I dag slutter det første grundspil i NFL’s historie med 18 spilleuger. Inden sidste runde er der fortsat meget på spil, inklusiv en række rekorder, der måske står for fald. Nogle fordi alle hold har spillet 17 kampe i år, men der er også nogle, der risikerer at blive overgået, fordi vi faktisk har set nogle ekstraordinære præstationer her i 2021-sæsonen.
Uanset hvad er der dog 18 hold, der vågner op i morgen på ”Black Monday” til en offseason, der er begyndt for tidligt. Blandt disse mandskabers ejere er overvejelserne formentlig allerede i gang ift., hvorvidt den nuværende sportslige ledelse er den rigtige ift. at realisere drømmen om et mesterskab på længere sigt. For en del trænere og front office-personale vil mandag d. 10.januar 2022 derfor blive dagen, hvor de modtager en fyreseddel.
Det er som vanligt langt fra alle cheftrænere, der skal frygte for deres job. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis et af følgende 3 kriterier gør sig gældende, bør en trænerfyring ikke komme på tale:
- Sæsonen har været en sportslig og spillemæssig succes.
- Cheftræneren blev ansat inden årets sæson og præstationerne har indeholdt blot et minimum af fremskridt og perspektiv.
- Der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og cheftræneren om, hvorfor holdets niveau er, hvor det er, og at cheftræneren er en del af løsningen ift. at løfte niveauet.
Med det udgangspunkt burde følgende nuværende cheftrænere være sikre, medmindre de selv vælger at træde tilbage:
- Sean McDermott (Bills)
- Brian Flores (Dolphins)
- Bill Belichick (Patriots)
- Robert Saleh (Jets)
- Mike Tomlin (Steelers)
- John Harbaugh (Ravens)
- Kevin Stefanski (Browns)
- Mike Vrabel (Titans)
- Frank Reich (Colts)
- Andy Reid (Chiefs)
- Brandon Staley (Chargers)
- Ron Rivera (WFT)
- Mike McCarthy (Cowboys)
- Nick Sirianni (Eagles)
- Matt LaFleur (Packers)
- Dan Campbell (Lions
- Sean Payton (Saints)
- Bruce Arians (Buccaneers)
- Arthur Smith (Falcons)
- Sean McVay (Rams)
- Kliff Kingsbury (Cardinals)
- Kyle Shanahan (49ers)
Hermed er der 10 trænersæder, som jeg mener, at der bør være fokus på, ift. mulige udskiftninger, der igangsættes her mandag, når NFL-grundspillet 2021 er i historiebøgeren. Jeg har ligesom sidste år inddelt dem i 4 kategorier, som jeg vil analysere herunder. Den første er de cheftrænere, der allerede er blevet fyret i løbet af sæsonen, og hvor diskussionen går på, om deres midlertidige erstatninger skal have en permanent ansættelse. Den anden er de nuværende cheftrænere, som jeg helt afgjort forventer at se modtage en fyreseddel – muligvis allerede søndag aften, når deres holds sidste kamp er spillet. Den tredje er de trænere, hvor det fra mit synspunkt kan gå begge veje. Og så er der den fjerde, hvor jeg tror at den nuværende cheftræner får en chance til, omend at det er rimeligt at overveje deres fremtid. Min Black Monday-gennemgang anno 2021 ser således ud:
Allerede fyrede/Midlertidige trænere:
Jon Gruden/Rich Bissaccia (Las Vegas Raiders)
– Ingen havde forudset, at Gruden ville blive den første cheftræner, der måtte forlade sit job i år, men NFL-sæsonen 2021 har på mange måder været uforudsigelig, og det var ikke til at sige, at undersøgelsen af forholdene i WFT’s organisation skulle ende med at tage Raiders’ altdominerende lederskikkelse med i faldet. På den baggrund er det egentlig utroligt, at Bissaccia og resten den efterladte trænerstab har kunnet føre holdet til kanten af slutspillet. Når det er sagt, så ville kun være naturligt, at holdejer Mark Davis gerne vil starte forfra ovenpå denne historie, og alene af den grund regner jeg med, at der skal sammensættes et nyt team på sidelinjen i offseason. Det samme kan gælde i front office, hvor jeg også tænker at general manager Mike Mayock hænger i en tynd tråd pga. hans tætte forbindelse til Gruden og en efterhånden del halv- og helkiksede drafts.
