NFL: Sæsonoptakt 2022 – Washington Commanders

Denne artikels tema er et mandskab, der i offseason endelig har fået et nyt navn. Mange andre ting kunne dog også med god grund ændres hos Commanders og måske sker det i år.

2021-sæsonen og offseason

Holdet, der i sidste sæson hed Washington Football Team, var nærmest som sædvanligt svært at finde ud af op til sidste sæsonstart, både på og uden for banen. Hvis vi skal holde fokus på det spillemæssige, så havde mandskabet fra hovedstaden sagt farvel til Alex Smith og i stedet lagt op til, at en anden NFL-veteran i form af journeyman-legenden Ryan Fitzpatrick skulle overtage spilfordeler-rollen. Et eksperiment, som virkede spændende, omend det var uforudsigeligt hvad det blive til.

Eksperimentet sluttede dog nærmest før det begyndte, da Fitzpatrick blev skadet for sæsonen i første grundspilskamp, og cheftræner Ron Rivera derefter var tvunget til igen at lægge ansvaret i hænderne på reserveren Taylor Heinicke. Umiddelbart pegede det i retning af en svær sæson, og ca. midvejs havde Football Team også kun vundet to og tabt seks opgør. Fra spiluge 10 og fremefter virkede det dog som om, at Rivera og co. havde fundet et eller andet der virkede, og uanset hvad det var, så førte det i hvert fald til fire sejre i træk. Herefter gik tingene dog i stå igen, og med kun en yderligere sejr, sluttede sæsonen ved grundspillets afslutning med en 7-10 record. Det var sådan set også forståeligt nok ud fra statistikkerne, for både angreb og forsvar sluttede udenfor ligaens top 20.

Offseason har endnu engang været turbulent, omend den dog bl.a. har markeret, at processen med at finde et nyt navn endelig er blevet bragt til ende. Om resultatet er godt eller ej, vil jeg lade andre vurdere, men fremadrettet hedder mandskabet, som denne artikel omhandler, altså Washington Commanders. Mens navnet nu er på plads, er der fortsat meget usikkerhed omkring ejerskabet. Den problematiske Daniel Snyder undersøges fortsat af Kongressen vedr. de sager om en meget ubehagelig kultur i organisationen, der er kommet frem i lyset, og det kan fortsat ikke udelukkes, at han kan blive tvunget til at sælge holdet. Foreløbigt er der dog ingen ændringer, og det gælder heller ikke på de sportslige positioner, hvor den solide men konservative Rivera går ind i sin tredje sæson som øverste ansvarlige på sidelinjen, mens at Martin Mayhew er på vej ind i år 2 som general manager. Rivera, der om ikke andet lader til at være lykkedes med at installere en bedre kultur i omklædningsrummet, har heller ikke skiftet ud blandt sine primære assistenter, hvilket dog også er en anelse kontroversielt. Hvor Scott Turners fortsatte tilstedeværelse som offensiv koordinator er delvist forståelig, da han i glimt har vist noget potentiale, er hans defensive modpart Jack Del Rio nemlig en problematisk herrer, der ofte har travlt med at komme med ret uheldige udtalelser på sociale medier. Det kunne skabe en frygt for, at hans anseelse i spilletruppen ikke er stor, men indtil videre vurdere Rivera altså, at han stadig er den bedste mand til at lede det forsvar, der også er cheftrænerens eget speciale.

Angrebet

Listen af beslutninger i USA’s hovedstad, der er svært forståelige er mange, og ift. byens football-hold begynder de på quarterback-positionen. Taylor Heinicke gjorde ikke noget i 2021, der overbeviste mig eller de fleste andre om, at han kunne være den langsigtede løsning, men samtidig var han på ingen måde en katastrofe. Derfor ville det for mig at se være naturligt at fortsætte med ham endnu en sæson, hvis ikke det var muligt at hente en markant opgradering. En sådan opgradering er Carson Wentz ikke. Han havde egentlig en hæderlig sæson sidste år, men det kan meget vel tænkes, at det handlede om omstændighederne i Indianapolis og ikke mindst Frank Reichs evner ift. at få det bedste ud af sin mand under center. Samtidig så vi stadig de her momenter af total nedsmeltning, som har været en del af Wentz’ spil i stort set alle hans sæsoner i NFL (måske med undtagelse af det år, hvor Eagles endte med at blive mestre), og sandsynligheden for, at der bliver flere af dem, når omstændighederne er dårligere, er desværre ret stor.

