
Så er vi i gang med NFL-sæsonen 2021.
Spiluge 1 leverede masser af drama og fremragende underholdning i langt de fleste af kampene, og personligt synes jeg det var tydeligt, at holdene i år rent faktisk har haft en offseason til at arbejde og forberede sig.
Det er selvfølgelig alt for tidligt at komme med det store konklusioner, og til dels derfor vil jeg blot her under en time før spiluge 2 for alvor går i gang, blot komme med et kort tilbageblik på sidste weekend og en hurtig samt meget foreløbig vurdering af de 32 mandskaber. Derfor får du her min PowerRank efter at alle hold har været i kamp for første gang:

1. Tampa Bay Buccaneers (=) (1-0)
– De forsvarende mestre bliver på toppen efter en åbningskamp, der bekræftede, at de offensivt har en af NFL’s mest alsidige trupper. Brady så meget skarpere ud end i sidste sæsons debut, og hans genfundne kemi med Gronk kan blive et voldsomt problem for alle. Eneste minus var skaden til Murphy-Bunting i en bagkæde, der kan blive det svage punkt, når de møder virkeligt stærke kasteangreb.

2. Kansas City Chiefs (+1) (1-0)
– Taberne af sidste års Super Bowl kom på hårdt arbejde, men når man har Mahomes er sejren altid inde for rækkevidde, og den blev nærmest selvfølgelig også hevet hjem til sidst. Angrebet var dog som ventet meget afhængigt af Hill og Kelce, så Reid og co. skal godt nok håbe på, at de kan holde sig skadesfrie. Derudover er det værd at fremhæve Jones, der med 2 sacks var fuldt ud på som defensiv frontløber.

3. San Francisco 49ers (+3) (1-0)
– I 3 quarters lignede 49ers præcis den mesterskabsbejler, som jeg så dem som inden sæsonstarten, og det skal et lettere mentalt fravær i 4.quarter ikke ødelægge fuldstændig. Mostert blev skadet, men den nye mand Mitchell trådte nærmest som forventet fuldt ind i hans rolle, og så må vi sige, at Samuel virkelig brændte banen af med 189 yards og 1 touchdown. Skaden til Verrett er dog en alvorlig streg i regningen ift. en i forvejen meget tvivlsom bagkæde på de udvendige positioner.

4. Los Angeles Rams (+3) (1-0)
– Er McVay og Stafford et godt match? Vurderet ud fra uge 1 må svaret i den grad siges at være ja. Den nytilkomne quarterback var første spillerundes mest effektive kaster af bolden, og han har tydeligvis allerede en fremragende kemi med Kupp, der bidrog med over 100 yards og 1 touchdown. Jeg er dog lidt spændt på at se forsvaret mod et angreb, der har mere power end det, som Bears kunne diske op med. Colts i uge 2 er dog næppe nok til at gøre os klogere.

5. New Orleans Saints (+4) (1-0)
– Sæsonåbningens første store positive overraskelse. Uanset hvordan deres modstander så ud på banen, så viste Payton endnu engang, at han er i stand til at samme sætte en gameplan, der ikke mindst på angrebet virkelig fokuserer på sine spilleres styrker. På den anden side af bolden var det især positivt at se det tidligere 1.runde-draftvalg Davenport begynde at levere noget produktion. Hans og andre starteres skader skal dog forhåbentlig ikke føre til langvarige pauser.

6. Baltimore Ravens (-1) (0-1)
– De burde aldrig have tabt opgøret mod Raiders, og derfor rykker de heller ikke længere ned af listen pga. et enkelt nederlag. Når det er sagt, så kunne noget desværre godt tyde på, at Ravens er årets første bud på et mandskab, hvor skades-insektet har bidt sig fast og kan komme til at ødelægge alt for meget. Deres bagkæde er muligvis ikke stærk nok til at kunne levere i et blitz-baseret system, og så er o-linen muligvis et større spørgsmålstegn end først antaget.

7. Green Bay Packers (-3) (0-1)
– Det er selvfølgelig også alt for tidligt at trykke på panikknappen i Title Town, men hold nu op en lad og uinspirerende indstilling at møde op med til at sæsonåbningskamp. Det er faktisk meget muligt, at det var den dårligste præstation fra Rodgers, som jeg nogensinde har set. Der var også store problemer defensivt, og at Za’Darius Smith nu skal undværes gør ikke situationen bedre. Der er brug for et klart bounce back mod Lions i spiluge 2, hvis ikke alarmklokkerne skal sættes i gang.

