NFL: Draft-evaluering 2021 – NFC East

NFL Draften 2021 er veloverstået. I de kommende uger vil vi forsøge at komme med vurderinger af, hvordan holdene er sluppet igennem årets talentudvælgelse. Det bliver med udgangspunkt i divisionerne og rangering med særligt fokus på valgene i de tre første runder.

I min første gennemgang fra NFC-halvdelen tager jeg fat på den division, der klart var ligaens svageste sidste år. Det betyder, at holdene her generelt var placeret godt i 1.runde af draften med et godt udgangspunkt for stærke valg, men som karaktergivningen afspejler, er jeg heller ikke i denne sammenhæng imponeret over de østlige NFC-hold. Der er to af dem, der slipper hæderligt fra det, men de to andre befinder sig efter min mening omkring dumpegrænsen. Som helhed er det således den næst-dårligste præstation fra en division som helhed i år (Der var dog en, der var meget værre. Mere om det senere).

Philadelphia Eagles

Valg i 1-3.runde:

  • Nr. 10: DeVonta Smith (Wide Receiver – Alabama)
  • Nr. 37: Landon Dickerson (Interior Offensive Lineman – Alabama)
  • Nr. 73: Milton Williams (Interior Defensive Lineman – Louisiana Tech)

Karakter: 7+

Begrundelse:

– Jeg har generelt ikke været fan af Eagles’ ageren i offseason, men talentudvælgelsen synes jeg faktisk at de klarede ganske fint. Smith er min favorit-receiver i årets draft-klasse, og selvom at jeg anerkender andres bekymringer om ham, så tror jeg på, at han bliver en succes i NFL i det lange løb. Dickerson har som bekendt haft markante skadesproblemer i college, men kan han komme over det, kan han blive en fremragende center og dermed en potentiel aftager til Kelce om i et par sæsoner. Williams er jeg personligt ikke så vild med, men der er bestemt noget upside, og så snupper de også et par spændende navne sent i form af Gainwell og Tuipulotu, hvor især førstnævnte nok godt vil kunne bidrage som vigtig rollespiller allerede som rookie.

Washington Football Team

Valg i 1-3.runde:

  • Nr. 19: Jamin Davis (Linebacker – Kentucky)
  • Nr. 51: Samuel Cosmi (Offensive Tackle – Texas)
  • Nr. 74: Benjamin St-Juste (Cornerback – Minnesota)
  • Nr. 82: Dyami Brown (Wide Receiver – North Carolina)

Karakter: 7

Begrundelse:

– Sidste års divisionsvindere kommer også flot ud af draften med en række solide valg på de to første dage. Når jeg lige har dem lidt efter rivalerne fra Philadelphia, så skyldes det til dels, at jeg synes at Davis trods alt bliver valgt for tidligt, selvom at jeg samtidig ser ham som et meget spændende talent. Derudover finder jeg ikke deres 3.dags-valg særligt interessante (omend Cameron Cheeseman er et at årets bedste navne). Til gengæld er jeg meget begejstret for Cosmi, som i 2.runde er lidt af et steal og kan være en løsning på et af holdets største problemer, ligesom at Brown kan blive rigtigt fint supplement til McLaurin og Samuel. St-Juste har jeg ikke de store forventninger til, men igen er positionen rigtig, så det bidrager til et solidt helhedsindtryk.

New York Giants

Valg i 1-3.runde:

  • Nr. 20: Kadarius Toney (Wide Receiver – Florida)
  • Nr. 50: Azeez Ojulari (Linebacker – Georgia)
  • Nr. 71: Aaron Robinson (Cornerback – UCF)

Karakter: 02

Begrundelse:

– Det startede meget godt for Gettleman og co. da de fik en god pris for at handle sig tilbage og overlod valget af Fields til Bears. Men for mig tabte de så næsten det hele på gulvet igen, da de brugte 20.valget på Toney, der er et af de mest overhypede navne i årets draftklasse efter min mening. Udover at jeg ikke mener, at WR var det rigtige valg her, så ender de med at tage en chancebetonet gadget-spiller, der virkelig skal udvikles helt rigtigt, hvis han skal lykkes i NFL. De redder sig dog en bestået karakter med valget af Ojulari i 2.runde. Han var min favorit EDGE på forhånd, så det er på papiret et flot steal i min bog. Robinson gør ikke rigtigt noget for mig, men positionsværdien er fin. Der er heller ikke rigtigt noget interessant i de sene runder, så det kan ikke blive til mere end 02 for mig her.

Dallas Cowboys

Valg i 1-3.runde:

  • Nr. 12: Micah Parsons (Linebacker – Penn State)
  • Nr. 44: Kelvin Joseph (Cornerback – Kentucky)
  • Nr. 75: Osa Odighizuwa (Interior Defensive Lineman – UCLA)
  • Nr. 84: Chauncey Golston (Edge Rusher – Iowa)
  • Nr. 99: Nahshon Wright (Cornerback – Oregon State)

Karakter: 00

Begrundelse

– Det kan godt være, at jeg er hård her, og der er nok også noget af min vurdering, der bliver præget af, at jeg simpelthen er træt af at se Cowboys drafte den ene problematiske karakter efter den anden. Min karakter er dog ikke alene baseret på spillernes opførsel udenfor banen. Parsons skal nok blive god, men hvis LB virkelig var det vigtigste need for dem, så er det godt nok deres egen skyld med tanke på deres seneste par drafts. Derudover er valgene i 2-3.runde alle tvivlsomme wild cards, og ingen af dem er blandt de spillere, jeg ville have sat mine penge på før 3.dagen. Netop i de sene runder får de til gengæld en interessant spiller i form af Cox, men han er også LB, hvilket igen taler ind i fortællingen om en mærkværdig draft-strategi. I samme runde drafter de så i øvrigt Ball, som virkelig aldrig burde sætte sin fod på en NFL-bane. Som helhed er det her dumpekarakter for mig.

Skriv en kommentar