NFL: Draft-optakt 2021 – Offensive Line

Årets NFL-draft afholdes fra d. 29.april til d. 1.maj. Som sidste år vil vi gennem 8 artikler gennemgå de største nye talenter, der er på vej fra universitets-niveauet til de professionelle rækker. Andet indlæg handler om angrebets store beskyttere .

Ligesom forsvarets bagkæde består den offensive linje af flere positionsgrupper. Samtidig ser vi tit at spillere skifter position på linjen ifm. overgangen fra college til NFL. I min beskrivelse af årets største o-line talenter, vil jeg som mange andre skelne mellem de spillere, der som udgangspunkt skal forsøge sig på ydersiderne som tackles, og dem der skal spille indvendigt som enten guards eller centere, da overlapperne ses hyppigere blandt de sidste to positioner.

I modsætning til sidste år er niveauforskellen mellem hhv. de udvendige og indvendige talenter ikke helt så stor, som tilfældet var sidste år, omend tackle-gruppen dog fortsat indeholder de største talenter. Toppen er ikke så bred som sidste år, hvor vi endte med at have 4 mand, der gik i top 15, men dybden er til gengæld lige så god og måske endda bedre end i 2020. På de indvendige positioner, som var rigtig svagt besat sidste år, ser det helt klart bedre ud med årets gruppe af talenter, og der endda et rigtigt spændende navn, som kan være en kandidat til at gå i første halvdel af første runde. Derudover vil der også være mulige startere at hente i både 2. og 3.runde, og så er der hele diskussionen om, hvorvidt positionerne er fastlagte på forhånd. Der er nemlig en del af årets tackle-talenter, der små i størrelsen ift. NFL’s normale standarder, og nogle af dem kan måske ende som indvendige linjemænd, hvis forsøget på en karriere på ydersiden mislykkes.

Årets profiler

Hvor vi sidste år som sagt havde 4 toptalenter, der alle kunne være gået først, er der ikke nogen tvivl om, hvem der nr. 1 i årets samling af nye potentielle tackles. Penei Sewell fra Oregon er en af draftklassens absolut største navne, og han er flere steder rangeret som det næststørste talent uafhængigt af position. Hans kombination af størrelse og atletisk potentiale er sjældent set, og på trods af, at han kun var 19 i den sæson, som vi alle vurderer ham ud fra (han sprang 2020-sæsonen over pga. corona), var han allerede fænomenal i løbespillet. Han skal stadig udvikle sig i kasteblokeringerne, men de fejl han har, er altovervejende småting, der sagtens bør kunne finjusteres, når han overgår til det professionelle niveau. For det fleste er Rashawn Slater fra Northwestern nr. 2. Han er en ret lille spiller ift. standarden for tackles i NFL, men hans teknik og spilforståelse er så god, at han bør forsøges på ydersiden, også med tanke på, at vi de senere år har set flere mindre spillere lykkes som tackles i NFL. Måske pga. spørgsmålet om størrelsen, ser jeg en del steder Christian Darrisaw fra Virginia Tech som værende rangeret tæt på Slater, men personligt er jeg ikke så stor fan af ham, da jeg ser ham som meget specialiseret ift. outside-zone-systemet, og selvom dette går sin sejrsgang i NFL disse år, så foretrækker jeg mere alsidige typer, som f.eks. Samuel Cosmi fra Texas og Alex Leatherwood fra Alabama. Førstnævnte skal forbedre sig på teknik og især fodarbejdet for med sikkerhed at kunne lykkes som pass protector i NFL, mens at sidstnævnte bare generelt skal udvikle den mentale del af spillet og måske vil have bedre af i længden at blive rykket ind som guard pga. hans problemer med vinkler samt koordination af hænder og fødder. Begge kan dog sagtens gå i 1.runde, ikke mindst pga. deres upside. I 2.runde er der endnu en grænsespiller mellem tackle og guard i form af Michigans Jalen Mayfield, en brutal løbespils-ekspert i Oklahoma States Teven Jenkins samt den meget erfarne og bundsolide Liam Eichenberg fra Notre Dame, der dog mangler det helt vilde top-potentiale. Jackson Carman, der har dækket Trevor Lawrence blindside hos Clemson i 2020, kan måske også snige sig med i 2.runde, men hans problemer med kontrol og forståelse for spillet gør, at jeg nok ville vente til tidligt i 3.runde. Derudover er han også en kandidat til blive rykket indvendigt, da jeg tror han får det meget svært med de hurtige udvendige pass rushere. Endelig vil jeg pege på de to smallschool-navne Dillon Radunz fra North Dakota State og Spencer K. Brown fra Northern Iowa samt Stanfords Walker Little som interessante men usikre talenter, der kan vælges i slutningen af andendagen.

