Efter to NFC-finalenederlag i træk skal det lykkes at gå hele vejen i år for Packers. Det kan nemlig meget vel være sidste chance, hvis der skal vindes endnu et mesterskab med Aaron Rodgers.
2020-sæsonen og offseason
Det var sådan lidt både-og med Green Bay Packers op til sidste års sæson. På den ene side var der ikke nogen tvivl om, at holdet med flest mesterskaber i NFLs historie var stærkeste mandskab i NFC North-divisionen på papiret og således også blandt de klare favoritter til en slutspilsplads. På den anden side havde de på trods af turen til NFC-finalen i 2019 ikke givet indtrykket af et sammenspillet og helstøbt hold efter cheftræner Matt LaFleurs tiltræden. Det handlede dog især om den mangeårige quarterback og stjerne Aaron Rodgers’ tydelige utilfredshed med general manager Brian Gutekunsts dispositioner, herunder prioriteringen af at drafte hans mulige afløser Jordan Love i 1.runde af 2020-draften.
Hvis intentionen med sidstnævnte handling var at inspirere Rodgers til at genfinde hans tidligere topniveau, så kan der argumenteres for, at det i den grad lykkedes. Med ham som det klare omdrejningspunkt i en yderligere integrering af LaFleurs offensive system, var Packers-angrebet et af 2020-sæsonens absolut bedste. Båret af dette bragede Green Bay-mandskabet ind i grundspillet med fire sejre, og selvom at det efter sæsonpausen i spiluge 5 blev til nederlag i to af de næste tre kampe, var det ikke noget, der for alvor satte en kæp i hjulet. Resten af grundspillet tabte Packers kun yderligere et opgør, og det var mere end rigeligt til at sikre divisionstitlen efter sejre i fem ud af seks interne divisionskampe. Eneste malurt i bægeret var, at angrebets imponerende indsats lidt dækkede for, at forsvaret fortsat havde svært ved at presse sig op i ligaens bedre halvdel. De 13 grundspils-sejre var dog nok til også at sikre 1.seed og dermed den eneste friuge i NFC-halvdelen. LaFleur, Rodgers og co. trådte således først ind i slutspillet i 2.runde, hvor de fortsatte de gode takter og kørte Rams over. Herefter ventede endnu en NFC-finale med Bruce Arians, Tom Brady og resten af Buccaneers som modstander. Det endte som et tæt og spændende opgør, hvor Packers efter en skidt 1.halvleg var tæt på at levere comebacket, men i sidste ende blev kampen før Super Bowl endestationen for andet år i træk.
I udgangspunktet lagde det op til endnu en offseason, hvor målet burde være at styrke truppen omkring Rodgers, så de sidste forhindringer for endnu et mesterskab kunne ryddes af vejen. I løbet af foråret så det dog ud til, at stjerne-quarterbacken var blevet så utilfreds med holdledelsen og ikke mindst general manager Gutekunst, at han var villig til at springe sæsonen over for at slippe for at spille mere af sin karriere i Green Bay. Krisen blev først løst lige op til træningslejren, og selvom at det i år har sikret endnu en sæson med den mangeårige profil som spilfordeler, så virker de langvarige udsigter for fremtiden med den nuværende trup-opbygning ikke så sikre. Heldigvis lader det dog til, at forholdet mellem Rodgers og cheftræner LaFleur er fremragende ovenpå sidste sæsons succes, og samarbejdet mellem de to kan således formentlig fortsætte problemfrit i år med koordinator Nathaniel Hackett som ligeledes fortsat sekundant. Til gengæld gjorde de fortsat svigtende defensive resultater, at Mike Pettine fik sparket ved indgangen til året offseason. Han erstattes af Joe Barry, der tidligere har koordineret forsvar hos WFT tilbage i 2015-16, men senest har fungeret som assisterende cheftræner og linebacker-træner hos Rams siden 2017. Håbet er nok, at han vil lade sig inspirere af Brandon Staley, der sidste år havde Barry som en af sine assistenter, da han gav et nyt og potentielt revolutionerende bud på, hvordan man kan spille forsvar i NFL.
Angrebet
Jeg er mere end glad for, at jeg sidste år erklærede, at jeg stadig anså Aaron Rodgers for at være en top-5 quarterback. Efter et par sæsoner, hvor han har spillet under niveau, var han sidste år sammen med Patrick Mahomes den mest effektive spilfordeler i NFL. Samtidig leverede han også i de klassiske statistikker med 4.104 yards, 48 touchdowns og kun 5 interceptions, og således var det mere end fortjent, at han for tredje gang i karrieren blev kåret til ligaens MVP. Med en alder på 37 år er det selvfølgelig reelt nok at overveje, om Rodgers nærmer sig tidspunktet, hvor han rammer muren og hans niveau begynder at bevæge sig nedad. Jeg kan dog ikke finde noget, der skulle indikere dette, på baggrund af hvad han har leveret de seneste sæsoner, og nu hvor han også har fundet en midlertidig forståelse med Gutekunst og tilsyneladende har rigtig god kemi med LaFleur, er det svært at forstille sig, at han ikke leverer på et lignende niveau i år, a la det vi så i 2020. Jeg regner i hvert fald ikke med, at vi kommer til at se noget til 2.årsspilleren Jordan Love med tanke på, hvad han viste eller rettere ikke viste i løbet af årets offseason.
