NFL: Peters PowerRank – Spiluge 9

Så nåede vi halvvejs i NFL-sæsonen 2021. Selvom at alle hold ikke har spillet halvdelen af deres kampe endnu, så er vi igennem 9 ud af 18 runder. Og hvilke 9 runder har det ikke været.

Der er masser af interessante perspektiver, når vi ser tilbage på de sidste 2 måneders football. F.eks. er det i år virkeligt svært at pege på en klar kandidat til MVP-titlen, da alle de bedste QBs også har haft deres begrænsninger og nedture undervejs. Derudover er der en sjov opdeling mellem de to konferencer. Mens at NFC har 5 hold, der klart har skilt sig ud, så de øvrige (tvivlsomme) 11 mandskaber må slås om 2 (måske letkøbte) wildcard-pladser, er AFC uhyre tæt, og i 3 ud af 4 divisioner er det på ingen måde til at sige, hvem der løber med sejren. Det gælder især i North- og West-divisionerne, hvor alle 4 hold fuldt ud fortsat er med i kampen om titlerne og billetterne til de afgørende kampe i januar.

Nu skal det i første omgang handle om et tilbageblik på spiluge 9. Her er min rangering af de 32 NFL-hold med halvdelen af sæsonen i historiebogen:

1. Arizona Cardinals (+1) (8-1)

– En af ugens vildeste præstationer sender mine røde fugle tilbage på 1.pladsen. Uden Murray, Hopkins og Green samt Edmonds og Pugh fra relativt kort inde i kampen, lykkedes det alligevel at vinde et meget afgørende divisionsopgør mod 49ers. QB-reserven McCoy gjorde en rigtig god figur, men den helt store profil var Conner, der dominerede både på jorden og gennem luften i en kamp, der også bekræftede Kingsburys udvikling som cheftræner.

2. Baltimore Ravens (+6) (6-2)

– Starten på opgøret var elendig, men takket være Jacksons evne til at spille sig op, Tuckers gyldne ben og lidt hjælp fra dommerne undervejs, lykkedes det Ravens at snuppe en overtids-sejr i Purple Bowl. Et godt bounce-back ovenpå nederlaget til Bengals, som dog kostede endnu en brik på forsvaret i form af Elliot. Ikke godt for Martindales enhed, der lidt under radaren faktisk har været en af første halvssæsons skuffelser med en placering udenfor ligaens top 25.

3. Green Bay Packers (-2) (7-2)

– Hvis nogen håbede på, at Love var klar til at være den nye mand med hovedansvaret på banen, så blev de slemt skuffede. 2-årsspilleren var langt væk fra det niveau, man kan forvente af en starter i NFL, og uanset hvor frustrerende Rodgers-situationen er, så afhænger Packers’ muligheder for at fastholde mesterskabschancerne af, hvor hurtigt deres stjerne-QB vender tilbage. Det bliver blandt andet afgjort af, om ligaen vurderer, at han rent faktisk har overholdt dens covid-restriktioner.

4. Tennessee Titans (+5) (7-2)

– Tabet af Henry gjorde ondt på offensiven, men så er det godt, at forsvaret for alvor er vågnet op til dåd. Mod Rams var Simmons et regulært monster, der udsatte modstanderens indvendige o-line for noget a la Donald, suppleret af Autry og Landry. Derudover er det vist på tide for alvor at fremhæve Byard, der måske er i gang med sin bedste sæson og igen kandiderer til titlen som ligaens absolut bedste safety.

5. Los Angeles Rams (-2) (7-2)

– Den hidtil dårligste præstation fra McVays tropper, inklusiv Stafford, der havde det enormt svært med det pres, som Titans generede op igennem midten. Hans 2 interceptions kostede begge touchdowns til modstanderen. Den ene som en pick 6, den anden på et meget kort drive, der startede lige udenfor Rams’ egen endzone. Dog må man igen tage hatten af for Kupp og også Woods, der begge blot fortsætter med at producere og begge nåede lige under 100 yards.

6. Tampa Bay Buccaneers (=) (6-2)

– De forsvarende mestre holdt en friuge ovenpå det skuffende nederlag til Saints. Nu venter en god bounce-back mulighed mod WFT i den kommende uge.

