
Efter endnu en i rækken af lige-ved-og-næsten sæsoner, bør forstærkningerne i offseason nu være nok til at Chargers denne gang kommer i slutspillet. Hvis uheldet altså ikke rammer dem igen.
2021-sæsonen og offseason
Det er ikke noget nyt, at der er store forventninger til Los Angeles Chargers før en sæson. I 2021 virkede det dog til, at der var skruet lidt yderligere op, hvilket også var forståeligt. Holdejer Dean Spanos og general manager Tom Telesco var lykkedes med at ansætte det mest hotte nye cheftrænernavn i form af Brandon Staley, der i 2020 havde imponeret NFL med sin innovative tilgang til forsvaret, da han var defensiv koordinator hos Rams. Samtidig havde Justin Herbert haft en af de bedste rookie-sæsoner af quarterback nogensinde, og det endda på trods af, at han var blevet begrænset af den tidligere chef Anthony Lynns gammeldags offensive filosofi. Der var således meget der talte for, at der kunne ligge rigtigt store ting og vente på LA-mandskabet.
Desværre blev grundspillet endnu engang en historie om Chargers, der af forskellige årsager ikke kunne leve op til forventningerne. Det begyndte godt nok fint med fire sejre i de første fem kampe, men angrebet havde ikke virket så sprudlende, som mange nok forventede. Dette rettede sig i løbet af året, og offensiven endte som en top 5-enhed, men samtidig med at der kom mere styr på angrebet, blev det mere og mere tydeligt, at Staley ikke havde spillerne til at have succes med sit defensive system, hvilket modstanderen blev bedre og bedre til at udnytte. Især løbeforsvaret var helt exceptionelt ringe, og det på et niveau, hvor det blev svært at kompensere for, og da kastedefensiven heller ikke kunne kæmpe sig op i ligaens bedre halvdel, blev resultatet derefter. Staley og co. stod ganske vist med en 9-7 record og muligheden for selv at afgøre tingene inden sidste grundspilsopgør, men har måtte de se sig slået af ærkerivalerne Raiders, og dermed blev det endnu en side til bogen om Chargers og de skuffede forventninger.
Når det er sagt, så var der bestemt også masser af ting, der gik i den rigtige retning sidste år, og i offseason er de positive tendenser fortsat. Ikke mindst har der været et klart fokus på at løse lige præcis de problemer på forsvaret, som kostede så dyrt sidste år, og på papiret har Telesco og Staley fået hentet flere spillere ind, der bør kunne udfylde nogle af hullerne fra 2021-sæsonen. Der er således fortsat fuld tillid til projektet, hvilket også understreges af, at trænerteamet altovervejende er udforandret med Joe Lombardi og Renaldo Hill som fortsatte koordinatorer på hhv. angrebet og forsvaret.




Angrebet
Som de fleste nok kan huske, så blev der snakket rigtigt meget om Joe Burrow (berettiget) og Tua Tagovailoa (knapt så berettiget indtil nu) op til NFL-draften i 2020. Justin Herbert var af mange set som nr. 3, men der var langt ned til ham, og flere eksperter mente ikke, at han burde draftes før tidligst slutningen af 1.runde. I dag står det klart, at Herberts virkelige kvaliteter ikke havde stået tydeligt frem for almenvellet, men det havde de heldigvis for Chargers, der turde tage chancen og vælge ham med 6.valget. Her to år efter er det et legitimt standpunkt, at den nu 24-årige Herbert har været den bedste spilfordeler fra 2020-årgangen, selvom at han i modsætning til Burrow ikke har været i Super Bowl endnu. Hans statistikker er dog bedre (både ift. effektivitet og klassiske tal) end kollegaen fra Cincinattis ditto, og selvom at han i starten af 2021 virkede en anelse af hæmmet af Lombardis system, blev det gradvist bedre og mere flydende undervejs. Derfor er det også rimeligt at forvente, at han kan hæve sit niveau yderligere i år og samtidig være endnu mere frigjort i sit spil fra starten af grundspillet i år.