8. Denver Broncos (+4) (1-0)
– Forsvaret viste sig som ventet af være nøglen til sejr for Broncos, og hvor var det dog fedt at se en Miller tilbage på fuldt blus. Pass rush-specialisten leverede i alt 2 sacks og yderligere 1 tackling bag LOM. Dog vil jeg sige, at Bridgewater viste mere end jeg havde forventet fra ham, og forhåbentlig kommer han ikke til at skulle undvære Jeudy længe, da hans skade ikke er så alvorlig som først antaget.

9. Buffalo Bills (-7) (0-1)
– Første spillerundes største skuffelse efter min mening. De mødte ganske vist NFL’s bedste forsvar fra 2020, men Allen lignede en stor del af kampen pludselig igen den meget usikre og ustabile QB, som vi ellers næsten havde glemt fandtes ovenpå sidste år. Nu handler det om, at få rettet tingene til, og måske lægge lidt mindre pres på deres spilfordeler her inden det meget vigtige divisionsopgør mod Dolphins her i uge 2.

10. Los Angeles Chargers (+9) (1-0)
– Det virkede måske ikke så imponerende, som mange havde håbet på og forestillet sig, men for mig var uge 1-præstationen mod WFT for en bekræftelse af de forhåbninger, der har været til Chargers igennem offseason. Herbert bekræftede, at han som minimum er lige så legit som sidste år, og den nye o-line anført af en sublimt spillende rookie i form af Slater var en af uge 1’s største oplevelser. Og så er Allen og Williams i øvrigt en ret solid receiver-duo.

11. Cleveland Browns (=) (0-1)
– De tabte, men Stefanskis tropper gav Chiefs kam til deres hår og fulgte dem næsten helt til døren. Mayfield var stabil og fortsatte vor han sluttede 2020, Chubb og Hunt var effektive på jorden, og gennem luften kom fleres forskellige våben i spil. Samtidig var det godt at se, at de defensive nyinvesteringer som f.eks. Clowney, Johnson og Jackson alle bidrog. De ligner for første gang i nyere tid en seriøs contender.

12. Seattle Seahawks (+5) (1-0)
– Vi er tilbage ved, at Wilson har hovedet ansvaret for de offensive kødgryder, og så længe de kan holde fast i det, så skal de nok vinde kampe mod svagere modstandere, som det var tilfældet med Colts her i første runde. Han fik sat både Lockett og Metcalf i scene, og især førstnævnte slog endnu engang fast, hvor fremragende en receiver han er. Det mest positive var dog nok at se, at deres pass rush så mere effektivt ud end længe med 2.årsspilleren Taylor som det mest interessante nye navn.

13. Arizona Cardinals (+5) (1-0)
– Med det udgangspunkt jeg har haft før sæsonen, skulle der en særlig præstation til fra mine røde fugle til at imponere mig her fra start af. Den kom imidlertid også, og det handlede både om angrebet anført af en sprudlende Murray, men også forsvaret, hvor Jones nok var ugens bedste spiller på tværs af hele ligaen. Hvis hans 5 sacks siger noget om, hvordan han har tænkt sig at spille resten af året, kan det godt være at der bliver kamp om DPOY-prisen.

14. Pittsburgh Steelers (=) (1-0)
– Jeg burde måske flytte dem opad, og der skal ikke være nogen tvivl om, at den defensive præstation med en frygtindgydende Watt i spidsen var aldeles fremragende. Mit problem er, at angrebet og ikke mindst Big Ben var præcis lige så ringe, som jeg havde forestillet mig i mit værst tænkelige scenarie for Steelers inden sæsonen. Sejren over Bills kom på god forberedelse + en smule held set fra mit perspektiv. Det overlever de ikke på hele sæsonen.

15. Washington Football Team (-5) (0-1)
– En af rundens små skuffelser. Jeg havde forventet mig meget mere af deres pass rush, og det uanset om Chargers’ o-line er væsentligt forbedret. Derudover blev FitzMagic skadet, hvilket bør være en alvorlig streg i regningen, uanset Heinickes eventuelle niveau. McLaurin mindede dog endnu engang os alle om, hvor fremragende en receiver han er.

