Det ser ud til, at Titans er det stærkeste hold i AFC’s sydlige division, hvorfor endnu en tur i slutspillet bør være realistisk. Om de kan nå mere, afhænger af forsvarets evne til forbedring.
2020-sæsonen og offseason
Efter de mange positive overraskelser, som 2019-sæsonen førte med sig, var spørgemålet for Tennessee Titans inden sidste års grundspil, hvorvidt der havde været tale om en enlig svale eller om holdet fra Nashville, der ejes af efterkommerne af grundlæggeren Bud Adams, kunne bygge videre på succesen. Hvis vi ser på, hvordan holdet lagde fra land i 2020, så indikerede det, at general manager Jon Robinsons og cheftræner Mike Vrabels arbejde pegede i den rigtige retning. Titans lage i hvert fald ud med at vinde de fem første kampe og efter to nederlag til Steelers og Bengals i spiluge 7 og 8, tabte Vrabels tropper kun yderligere 3 kampe resten af sæsonen. I den sammenhæng skulle det vise sig meget afgørende, at holdet især var suveræne intern i AFC South-division, hvor det kun blev til et enkelt tabt opgør mod Colts. Netop denne statistik gjorde, at Titans kunne kalde sig selv divisionsvindere, da det var tie-breakeren overfor netop Colts, da de to mandskaber endte lige i antal sejre og nederlag ved grundspillets afslutning. Det var dog ikke alt, der var lige smukt undervejs fra Vrabel og co. Faktisk var forsvaret, der ellers er cheftrænerens eget domæne, så ringe, at det var blandt de fem dårligste, og det skyltes ikke mindst en ekstremt ringe effektivitet mod kastet, hvor kun to andre hold, var værre. Til gengæld leverede angrebet under ledelse af den offensive koordinator Arthur Smith og med profilerne Ryan Tannehill og Derrick Henry i spidsen på allerhøjeste niveau og sluttede grundspillet som en top 5 enhed ift. både løb og kast.
Som dårligste divisionsvinder i AFC skulle Titans møde det stærkeste wild card-hold i første runde af slutspillet, hvilket betød et gensyn med Ravens, som Tennesse-mandskabet meget overraskende havde slået ud i 2019. Med en føring på 10-0 efter 1.quarter kunne det se ud til, at vi var på vej til en gentagelse, men Lamar Jackson og co. ville det anderledes. Fra starten af 2.quarter satte de sig fuldstændig på kampen, og med 13-20 på scoreboardet efter kampen måtte Titans sige farvel efter kun en enkelt slutspilskamp i 2020.
Selvom at årsresultatet som helhed måske så bedre ud på papiret pga. angrebets succes, så var det bekymrende, at forsvaret havde så store problemer som tilfældet var. Specielt fordi, at det burde være netop det, som Vrabel burde være specialist i at løfte. Desværre er sandheden, at cheftræneren i virkeligheden ikke har en historie med at sætte en skræmmende defensiv på banen, og selvom at han og Robinson har hentet flere forstærkninger ind på den side af bolden i offseason, så er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt han kan bygget et forsvar, der er tilstrækkelig succesfuldt. Måske i anerkendelse af, at han selv er bedre i rollen som samlende motivator og game manager, har Vrabel da også valgt i år igen at ansætte en defensiv koordinator ved at forfremme den hidtidige pass rush-træner Shane Bowen, der kom til Nashville sammen med Vrabel fra Houston i sin tid. Han er imidlertid ikke den eneste nye koordinator i byen, for efter sidste sæsons fremragende offensive resultater blev Arthur Smith som ventet et ombejlet navn som cheftræner, og han valgte at takke ja til det ledige job i Atlanta. Smith afløses også internt af den hidtidige quarterback-træner Todd Downing. Han har været hos Titans siden 2019, men har tidligere haft en enkelt sæson som offensiv koordinator hos Raiders tilbage i 2017.
Angrebet
Hvor Ryan Tannehill i 2019 leverede en genrejsning af sin karriere, var 2020 beviset for, at Titans kan regne med ham som deres startende quarterback. Faktisk forbedrede han sig ift. effektiviteten som spilfordeler, hvor han nærmede sig ligaens top 5, og når man tænker på de kvaler han havde i Dolphins-tiden under Adam Gase, er det virkelig fantastisk at se, hvordan han er blomstret op efter skiftet til Nashville. Der var også gode resultater i de klassiske statistikker med 3.636 yards, en completion procent på 65,6, 33 touchdowns og kun 7 interceptions, så det kan ikke diskuteres, hvor væsentlig Tannehill var for sit mandskabs offensive succes sidste år. Når jeg stadig ikke helt er villig til at betragte ham som en top 10-quarterback, så er det fordi, at jeg ikke er sikker på, at den snart 33-årige veteran vil fungere lige godt i alle typer af angreb. I den forbindelse er det interessant, hvordan han vil reagere på skiftet af offensiv koordinator, da det jo har været tydeligt, at han og Smith havde en fremragende gensidig forståelse. Downing har dog som sagt været quarterback-træner på holdet de seneste år, så vi må forvente, at han og Tannehill er på bølgelængde.
