
Årets NFL-draft afholdes fra d. 29.april til d. 1.maj. Som sidste år vil vi gennem 8 artikler gennemgå de største nye talenter, der er på vej fra universitets-niveauet til de professionelle rækker. Fjerde indlæg sætter fokus på angrebets store playmakers i kastespillet.
Jeg er nu nået til nogle af dem, der potentielt kan blive de helt store profiler i NFL over de kommende år. Receivere og tight ends er, når de virkelig lykkes, ofte dem, der sammen med quarterbacken bliver ansigtet udadtil på et succesfuldt franchise, og det giver også god mening, når man tænker på, at det er dem, der er i centrum for nogle af sportens mest spektakulære spil i form af smukke grebne bolde og vilde touchdowns. Det dog på trods af, at de i sig selv har svært ved at gøre den afgørende forskel, hvis manden, der skal kaste bolden til dem, ikke har et tilstrækkeligt niveau.
Sidste år så vi en meget talentfuld receiver-årgang gøre sit indtog i NFL, og meget tyder på, at det billede kan komme til at gentage sig i år. Der er igen flere spillere, der kan og fortjener at gå i første halvdel af 1.runde, og selvom at den samlede talentmasse måske ikke er helt så stor som i 2020, så gør mængde af upside, at årets gruppe måske alligevel er dybere, når det kommer til stykket. Omvendt ser det som helhed næsten lige så skidt ud på tight end-positionen, som det var tilfældet, sidste år. Dog med den klare forskel, at positionsgruppen i år indeholder et af hele draftklassens største navne, men derudover er der dog endnu engang meget langt mellem de oplagte talenter, og vi kan sagtens ende i et scenarie, hvor der kun går to tight ends i draftens to første runder.




Årets profiler
Ligesom med CeeDee Lamb, Jerry Jeudy og Henry Ruggs fra 2020-receiverklassen, så har årets gruppe også tre navne, der på forhånd skiller sig ud fra mængden og alle er kandidater til at blive valgt i eller tæt på top 10. I modsætning til sidste år, hvor jeg havde Jeudy som en klar personlig favorit, er det til gengæld mere uklart for mig i år, hvordan jeg skal rangere Ja’Marr Chase fra LSU samt de to nye Alabama-talenter DeVonta Smith og Jaylen Waddle, og det handler simpelthen om, at de er meget forskellige, alle har nogle helt åbenlyse kvaliteter samt nogle potentielle svagheder. Chase er fysisk fænomonal, en klog ruteløber og enormt god til vinde duellen om bolden med sin oppasser, men mangler måske farten til at skabe kontinuerlig separation. Smith accelererer som få andre, er overdrevet spil-intilligent og har enormt gode hænder, men er meget klejn ift. det normale niveau for professionelle top-receivere. Waddle er bare vanvittig hurtig på alle tænkelige måder og kan samtidig sagtens vinde i dueller, men har til gengæld manglende erfaring som ruteløber. Det meste peger på, at alle tre kan blive succesfulde i NFL, men hvem, der i sidste ende bliver det største navn, er for mig fuldstændigt lige.
Efter de tre er der for mig et spring ned til det næste talent, og jeg har kun en receiver mere, som jeg mener bør gå i 1.runde, og det er Rashod Bateman fra Minnesota. Han har muligvis ikke de vilde atletiske evner, men han har muligvis klassens bedste spilforståelse og løber nogle fremragende ruter for en mand på vej fra college til NFL. Nogen steder har jeg også set nogen have Purdues Rondale Moore til at gå på førstedagen, men mit problem med både ham og Kadarius Toney fra Florida er, at de for mig mere er gadget-spillere, der muligvis kan blive udmærkede slot-receivere i NFL, men hvor jeg med tanke på de seneste års projekter på den front, efterhånden er ret skeptisk overfor at vælge den type spillere højt i draften. Hvis jeg skulle vælge et talent fra denne kategori, ville jeg klart foretrække Elijah Moore fra Ole Miss, der ganske vist mangler noget størrelse, men til gengæld er bedre til at løbe ruter og har langt bedre hænder. Mine personlige favoritter til andendagen er dog de mere klassiske prospects Terrace Marshall fra LSU og Tylan Wallace fra Oklahoma State. Især Marshall har realiteten en meget komplet pakke, men mangler at vise mere aggressivitet samt at få mere erfaring med at arbejde mod fysisk opdækning. Derudover har en hvis skadeshistorik, hvilket også gælder for Wallace, der samtidig mangler topfarten og fysikken til at kunne vinde kontinuerligt som udvendig receiver i NFL, selvom at han bør kunne få en hvis succes med sine acceleration og spilforståelse. Amon-Ra St. Brown (seriøst et af årets bedst navne i år!) fra USC og Auburns Seth Williams kunne måske også snige sig ind i 2.runde, men de har begge nogle væsentlige mangler, der kan gøre, at de må vente til senere. For St. Brown handler det mest om, at upsiden ikke virker særlig stor ift. hans nuværende udmærkede men u-spektakulære niveau, mens at Williams simpelthen bare er hæmmet af sin størrelse, og derfor er lidt for langsom. Det gælder til gengæld ikke for de tre sidste navne, som jeg forestiller mig gå i 3.runde, der alle har deres hurtighed som det primære våben. North Carolinas Dyami Brown virker som det mest sikre valg her, selvom at D’Wayne Eskridge fra det lille college Western Michigan måske kan være mere interessant, hvis det kan lade sig gøre at udvikle ham. Til gengæld har jeg tæt på ingen forståelse for den kærlighed, som mange har kastet på Louisvilles Tutu Atwell, der simpelthen virker alt for fysisk begrænset ift. det professionelle niveau.
