kan blive.
Receiver-gruppen ligner derimod nærmest fuldstændig sig selv fra sidste år, og det er i den grad positivt. Den offensive schweizerkniv Deebo Samuel brød for alvor igennem i sin tredje NFL-sæson, hvor han igennem luften alene producerede over 1.400 yards og til sammen på tværs af løb og kast scorede 14 touchdowns. På den baggrund forlangte Samuel en stor kontraktforlængelse i offseason, men selvom at der en overgang var rygter om en mulig handel, så endte det med en ny 3-årig aftale i fuld fordragelig. I 2022 er forhåbningen så, at den mere regulere receiver Brandon Aiyuk, der går ind i tredje sæson som professionel i år, kan levere et lignende gennembrud, således at 49ers har en reel top-duo på denne del af deres holdkort. Samuel og Aiyuk skal i rotationen understøttes af typer som Jauan Jennings og rookien Danny Gray, og så San Francisco-mandskabet også fortsat i besiddelse af en af NFLs bedste og mest alsidige våben på tight end-positionen i form af George Kittle. Han var i 2021 igen tæt på 1.000 yards, selvom at missede tre kampe, og bidrog også med 6 touchdowns undervejs.
Shanahans system er kendt for at bruge mange forskellige running backs og sammensætte løbet på en varieret og innovativ måde, der dog betyder, at der sjældent er en spiller, der skiller sig særligt ud. 2.årsspilleren Elijah Mitchell, der var rookie i 2021, var dog klart det mest anvendte våben på jorden sidste år, og selvom at der nok også skal være en rolle til både Jeff Wilson og 3.runde-valget fra årets draft Tyrion Davis-Price fra LSU, så må vi forvente, at Mitchell bliver omdrejningspunktet, efter at han sidste år trådte ind i NFL med næsten 1.000 yards og 5 touchdowns. Derudover skal vi ikke mindst ift. kastespillet regne med at se en hel del til Kyle Juszczyk, der måske er den sidste fullback, der fortsat kan siges at være en vital del af sit holds offensiv.




Forsvaret
Hvis vi ser på truppen uden hensyntagen til skader, så er 49ers’ bagerste forsvar en ganske solid gruppe, der med hjælp fra den øvrige defensiv sagtens kan begrænse modstanderens kasteangreb. Problemet er dog, at Shanahan og Ryans ikke går ind til grundspillets begyndelse uden de helbredsproblemer, der også har præget deres bagkæde de seneste sæsoner. På cornerback-positionerne handler det endnu engang om Jason Verrett, der indleder 2022 på PUP-listen, hvilket efterlader Emmanuel Moseley som eneste erfarne starternavn på holdkortet. Han har dog fået en ny solid makker i Charvarius Ward, der lidt under radaren har været ganske hæderlig for Chiefs over de sidste par år, men derudover består denne del af truppen pt. af meget ubeskrevne og urutinerede navne som 2.årsspillerne Ambry Thomas og Deonmodore Lenoir samt rookien Samuel Womack fra Toledo. Heller ikke safety-gruppen er gået fri af skader i sæsonoptakten, og her er det endda det primære navn Jimmie Ward, der begynder sæsonen på IR. Også her bliver det i stedet en noget uprøvet samling af navne bestående af nytilkomne George Odum fra Colts, rotationsspilleren Tarvarius Moore og 2.årsspilleren Talanoa Hufanga, der skal dele spilletiden, og selvom at sidstnævnte viste noget potentiale som rookie, er helheden ikke specielt betryggende pt.
Problemerne kan dog formentlig formindskes, hvis den defensive front lever op til forventningerne, og her ser det væsentligt bedre ud. Efter et skadesplaget 2020 vendte Nick Bosa tilbage for fuld musik sidste år, og hans 15.5 sacks og 2 forcerede fumbles kunne mange andre år nemt havde bragt ham i betragtning til en All Pro-udnævnelse. I år er Arden Key og Dee Ford, der var blandt de spillere Bosa bl.a. roterede med sidste år, ganske vist væk, men andre væsentlige bidragsydere som Arik Armstead, der også kan bruges indvendigt, samt Samson Ebukam er til gengæld stadig en del af edge-gruppen hos 49ers. Derudover er Kerry Hyder vendt tilbage fra Seahawks, og så er det også her vi finder årets tidligst-valgte rookie på 49ers i form af Drake Jackson fra USC. Jackson kommer fra en konference i college-verdenen, hvor forsvar ikke har højest prioritet i disse år, så han skal nok tilvende sig til det professionelle spil, men i en udpræget rotationsrolle, kan han godt blive interessant allerede i år.
Indvendigt på den defensive front har Lynch og Shanahan tilføjet en potentielt ganske solid forstærkning i form af Hassan Ridgeway. Han er muligvis druknet lidt i de mange store navne på Eagles’ d-line de seneste sæsoner, men han har faktisk været en solid bidragsyder, og da han også kun er 27, er der tale om en mand, der måske endda fortsat kan nå endnu længere i NFL. Ridgeway må forventes at blive den primære makker til 1.runde-valget fra 2020-draften Javon Kinlaw, der fortsat mangler sit store gennembrud i NFL efter et skadesplaget 2021, men forlydenderne fra træningslejren har været gode ift. det fremadrettede potentiale. Der vil også være en rolle til den mere løbeorienterede Kevin Givens, og så vil vi nok ofte se nogle af kanterne som f.eks. Armstead blive roteret indvendigt i oplagte kastesituationer.
Udover edge er linebacker nok den defensive position, hvor 49ers er bedst besat. Det handler naturligvis først og fremmest om Fred Warner, der på trods af en alder på blot 25 er blandt ligaens elite indenfor sit felt og i kraft heraf på mange måder fungerer som styrmand og hjerte på forsvaret. Samtidig er gruppen som helhed utroligt sammentømret, da de to andre primære navne i form af Dre Greenlaw og Azeez Al-Shaair også har været i truppen de seneste tre sæsoner. Begge kender således systemet ud og ind, ligesom de også fungerer solidt i samspillet med Warner.
Konklusionen
49ers kan meget vel vise sig at bliver en af årets helt store positive overraskelser. Alene med udgangspunkt i forsvaret, der ser rigtigt solidt ud, bør de kunne komme langt, og vi ved samtidig, at Shanahan altid får sat et fungerende angreb på banen som minimum. Hvis Lance så bryder igennem, evt. sammen med Aiyuk, kan offensiven også blive rigtig giftig, og i det tilfælde må San Francisco-mandskabet regnes blandt mesterskabsfavoritterne med tanke på, at de altså også nåede NFC-finalen sidste år. Måske bliver 2022 året, hvor det hele endelig lykkes.
- Navn: San Francisco 49ers
- Ejer: DeBartolo-York-familien (siden 2000)
- Cheftræner: Kyle Shanahan (siden 2017)
- Hjemmebane: Levi’s Stadium i Santa Clara, Californien (siden 2014)
- Antal mesterskaber: 5 (1981, 1984, 1988, 1989 og 1994)
- Resultat 2021: Tabte NFC-finalen (record i grundspillet: 10-7)
- Roster Score: 83.5 (Offense: 24.5 / Defense: 38)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 15 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i NFC West)
- Bud på divisionsplacering 2022: Nr. 2 i NFC West (record: 11-6)
- Årets gennembrud: DT Javon Kinlaw
- Årets nøglespiller: QB Trey Lance