Indvendigt er der hverken for mig eller mange andre tvivl om, at Alijah Vera-Tucker fra mit favorit-college USC er det største navn i år og nok det bedste prospect vi har set til guard-positionen siden Quenton Nelson i 2018. Vera-Tucker spillede faktisk tackle i hans sidste sæson i college, og det klarede han også fint pga. hans eminente teknik og blik for spillets udvikling, og når han i NFL vender tilbage til sin naturlige position, vil hans styrke og hurtighed skinne endnu tydeligere igennem. Han er på alle måder en af mine personlige favoritter i årets draft og fortjener at gå i top 15 efter min mening. Han kan dog vise sig at blive eneste indvendige linjemand, der går i 1.runde, omend nogen også ser den meget fysisk stærke Wyatt Davis fra Ohio State som et valg til førstedagen. Davis levede dog ikke op til tidligere præstationer i 2020, og især hans første halvsæson var en regulær katastrofe. Hans styrke kan bringe ham langt, men der masser af de mere detaljeorienterede dele af spillet, der skal blive meget bedre på det professionelle niveau. Derfor kan han godt ende med at måtte venter til 2.runde, hvor jeg også har Tennessees Trey Smith samt Creed Humphrey fra Oklahoma til at gå. Sidstnævnte bliver nok årets højest draftede center, men igen er der for mig tale om en spiller, der helst skal ende i et outside-zone-system for at have en chance for at lykkes i NFL. Derfor er jeg på center-positionen mere fan af Alabamas Landon Dickerson, som måske mangler noget upside men som er all round solid og har alle de tekniske og taktiske færdigheder til at lykkes i NFL. Desværre har han også en meget lang skadeshistorik for en college-spiller, og derfor kan godt ende med at falde til 3.runde. Det samme gælder for Georgia-guarden Ben Cleveland, der atletisk set er begrænset, men har styrke og spillemæssig begavelse til at lykkes, hvis han ender i den rigtige situation. Slutteligt er der selvfølgelig den helt store helt fra Senior Bowl Quinn Meinerz fra det lille bitte college Wisconsin-Whitewater samt centeren Josh Myers fra Ohio State, der begge kan gå i bunden af 3.runde. Der skal dog en god portion udvikling til, førend at nogen af dem kan blive pålidelige NFL-startere.

Hvem går efter hvem?

På trods af det store fokus på quarterbacks i årets draft, så bør Sewell gå i top 10. Her har jeg måske en lille joker i form Falcons, der kunne være interesseret i at styrke o-linen efter Alex Macks afgang. Det er dog klart, at det er mere sandsynligt, at han ender hos Bengals, der virkelig mangler en mand med hans kvaliteter eller hos Panthers, hvis Cincinatti-mandskabet mod al fornuft går i en anden retning. Slater kunne gå til Chargers ved 13.valget, da han i høj grad ville fuldende billedet af den beskyttelse af Herbert, som de også har arbejdet massivt på i free agency, men skulle de kigge en anden vej, kan Vikings også være en mulighed. Ellers er der en stor gruppe af hold i 2.halvdel af 1.runde (WFT, Bears, Colts, Titans og Steelers), der alle kunne bruge en tackle, og hvis Slater er taget, ville både Darrisaw, Cosmi og måske endda Leatherwood være mulige valg her. Derudover vil jeg som et sidste navn pege på vice-mestrene fra Chiefs, der som bekendt har sagt farvel til begge deres startende tackles.

For Vera-Tucker er der for mig at se et fuldstændigt perfekt match i form af Vikings på 14.valget, og medmindre at de også skulle kunne vælge Slater der, så ser jeg ham ikke falde længere. Alternativt bør Raiders, der har sagt farvel til Gabe Jackson, tager ham ved 17.valget. For de øvrige nævnte spillere regner jeg med at vi skal ned til Jets ved 34.valget, førend at der sker noget, og efterfølgende kunne også Bengals, Giants eller 49ers være kandidater til f.eks. Davis, Smith og Humphrey. Ellers kunne WFT, Bears, Steelers eller Rams være hold, der kunne tage en af de tre førnævnte, hvis de falder, og ellers kunne det også være et af de hold, der tager en chance på f.eks. Dickerson eller Cleveland.

Hvis du vil læse mere om de forskellige spillere, kan jeg anbefale Draftbeats artikler om de største talenter på offensive line i årets draftklasse.

Skriv en kommentar