Noget der dog kan begrænse Rodgers lidt er, at det ikke er sikkert, at o-linen i år kan levere på samme niveau, som vi har været vant til i nyere tid. David Bakhtiari er fortsat blandt NFL’s bedste venstre tackles, hvilket hans First Team All Pro status fra 2020 bekræfter, men samtidig skal han kæmpe sig tilbage fra et overrevet korsbånd, hvilket indtil videre holder ham ude i første del af grundspillet. Hvis vi kigger på de øvrige startere, så er der ikke nogen tvivl om 3.årsspilleren Elgton Jenkins’ kvaliteter, og især ikke hvis han skal spille en af sine naturlige positioner som venstre guard eller center, men han kan trods alt kun dække en position ad gangen. Lucas Patrick og Billy Turner, der formentlig skal udgøre højre side som hhv. guard og tackle er hæderlige spillere, men absolut ikke mere end det. Endelig er der så den sidste position, der efter alt at dømme skal udfyldes af en af de to rookies Josh Myers eller Royce Newman fra hhv. Ohio State og Ole Miss. Begge er dog umiddelbart projekter, som burde få noget tid til at udvikle sig, førend at de er klar til NFL, så at skulle starte en af dem virker på ingen måde optimalt.
Der også fortsat tvivl om, hvor meget der kan forventes af receiver-gruppen. Davante Adams beviste sidste år, at han har niveauet til nærmest alene at tage et kasteangreb på skuldrende og føre det til at være NFL’s bedste, men det er nok for meget at bede om, at den 28-årige First Team All Pro igen skal være så suveræn som han var i 2020, hvor det blev til 1.374 yards og hele 18 touchdowns (flere end alle andre gennem luften). Imidlertid er det på ingen måde sikkert, hvad der kan forventes af en gruppe sekundanter med Allen Lazard og Marquez Valdes-Scantling som de mest erfarne. Der er forsøgt at hente et nyt supplement ind i form af Amari Rodgers fra Clemson, og så lykkedes det Aaron Rodgers at presse holdledelsen til at hente hans gamle makker Randall Cobb tilbage fra Houston, men der er ikke nogle af de fire navne, der på papiret bør kunne ryste de fleste af ligaens forsvar. Der er selvfølgelig et ekstra element i våbenarsenalet i form af tight end Robert Tonyan, der sidste år viste sig som en mere end giftig trussel i redzone, hvor han leverede hele 11 touchdowns, men det kommer alt i alt igen til at handle meget om, hvad Rodgers og Adams kan udrette sammen. Det kan muligvis være nok til at nå et stykke af vejen, men om det kan bringe Vince Lombardi-trofæet hjem er mere tvivlsomt.
En sidste offensiv faktor er naturligvis Aaron Jones, der ovenpå, at han i 2020 leverede 1.104 yard, 9 touchdowns og et snit på 5,5 yards pr. forsøg på trods af, at han missede to kampe, beviste sig som den perfekte running back til LaFleurs Shanahan-inspirerede løbesystem. 26-årige Jones var blandt ligaens fem mest effektive løbere af bolden og bidrog samtidig også i kastespillet med 355 yards og 2 touchdowns, hvilket har været en medvirkende faktor ift. at han i offseason skrev under på en 4-årig kontraktforlængelse. Denne disposition fra Gutekunst’ side kan selvfølgelig diskuteres med tanke på, at de måtte lade en af ligaens bedste centere i Corey Linsley gå i offseason, men der skal ikke være nogen tvivl om, at Jones har udviklet sig til en af de bedste og mest alsidige spillere på sin position.
Forsvaret
Packers bagkæde var en af de mest selvmodsigende enheder på noget hold sidste år, og det handlede ikke mindst om, at den nu fyrede koordinator Pettines system ikke udnyttede spillernes kvaliteter. Jaire Alexander fik dog definitivt slået fast, at han er en af NFL’s bedste cover-corners, og hans ene interception var mest af alt et tegn på, at modstanderen forsøgte at kaste bolden væk fra ham. Det store spørgsmål i offseason har således været, hvem der skulle spille positionerne modsat 24-årige Alexander. Hans hidtige makker Kevin King fik forlænget sin aftale med et enkelt år i offseason, men samtidig er der også hentet nye kræfter ind i form af Isaac Yiadom, der er kommet til fra Broncos samt 1.runde-valget fra årets draft Eric Stokes fra Georgia. Sidstnævnte virker dog meget upoleret og kan nemt komme til at kæmpe med ikke at få for mange straffe imod sig fra starten af sin professionelle karrirere, da han allerede i college havde en tendens til at have for meget fokus på modstanderen og for lidt på bolden. Der er dog ingen tvivl om, at Packers-truppen har spillerne på de bagerste positioner til at levere en defensiv præstation a la den, som vi så Rams’ ditto præstere sidste år, og det handler også om de to startende safeties. Pettines tilgang til spillet var især problematisk for duoen Adrian Amos og 3.årsspilleren Darnell Savage, der indtil nu har været meget fastlåste som hhv. box-spiller og sidste mand bagerst. Under Barry vil de formentlig komme til at arbejde mere fleksibelt, hvilket også vil kunne udnytte begges kvaliteter til fulde.