På tight end-fronten handler alt om Kyle Pitts. Florida-produktet er det vildeste talent, der har været på positionen i mange år, og han er formentlig en top 5-spiller i hele draft-årgangen. Det er selvfølgelig klart vurderet på hans evner som receiver, for ift. blokeringsspillet kan han fortsat udvikle sig en del, men der er ikke noget, der tyder på, at han ikke kan blive hæderlig på den front. Kombinerer du det med, at han løber gode ruter og er et fysisk bæst overfor modstanderen, samt at han er for hurtigt til at linebackere og safeties kan følge ham, men samtidig for stor til at cornerbacks kan dække ham ordentligt, og du har et potentielt offensivt masseødelæggelsesvåben. Han er så også positionsgruppens altoverskyggende profil, og faktisk er Penn States Pat Freiermuth den eneste anden, som jeg føler mig overbevist går i en af de tre første runder. Freiermuth er langt henad vejen en mere klassisk spiller på positionen, der kan bidrage solidt i blokeringsspillet, samtidig med at han er en fin ruteløber med solide hænder. Det atletiske potentiale er dog formentlig for begrænset til at retfærdiggøre et valg på førstedagen, men han fortjener bestemt at gå i 2.runde. Hvis der skulle være flere tight end-talenter, der bliver valgt på andendagen, så kunne enten Brevin Jordan fra Miami, Hunter Long fra Boston College eller Tommy Tremble fra Notre Dame være kandidater hertil. De er dog alle udviklingsprojekter og pga. positionsværdien kan de alle tre meget vel ende med at falde til 4.runde.
Hvem går efter hvem?
Når vi kommer forbi det forventede QB-race i starten af årets draft, så er der en del af holdene med valg i top 10, der helt sikkert overvejer at gå efter en receiver. Bengals, Dolphins, Lions og Panthers kunne alle være bud på det mandskab, der vælger årets første pass catcher, alt efter hvad deres øvrige prioriteter er, og mit objektive bud er nok, at Chase bliver manden, der går først, da rygterne peger i retning af, at han er de fleste af NFL-holdenes nr. 1. Smith og Waddle skal dog formentlig ikke vente længe derefter, da både Giants, Eagles, Chargers, Patriots og Cardinals også kunne bruge opgraderinger på receiver-fronten. Skulle en af dem falde yderligere, vil mit bud være, at den pågældende spiller ikke ryger længere end til WFT, der sammen med Ravens også kunne være en kandidat til en receiver som f.eks. Bateman i anden halvdel af 1.runde. Derudover kunne alle de nævnte hold også vælge at adressere deres receiver-needs i 2.runde, hvor 2 x Moore, Toney, Marshall og Wallace alle kan være attraktive muligheder, alt efter hvad holdene foretrækker.
Pitts vil uden tvivl også være taget, når vi er igennem top 10, og han er faktisk et godt bud på, hvem Falcons snupper som nr. 4, hvis de altså ikke går QB ligesom de tre hold, der vælger før dem. Ellers kunne Bengals, Dolphins og Panthers igen være mulige kandidater til at snuppe tight end-guldfuglen, mens at jeg forventer, at Lions og Broncos ikke vil kigge den vej, da de allerede har unge talentfulde startere på positionen (Hockenson og Fant), og derfor nok har andre prioriteter, uanset hvor stort et talent Pitts er.
Hvis du vil læse mere om de forskellige spillere, kan jeg anbefale Draftbeats artikler om de største talenter på receivere og tight ends i årets draftklasse.
