Packers endte sidste år endnu engang med at forlade slutspillet alt for tidligt. Med fornyet ro omkring deres største profil og en fortsat fremragende trup, kan det måske bliver anderledes i 2022.
2021-sæsonen og offseason
Optakten til sidste års sæson blev endnu engang en rodet omgang for Green Bay Packers. Det handlede først og fremmest om den fortsatte usikkerhed om forholdet mellem holdledelsen anført af general manager Brian Gutekunst og den allerede legendariske quarterback Aaron Rodgers, der skabte stor usikkerhed om den altoverskyggende stjernes langsigtede dedikation til holdet fra det nordlige Wisconsin. Situationen blev ikke bedre af, at hans potentielle afløser Jordan Love, som Gutekunst havde draftet i 1.runde af 2020-draften, ikke ligefrem lignede en mand, der var tæt på at kunne tage over.
Grundspillets begyndelse skabte ikke ligefrem bedre stemning, da det blev indledt med en forfærdelig præstation og et 3-38 nederlag til Saints, men derfra hankede Rodgers op i sig selv og genfandt i samarbejdet med den efterhånden meget anerkendte cheftræner Matt LaFleur faktisk noget der minder om spilfordelerens topniveau. Anført af et angreb, der var blandt ligaens fem mest effektive, tabte Packers kun yderligere tre kamp i resten af grundspillet og endte derfor ikke bare som divisionsvindere for tredje år i træk, men også som 1.seed i NFC. Det til trods for, at forsvaret faktisk endte udenfor ligaens top 20 og især mod løbet var virkeligt ringe. En del af forklaringen herpå skulle findes i en del skader på den defensive side af bolden, som helt frem til slutspillet hæmmede niveauet gevaldigt. Mod slutningen af året så det dog ud til, at nogle af de savnede forsvarsprofiler ville vende tilbage til slutspillet, og derfor lignede Green Bay-mandskabet et godt bud på at kunne gå hele vejen ved grundspillets afslutning. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, for da LaFleur og co. trådte ind i 2.runde af finalekampene, ventede et opgør mod Kyle Shanahan og 49ers, der to år før havde gjort det fuldstændig af med Packers i NFC-finalen, og selvom det denne gang blev tæt, så endte en katastrofal indsats fra især special teams med at resultere i et hjemmebane-nederlag på 10-13, og dermed var det farvel og tak efter en slutspilskamp.
I tiden efter den igen alt for tidlige exit og et stykke ind i offseason blev der så igen spekuleret i, om Rodgers nu havde spillet sin sidste kamp for NFL’s mest vindende hold gennem historien. Imidlertid lykkedes det Gutekunst at redde trådene ud med den fremragende men også excentriske quarterback (måske godt hjulpet af LaFleur, der som sagt lader til at have en god kemi med spilfordeleren), og i marts blev det så meldt ud, at parterne havde indgået en ny 3-årig aftale. Det lykkedes imidlertid ikke at blive enige med elite-receiveren Davante Adams, der ellers har været Rodgers’ altoverskyggende mål de sidste mange sæsoner, men som efter en monsterhandel nu begynder en ny tilværelse hos Raiders. Samtidig er der også sket en udskiftning på den offensive koordinator-post, hvor Nathaniel Hackett er taget til Denver for at blive cheftræner. Hans afløser er dog fundet internt i form af den hidtidige o-line-træner Adam Stenavich, og på forsvarssiden satses også på kontinuitet med genvalg til Joe Barry, der går ind i sin anden sæson på posten på trods af det noget svingende niveau i 2021.
Angrebet
For Aaron Rodgers udløste 2021-sæsonen den fjerde MVP-titel i alt og den anden i træk, hvor sidstnævnte kun er noget Peyton Manning, Brett Favre, Joe Montana og Jim Brown har præsteret før ham. Det siger noget om, hvilken liga den efterhånden 38-årige Rodgers har bevæget sig op i, når vi kigger på hans spillemæssige præstationer i NFL’s grundspil set over hele hans karriere. Nu er spørgsmålet så, hvor længe han kan holde sig på dette niveau. Vi ved, at alderen på et eller andet tidspunkt indhenter de fleste NFL-spillere (indtil videre er det kun Tom Brady, der har formået at undgå dette), og selvom at det stadig ikke tager noget fra det samlede billede, så er Rodgers rent atletisk ikke der, hvor han var for en 3-4 år siden. Jeg føler mig overbevist om, at han nok skal være en top 5-quarterback i ligaen igen i 2022, men det skal til at være, hvis han skal have en ring mere, og det er både han og trænerstaben omkring LaFleur formentlig beviste om.
