NFL: Sæsonoptakt 2022 – Pittsburgh Steelers

2022 bliver begyndelsen på en ny epoke hos Steelers. Kombineret med en meget svær division og et knaldhårdt kampprogram betyder det nok, at de ikke skal forvente det helt store i stålbyen i år.

2021-sæsonen og offseason

For Pittsburgh Steelers var betingelserne rimeligt klare inden sidste sæsons begyndelse. Ben Roethlisberger ville tage en runde mere i manegen med det formål at vinde sit tredje mesterskab for holdet, så det var alt eller intet, omend det samtidig var klart for de fleste, at truppens niveau som helhed nok ikke var til, at de 6-dobbelte Super Bowl-vindere kunne gå hele vejen. Ikke mindst tabet af flere profiler på den tidligere så stærke offensive linje gjorde, at det var naturligt at stille spørgsmålstegn ved Mike Tomlins tropper, også selvom at skiftet af offensiv koordinator fra Randy Fichtner til Matt Canada måske kunne give håb om lidt nytænkning, der måske kunne modvirke de negative konsekvenser af den store udskiftningen på o-linen.

I starten af sæsonen var der dog ikke meget, der pegede i retningen af bare slutspilsdeltagelse, da Steelers efter fire spillerunder havde en record på 1-3. Tingene blev dog stabiliseret herefter, og ikke mindst kasteforsvaret viste endnu engang fantastisk højt niveau. Det var til gengæld rimeligt nemt at løbe mod Pittsburgh-mandskabet, men tilsammen placerede forsvaret sig i ligaens bedre halvdel og formåede at kompensere for angrebets manglende kvalitet. Det var nemlig klart, at både o-linens massive niveautab og Big Bens efterhånden fremskredne alder begrænsede de offensive muligheder betydeligt. Når det er sagt, så tabte Steelers udelukkende til hold, der enten gik i slutspillet eller var tæt på at nå det forjættede land, og på nær skandalekampen mod Lions, der endte uafgjort, så leverede Tomlin og co. resten af sæsonen stå stabilt, at det i sidste ende var nok til, at de sneg sig med blandt de syv bedste AFC-mandskaber på yderste mandat. I wildcard-opgøret mod Chiefs var der dog tale om klasseforskel, og Steelers var således færdige i slutspillet efter en enkelt kamp.

42-21 nederlaget i Kansas City markerede dermed afslutningen på en æra, da Roethlisberger efter 18 sæsoner i NFL og hos Steelers d. 27.januar 2022 som ventet meddelte, at karrieren var nået til vejs ende. Han er imidlertid ikke den eneste holdlegende, der nu er fortid, for efter draften i april måned var det også slut for den mangeårige general manager Kevin Colbert, der har været en del af organisationen siden 2000, men som nu har overladt taktstokken til Omar Khan. Den nye sportslige chef på hovedkontoret har dog nogenlunde lige så lang anciennitet hos Pittsburgh-mandskabet som sin forgænger, selvom at han er ca. 20 år yngre. Han har således en på papiret ideel baggrund til at starte en ny tid for det succesvandte mandskab sammen med Tomlin, der er klar til sin 16.sæson på sidelinjen for Steelers. Den 50-årige cheftræner har dog valgt at skifte ud på assistentfronten, hvor Keith Butler efter 7 sæsoner nu er fortid som defensiv koordinator. Han erstattes af Teryl Austin, der tidligere har haft en hvis succes hos både Bengals og Lions i en lignende rolle, og samtidig er den tidligere Dolphins-cheftræner Brian Flores hentet ind som senior-rådgiver og linebacker-træner. På angrebssiden får Canada endnu en sæson, og måske vil udskiftningen på quarterback-positionen netop være det, der skal til for, at han bedre kan udleve sine filosofier som offensiv træner.

Angrebet

Det største spørgsmål før sæsonstarten er naturligvis, hvem der skal være den nye mand under center i stålbyen. I første omgang virker Mitchell Trubisky umiddelbart som det bedste bud. Det tidligere Bears-draft-bust, som Chicago-mandskabet valgte med 2.valget i 2017-draften før f.eks. Patrick Mahomes, havde i sidste sæson et år på bænken bag Josh Allen i Buffalo, og der kan i forlængelse heraf måske være en forhåbning om, at dette har modnet ham og gjort ham til en acceptabel starter i hvert fald for en periode. I det lange løb er der dog ingen tvivl om, at Steelers’ forhåbninger er knyttet til årets 1.runde-draftvalg Kenny Pickett, der ovenikøbet kommer fra det lokale University of Pittsburgh. Som resten af årets rookie-quarterback-årgang er Pickett dog et meget usikkert kort. Han har egentlig umiddelbart et fint niveau på en lang række af de parametre, der er vigtig for en moderne NFL-spilfordeler, men der er især nogle usikkerheder ift. hans beslutninger. Disse bliver pt. markant dårligere under pres, så han skal blive bedre til at håndtere arbejdet i lommen samt have mere tålmodighed, hvis han for alvor skal lykkes som professionel.