Beskyttelsen af Herbert var som helhed acceptabel sidste år, men der var en uheldig skævvridning på den offensive linje. I venstre side var 1.runde-valget fra 2021-draften Rashawn Slater en af ligaens bedste rookies, og sammen med den solide Matt Feiler på guard-positionen lukkede han godt af, mens at center Corey Linsley fortsatte med at være en af NFL’s bedste på sin position, selvom at han var i LA i stedet for i Green Bay. Højre side havde derimod slet ikke samme niveau, hvilket er forsøgt delvist løst med endnu et 1.runde-draftvalg i form af Zion Johnson fra Boston College, som LA-mandskabet valgte som nr. 17 i april. Johnson er ikke lige så stort et talent som Slater, men han er så godt med på teknik, styrke og spilforståelse, at han bør kunne levere stabilt fra start. Det efterlader dog fortsat højre tackle-positionen som et potentielt meget svagt punkt, for ingen af de to oplagte starterbud i form af sidste års mand på positionen Storm Norton eller Trey Pipkins virker som langtidsholdbare løsninger. Derfor kan det ende med, at Feiler, der har spillet tackle i sin tid hos Steelers, kan blive flyttet derover, hvilket så imidlertid vil efterlade et hul på guard-positionen i venstre side.
Det er også muligt at stille spørgsmålstegn ved receiver-gruppen, selvom at de to primære startere har høj kvalitet. Rutinerede Keenan Allen havde tidligt i sin karriere en del skadesproblemer, men har efterhånden været stabilt tilgængelig i fem sæsoner i træk og samtidig præsteret at komme over 1.000 yards næsten hvert år. Sidste år lykkedes det også det tidligere 1.runde-draftvalg Mike Williams at gøre det samme, og faktisk var han den receiver, der endte med at gribe for både flest yards og touchdowns for Chargers i 2021, hvilket i offseason gjorde, at han blev belønnet med en 3-årig kontraktforlængelse. Problemet opstår, hvis Allen og Williams ikke er tilgængelige. Typer som 2.årsspilleren Josh Palmer og den hurtige Jalen Guyton er fine supplementer i rotation, men der endnu ingen af dem, der har bevist, at de kan spille en mere permanent rolle. Heller ikke på tight end-positionen er der meget at komme efter, da veteranen Jared Cook nu er fortid. Gerald Everett er kommet til fra Seahawks, og der er måske mere at komme efter i Donald Parham eller 2.årspilleren Tre’ McKitty, men det er på ingen måde givet.
Ift. løbespillet er Chargers til gengæld i besiddelse af et af NFL’s måske mest undervurderede våben. Austin Ekeler ligner ikke manges billede på en klassisk running back, men hvad den lille 27-årige playmaker ikke har i statur, har han til gengæld i produktion. Sidste år var Ekeler muligvis ligaens farligste dobbelttrussel med sammenlagt over 1.500 yards og i alt 20 touchdowns, og selvom at det nok vil være for meget at forlange de samme tal i år, så vil han fortsat udgøre et giftigt ekstra krydderi i Lombardis offensive plan.




Forsvaret
Første punkt ift. at få Staleys forsvar til at fungere optimalt er, at cornerback-gruppen er i stand til begrænse de primære mål for modstanderens kasteangreb. Det lykkedes delvist i 2021, men selvom at Michael Davis og 2.årsspilleren Asante Samuel udgjorde et godt udgangspunkt ved indgangen til årets offseason, var holdledelsen alligevel indstillet på at opgradere. Derfor smed Chargers boksen på bordet for at lokke en af NFL’s bedste bagkæde-spillere J.C. Jackson væk fra Patriots, hvilket lykkedes med en lukrativ 5-års-kontrakt. Samtidig er den rutinerede slot-ekspert Bryan Callahan kommet til fra Broncos som erstatning for veteranen Chris Harris, og det gør samlet set, at Staley og co. nu står med en af de på papiret stærkeste trupper på cornerback-positionen i hele NFL. Safety-gruppen er jeg til gengæld noget mere usikker på. Der er ingen tvivl om, at Derwin James, der netop har fået en stor kontraktforlængelse, er en fremragende spiller, når han er på banen, men historien har indtil videre vist, at James kan have svært ved at blive på banen, og sidste år synes jeg også vi så tegn på, at skaderne måske har lagt lidt låg på det tidligere så lovende talent. Den anden primære starter fra sidste år Nasir Adderley er heller ikke rigtigt blevet den spiller, som Chargers i sin tid håbede på, og udover de to hidtil nævnte, er rookien J.T. Woods fra Baylor nok det mest interessante navn, som LA-mandskabet har på positionen.