16. New England Patriots (=) (0-1)
– Belichicks tropper burde havde 1-0 efter kampen mod Dolphins, og det var kun holdets massive fumble-problemer, som de kan takke for nederlaget. De må tage det positive med sig, at deres rookie-QB Jones var den af alle 1.årsspillerfordelerne, der slap bedst fra sin debut i NFL, og så lignede defensiven igen noget a la den enhed, der var med til at sikre deres seneste mesterskab. Mon ikke at de får årets første sejr, når de skal til New York her i uge 2.

17. Minnesota Vikings (-9) (0-1)
– Det var lidt som at se en film igen, man har set lidt for mange gange før. Cousins var egentlig effektiv nok efter omstændighederne, og både Thielen og Jefferson beviste, at de er, hvor de skal være, men det bliver svært sæsonen igennem, hvis ikke den o-line bliver bedre. Isære Bradbury og venstre tackle Hill, der vikarierer for 1.runde-draftvalget Darrisaw, var deciderede frygteligt. De kan virkelig komme på arbejde mod Cardinals i uge 2.

18. Indianapolis Colts (-3) (0-1)
– På mange måder synes jeg egentlig, at Colts slap fint fra deres første kamp i år. Wentz virkede egentlig ret veltilpas i Reichs system på trods af den manglende træning, og hans kemi med Pittman og Pascal så ud til at være glimrende. Der var dog også meget dump-off til Hines og Taylor, og det kommer de ikke til at vinde meget på i det lange løb. Der venter endnu en svær modstander ift. at kunne følge med på pointtavlen, når Rams kommer på besøg her i uge 2.

19. Las Vegas Raiders (+3) (1-0
– De fik en åbningssejr på det nye stadion i Las Vegas, og det kan i hvert fald tage det med sig, at de har en QB, der bare er effektiv mod blitz i det West Coast-baserede angrebssystem. Der var dog lidt for ensidigt fokus på Waller i kastespillet, og så er jeg fortsat ikke overbevist om forsvarets kvaliteter. Al respekt til Crosby dog, der med 2 sacks og generelt stærkt presspil lignede en mand, der har taget et trin opad udviklingsstigen.

20. Dallas Cowboys (=) (0-1)
– Nederlaget til Buccaneers var forventeligt, men kampen blev tættere end jeg havde forventet. Det var især takket være Prescott, der virkede tilbage på højeste niveau efter sin skade og trykkede på alle de rigtige knapper i koordinator Moores eksplosive angreb. Forsvaret havde dog de forventede problemer, og det var f.eks. tydeligt at se, at Parsons er rookie og fortsat har meget at lære ift. NFL.

21. Miami Dolphins (+2) (1-0)
– Måske lidt underligt stadig at have Dolphins placeret hernede 5 pladser under det hold de slog, men jeg må være ærlig og sige, at de faktisk ikke imponerede mig overhoved, og at jeg i bund og grund synes, at de skal takke Patriots og ikke mindst Damien Harris for en foræring her i uge 1. Tagovailoa har stadig tydelige begrænsninger, og nøj hvor kan den o-line nemt udfordres. Lyspunktet var rookie-WR Waddle, der ligner en fremragende makker til Parker.

22. Tennessee Titans (-9) (0-1)
– En anden af første rundes helt store negative overraskelser. Vi vidste alle godt, at forsvaret nok ikke var blevet super meget bedre i offseason, men at det fortsat er så ringe i ikke mindst opdækningen som tilfældet var, er alligevel chokerende. Mere alvorligt var det dog, at angrebet under den nye koordinator Downing havde meget svært at få gang i Henry, og så skal Tannehill helst rette op på de fumble-problemer, han havde her i uge 1.

23. Cincinatti Bengals (+6) (1-0)
– Jeg skal lige se dem over lidt længere tid, førend at jeg for alvor er solgt på Bengals, og det handler ikke mindst om, at jeg fortsat synes, at deres trænerstab gør alt for mange ting forkert ift. gameplan og kampstyring. Burrow så dog ud til at være tilbage, og det ser da godt nok ud til at rygterne om Chase fra træningslejren har ramt helt ved siden af. Og så ligner B.J. Hill en sen med god tilføjelse til det forreste forsvar.

