Den første slutspilsrunde leverede flere store historier, men den største var uden tvivl Browns sensationelle sejr over Steelers. Det var et af de her øjeblikke, der gør NFL til noget helt særligt (sorry Steelers-fans), fordi det i denne her liga er muligt for alle at levere den helt store overraskelse på enhver given søndag.
Cleveland-mandskabets succes kom til dels på baggrund af evnen til at skabe turnovers samt at deres angreb var i stand til at producere på afgørende tidspunkter. Profiler som Chubb, Hunt og Landry leverede alle varen, da det gjaldt, men selvom at der som sædvanlig var bump på vejen, kunne offensiven ikke være lykkedes, hvis ikke Baker Mayfield havde bundet det hele sammen i sidste ende. Spørgsmålet er nu, om denne kamp var en markering af, at det tidligere 1.valg fra 2018-draften er den mangeårige franchise-quarterback, som Browns i sin tid draftede ham til at være, eller om hans øjeblikkelige succes blot var et udtryk for omstændighedernes gunst. Hvordan hans cheftræner Kevin Stefanski og den øvrige sportslige ledelse i Cleveland – Moneyball-guruen Paul DePodesta og hans håndplukkede general manager Andrew Berry – vurderer dette, kan få altafgørende betydning for holdets fremtid, og selvom at det i skrivende stund kan virke oplagt at give Mayfield nøglerne til Browns-angrebet i al nærmeste fremtid, er det på ingen måde sikkert, at det er den rigtige beslutning. Det ville nemlig ikke være første gang i historien, at en i virkeligheden ret tvivlsom spilfordeler har opnået slutspilssucces, for så efterfølgende at køre sit mandskab helt ned under gulvbrædderne.
Sanchez’ spøgelse
I mine tidligere år som NFL-fan oplevede et andet mandskab en succes, der på visse punkter ligner den, som Browns har oplevet i den aktuelle sæson. Med Rex Ryan som cheftræner formåede New York Jets i både 2009- og 2010-sæsonen at kvalificere sig til slutspillet, og i den sidste af de to sæsoner var det endda med en 11-5 record. En af de centrale spillere på dette mandskab var quarterback Mark Sanchez, der i dag bedst huskes som Buttfumble Mark pga. et katastrofalt spil i en primetime-kamp på Thanksgiving Day i 2012-sæsonen. Sanchez var ellers blevet valgt som nr. 5 i 2009-draften (den første draft efter Ryans ansættelse som cheftræner) – et valg som Jets havde måttet betale i dyre domme for at få fat på (et 1.rundevalg, et 2.rundevalg og 3 spillere). Han var anset som et stort talent ud af college, hvor han havde spillet for den anerkendte QB-skole USC, og nu skulle han være omdrejningspunktet for genrejsningen af det grønklædte New York-hold.
Det ville være synd at sige, at Sanchez sprudlede i sine to første sæsoner, men han var omgivet af et stærkt personel bestående af bl.a. running backs som Thomas Jones, Shonn Greene og LaDanian Tomlinson samt receivere som Jerricho Cotchery, Braylon Edwards og Santonio Holmes. Derudover spillede han bag en glimrende o-line bestående at bl.a. D’Brickashaw Ferguson og Nick Mangold. Alle disse navne vækker med et par enkelte undtagelser måske ikke stor genklang i dag, men på daværende tidspunkt var de alle betragtet som solide profiler. De fik ikke den unge spilfordelers statistikker til at eksplodere, men de gav ham muligheden for at effektuere angrebet, når det gjaldt. Det skete ikke mindst i slutspillet, hvor Sanchez begge år leverede nogle glimrende præstationer og var med til at føre Jets til to AFC-finaler i træk. Faktisk spillede han så godt i de afgørende kampe, at pressen og holdets fans omdøbte ham til Sanchize – en tydelig indikation på, at han blev set som den afgørende spiller ift. fremtidig succes.
Året efter blev Sanchez udnævnt til holdkaptajn og fik tilføjet yderligere våben i form af veteranerne Plaxico Burress og Derrick Mason, men selvom at han leverede sin statistisk set bedste sæson hos Jets i 2011, var det ikke nok til at nå endnu et slutspil, og hans spillemæssige begrænsninger var en væsentlig del af forklaringen. Hans mangler skabte også frustrationer og splid i truppen, hvor flere offentligt kritiserede hans arbejdsmoral. Alligevel blev han i offseason belønnet med en stor kontraktforlængelse, og derfra gik det kun en vej for både ham og Jets med buttfumblen som en skamstøtte over hans tid i The Big Apple. Det lykkedes efterfølgende aldrig cheftræner Ryan at genrejse sit mandskab ovenpå Sanchez-katastrofen, og det endte i sidste ende også med at koste ham jobbet. Faktisk har Jets ikke været i slutspillet siden 2010-sæsonen, og selvom at det også skyldes en række efterfølgende dårlige beslutninger i hele holdorganisationen, så begyndte den nuværende ørkenvandring med satsningen på den forkerte quarterback.