7. New England Patriots (+4) (5-4)

– Måske har jeg rykket dem for langt opad listen efterhånden, men min erfaring siger mig, at Belichick-mandskab, der er så godt med på det her tidspunkt af sæsonen, skal tages meget alvorligt. Forsvaret nærmer sig ligaens top 5 både generelt og ikke mindst mod kastet, og det fik Darnold og Panthers i den grad at føle. Ikke mindst stemplede Jackson for alvor ind med hele 2 interceptions, hvor den hele blev retuneret hele vejen til touchdown.

8. Los Angeles Chargers (+6) (5-3)

– Så kom Herbert og hans holdkammerater tilbage på sporet, selvom at det holdt hårdt. Det er fortsat et problem, at de har så svært ved at stoppe modstanderen på jorden, og mod Eagles fik vi understreget, at det nok er så stor en svaghed, at det vil forhindre dem i at gå hele vejen. Til gengæld genfandt angrebet som sagt niveauet efter et par dårlige uger, og når f.eks. Allen spiller på topniveau, så kan de score point nok til at følge med de fleste.

9. Pittsburgh Steelers (+1) (5-3)

– Steelers skal virkelig være taknemmelig for Boswells tilbagevenden ovenpå sidste uges hjernerystelse og så ellers deres forsvars evne til levere store spil, når det gælder. Ikke mindst Watt havde endnu en brandkamp med 3 sacks og et blokeret kast. Det var dog også nødvendigt, for efter en fin start, gik Big Ben og angrebet mere eller mindre i stå. Det er flot, at det er lykkedes Tomlin at vende sæsonen rundt, men jeg er stadig meget skeptisk mht. offensivens langsigtede holdbarhed.

10. Cleveland Browns (+5) (5-4)

– Ovenpå skuffelsen mod Steelers fik Browns i den grad taget revanche med en klar sejr i ”The Battle of Ohio”. Nøglen til succesen var den fremragende beskyttelse som o-linen gav Mayfield kampen igennem, og som også var med til at åbne løbet op for Chubb, der med 137 yards, et snit på 9,8 yards pr. forsøg og 2 touchdowns. Derudover vil jeg især fremhæve nickel-corner Troy Hill, der med 2 blitz-sacks spillede en afgørende rolle på den anden side af bolden.

11. Dallas Cowboys (-7) (6-2)

– Der er to tophold, der får en nedtur på listen i denne uge, og Cowboys er det første, efter en indsats mod Broncos, hvor det virkede som om, at holdet slet ikke var mødt op i denne uge. I centrum for det hele stod Prescott, hvis præstation faktisk understregede, at han måske ikke har haft så flot en sæson spillemæssigt, som nogle ellers mener. Det skal siges, at Smiths fravær på venstre tackle og Steeles fejlplacering heraf spillede en rolle, men QB-spillet var bare ikke godt nok i denne runde.

12. Buffalo Bills (-7) (5-4)

– Andet tophold, der får en tur i nedadgående retning efter rundens største overraskelse. Offensiven fungerede slet ikke mod Jaguars, og vi må nok efterhånden konstatere, at Allen er faldet tilbage til nogle af de dårlige tendenser, som han også havde (dog mere massive) problemer med tidligere i karrieren. De skal bounce tilbage i divisionsopgøret mod Jets i den kommende runde, hvis de ikke efterhånden skal presses alvorligt af Patriots i kampen om AFC East-tronen.

13. Cincinatti Bengals (-6) (5-4)

– Man må sige, at Taylor, Burrow og resten af Bengals er kommet ned på jorden igen efter sejren over Ravens for et par uger siden. ”The Battle of Ohio” endte med et klart nederlag, og det var lidt som om, at QB’ens forsøg på at finde Chase i endzonen i starten af kampen, der endte med en pick-6 af Denzel Ward, var et forvarsel om, hvad der ventede. De får forhåbentlig brugt friugen på at samle op på tingene og få reorganiseret holdet til anden halvdel af sæsonen.

14. Kansas City Chiefs (+2) (5-4)

– Sejren over Packers sender dem selvfølgelig lidt opad listen, men kampen understregede mest af alt problemerne endnu engang. Mahomes’ præstationer lige nu gør, at han for første gang i sin tid som starter ikke er en top 10 QB, og det er helt tydeligt, at angrebet bare er for let at læse og spille imod for modstanderne lige pt. På en positiv note skal tilføjelsen af Ingram dog nævnes, da det ser ud til at kunne styrke det ellers sløje pass rush.