24. Philadelphia Eagles (=) (1-0)
– Mod Falcons fik vi set, at Eagles stadig mestrer to facetter af spillet til nærmest perfektion, når de har deres bedste spillere til rådighed. De er gode til at beskytte deres QB og de formår presse modstanderens ditto. Når modstanderen netop samtidig mangler pass rush og har en o-line med begrænsninger, så giver det mulighed for at dominere. Om de får lige så gode betingelser mod 49ers i uge 2 er dog højst tvivlsomt.

25. Carolina Panthers (+1) (1-0)
– Darnold fik sin revanche over sit tidligere hold, men det handlede mere om Jets’ egne begrænsninger og præstationerne for spillerne omkring ham, end det handlede om Panthers’ nye QBs eget niveau. Jeg vil i stedet fremhæve, hvor fedt det var igen at se McCaffrey i aktion, og så den unge defensive trio Burns, Reddick og Brown, der alle var med til at gøre livet surt for modstanderens kasteangreb.

26. Chicago Bears (-1) (0-1)
– Kan vi få Fields på banen og det i en fart? Dalton var jo ingen katastrofe, men han bekræftede godt nok alle fordommene om sin egen ineffektivitet. Hvis ikke, at der sker et skifte på QB-positionen hurtigt, kan Bears godt vinke farvel til denne sæson. Montgomery skal dog have ros for en fremragende indsats på jorden, men det er ikke det, der kommer til at hente sejre hjem til Chicago.

27. New York Giants (-6) (0-1)
– Kampen mod Broncos bekræftede desværre alle Giants’ fans frygt op til denne sæson. Jones ser fortsat uproduktiv og ineffektiv ud, og han har fortsat svært ved at beskytte bolden ordentligt. Han bliver dog heller ikke hjulpet af o-line, der er lige så svag som forventet. Her hjalp det heller ikke, at Lemieux allerede er færdig for sæsonen, og de så skal til at rokere allerede her inden torsdagskampen mod WFT.

28. Detroit Lions (=) (0-1)
– De var som ventet overmatchede, men hvis den indstilling, som deres næsten-comeback i 4.quarter må ses som udtryk for, siger noget om Campbells evner som cheftræner, så peger pilen måske endelig i den rigtige retning i Detriot. Derudover vil jeg fremhæve 1.runde-draftvalget Sewell, der havde en flot kamp over for Bosa i sin naturlige rolle som venstre tackle. Den kommende mandagskamp mod Packers er måske ikke så uinteressant?

29. Atlanta Falcons (-2) (0-1)
– Jeg er glad for, at jeg har været tydeligt kritisk omkring Falcons her i optakten til sæsonen, for uge 1-kampen mod Eagles bekræftede helt klart mine bekymringer. Beskyttelsen af Ryan er ikke umiddelbart god nok til at køre det offensive system, som Smith gerne vil implementere, og så er Davis bare på ingen måde en Henry-agtig RB. Derudover skal de simpelthen finde en bedre måde at bruge deres supervåben Pitts på fremadrettet. Det var gyseligt at se på mod Eagles.

30. Houston Texans (+1) (1-0)
– En sejr gør, at jeg nu næppe tror på, at vi får et 0-17 hold i denne sæson, og Culley og co. skal have point for, at de tydeligvis havde sat deres spillere bedre op end modstanderen (det vender jeg tilbage til om et øjeblik). Når det er sagt, så er det svært at udlede ret meget om deres egentlige niveau ovenpå det, som de stod overfor i uge 1. Dog vil jeg give en stor ros til Taylor og Cooks, der virkelig så ud til at have god kemi, som der kan bygges videre på.

31. Jacksonville Jaguars (-1) (0-1)
– Hvis nogen var bekymret for, om Meyer kunne håndtere springet fra college til NFL, så må de have fået deres bange anelser bekræftet her i uge 1. Jaguars-spillerne virkede simpelthen uforberedte og ugidelige i store dele af kampen. Det var også med til at spolere Lawrence’ debut, der dog også var præget af flere alvorlige mentale fejl fra 1.valget fra draftens side.

32. New York Jets (=) (0-1)
– De bliver i bunden efter et nederlag i en af de kampe, som de på papiret burde have haft mulighed for at vinde. Truppen har nok umiddelbart for store mangler ift. at kunne gøre sig i år. Når det er sagt, så fik Wilson i momenter vist sit potentiale, og det må være godt for koordinator LaFleur at se, at kemien med stor-investeringen på receiver-fronten Davis, der producerede 97 yards og 2 touchdowns. Opgaven i uge 2 mod Patriots bliver dog nok meget vanskelig.