Mayfields mangler
Når jeg fremhæver historien om Sanchez, så skyldes det, at jeg ser en del paralleller mellem ham og Mayfield på nuværende tidspunkt af sidstnævntes karriere. Begge blev draftet højt ud af college med baggrund fra en stor QB-skole. Begge var udset til at være omdrejningspunktet for genrejsningen af et succesfattigt franchise. Begge havde isoleret set svært ved at slå til i deres første sæsoner, men opnåede alligevel succes med et stærkt hold omkring sig. Og begge har formået at binde deres angreb sammen i slutspillet i en grad, der var tilstrækkelig til at levere overraskelsen.
Det skal siges, at Mayfield på nogle afgørende parametre har været bedre i sine første 3 NFL-sæsoner end Sanchez var i sine. Først og fremmest har Mayfield været langt bedre til selv at få kastet bolden i modstanderens endzone, samtidig med at han i år og i sin rookiesæson også har været langt bedre til at passe på bolden, hvilket konsekvent var et af Sanchez’ største problemer. Det skal dog her siges, at NFL anno 2020 er en langt mere kaste- og QB-venlig liga end tilfældet var omkring år 2010, og det leder mig til endnu en sammenligning, der er bekymrende. Mayfield har nemlig i alle sine foreløbigt 3 sæsoner været blandt ligaens mest upræcise spilfordelere, hvilket også var tilfældet for Sanchez i hans ditto, og selvom at en høj completion procent ikke i sig selv et et godt mål for, hvor god en quarterback er, så er en lav completion procent fortsat et væsentligt problem. Mayfields tal er selvfølgelig stadig en del højere end Sanchez’ var, men her er det netop afgørende, at det er blevet nemmere at kaste bolden de sidste 10 år.
En del af løsningen?
Det er naturligvis for tidligt at fælde en endelig dom over Mayfield, der også virker mere anerkendt og afholdt internt på sit hold, end Sanchez nogensinde var. Set fra mit synspunkt er det dog på ingen måde sikkert, at det vil være den rigtige løsning at give ham den langvarige kontrakt, der automatisk vil gøre ham til Browns’ offensive omdrejningspunkt i forsøget på at fastholde den succes, som de har opnået i år. Dertil giver hans tal som sagt alt for mange mindelser om en tidligere fiasko.
Her skal det dog indskydes, at Cleveland-mandskabet står i en langt bedre position end Jets gjorde tilbage i 2011, da de tog beslutningen om at binde sig til Sanchez. For det første gør den nuværende struktur omkring rookie-kontrakterne, at holdledelsen kan aktivere 5.års-optionen i Mayfields kontrakt i den kommende offseason, og dermed være sikre på at have ham 2 år endnu til en billig penge. Denne mulighed eksisterede ikke ift. Sanchez (den blev først indført med overenskomstfornyelsen i 2010 og gjaldt ikke med tilbagevirkende kraft), men den giver nu Browns muligheden for at bruge mindst endnu en sæson på at evaluere deres unge spilfordeler, og efterfølgende tage beslutningen om at droppe ham, hvis det er det, der skal til for at sikre holdets langsigtede muligheder for succes.
For det andet er den nuværende sportslige ledelse i Cleveland ikke bundet til Mayfield på samme måde som Rex Ryan og daværende general manager hos Jets Mike Tannenbaum var til Sanchez. Hverken cheftræner Stefanski eller general manager Berry var en del af holdet, da beslutningen om at drafte Mayfield blev truffet, og DePodestas tilgang til sport er så meget baseret på tal og statistik, at hvis hans regneark fortæller ham, at Mayfield er en dårlig investering, vil han ikke have nogen problemer med at smide ham overbord.
Jeg kan sagtens se for mig, at Cleveland Browns kan ende med at være et succesfuldt NFL-mandskab mange år fremover under det nuværende regime. Det kræver dog, at de tager den rigtige beslutning ift. om de skal satse på Mayfield eller ej. Hvilken beslutning, der er den rigtige, glæder jeg mig til at følge med i næste år.
Red Zone Blog 