Når en opgradering af safety-positionen ikke er blevet prioriteret, har det til dels handlet om, at der også var brug for forstærkning forrest på forsvaret og ikke mindst på kanten. Joey Bosa er en elite-pass rusher i NFL, men han virkede meget alene i perioder sidste år, og hans primære sekundant Uchenna Nwosu forlod som ventet holdet i offseason. Hans erstatning er dog potentielt en rigtig stærk en af slagsen, for det er nemlig lykkedes for Chargers at lave en handel med Bears, der har sendt Khalil Mack til LA. Den 31-årige veteran kom godt fra start sidste år, men missede en stor del af sæsonen pga. en fodskade, og selvom at han stadig er en solid spiller, så har hans niveau været let faldende siden 2018. Mack har dog det store fortrin, at han også er solid mod løbet, og med Bosa på den anden side samt tilføjelsen af blitz-eksperten Kyle Van Noy fra Patriots, er det muligt at den tidligere tre-dobbelte All Pro kan genfinde noget af sit gamle spil igen.
En lidt mere overset del af Chargers’ ageren i offseason har været deres massive tilføjelse af spillere til den indvendige del af den defensiven linje. Staley har klart identificeret dette punkt som en del af forklaringen på, hvorfor hans defensive system aldrig kom op at flyve sidste år, og derfor giver det rigtigt god mening, at f.eks. Sebastian Joseph-Day fra Rams og Austin Johnson fra Giants er kommet til. Især Joseph-Day kan vise sig at blive en afgørende brik, da han allerede kender Staley fra dennes tid som defensiv koordinator hos det andet LA-mandskab. Sammen med Johnson og Christian Covington vil han nok være den primære starter i år, mens presspecialisten Jerry Tillery, der trods alt fik lidt gang i karrieren i 2021, mest vil skulle bruges i oplagte kastesituationer.
Også linebacker-gruppen har tydeligvis skulle tilpasses mere ift. de defensive planer set ift. sidste år. Drue Tranquill og det andet 1.runde-valg fra 2020-draften Kenneth Murray er fortsat i truppen, men sidstnævnte er begyndt sæsonen på PUP-listen. Det kan betyde, at det hurtigt kan blive en større rolle til endnu en tidligere Ram i form af Troy Reeder, der igen allerede har erfaring med at spille rollen som manden i midten Staleys forsvar. Også 2.års-spilleren Nick Niemann, der egentlig kom rigtigt flot igennem sit første år i ligaen, kan være tiltænkt mere spilletid, omend vi nok igen vil se en del rotation i hjertet af Chargers’ defensiv.
Konklusionen
Hvis et hold kan levere en perfekt offseason på papiret, så er det tæt på hvad Chargers har præsteret dette forår. De har formået at adressere næsten alle de væsentlige punkter, der sidste år kostede dem ift. at nå slutspillet og har nu en af de stærkeste og mest alsidige trupper i ligaen. Det bliver dog stadig en svær opgave for Staleys tropper i divisionen, hvor jeg stadig ser den være en my efter Chiefs pga. forskellen i træner- og quarterback-erfaring. Jeg regner dog bestemt med, at de i år får når frem til de afgørende kampe, og så kan det være, at tingene pludselig tager fart for et af NFL-historiens mest uheldige mandskaber.
- Navn: Los Angeles Chargers
- Ejer: Dean Spanos (siden 2018)
- Cheftræner: Brandon Staley (siden 2021)
- Hjemmebane: SoFi Stadium i Inglewood, Californien (siden 2020)
- Antal mesterskaber: 1 (1963 i AFL)
- Resultat 2021: Elimineret i grundspillet (record: 9-8)
- Roster Score: 93.5 (Offense: 41.5 / Defense: 37)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 6 ud af 32 i NFL (Nr. 1 ud af 4 i AFC West)
- Bud på divisionsplacering 2022: Nr. 2 i AFC West (record: 11-6)
- Årets gennembrud: OG Zion Johnson
- Årets nøglespiller: DT Sebastian Joseph-Day