Der lader dog til at være en tro på, at den offensive linje stadig som udgangspunkt er god nok til at beskytte Rodgers med de spillere, der også var på holdkortet sidste år. Her er jeg tilbøjelig til at være enig, hvis alle de forventede startere vel at mærke er fit for fight. De to tackles i form af den rutinerede David Bakhtiari og Elgton Jenkins har begge top-klasse, men begge har kæmpet med skader over de seneste sæsoner, og især Bakhtiari må der siges at være efterhånden en del røde flag ud for, når det kommer til hans helbred. Både han og Jenkins er dog på nuværende tidspunkt formentlig klar til grundspillets begyndelse, og hvis det holder, så er o-linens flanker i hvert fald dækket godt af. Midten er noget mere usikker, da de forventede startere formentlig er de tre fortsatte udviklingsprojekter i form af 3.årsspilleren Jon Runyan samt de to 2.årsspillere Josh Myers og Royce Newman. Ingen af dem imponerede sidste år, men alle er dog så unge, at de sagtens kan tænkes at have mere i sig end de har vist indtil nu.
Det helt store spørgsmål er naturligvis, om Rodgers kan finde melodien med et receiver-korps, der efter Adams’ exit ikke indeholder en reel 1.receiver. Allen Lazard og veteranen Randall Cobb vender tilbage, mens at journeymanden Sammy Watkins er kommet til fra Ravens, men ingen af dem kan forventes at gøre den samme forskel for deres quarterback, som Adams har leveret de seneste sæsoner. Der kan måske knyttes noget håb til 2.runde-valget fra årets draft Christian Watson, men han kommer fra den lavere rangerede skole North Dakota State, og rygterne fra træningslejren går på, at han umiddelbart har svært ved at omstille sig til det professionelle niveau. Faktisk er der mere hype om en anden rookie i form af 4.runde-valget Romeo Doubs fra Nevada, der tilsyneladende har haft en bedre sæsonoptakt. På tight end-positionen vender Robert Tonyan tilbage fra et overrevet korsbånd, og selvom at LaFleur og co. kan håbe på, at han kan ramme samme succes i redzone, som han havde i 2020, så er det ikke givet, og derfor er denne del af angrebet også usikker på nuværende tidspunkt.
Der bør til gengæld ikke være nogen usikkerhed ift. holdets running backs. Aaron Jones var igen en fremragende dobbelttrussel i 2021, hvor det samlet set blev til tæt på 1.200 yards og 10 touchdowns, men samtidig blev han solidt suppleret af A.J. Dillon, der også endte omkring 1.200 yards og 8 touchdowns på tværs af løb og kast. Begge vender tilbage i år, og det bliver især spændende at se om 3.årsspilleren Dillon, der er en ordentlig kolos af et mennesker, kan udvikle sig yderligere.
Forsvaret
Hvis kasteforsvaret i Green Bay skal være bedre i år, så kræver det, at Jaire Alexander holder sig på banen. Cornerback-profilen, der fik en stor kontrakt forlængelse i sidste offseason, spillede kun fire grundspilskampe sidste år, og det var en af de væsentligste forklaringer på, at defensiven i det luftbårne spil kun lige kunne klemme sig ind i ligaens bedre halvdel. Er Alexander til stede vil det imidlertid blive svært for modstanderen at kaste mod hans side af banen, hvilket vil give bedre betingelser for Rasul Douglas, der med 5 interceptions var Packers’ bedste ballhawk i 2021, samt 2.årsspilleren Eric Stokes, der som rookie egentlig både bekræftede, at der er noget talent at arbejde med, men at det samtidig kommer til at tage tid at forløse det. I midten af bagkæden udgør Adrian Amos og Darnell Savage en udmærket duo, der altovervejende gør det de skal, omend nogle nok havde forventet sig mere af det tidligere 1.runde-draftvalg Savage.