Det bliver uanset hvad vigtigt, at den nye starter på quaterback-positionen er i stand til løbe sig ud af problemer, for vedkommende kan ikke regne med meget beskyttelse fra den offensive linje, der ser om muligt svagere ud end tilfældet var i 2021. Mason Cole er kommet til på center og bør være en opgradering over Kendrick Green, men nogen difference-maker er han ikke, og det samme gør sig gældende for James Daniels, der er kommet til fra Bears for at erstatte veteranen Trai Turner på guard. Hvor midten med Cole, Daniels og 3.årsspilleren Kevin Dotson dog ser rimelig ud, er det straks værre på tackle-positionerne. Her vender den unge duo Dan Moore og Chukwuma Okorafor tilbage, men selv med en moderat forbedring vil de som par stadig være blandt NFL’s svageste startere på o-linens yderpositioner.

Der er mere at komme efter blandt receiverne, selvom at JuJu Smith-Schuster nu er fortid. De to stærkeste navne fra sidste år i form Diontae Johnson og Chase Claypool er nemlig begge fortsat på holdkortet, og med over 2.000 yards til sammen udgør de et solid fundament, som der trods alt kan bygges noget ud fra. I år bliver de suppleret af Anthony Miller, der godt nok havde et noget rodet 2021, men tidligere har vist udmærkede takter som slotreceiver hos Bears. Derudover har Pittsburgh-mandskabet en tradition med drafte receivere i de senere runder og udvikle den til solide NFL-spillere. De to nyeste eksempler på dette hedder George Pickens og Calvin Austin, og især 2.runde-valget Pickens fra Georgia er interessant, da han egentlig ligner et meget spændende talent, men fik stort set hele sin sidste college-sæson ødelagt af en korsbåndsskade. Han kan sagtens vise sig at udvikle sig til en starter, når han kommer i fornem skole i Pittsburgh. Udover de udvendige trusler, er der også potentiale at arbejde med på tight end-positionen, hvor 2.årsspilleren Pat Freiermuth havde en solid rookiesæson i 2021 med tæt på 500 yards og ikke mindst 7 touchdowns.

En anden rookie, der fik markeret sig for Steelers sidste år, var running backen Najae Harris. Statistisk set fik han et fint indtog i NFL med 1.200 yards og 7 touchdowns, men som effektivitetsstatistikkerne viser, så måtte han arbejde mere for disse tal end hvad godt var. Med 74 grebne bolde for 467 yards viste han dog også udvikling i kastespillet, der var et af hans opmærksomhedspunkter ved overgangen til det professionelle spil. Med en endnu mere usikker quarterback-situation i år er det givet, at han også kommer til at spille en central rolle i offensiven her i 2022.

Forsvaret

Steelers’ defensive succes gennem de seneste sæsoner har især handlet om deres effektivitet mod kastet. Den er blevet til, selvom at Tomlin og co. på intet tidspunkt har rådet over en cornerback-gruppe med store profiler. Tværtimod har Pittsburgh-mandskabet fået tingene til at fungere med en ofte ret upåagtet trup af spillere til at markere modstanderens primære kastevåben. Den tendens lader til at fortsætte i år, hvor Cameron Sutton og 3.årsspilleren James Pierre i offseason er blevet suppleret med Levi Wallace, mens at Akhello Witherspoon allerede kom til i 2021. Både Wallace og Witherspoon har tidligere været startere hos hhv. Bills og 49ers, men de er på ingen måde stjerner. Sådan en har Steelers til gengæld på safety-positionen, hvor Minkah Fitzpatrick i offseason har fået en velfortjent kontraktforlængelse efter at have været en af NFL’s bedste mere eller mindre siden sin debut i 2018. 25-årige Fitzpatrick vil i år igen have Terrell Edmunds ved sin side, men med tilføjelserne af Damontae Kazee fra Cowboys er der mulighed for, at der vil blive roteret mere ift. rollen som den primære makker til bagkædens ubetinget største stjerne.