Hvis den bagerste forsvarskædes samlede niveau forbedres, har Packers-defensiven virkelig potentialet til at ramme top 10 i år, når vi kigger på de våben, som de har forrest på forsvaret. Za’Darius Smith var igen i 2020 en af NFL’s bedste hybrid pass rushere og opnåede 12.5 sacks ved at true næsten lige såvel udvendigt som indvendigt. En stor forskel ift. 2019 var, at han sidste år bedre kunne tillade sig at bevæge sig indvendigt, fordi 3.årsspilleren Rashan Gary begyndte at bidrage udvendigt, så han og Preston Smith kunne stille op på kanterne med forsvarets primære våben placeret på indersiden. Alle tre vender tilbage i år, og især Gary, der kun er 23 og også har en størrelse, der gør ham interessant som ekstra våben indvendigt, kan måske blive endnu farligere for modstanderens quarterbacks.
Både Za’Darius Smith og Gary vil således i de rigtige situationer kunne supplere Kenny Clark, der fortsat er en af sportens to bedste 1-tech/nose tackles ift. presspillet. Sidste år missede 25-årige Clark ganske vist tre kampe og producerede det laveste antal sacks (2) siden sin rookiesæson i 2016, men med vores hidtidige erfaringer med ham, så bør det være en outlier, og der er alt mulig grund til at tro, at han vender tilbage til sit topniveau. I de mindre oplagte kastesituationer vil spillere som Dean Lowry og Tyler Lancaster fortsat kunne udgøre et fint supplement mod løbet, mens at Kingsley Keke måske også kan bidrage til quarterback-jagten, efter at 3.årsspilleren sidste år leverede 4 sacks.
Offball linebacker er stadig den klart svageste positionsgruppe på Packers-forsvaret, og selvom det ikke er den væsentligste facet af defensiven, er niveauet her så lavt, at det stadig kan blive et væsentligt problem. Situationen er ikke blevet bedre af, at den rutinerede Christian Kirksey nu er væk, og det således er usikre navne som Oren Burks, 3.årsspilleren Ty Summers og 2.årsspilleren Krys Barnes, der skal dække defensivens midterkæde. Der er tilføjet et nyt navn i form af De’Vondre Campbell, der er hentet til efter en enkelt sæson hos Cardinals, men han er en meget rendyrket løbe-specialist. Det er således en af de andre tre, der skal levere varen i opdækningen, hvis ikke dette element af forsvarsspillet igen skal kunne udstilles af modstanderne.
Konklusionen
Packers har den klare fordel, at de er klart det stærkeste hold i deres division, som de igen i år er storfavoritter til at vinde. Når det er sagt, så er truppen også generelt blandt NFL’s stærkeste, og den klart svageste positionsgruppe er også en af dem, der normalt regnes for at have mindst betydning. Den største udfordring kan meget vel blive beskyttelsen af Rodgers, men ovenpå sidste år tror jeg ikke på, at det kan true deres plads i slutspillet. Om det kan stoppe dem endnu engang fra at gå det sidste stykke og nå den store finale, som de lige nøjagtig har oplevet det de sidste to år, er mere usikkert. Faktum er dog, at LaFleur, Rodgers og resten af mandskabet fra Green Bay igen i år bør være blandt de største mesterskabsfavoritter.
- Navn: Green Bay Packers
- Ejer: Ingen (Packers har fungeret som et non-profit folkeaktieselskab siden 1923)
- Cheftræner: Matt LaFleur (siden 2019)
- Hjemmebane: Lambeau Field i Green Bay, Wisconsin (siden 1957)
- Antal mesterskaber: 13 (1929, 1930, 1931, 1936, 1939, 1944, 1961, 1962, 1965, 1966, 1967, 1996 og 2010)
- Resultat 2020: Tabte NFC-finalen (record: 13-3)
- Roster Score: 101 (Offense: 44 / Defense: 39)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 4 ud af 32 i NFL (Nr. 1 ud af 4 i NFC North)
- Bud på divisionsplacering 2021: Nr. 1 i NFC North (record: 12-5)
- Årets gennembrud: EDGE Rashan Gary
- Årets nøglespiller: WR Davante Adams
Red Zone Blog 