15. Indianapolis Colts (+4) (4-5)

– Resultatet af torsdagskampen ser tættere ud på papiret end det rent faktisk var. Colts var suveræne, og det handlede bl.a. om, at Wentz mere og mere begynder at ligne den spiller, som vi så i hans gode momenter hos Eagles. Derudover løb Taylor bare Jets i smadr, og med hele 172 yards, et snit på 9,1 yards pr. forsøg samt 2 touchdowns må han siges at have været rundens største RB-profil sammen med Chubb fra Browns.

16. Denver Broncos (+5) (5-4)

– Spørgsmålet er, om sejren over Cowboys var et signal, om, at Broncos stadig har noget at komme med i denne sæson. Bridgewater er fortsat begrænset, men med god hjælp fra RB-duoen Williams og Gordon, der samlet set rundede 190 yards, lykkedes det at effektuere en succesfuld offensiv gameplan. Derudover fik vi måske en del af forklaringen på Miller-handlen i form af rookien Cooper, der fik et lille gennembrud med 2 sacks.

17. Atlanta Falcons (+8) (4-4)

– Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det er sket, men Falcons ligger faktisk til en slutspilsplads efter sejren i ærkerival-opgøret mod Saints. Det skyldes bl.a. at Ryan efter endnu en lidt sløj sæsonstart er ved at spille sig op blandt de bedre QBs i ligaen, og så ser det ud til, at Smith faktisk får det bedste ud af de gode spillere i truppen, som f.eks. Terrell, Pitts og Patterson. Jeg glæder mig til at se, om truppens niveau også er til at udfordre en mandskab som Cowboys.

18. New Orleans Saints (-5) (5-3)

– Inden sæsonen havde jeg ikke troet, at jeg skulle skrive, at Saints kommer til at savne Winston, men ovenpå kampen mod Falcons må jeg nok konstatere, at det bliver virkeligheden. Der er en grund til Siemian ikke har kunnet tilkæmpe sig et starterjob permanent i løbet af hans hidtidige NFL-karriere. Det kommer til at være et voldsomt problem for Payton og co. resten af sæsonen, og det kan komme til at koste chancen for en slutspilsplads.

19. Las Vegas Raiders (-7) (5-3)

– Nederlaget til Giants var for mig personligt en af rundens store negative overraskelser. På den anden side var det ovenpå de tumultariske tilstande udenfor banen måske forventeligt, at der ville komme en spillemæssigt negativ reaktion. Intet er dog tabt, og nu venter et meget spændende og afgørende prime time-opgør mod ærke-rivalerne Chiefs. Hvis Carr og co. kan genfinde de positive offensive tendenser fra tidligere på året i den kamp, er en divisions-sejr fortsat fuldt ud mulig.

20. Seattle Seahawks (=) (3-5)

– En uges pause betyder formentlig, at Wilson er klar igen, når Seahawks igen tørner ud i denne uge mod Packers. Hvis Rodgers også er klar, får vi forhåbentlig en fantastisk QB-duel i det opgør.

21. San Francisco 49ers (-4) (3-5)

– Shanahan og co. skulle have vendt tingene rundt mod et skadesplaget Cardinals-mandskab, men de var så langt fra. Det største problem er det bagerste forsvar, der er hullet som en si, og at Norman er en af deres primære startere på CB-positionerne, siger alt om hvor skidt det står til. Det bliver så heller ikke bedre af, at Garoppolo holder for længe på bolden, Aiyuk kun i momenter viser det talent, han blev draftet på, og selv en tilbagevendt Kittles sikre hænder svigter undervejs.

22. Minnesota Vikings (-4) (3-5)

– Nederlaget til Ravens var desværre en yderligere bekræftelse af de forrige ugers tendenser. Vikings’ starter hver uge som lyn og torden, men når de kommer foran bliver de skræmmende konservative og forsøger bare at banke bolden op igennem midten med Cook i en uendelighed. Resultatet bliver derefter, hvilket især må have gjort ondt på forsvaret, der bl.a. med to fabelagtige interceptions gjorde deres til at få sejren i hus.

23. New York Giants (+4) (3-6)

– Et par unge defensive stjerner-i-svøb var nøglen til den overraskende sejr over Raiders. Især safetien Xavier McKinney havde en fremragende dag på kontoret med 2 interceptions, hvor et blev returneret hele vejen, og så bed jeg også mærke i rookien Roche, der bl.a. bidrog med 1 sack. Til gengæld er det fortsat ikke ret meget, som offensiven bidrager med, omend der var fremgang at spore på jorden. Sidstnævnte bliver interessant, når Barkley forhåbentlig snart er tilbage.