En stor del af forklaringen på kastedefensivens succes skal dog findes forrest på forsvaret, og det handler til dels om den kæmpe-profil, som Steelers har placeret på edge-positionen. T.J. Watt satte i 2021 helt nye standarder for sit niveau som pass rusher med hele 22.5 sacks. Denne indsats blev fortjent belønnet med titlen som DPOY, og det skal tilføjes om hans sack-total, at den blev opnået på trods af, at Watt misse to kampe fuldstændigt samt spillede meget begrænset i tre andre. Med et monster som Watt placeret i den ene side, at skal rotationsspillere som Alex Highsmith og Derrek Tuszka bare spille nogenlunde solidt for også at komme på sack-tavlen. 3.årsspilleren Highsmith har dog vist en fin udvikling over sine hidtil 2 sæsoner i NFL, og han kan sagtens blive endnu giftigere fremadrettet, hvis modstanderen vil sætte endnu mere fokus på at stoppe Watt.

Presspillets succes handler også om, at der kommer rigtigt meget bidrag fra den indvendige del af den defensive linje. I en alder af 32 beviste Cameron Heyward sidste år, at han fortsat er blandt de bedste indvendige pass rushere i ligaen, og mens at han i sig selv var en afgørende faktor, blev han samtidig flot suppleret af Chris Wormley. De to bliver så i år yderligere suppleret af Larry Ogunjobi, der tidligere hos først Browns og senest Bengals i hvert fald periodevis også har været en betydelig mundfuld for modstanderens o-lines og quarterbacks. Mod løbet er det lidt mere tvivlsomt hvad positionsgruppen har at byde på, da veteranen Tyson Alualu efterhånden er meget skadet og typer som Montravius Adams og 2.årsspilleren Isaiahh Loudermilk ikke ligefrem er sikre kort. En interessant tilføjelse er 3.runde-draftvalget fra i år DeMarvin Leal fra Texas A&M, der tydeligvis indeholder noget uforløst potentiale. Desværre har han også en del problemer udenfor banen på CV’et, så han er samtidig noget af et wildcard ift. overgangen fra college til professionel.

En af de få skuffelser på Steelers-forsvaret i 2021 var linebacker-korpset, hvor 1.runde-valget fra 2018-draften Devin Bush, som Colbert og Tomlin faktisk tradede op for at få fat på, efterhånden ligner et bust i et eller andet omfang. Hans makker fra sidste år Joe Schobert er samtidig blevet kasseret i offseason, og det efterlader midten af Pittsburgh-mandskabet i en noget tvivlsom situation her ved indgangen til sæsonen. De har dog hentet en enkelt markant forstærkning ind i form af Myles Jack. 26-årige Jack kommer med 5 sæsoners erfaring fra Jaguars, hvor han altovervejende har gjort det solidt, men samtidig klart har fungeret bedst, når han har haft en kvalificeret holdkammerat ved sin side. Derfor er det nok tvivlsomt at tro, at han alene løser de problemer, der reelt set har stået på siden tabet af den nu football-invalide Ryan Shazier.

Konklusionen

I sine hidtidige 15 sæsoner som cheftræner i Pittsburgh er det endnu ikke lykkedes Mike Tomlin at tabe flere kampe end han har vundet, men jeg har svært ved at se, hvordan det ikke skal ske i år. Steelers er nu et hold i genopbygning, der spiller i en meget stærk division, hvor især den manglende offensive kvalitet gør, at deres trup rangerer et godt stykke efter de øvrige tre mandskaber. Samtidig er deres kampprogram i sin helhed umiddelbart et af de hårdeste i 2022-sæsonen, hvilket heller ikke gavner, når der samtidig er udsigt til, at de skal spille en hel ny mand ind som spilfordeler på holdet. På den baggrund har jeg svært ved at forvente andet, end at Steelers må indstille sig på en placering i bunden af AFC North i år, omend de uden tvivl som vanligt bliver vanskelige at spille imod.

  • Navn: Pittsburgh Steelers
  • Ejer: Rooney-familien (siden 1933)
  • Cheftræner: Mike Tomlin (siden 2007)
  • Hjemmebane: Acrisure Stadium i Pittsburgh, Pennsylvania (siden 2001)
  • Antal mesterskaber: 6 (1974, 1975, 1978, 1979, 2005 og 2008)
  • Resultat 2021: Elimineret i 1.runde af slutspillet (record i grundspillet: 9-7-1)
  • Roster Score: 75.5 (Offense: 18.5 / Defense: 39)
  • Rangering ud fra Roster Score: Nr. 18 ud af 32 i NFL (Nr. 4 ud af 4 i AFC North)
  • Bud på divisionsplacering 2022: Nr. 4 i AFC North (record: 6-11)
  • Årets gennembrud: WR George Pickens
  • Årets nøglespiller: LT Dan Moore

Skriv en kommentar