En del af omstændighederne er beskyttelsen, og selvom at den faktisk er hæderlig hos Commanders, så er den ikke på det niveau, som Colts’ o-line normalt kan mønstre. Der er dog nogle spændende perspektiver i den o-line-gruppe, der ser ud til at skulle starte i hovedstaden i år. Rutinerede Charles Leno, der kom til på en 1-årig aftale sidste år, leverede en pragtsæson i 2021 på venstre tackle og blev fortjent belønnet med en 3-årig kontraktforlængelse i offseason. I modsatte side havde 2.årsspilleren Sam Cosmi en fin begyndelse i NFL, og i midten af kæden har Chase Roullier stille og roligt udviklet sig til faktisk at tilhøre ligaens elite. Til gengæld er der spørgsmålstegn på guard-positionerne, hvor Brandon Scherff nu er fortid og de to forventede startere er de nytilføjede veteraner Andrew Norwell og Trai Turner, der er kommet til fra hhv. Jaguars og Steelers. Begge bør være hæderlige spillere men ingen af dem har det niveau, som Scherff kunne præstere, når han var på banen.

På receiver-fronten er mulighederne nok nogenlunde lige så gode, som dem Wentz forlod i Indianapolis. Terry McLaurin er efterhånden en etableret stjerne, hvilket hans 3-årige kontraktforlængelse i offseason til fulde bekræfter, men bagved ham har niveauet generelt ikke været højt nok. Det er nok en del af forklaringen på, at Mayhew og Rivera valgte at bruge 1.runde-valget i årets draft på Jahan Dotson fra Penn State, men jeg må være ærlig og sige, at det var for højt at vælge ham der efter min mening. Jeg tror som sådan nok at Dotson skal komme til at bidrage i NFL, men hans mangler ift. teknik og styrke gør, at jeg ikke ser ham blive mere end en 2. eller 3.receiver på det professionelle niveau, og den slags typer har Commanders allerede nogle stykker af i form af Curtis Samuel, Cam Sims og 2.årsspilleren Dyami Brown. På tight end-positionen begyndte den omskolede quarterback Logan Thomas året på PUP-listen, men 2.årsspilleren John Bates fik sidste år vist, at han godt kan spille positionen på det professionelle niveau, og selvom at han ikke har Thomas’ topniveau, kan han godt udgøre et fint supplement og være afløser, hvis den primære starter endnu engang ikke er tilgængelig.

En ting, der dog er markant anderledes ift. de forhold Wentz spillede under sidste år, er kvaliteten af løbespillet. Selvom at Antonio Gibson er en hæderlig mand at have som primær running back, så er han ikke nogen Jonathan Taylor. Det vil i de fleste tilfælde også være for meget at forlange, og Gibsons over 1300 yards og 10 touchdowns i alt i 2021 var et stærkt bidrag. Han har dog fortsat for store problemer med fumbles, og af hvad vi har set i preseason, kan det også i 2022 komme til at koste Commanders dyrt. Der vil i øvrigt også fortsat være en rolle til den solide 3.down-back J.D. McKissic, der med 43 grebne bolde var en vigtig sikkerhedsventil i kastespillet sidste år.

Forsvaret

Stabiliteten var fortsat svær for alvor at få øje på ift. Commanders’ bagkæde sidste år. Tilføjelsen af William Jackson på cornerback-positionen bidrog med noget, men til dels var han ude i fem kampe undervejs, og til dels forsøgte modstanderen i videst mulig omfang at kaste udenom profilens side af banen. Der kunne dog godt være potentiale til, at det bliver bedre i år, hvis f.eks. 2.årsspilleren Benjamin St-Juste bygger videre på de positive takter fra hans rookie-sæson. Kombineret med Kendall Fuller ser den primære kæde af startere således godkendt ud, men bagved er mandskabet fra hovedstaden fortsat ret tyndt besat. Ift. midterpositionerne er Rivera og Del Rio langt om længe kommet af med den overbetalte Landon Collins, og i realiteten var den omskolede cornerback Bobby McCain, der var holdets bedste ballhawk sidste år med 4 interceptions, og 3.årsspilleren Kamren Curl også bedre i 2021. Igen er problemet dog, at der mangler kvalificeret materiale bag de to startere, hvis de pludseligt ikke er tilgængelige.