Både quarterback og koordinator håber formentlig på, at de kan få mere hjælp fra o-linen end tilfældet var i 2020, hvor de fem forreste på angrebet var væsentligt bedre til at blokere i løbespillet frem for kastespillet. Skaden til den stærke venstre tackle Taylor Lewan spillede naturligvis en rolle, da han normalt er god i begge facetter af spillet, og med ham tilbage vil venstre side med Lewan og veteranen Roger Saffold på guard formentlig fungere bedre i år. Center Ben Jones var linjens bedste mand sidste år og er faktisk lidt undervurderet ift. hvad han i realiteten har præsteret siden han kom til Nashville i 2016, så udfordringen bliver i udgangspunktet især højresiden. 3.årsspilleren Nate Davis vil igen starte på guard-positionen, men han er lige præcis eksemplet på en spiller, der har fine kvaliteter ift. løbet, men virkelig mangler niveau i kastespillet. Det helt store spørgsmål er dog højre tackle, hvor kampen om starterpladsen står mellem de begrænsede rotationsspillere Ty Sambrailo og Kendall Lamm, efter at sidste års 1.runde-draftvalg Isaiah Wilson allerede er endt som 2020-draftens største bust pga. hans massive problemer uden for banen. Håbet på den lange bane er nok, at en ny rookie i form af Dillon Radonz fra North Dakota State, der blev valgt i 2.runde af årets draft, kan være løsningen på langt sigt. Radonz har dog spillet så lidt i klassiske kasteformationer i college, at han næppe er klar til at starte i år.
En af de store historier i løbet af årets offseason var den potentielle kvalitet (eller mangel på samme) af Titans’ receiver-korps. Efter Corey Davis’ skifte til Jets, var Vrabel og co. efterladt med en gruppe, hvor alt andet end 3.årsspilleren A.J. Brown, så meget usikkert ud. Derfor var det fuldt forståeligt, at holdledelsen i Nashville slog til, da Falcons var villige til at trade superstjernen Julio Jones. 32-årige Jones har været en af ligaens mest dominerende receivere de sidste 10 år, men havde en meget skadesplaget 2020-sæson, hvor han kun spillede 9 kampe og ikke nåede over 1.000 yards for første gang siden 2013. Når han var på banen, så hans kvaliteter dog ud til at være intakte, så hvis han er skadesfri, kan han og Brown, der leverede 1.075 yards og 11 touchdowns blive en rigtig giftig startere duo, mens at spillere som Josh Reynolds og Chester Rogers sikkert kan fungere fint, hvis de vel at mærke kan nøjes med at være suppleanter frem for de primære mål. Til gengæld er holdet rigtigt tyndt besat på tight end med Anthony Firkser og Geoff Swaim som de potentielle startere efter Jonnu Smiths skifte til Patriots.
Sidste års OPOY Derrick Henry er selvfølgelig fortsat den helt store offensive stjerne hos Titans, uanset værdien af hans position. 2020 blev året, hvor han skrev sig ind i NFL-historien som den 8. running back, der passerede den magiske 2.000-yards grænse, og samtidig var han endnu engang en touchdown-maskine med 17 stk., hvilket var flest på jorden i hele ligaen. Målt på effektivitet var han også NFL’s bedste sidste år, så det eneste væsentlige spørgsmål ift. 27-årige Henry er naturligvis, hvor længe det kan blive ved, da running back typisk er positionen med den tidligste udløbsdato. Derudover bidrager han som bekendt ikke rigtig i kastespillet, så der kan måske blive en rolle til en spiller som Jeremy McNichols i år. 2.årsspilleren Darrynton Evans er mere en Henry-klon, der skal være klar, hvis stjernen bliver skadet.
Forsvaret
Den klart væsentligste årsag til Titans’ defensive problemer i 2020 var den udvendige bagkæde, hvor holdets forskellige cornerbacks havde det mere end svært. Derfor er det fuldt forståeligt, at der er sket markante udskiftninger. Væk er Malcolm Butler, Johnathan Joseph, Desmond King og Adoree Jackson, mens at veteranen Janoris Jenkins er kommet til fra Saints og Caleb Farley blev valgt i 1.runde af draften. Begge er dog spillere, der indeholder markante usikkerheder. 32-årige Jenkins er en solid ballhawk, hvilket hans 3 interceptions og 12 blokerede kast sidste år også beviser. Samtidig er han dog utroligt chancebetonet i sin spillestil, og han bliver derfor ofte brændt noget så frygteligt. Rookien Farley fra Virginia Tech, der som spillertyper minder meget om Jenkins men med et større atletisk potentiale, var længe betragtet som årets største cornerback-talent indtil det kom frem, at han var blevet opereret 2 gange for den samme alvorlige rygskade. Samtidig har han spillet positionen i relativt kort tid, så der vil formentlig også være noget tilvending for ham. Ift. niveauet fra starten af sæsonen kan der knyttes noget håb til, at 2.årsspilleren Kristian Fulton tager et spring i sin udvikling, og så draftede Robinson i øvrigt endnu en interessant spiller i Elijah Molden fra Washington. Han har ikke fysikken til at spille udvendigt, men han er vanvittig spil-intelligent og kan potentielt blive en rigtig solid slotcorner. På safety-positionerne er der også sket en udskiftning, da Kenny Vaccaro er blevet fritstillet. Det giver dog fin mening, da 3.årsspilleren Amani Hooker sidste år viste sig klar til at spille en større rolle med hele 4 interceptions. Hookers tilstedeværelse kan formentlig give stjernen Kevin Byard mere frirum til at bevæge sig over hele banen, omend det forhåbentlig bliver mindre nødvendigt end tilfældet var sidste år, hvor den tidligere All Pro måtte agere brandslukker meget af tiden. Tilføjelsen af den tidligere Seahawk og Jet Bradley McDougald kan også være med til at gøre livet lettere for Byard.