Urban Meyer/Darrell Bevell (Jacksonville Jaguars)
– Det her endte nok som den største katastrofehyring siden Bobby Petrino hos Falcons tilbage i 2007. Samtidig kan det meget vel blive det definitive dødsstød til visionen om at hive en succesfuld college-cheftræner ind for at skabe lignende resultater på det professionelle niveau. Forskellen virker simpelthen til at være uoverkommelig med de seneste eksempler in mente. Meyer var en regulær fiasko fra dag 1. Han gjorde nærmest alt, der var menneskeligt muligt for at støde spillerne, sine assistenter og resten af organisationen fra sig med sin opførsel og ageren både på og udenfor banen. Da han samtidig så ud til at være køre et af de største QB-talenter i nyere tid direkte mod afgrunden må det siges, at hans fyring ikke kom en dag for tidligt. Tingene er dog ikke blevet mærkbart bedre under Bevell, der for andet år i træk har fået lov at være midlertidig vikar, og derfor må vi forvente, at holdejer Shadid Khan igen skal ud og finde en helt ny mand. Det bliver dog stadig Trent Baalke, der får det sportslige ansvar på ledelsesgangen, hvilket ikke umiddelbart er betryggende. Til gengæld kan endnu et 1.valg i draften nok være ret fristende ift. at tiltrække interessante emner.
De brandvarme trænersæder:
Matt Nagy (Chicago Bears)
– I år er der kun et trænersæde udover dem, der allerede er ledige, som jeg føler mig helt overbevist om vil stå åbent efter mandag. Nagy har efterhånden fået chancer nok til at bevise, at Bears’ problemer skal findes andre steder end hos ham, og selvom det nok var for meget at bede om, at han skulle udvikle Justin Fields til en stjerne i år 1, så var det et krav i år, at vi skulle se en samlet fremgang hos Chicago-mandskabet, og vi er endt med det modsatte. Det store spørgsmål i ”The Windy City” er mere, om general manager Ryan Pace ryger med i faldet. Den tidligere ”Executive of the year” (hvilket også kom bag på de fleste) har på mange måder været lige så leveringsdygtig i dårlige beslutninger som Nagy (herunder en, der hedder Trubisky), men rygter vil vide, at han er meget værdsat hos ejerne fra Halas McCaskey-familien. Derfor bliver han nok også manden, der skal finde den person, der kan udvikle holdets unge spilfordeler til en stjerne.
De usikre vaklende trænersæder:
Mike Zimmer (Minnesota Vikings)
– Med endnu en sæson uden slutspilsdeltagelse og et forsvar (der ellers burde være specialiteten) udenfor ligaens top 15 kunne det godt pege i retningen af, at Zimmer-æraen i Minneapolis slutter på mandag. Jeg er dog ikke helt overbevist, og det skyldes først og fremmest, at den nuværende sportslige ledelse som helhed og den nuværende trup med dens profiler virker meget bundet til hinanden. Da jeg egentlig synes, at det godt kan forsvares at give truppens mest markante navne et år mere, kan holdejer Wilf måske tænke, at det så også er bedst at holde fast i den rutinerede mand på sidelinjen. På den anden side så virker Zimmer og hele hans oldschool-trænerfilosofi bare til at være kørt fast, og hvis Vikings vil give det et skud mere med Cousins, Cook, Hunter, Kendricks og Smith så er det der skal til formentlig nogle nye øjne på det hele, hvis det skal lykkes. Igen er spørgsmålet om general manager Rick Spielman i så fald også skal erstattes. Det virker dog ikke særlig sandsynligt, og i modsætning til sin kollega hos Bears synes jeg faktisk, at Spielman har en track record, der berettiger til, at han beholder sit job.
Vic Fangio (Denver Broncos)
– I Denver er situationen umiddelbart meget den samme som i Minnesota ift. at de har en nuværende cheftræner, hvis overordnede filosofi ift. måden at spille football på er en hæmsko for holdets chancer for at nå langt. Forskellen er, at Fangio kun har været der i 3 sæsoner. Han har på ingen måde Zimmers status internt, men samtidig kan den korte periode og det faktum, at han på intet tidspunkt har haft en ordentlig QB-situation, måske tale for at give ham en chance mere, evt. med offensiv koordinator Pat Shurmur som manden, der må ofres i processen, da han ikke har leveret varen efter at han kom til. På den anden side har hans kvaliteter som defensiv guru ikke skinnet igennem, og med en ung trup fuld af potentiale kunne den ofte utålmodige Broncos-ledelse godt forestilles at ville gå i en ny retning. Det er meget fifty-fifty for mig, om det bliver det ene eller det andet her.
