Kevin Stefanski viste sig at være manden, der kunne få Browns til at bryde slutspilsforbandelsen. Nu er spørgsmålet, om årets træner 2020 også kan gøre sit mandskab til et permanent tophold.
2020-sæsonen og offseason
Det virkede på mange måder som en umulig opgave, holdejer Jimmy Haslam havde sat foran Andrew Berry og Kevin Stefanski. De to nyansatte i rollerne som hhv. general manager og cheftræner, der var blevet valgt på forslag fra den strategiske rådgiver Paul DePodesta, skulle formå at samle stumperne sammen efter katastrofesæsonen 2019, hvor den unge og talentfulde trup var smeltet fuldstændig ned under forgængerne John Dorsey og Freddie Kitchens, og ud af dette morads skulle de så bringe Cleveland Browns i slutspillet for første gang siden 2002, og dermed afslutte NFL’s længste tørke ift. deltagelse i de afgørende kampe. Det begyndte heller ikke særlig godt med et massivt nederlag til divisionsrivalerne Ravens. Herefter fulgte godt nok 4 sejre i træk, men efter endnu et tabt divisionsopgør mod Steelers i spiluge 6 og et nederlag til Raiders i spiluge 8 inden sæsonpausen, var der ikke mange, der snakkede om Browns som et potentielt slutspilshold. Friugen blev dog fuldt op af 5 sejre i de 6 næste opgør, og selvom at nederlagene til divisionsmodstanderne mere eller mindre umuliggjorde en divisionstitel samt at spiluge 16-opgøret mod de pivringe Jets aldrig burde havde været tabt, så stod Stefanski og hans tropper med skæbnen i egne hænder inden sidste grundspilsrunde og sæsonens andet opgør mod ærkerivalerne fra Pittsburgh.
Her lykkedes det lige nøjagtig at holde fast i en 24-22 føring til sidst i en kamp, hvor Steelers sparede de fleste af deres startere. Alligevel var forløsningen gigantisk i den sports-gale by, der nærmest for første gang siden genetableringen af deres NFL-mandskab i 1999 oplevede følelsen af succes. Denne følelse blev dog kun endnu større ugen efter, da Browns igen mødte Steelers i 1.runde af slutspillet og blæste henover deres nemesis fra de seneste mange sæsoner, på trods af at modstanderen denne gang var i stærkest mulige opstilling. Det betød, at Stefanski og co. nu skulle en tur til Arrowhead og møde de forsvarende mestre fra Chiefs. Her var det forventet, at eventyret måtte slutte, men efter at Patrick Mahomes måtte udgå af kampen med hjernerystelse i 3.quarter var Cleveland-mandskabet lige ved at komme tilbage og levere miraklet.
Det sluttede dog med et 22-17 nederlag, men det kunne ikke fjerne indtrykket af en fremragende første sæson under den nye sportslige ledelsesduo Berry og Stefanski. Sidstnævnte blev fortjent kåret til Coach of the Year, efter at han bl.a. fik løftet Browns-offensiven op i ligaens top 10 og i hvert fald delvist fik genaktiveret den unge quarterback Baker Mayfields karriere. Offseason har efterfølgende især handlet om at styrke forsvaret, der var det svage punkt sidste år, hvor defensiven knapt nok kunne snige sig ind i top 20 mod hverken kast eller løb. Det er dog igen Joe Woods, der ankom til Cleveland sammen med Stefanski sidste år, der skal forsøge at løfte forsvaret niveau fra sidelinjen, ligesom at der også genvalg til Alex Van Pelt som offensiv koordinator.
Angrebet
Et tema, der går igen igennem AFC North inden årets sæson er, at perspektiverne for holdenes quarterbacks er genstand for debat. Det gælder også for Baker Mayfield, der går ind i sin fjerde NFL-sæson efter 3 år, der mildest talt må beskrives som en rutsjebane-tur. Efter at have leveret den på det tidspunkt måske bedste rookie-sæson fra en spilfordeler i 2018, kollapsede hans spil fuldstændig sammen med resten af holdet i katastrofesæsonen 2019, men han genrejste sig i hvert fald delvist sidste år. Ift. de klassiske statistikker havde Mayfield et fint 2020 med 3.563 yards, en completion procent på 62,8, 26 touchdowns og kun 8 interceptions, mens han ift. effektivitet placerede sig nogenlunde i midten blandt ligaens startende spilfordelere, når vi kigger på kast af bolden. Tager vi hans evner til at skabe noget uden for den klassiske quarterback-struktur, var han måske endda placeret lidt højere oppe ad listen, og som sæsonen skred frem lignede han en mand, der fandt sig bedre og bedre tilrette i Stefanskis offensive system. Det er stadig meget usikkert, hvad potentialet er for Mayfield i det lange løb, hvilket jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Alligevel er der måske grund til at være forsigtig optimist, også med tanke på at han i år får lov at gå ind til den anden sæson i samme offensive system for første gang i karrieren.