24. Chicago Bears (=) (3-6)

– Det kan godt være, at det blev til endnu et nederlag for Bears, og at der stadig ikke er så meget fremtid i det nuværende projekt under Nagy. Til gengæld ser det virkelig ud til, at Chicago-mandskabet har lavet et scoop ift. QB-positionen. Fields har fortsat rigtigt meget at lære, men han viser allerede nu nogle kvaliteter, som peger i retningen af en lang og succesfuld karriere i NFL. Det bliver sjovt at følge ham i anden halvdel af sæsonen.

25. Jacksonville Jaguars (+4) (2-6)

– Jeg ved ikke, om jeg ser sejren over Bills som udtryk for meget andet, end at Jaguars mødte en modstander, der underpræsterede, og som Meyer og co. derfor kunne snuppe en smal lavt-scorende sejr over. Dog vil jeg som mange andre rose Josh Allen til skyerne. 1.runde-draftvalget fra 2019 viste hele paletten af sine kvaliteter, der i virkeligheden dækker nærmest alle facetter af forsvarsspillet. Han er et af NFL’s største defensive talenter lige nu.

26. Philadelphia Eagles (=) (3-5)

– Kampen mod Chargers viste faktisk noget nyt fra Eagles, hvor det virkede til, at der var tænkt over en gameplan, der passede til modstanderen og i virkeligheden også udnyttede Hurts’ kvaliteter og begrænsede hans udfordringer mest muligt. I sidste ende var det ikke nok til en sejr, men det er den vej de skal gå resten af sæsonen, hvis de vil have yderligere succes resten af sæsonen. Også selvom, at rookie-WR Smith virkelig ligner et fremragende våben.

27. Carolina Panthers (-5) (4-5)

– Så er Panthers vist efterhånden afsløret som den første halvdel af sæsonens største pretender. Deres flotte start var mere et udtryk for tilfældigheder og et svagt kampprogram, mens at vi siden da har set deres reelle niveau. McCaffreys tilbagevenden gjorde ingen underværker, og nu er Darnold så ude, hvilket har fået Rhule og co. til at hente Newton tilbage. Uanset om det bliver ham eller Walker der starter den kommende uge, giver det ikke forhåbninger om fornyet fremgang.

28. Washington Football Team (-3) (2-6)

– Friugen er bl.a. blevet brugt til at konstatere, at der nok ikke bliver mere FitzMagic i år. Det ligner en tabt sæson for hovedstadsholdet, og det er for mig nok sæsonens største skuffelse her ved midtvejspunktet.

29. New York Jets (-6) (2-6)

– På første drive mod Colts, hvor den nye helt White var QB, så det kortvarigt ud til Jets kunne være med. Så blev White skadet, og selvom at karriere-backupen Johnson forsøgte, så var kampen reelt afgjort fra det punkt. Der er simpelthen grundlæggende for lavt et bundniveau i New York-holdets trup til, at de kontinuerligt kan vinde kampe. Når det er sagt, så var det positivt, at rookien Moore igen viste fremgang med 7 grebne bolde for 84 yards og 2 touchdowns, omend mest i garbage-time.

30. Miami Dolphins (=) (2-7)

– Sæsonens anden sejr kom i hus, men det handlede mere om Texans manglende kvaliteter end om, at Dolphins lige pludselig sprudlede. Midt i det hele stod den underlige situation omkring Tagovailoa, der var på sidelinjen omklædt, mens at Brissett kæmpede med at få tingene til at hænge sammen. På den positive note skal det dog siges, at pass rushet anført af en storspillende Ogbah havde en god dag på kontoret.

31. Houston Texans (=) (1-8)

– Hvis nogle Texans-fans derude havde troet, at Taylors tilbagekomst ville genskabe de positive takter fra sæsonens første to kampe, så blev de slemt skuffet. Veteranen kastede 3 interceptions, og havde i det hele taget svært ved at flytte bolden effektivt på jorden såvel som igennem luften. Det lader til, at det bedste de kan håbe på i Houston lige nu er, at Lions på en eller anden måde får vundet et par kampe, så de ender med 1.valget i draften.

32. Detroit Lions (=) (0-8)

– Målet for anden halvdel af sæsonen for Lions må være at undgå, at blive det første hold, der går 0-17 i historiens første 17 kamps-sæson. Forhåbentlig har friugen hjulpet på dette.

Skriv en kommentar