Løfter det bagerste forsvar niveauet, kan det også give bedre muligheder for Green Bay-mandskabets giftige edge-duo i jagten på modstanderens quarterback. Rashan Gary og Preston Smith leverede til sammen 18 sacks sidste år, og især Gary kan have potentialet til at nå et endnu højere niveau. 1.runde-draftvalget fra 2019 havde en svær begyndelse i NFL, men brød for alvor igennem sidste år, og med en alder på blot 24 år, er det helt fair at antage, at vi ikke har set det bedste fra ham endnu. I år kan det tænkes, at han måske også skal roteres indvendigt i oplagte kastesituationer, hvilket kan give spilletid udvendigt til bl.a. rookien Kingsley Enagbare fra South Carolina
Dybden på edge-positionerne er dog ikke voldsom, men til gengæld er der også masser af potentielt pass rush fra indersiden af den defensive front. Kenny Clark har efterhånden længe været en af NFL’s mest alsidige nose tackles, mens at Dean Lowry sidste år havde sin hidtil bedste sæson som quarterback-jæger med 5 sacks. De vender begge tilbage i år, men har samtidig fået nye suppleanter i form af hhv. Jarran Reed, der er hentet hos Chiefs og tidligere også har haft stor succes mod kastet i tiden hos Seahawks, samt det ene af årets to 1.runde-draftvalg i form af Devonte Wyatt. Georgia-talentet er på papiret den mest spændende indvendige presspiller i årets rookie-klasse, og selvom at der nok pt. mangler noget power ift. det professionelle niveau, vil han muligvis kunne gøre en forskel i rotationen allerede i år.
En af de helt store i historier i Green Bay sidste år var, at det endelig lykkedes LaFleur og Berry at finde en god løsning på linebacker-positionen i form af De’Vondre Campbell. 29-årige Campbell har indtil nu i karrieren mest været set som rotationsspiller, men han leverede i 2021 et sent karrieregennembrud og blev fortjent kåret til All Pro. Hans force er dog helt klart imod kastet, og pga. sidste års manglende effektivitet mod løbet, har holdledelsen naturligt også været på udkig efter tilføjelser til positionsgruppen. For mange var det dog lidt voldsomt at bruge et 1.runde-draftvalg på Quay Walker fra Georgia. Han er et spændende talent med flere forskellige kvaliteter, men han mangler noget ift. den mentale del af spillet, som skal udvikles, hvis han virkelig skal kunne gøre en forskel i NFL. Derudover minder han som type faktisk ret meget om Campbell, så spørgsmålet er, om han kommer til at gøre en afgørende forskel ift. løbeforsvaret.
Konklusionen
Som helhed er der ikke mange mandskaber, der har en lige så stærk en trup som Packers, hvis man kigger på det samlede billede, og det gælder i særdeleshed i NFC. En ting er så, at truppen generelt er stærk, men det er samtidig især på de afgørende positioner som quarterback, o-line, forsvaret mod kastet og ikke mindst cheftræneren, hvor mandskabet fra det nordlige Wisconsin virkelig excellerer. Derfor føler jeg mig også rimeligt overbevist om, at det bliver til den fjerde divisionstitel i træk og nok også et højt seed i slutspillet. Herefter vil de naturligt også være blandt Super Bowl-favoritterne, hvis de vel at mærke kan få brudt slutspilsforbandelsen.
- Navn: Green Bay Packers
- Ejer: Ingen (Packers har fungeret som et non-profit folkeaktieselskab siden 1923)
- Cheftræner: Matt LaFleur (siden 2019)
- Hjemmebane: Lambeau Field i Green Bay, Wisconsin (siden 1957)
- Antal mesterskaber: 13 (1929, 1930, 1931, 1936, 1939, 1944, 1961, 1962, 1965, 1966, 1967, 1996 og 2010)
- Resultat 2021: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record i grundspillet: 13-4)
- Roster Score: 103 (Offense: 40 / Defense: 42)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 1 ud af 32 i NFL (Nr. 1 ud af 4 i NFC North)
- Bud på divisionsplacering 2022: Nr. 1 i NFC North (record: 12-5)
- Årets gennembrud: WR Romeo Doubs
- Årets nøglespiller: CB Jaire Alexander
Red Zone Blog 