Meget lidt succes i holdsport kommer dog alene, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mayfields forbedringer i 2020 også handlede om, at hans o-line gav ham markant bedre arbejdsbetingelser end i 2019. Især tilføjelsen af Jack Conklin på højre tackle var massivt succesfuld, da han endte med at blive valgt som First Team All Pro på sin position sidste år, men selvom at 1.runde-valget fra 2020-draften Jedrick Wills naturligt havde visse udfordringer undervejs i den modsatte side, så var han også en klar opgradering i især kastespillet. Den helt store historie var dog højre guard Wyatt Teller, der i sin tredje NFL-sæson pludselig tog et voldsomt spring i sin udvikling, og ligesom sidemanden Conklin endte med at være blandt de bedste indenfor sin positionsgruppe med en kåring som Second Team All Pro. Sammen med venstre guard Joel Bitonio, der også blev Second Team All Pro, og center J.C. Tretter udgjorde Teller, Wills og Conklin et godt bud på ligaens bedste o-line i 2020, og da alle fem startere vender tilbage i år, bør de offensive profiler i Cleveland igen kunne regne med tæt på optimal beskyttelse.
Hvor o-linen virker sublim er det lidt mere usikkert, hvor vi har Browns’ gruppe af receivere, omend det på papiret ser rimelig godt ud. Den største stjerne er på papiret Odell Beckham, men efter endnu en skadesplaget sæson sidste år, hvor det kun blev til 7 kampe og meget lidt produktion inden at han rev korsbåndet over, er det på ingen måde givet, hvad vi kan forvente af den efterhånden lidt falmede superstjerne. Det gode ved situationen sidste år var, at Stefanskis angreb viste sig sagtens at kunne fungere uden det primære kastevåben. Hverken Jarvis Landry, Rashard Higgins og Donovan Peoples-Jones eller for den sags skyld de tre tight ends Austin Hooper, David Njoku og Harrison Bryant leverede ekstraordinære præstationer, men kombinationen af deres yards og touchdowns tilsammen var nok til, at offensiven var ganske effektiv. Landry skal dog fremhæves en anelse for både klart flest grebne bolde (72) og yards (840). I år vender Beckham så tilbage, ligesom at bidragsyderne fra 2020 suppleres med rookien Anthony Schwartz fra Auburn, der blev draftet i 3.runde. Den kan potentielt vise sig, at være en ganske solid gruppe af våben.
De største offensive playmakers hos Browns finder vi dog på jorden. På trods af at han kun spillede 12 kampe, nåede Nick Chubb alligevel over 1.000 løbede yards for sæsonen samt hele 12 touchdowns. I det hele taget leverede 25-årige Chubb måske sin foreløbigt bedste præstation og beviste sig endnu engang som en vanvittig effektiv løber med 5,6 yards pr. forsøg. Læg dertil Kareem Hunts 842 yards og 6 touchdowns på jorden samt hans 28 grebne bolde og 5 touchdowns gennem luften, og du har måske det giftigste back-field i NFL pt. Både Chubb og Hunt er også klar til endnu en sæson i Cleveland, så alt i alt må Stefanskis offensive maskine fra 2020 i den grad siges at være intakt.
Forsvaret
Bagkæden var den væsentligste årsag til Browns’ defensive kvaler sidste år, så det er kun naturligt, at forstærkninger hertil har været en topprioritet i årets offseason. På cornerback er Troy Hill kommet til fra Rams, mens at 1.runde-valget i draften blev brugt på Greg Newsome fra Northwestern. Sidstnævnte har ikke helt samme atletiske potentiale som nogle af de mest hypede cornernavne fra årets draftklasse, men har muligvis den bedste spilforståelse blandt de nye talenter på det bagerste forsvars yderpositioner. Hill og Newsome tilslutter sig en gruppe, der i forvejen består af M.J. Stewart samt Denzel Ward og Greedy Williams, der begge fortsat er unge spillere med uforløst potentiale. Ward har vist prøver på, hvor højt hans loft er og leverede hele 18 blokerede kast samt 2 interceptions i 2020, men han har kæmpet lidt med skaderne og mangler endnu at spille en fuld sæson. Skader har også været et issue for Williams, der sad ude hele sidste år, og derudover fortsat har en del at bevise ift. at forbedre sine tackle-kundskaber. Ift. safety har Berry og Stefanski muligvis lavet lidt af et scoop ved at få den alsidige og lettere undervurderede John Johnson tilknyttet på en relativ billig kontrakt. Johnson er ligesom den nye cornerback Hill hentet hos Rams, hvor han generelt har leveret solidt i flere forskellige roller gennem sine forløbigt fire NFL-sæsoner. Ved siden af ham er det dog fortsat mere usikre typer som Ronnie Harrison, Sheldrick Redwine og 2.årsspilleren Grant Delpit, der missede hele sin rookiesæson pga. en overrevet akillessene der fortsat plager ham, som skal varetage de supplerende funktioner. Delpit havde sine fans, der han kom ud af college, men hans evner til at tackle er nærmest ikke-eksisterende. Det er med andre ord en bagkæde med potentiale men samtidig en del usikkerhed, som Browns sender på banen i 2021.