Skal kasteforsvaret bliver bedre handler det dog også om, at pass rushet skal være langt skarpere end i 2021, og i den sammenhæng er det virkelig en streg i regningen, at 2.valget fra 2020-draften Chase Young stadig ikke er kommet sig over sin voldsomme korsbåndsskade fra sidste år og med sikkerhed ikke bliver klar til sæsonstarten. Det efterlader den udmærkede men ikke fremragende Montez Sweat samt 3.årsspilleren James Smith-Williams, der ikke er en naturlig presspiller, som de forventelige startere på edge-positionerne i spiluge 1, og det er ikke en duo, der kommer til at skabe bekymring hos modstandernes tackles. Forhåbentlig kommer Young tilbage i løbet af grundspillet, men ift. ham skal det også nævnes, at han faktisk skuffede lidt i 2021 inden sin skade, så han er på mange måder et spørgsmålstegn pt.

Kanterne på den defensive linje kan dog fortsat godt forvente god hjælp i jagten på quarterbacken fra midten af samme kæde. Jonathan Allen er en af de efterhånden mange indvendige defensive linjemænd, der måske bliver lidt glemt, fordi Aaron Donald bare overshiner alle, men han har faktisk udviklet sig til at tilhøre NFL’s elite på sin position. Den 27-årige Allen var bedste QB-jæger i hovedstaden sidste år med 9 sacks og kan forhåbentlig gentage eller bygge videre på den præstation i år. Han får igen i år Daron Payne, der heller ikke er helt uden evner mod kastet, som sin primære makker, mens at tredje-manden Matt Ioannidis er væk og forhåbentlig skal erstattes af 2.runde-valget fra årets draft Phidarian Mathias, der ligesom de startere har spillet college-football hos Alabama.

På linebacker-positionen havde sidste års 1.runde-draftvalg Jamin Davis en meget svær rookie-sæson, hvor specielt hans evner i opdækningen (eller mangel på samme) blev udstillet. Som helhed ser jeg dog denne del af truppen som en styrke, da Cole Holcomb har fået etableret sig som en solid starter, omend hans kvaliteter (udover hans frisure) mest er imod løbet. David Mayo er også en rigtig god bredde-spiller, omend igen mest en løbespecialist, men hvis Davis tager et skridt fremad i sin udvikling, så har midten af forsvaret potentiale til at nærme sig ligaen top 10.

Konklusionen

Hvis bagkæden udvikler sig, Young kommer tilbage på et godt niveau og Del Rio ikke har tabt spillerenes respekt fuldstændigt, så tror jeg faktisk, at Commanders-forsvaret har potentiale til at blive ganske giftigt. Problemet er bare, at jeg ikke er sikker på, at det er nok til at opveje for angrebet, som jeg til gengæld har svært ved at tro på. Og selvom at han ikke er en katastrofal spilfordeler, så tror jeg bare, at Wentz kommer til at koste kampe i løbet af sæsonen. Derfor tvivler jeg på slutspil til Washington-mandskabet i år, og så kan der godt komme til at rulle hoveder i hovedstaden. Spørgsmålet er, om det bliver Rivera eller Snyder, der ryger først.

  • Navn: Washington Commanders
  • Ejer: Daniel Snyder (siden 1999)
  • Cheftræner: Ron Rivera (siden 2020)
  • Hjemmebane: FedExField i Landover, Maryland (siden 1997)
  • Antal mesterskaber: 5 (1937, 1942, 1982, 1987 og 1991)
  • Resultat 2021: Elimineret i grundspillet (record: 7-10)
  • Roster Score: 78 (Offense: 24 / Defense: 42)
  • Rangering ud fra Roster Score: Nr. 17 ud af 32 i NFL (Nr. 3 ud af 4 i NFC East)
  • Bud på divisionsplacering 2022: Nr. 3 i NFC East (record: 7-10)
  • Årets gennembrud: CB Benjamin St-Juste
  • Årets nøglespiller: QB Carson Wentz

Skriv en kommentar