Positive corona-test kan risikere at sende hele hold ud af Touren og afgøre, hvem der står øverst på podiet i Paris. Corona-protokollen kalder på et realitetstjek, hvis ikke årets Tour de France skal blive det mest kaotiske siden 1998.
På fredag d. 1.juli starter den 109. udgave af verdens største cykelløb, og for første gang starter Tour de France i Danmark. Startfeltet ser ud til at indeholde tæt på alle de største navne, som cykelverdenen pt. har at byde på, og ruten lægger op til et fantastisk drama. Umiddelbart ligner det opskriften på en perfekt cykelfest, men corona lurer nok engang i kulissen som en potentiel party-killer. Denne gang er det dog ikke sygdommen i sig selv, der er problemet. Det er derimod de rigide regler for håndtering af corona, som cykelsporten ikke lader til at have ændret i takt med, at samfundet omkring dem har ændret tilgang til pandemien efter de mindre farlige varianters fremkomst.
Som vi så i Schweiz Rundt for et par uger siden er det farvel og tak, hvis rytterne tester positive. Det gælder også selvom rytterne ikke har symptomer eller mærker fysiske begrænsninger pga. virussen. I Schweiz endte 77 ud af 152 startende ryttere med at trække sig og i langt de fleste tilfælde var det pga. positive corona-test. Iblandt dem var både danske Søren Kragh og russiske Alexandr Vlasov, som begge blev sendt hjem dagen efter de havde leveret et topresultat, Vlasov oven i købet iført førertrøjen og med kurs mod den samlede sejr. Selvom de ikke var synderligt syge, var den positive corona-test nok til en exit-billet.
Hvis denne praksis fortsætter i Touren, skal der ikke meget til førend at vi står i et totalt kaos, hvor vinderen i sidste ender bliver den, der tilfældigvis ender med at være så heldig ikke at teste positiv for corona. I det scenarie kan rytterne ligeså godt lade være med at sætte sig på cyklen i København og i stedet kan holdcheferne sætte sig ved rouletten på Casino Copenhagen, og så lade den lille hvide kugle helt tilfældigt afgøre, hvem der vinder årets franske rundtur.
Held og uheld har selvfølgelig altid været en del af cykelsporten. Det er vi som fans villige til at acceptere. Luis Ocana kunne have undgået at styrte og efterfølgende blive kørt ned af Joop Zoetemelk under Touren i 1971, hvis det ikke var begyndt at regne. Lance Armstrong kunne være styrtet sammen med Joseba Beloki under Touren i 2003 og ligesom spanieren have fået smadret resten af sin karriere. Thibaut Pinot kunne i 2019 være blevet den første franske vinder af Touren siden 1985, hvis ikke han havde pådraget sig en muskelskade undervejs. Styrt og skader er en del af sporten, og det affinder både fans og ryttere sig med, blandt andet fordi der er en grænse for tilfældighedernes spil. Hvis ikke corona-protokollerne laves om inden starten på fredag, flyttes denne grænse dog til et absurd højt niveau, hvor det endelige resultat af løbet kan ende med at blive en farce som i det skandaløse dopingår 1998, uden at corona- og doping-tests i øvrigt skal sammenlignes. Hvor gennemført uretfærdigt vil det ikke være, hvis en ellers velkørende Jonas Vingegaard iført den gule trøje bliver taget ud af løbet, fordi en corona-test viser sig at være positiv? Eller at Vingegaard ender med at skulle hyldes som vinder i Paris, fordi den samme skæbne overgik Tadej Pogacar?
Jeg er ikke læge og sygdomsekspert, og jeg skal ikke påstå, at jeg kender de medicinske begrundelser for opretholdelsen af de eksisterende corona-protokoller i cykelsporten. Jeg har dog svært ved at forstå, at professionelt cykelløb (herunder også Tour de France) fortsat skulle udgøre så alvorlig en corona-risiko, at rytterne er nød til at blive testet, medmindre de udviser symptomer, når vi samtidig acceptere at samle massive mængder af mennesker på afgrænsede områder til festivaller og fodboldkampe.
Derfor håber jeg inderligt, at de ansvarlige for årets Tour får ændret retningslinjerne for corona-håndteringen inden løbsstarten på fredag, så test kun er nødvendighed i tilfælde af, at sygdom alligevel tvinger en rytter til at udgå. Alternativt kan det, der ellers kan blive et fantastisk cykelløb, ende som den største Tour-fiasko siden at dopingspøgelset sidst hærgede sporten for alvor.
Indlægget er skrevet af Peter Kroman Brems, der er initiativtager til sportuniverset The Red Zone og vært på cykelpodcasten Det Røde Felt.
Red Zone Blog 