De skal selvfølgelig også have hjælp fra presspillet, og her var der bestemt også forbedringspotentiale sidste år. Myles Garrett bekræftede endnu engang sit niveau med 12 sacks, men udover ham var det begrænset, hvad der kom fra edge-positionerne, hvilket også bekræftes af, at hans primære makker Oliver Vernon samt veteranen Adrian Clayborn nu begge er fortid. Ind er i stedet kommet 1.valget fra 2014-draften Jadeveon Clowney, der efter en skidt sæson hos Titans, der endte før tid pga. en knæskade, nu skal bevise, at han stadig kan være andet og mere end en løbestoppende kantspiller. Hvis den 28-årige Clowney kan genfinde noget af niveauet fra tiden i Texans, kan det potentielt gøre ham og Garrett til en af NFL’s giftigste edge-duoer, evt. med et andet tidligere 1.runde-draftvalg Takkarist McKinley som supplement i rotation.
I midten af det forreste forsvar har holdledelsen sagt farvel til både Sheldon Richardson og Larry Ogunjobi, og i stedet hentet Malik Jackson hos Eagles. Her er håbet nok, at Jackson kan genfinde noget af det fremragende niveau som pass rusher, som han viste til dels hos Broncos, da han var med til at vinde Super Bowl 50, samt i årene hos Jaguars fra 2016 til 2018. Det er dog ikke givet, at den efterhånden 31-årige veteran kan nå derop igen efter to halvsløje sæsoner i Philadelphia, og ved siden af ham er de primære alternativer Andrew Billings, der vender tilbage efter frivillig corona-pause sidste år, Sheldon Day og 2.årsspilleren Jordan Elliot alle spillere, der lige nu primært har deres styrker i løbespillet. Eneste presorienterede mulighed kunne være rookien Tommy Togiai, men det virker ikke sandsynligt at se ham som andet end rotationssspiller i år.
Linebacker var også en svaghed sidste år, og her har det også været en klar prioritering for Berry og Stefanski at finde andre muligheder end veteranen Malcolm Smith samt de meget tvivlsomme rotationsspillere Mack Wilson, Sione Takitaki og Jacob Phillips. Ind er derfor kommet den uspændende men solide Anthony Walker, der tager til Cleveland efter fire udmærkede sæsoner hos Colts, hvor han de sidste par år har været en god makker til Darius Leonard. Derudover faldt der potentielt en rigtig stor appelsin ned i Browns’ turban, da et af årets mest interessante men også alternative talenter Jeremiah Owusu-Koramoah fra Notre Dame stadig var ledig ved holdets draftvalg i 2.runde. Historien med Owusu-Koramoah er, at han lidt har været en defensiv altmuligmand i college, der på det professionelle niveau ligger et sted imellem en linebacker og en safety. Han minder således både lidt om Isaiah Simmons, som Cardinals havde svært ved at finde en rolle til sidste år, men har også ligheder med Jeremy Chinn, der var en stor succes hos Panthers i 2020. Lykkes det for Stefanski og Woods at finde den rigtige rolle til ham, kan han potentielt være et af årets stærkeste tilføjelser.
Konklusionen
Efter forløsningen sidste år skal Browns nu igen i år leve med en del hype pga. den unge og meget spændende trup samt det potentiale, som cheftræner Stefanski så ud til at kunne forløse i sine spillere undervejs i 2020. Det kan være, at 2021 bliver året, hvor det hele går op i en højere enhed for Cleveland-mandskabet, men sporene fra holdets nyere historie skræmmer fortsat for mig. Derudover er jeg stadig bekymret for forsvaret, som stadig er mere potentiale end det er reelt bevist niveau. De har dog en samlet set meget solid trup, og samtidig er de begunstiget af et på papiret bedre kampprogram end deres forventeligt nærmeste divisionsrivaler Ravens. Skal jeg vælge her og nu, så sender jeg divisionstitlen til Baltimore, men det bliver tæt og jeg glæder mig til at følge Stefanski og hans tropper sæsonen igennem.
- Navn: Cleveland Browns
- Ejer: Jimmy Haslam (siden 2012)
- Cheftræner: Kevin Stefanski (siden 2020)
- Hjemmebane: FirstEnergy Stadium i Cleveland, Ohio (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 4 (1950, 1954, 1955 og 1964)
- Resultat 2020: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 11-5)
- Roster Score: 83,5 (Offense: 36,5 / Defense: 32)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 11 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i AFC North)
- Bud på divisionsplacering 2021: Nr. 2 i AFC North (record: 11-6)
- Årets gennembrud: CB Greg Newsome
- Årets nøglespiller: QB Baker Mayfield
Red Zone Blog 