Pete Carroll (Seattle Seahawks)
– Denne her er nok den mest vanskelige at kalde på nuværende tidspunkt. Carroll er en holdlegende, der var manden bag Seahawks indtil videre eneste mesterskab, og han status i Seattle vil for evigt være defineret heraf. Problemet er bare, at tiden er løbet fra ham, og de seneste par sæsoner har holdets præstationer og potentiale set bedre ud end de i realiteten har været, fordi de i Wilson har en af ligaens bedste spillere, der i flere situationer har båret holdet til mere, end hvad der burde være muligt. Netop Wilson var allerede sidste offseason ude og lufte sin utilfredshed med situationen, og jeg har svært ved at se ham og Carroll fortsætte sammen i 2022. Så er spørgsmålet, hvem holdejerne vælger at satse på. Set udefra burde svaret være lige til, men sådan er det sjældent for dem, der skal tage beslutningerne. Jeg kommer til at holde meget øge med nyheder fra Seattle denne mandag.
David Culley (Houston Texans)
– Her heller jeg til, at Culley får en sæson mere, og vurderet ud fra det han og hans trænerstab har præsteret med de midler de har haft til rådighed, er det faktisk helt rimeligt. De har egentlig fået mere ud af en meget talentfattig trup end mange havde forventet, og eftersom at ingen regner med, at Texans for alvor skal være konkurrencedygtige heller i 2022, kan det sagtens give mening at køre videre med det nuværende setup på sidelinjen en sæson mere. Når jeg alligevel har ham med her, så skyldes det, at jeg trods alt ikke har set noget i år, der ændrer på, at jeg ser Culley som overgangsfigur og nødløsning, der på sigt skal erstattes med et mere interessant navn på cheftrænerposten, når Houston er nået et punkt, hvor de igen er interessant destination for mere eftertragtede emner. Det punkt er vi bestemt ikke nået til endnu.
Joe Judge (New York Giants)
– Igen burde jeg måske ikke have ham med her, da han egentlig er blevet lovet en sæson mere. Giants’ præstationer over de sidste par uger og Judge’ håndtering heraf har bare været så himmelråbende ringe, at jeg har svært ved se den nuværende situation i den blå del af New York fortsætte meget længere. Jeg er allerede overbevist om, at Judge bliver det næste navn på listen over fallerede Belichick-assistenter, for hans tilgang til opgaven har tydeligvis vendt det meste af omklædningsrummet imod ham. Når han på et tidspunkt ryger ud, tager han forhåbentlig general manager Dave Gettleman med i faldet, da sidstnævnte har lige så stor en del af ansvaret for den nuværende tilstand pga. hans ansættelse af Judge samt forkerte beslutninger ift. såvel draftvalg samt indhentning af free agents på dyre kontrakter.
De tvivlsomme men formentlig sikre trænersæder:
Matt Rhule (Carolina Panthers)
– Holdejer David Tepper har allerede meldt ud, at Rhule får en sæson mere, og med den generelle tilgang til tingene efter ejerskiftet hos Panthers, ville det også være for tidligt at give op på et projekt, som der er investeret så meget i. Når det er sagt, så er der kommet alvorlige ridser i lakken på den tidligere succesfulde college-træner her i 2021, og det handler først og fremmest om beslutningen om at smide en af ligaens mest spændende offensive træneremner under bussen pga. de fortsatte problemer på angrebet. Der har tydeligvis været samarbejdsvanskeligheder, men mange af problemerne ift. ikke mindst QB-positionen peger for mig at se mere på cheftræneren (og ledelsesgangen) end på Joe Brady, der endte med at blive ofret. Nu må vi se, hvordan det udvikler sig i 2022, men Rhule har i den grad noget, som han skal bevise næste år.
Zac Taylor (Cincinatti Bengals)
– Selvfølgelig bliver Taylor ikke fyret efter at have taget Bengals til divisionstitel og slutspil, og jeg overvejede faktisk at slette ham helt fra listen. Når jeg alligevel har valgt at beholde ham her, så handler det om, at jeg stadig ikke føler mig helt overbevist om, at de tendenser vi har set over de seneste par uger med meget mere sprudlende og frit spil vil vare ved i længden, og i så fald kan vi igen hurtigt ende i en genopblusset diskussion af, hvorvidt de i Cincinatti har en man på sidelinjen, der ender med at begrænse frem for at forløse det fulde potentiale for spillere som Burrow og Chase. Det bliver noget af det, som jeg kommer til at holde meget øje med i både slutspillet og i 2022, men indtil videre er der naturligvis ingen tvivl om, at Taylor har den fulde tillid fra en ejer, der er kendt for at være mere trofast end de fleste, når han først er overbevist om sin cheftræners kvaliteter.
Red Zone Blog 