Bagkæden skal dog også have mere hjælp i år, hvorfor der også har været kigget på investeringer til edge-positionerne, hvor den hæderlige men også begrænsede Harold Landry endnu engang var meget alene sidste år, efter at projekterne med Jadeveon Clowney og Vic Beasley mislykkedes. Den helt store tilføjelse er selvfølgelig Bud Dupree, der efter en svær start på NFL-karrieren kommer med to rigtigt gode seneste sæsoner hos Steelers på CV’et. Igen er der dog også tale om en spiller, der må betragtes som en chancebetonet investering. Udover at Dupree vender tilbage fra en alvorlig korsbåndsskade i år, så kan man godt argumentere for, hans succes i 2019 og 2020 skyltes, at han spillede modsat T.J. Watt. Eneste yderligere interessante navn på denne del af holdkortet er dog rookien Rashad Weaver, der er et 5.runde-valg ud af Pittsburgh, så det skal komme fra Dupree og Landry, hvis presspillet skal blive mere effektivt i år.
Der kan selvfølgelig komme noget hjælp fra indersiden også, hvor den nytilføjede Denico Autry, der er hentet hos divisionsrivalerne Colts, faktisk har haft en hvis succes som pass rusher og sidste år leverede 7 sacks i Indianapolis. 1.runde-valget fra 2019-draften Jeffery Simmons er heller ikke uden evner på den front, men han skal formentlig løfte et langt større ansvar som ankeret på den defensive linje i år, efter at veteranerne Da’Quan Jones og Jack Crawford begge er fortid.
Udover safety er offball linebacker nok Titans stærkeste defensive position. Her var det afgørende, at det lykkedes at lave en ny aftale med Jayon Brown i offseason. Han er måske ikke så kendt bredt som sin makker Rashaan Evans, der er et tidligere 1.runde-draftvalg fra 2018, men faktisk har 26-årige Brown været en langt bedre og vigtigere spiller hidtil i karrieren. Han har godt ikke Evans’ atletiske evner, men til gengæld har han en langt bedre forståelse for spillet, hvilket han har brugt til at udvikle meget solide evner i opdækningen. Brown vender godt nok tilbage fra en albueskade, men der er ingen tvivl om, at Robinson og Vrabel ser ham som en fortsat hjørnesten fremadrettet. De to startere vil blive suppleret af David Long, der også har sine kvaliteter mod kastet, mens at rookien Monty Rice fra Georgia nok er udset til at være afløser for Evans på sigt, da denne ikke fik aktiveret sin 5.års-option og således er free agent efter 2021-sæsonen.
Konklusionen
På trods af min skepsis ift. Vrabel, så regner jeg med, at Titans er det stærkeste hold i AFC South. Angrebet er grundlæggende rigtig solidt efter tilføjelsen af Jones, og jeg regner ikke med, at hverken Tannehills eller Henrys niveau falder udover en klippe i år. Forsvaret kan igen blive en udfordring, men på papiret er truppen bedre end det, de leverede sidste år. Derfor peger jeg på en divisionstitel til Nashville, omend jeg ikke er sikker på, hvor langt de kan nå udover det. Dertil er deres kasteforsvar og den måske tvivlsomme kvalitet på trænerfronten en for stor usikkerhedsfaktor for mig.
- Navn: Tennessee Titans
- Ejer: Adams-familien (siden 2013)
- Cheftræner: Mike Vrabel (siden 2018)
- Hjemmebane: Nissan Stadium i Nashville, Tennessee (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 2 (1960 og 1961, begge i AFL)
- Resultat 2020: Elimineret i 1.runde af slutspillet (record: 11-5)
- Roster Score: 81.5 (Offense: 32.5 / Defense: 37)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 13 ud af 32 i NFL (Nr. 1 ud af 4 i AFC South)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 1 i AFC South (record: 10-7)
- Årets gennembrud: CB Elijah Molden
- Årets nøglespiller: EDGE Bud Dupree
Red Zone Blog 