I morgen afsluttes grundspillet i NFL-sæsonen 2020. Et grundspil, der som meget andet har været anderledes pga. den situation, som hele vores verden pt. befinder sig i. Ikke desto mindre er der ting, som er præcis som de plejer at være, om en af dem er, at vi mandag kan forvente at se en række fyringer blandt ligaens cheftrænere.
Med udvidelsen af slutspillet er det i år kun 18 hold, der vågner op på ”Black Monday” til en offseason, der er begyndt førend at de havde håbet, uanset hvor realistisk en slutspilsdeltagelse så havde været. Blandt alle disse er der formentlig allerede gjort en række tanker om, hvorvidt den nuværende ledelse fra sidelinjen og i forkontoret er den rigtige ift. at realisere drømmen om et mesterskab, der selvfølgelig er endemålet for alle mandskaber i sidste ende. For en del trænere og front office-personale vil mandag d. 4.januar 2021 derfor blive dagen, hvor de mister deres nuværende stilling, og det gælder ikke mindst for dem, der har stået i spidsen for beslutningerne til træningerne og under kampene.
Det er som vanligt langt fra alle cheftrænere, der skal frygte for deres job. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis et af følgende 3 kriterier gør sig gældende, bør en trænerfyring ikke komme på tale:
- Sæsonen har været en sportslig og spillemæssig succes.
- Cheftræneren blev ansat inden årets sæson og præstationerne har indeholdt blot et minimum af fremskridt og perspektiv.
- Der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og cheftræneren om, hvorfor holdets niveau er, hvor det er, og at cheftræneren er en del af løsningen ift. at løfte niveauet.
Med det udgangspunkt burde følgende nuværende cheftrænere være sikre, medmindre de selv vælger at træde tilbage:
- Sean McDermott (Bills)
- Brian Flores (Dolphins)
- Bill Belichick (Patriots)
- Mike Tomlin (Steelers)
- John Harbaugh (Ravens)
- Kevin Stefanski (Browns)
- Mike Vrabel (Titans)
- Frank Reich (Colts)
- Andy Reid (Chiefs)
- Jon Gruden (Raiders)
- Ron Rivera (WTF)
- Mike McCarthy (Cowboys)
- Joe Judge (Giants)
- Matt LaFleur (Packers)
- Sean Payton (Saints)
- Bruce Arians (Buccaneers)
- Matt Rhule (Panthers)
- Pete Carroll (Seahawks)
- Sean McVay (Rams)
- Kliff Kingsbury (Cardinals)
- Kyle Shanahan (49ers)
Således er der ligesom sidste år 11 trænersæder, som jeg mener, at der bør være fokus på, ift. mulige udskiftninger, der igangsættes her mandag, når NFL-grundspillet 2020 er slut. Jeg har i år inddelt dem i 4 kategorier, som jeg vil analysere herunder. Den første er de cheftrænere, der allerede er blevet fyret i løbet af sæsonen, og hvor diskussionen går på, om deres midlertidige erstatninger skal have en permanent ansættelse. Den anden er de nuværende cheftrænere, som jeg helt afgjort forventer at se modtage en fyreseddel – muligvis allerede søndag aften, når deres holds sidste kamp er spillet. Den tredje er de trænere, hvor det fra mit synspunkt kan gå begge veje. Og så er der den fjerde, hvor jeg tror at den nuværende cheftræner får en chance til, omend at det er rimeligt at overveje deres fremtid. Min Black Monday-gennemgang anno 2020 ser således ud:
Allerede fyrede/Midlertidige trænere:
Bill O’Brien/Romeo Crennel (Houston Texans)
– Jeg var lidt overrasket over, at O’Brien efter at have fået så meget magt, endte med at blive årets første fyrede cheftræner, men flere af hans beslutninger har været meget tvivlsomme, og Hopkins-handlen kombineret med den dårlige sæsonstart blev hans skæbne. I hans sted har Crennel endnu engang fået opbygget en stor opbakning i omklædningsrummet, men det handler mere om hans evner som menneskekender end hans evner som træner. Han er en gang tidligere blevet tilbudt en fast stilling efter en midlertidig ansættelse, og det gik grueligt galt for Chiefs. Selvom at den nye magtfulde mand (Easterby) også virker problematisk, så tror jeg trods alt ikke, at han vil fastansætte en aldrendre træner med en tvivlsom track record som chef på sidelinjen.
Dan Quinn/Raheem Morris (Atlanta Falcons)
– I år var som ventet sidste chance for Quinn og for den sags skyld general manager Dimitroff, og da sæsonstarten med al tydelighed viste, at de ikke havde løst de sidste par sæsoners problemer, var det kun naturligt, at holdejer Blank afskedigede begge. Det gav Morris, der tidligere har haft hovedansvaret hos Buccaneers en ny chance for at vise sit værd. Desværre for ham har skiftet formentlig ikke ændret nok til, at det kan blive til en ny fastansættelse, men hans arbejde med forsvaret kan måske give ham endnu et koordinatorjob et sted i ligaen. Der er dog brug for en helt ny og frisk start i Atlanta, og derfor bør hele den nuværende trænerstab snart være fortid. Det gælder ikke mindst for offensiv koordinator Koetter, hvis tilgang har været en klods om benet på Ryan de sidste to sæsoner.
Matt Patricia/Darell Bevell (Detriot Lions)
– Det var hellere ikke et sekund for tidligt at Ford-familien trak stikket på projekt Patriots 2.0. Den væsentligste fiasko for både ham og general manager Bob Quinn var nok, at det aldrig lykkedes at opbygge den stærke defensiv, som var hele grundlaget for Patricias ansættelse. Faktisk kan man argumentere for, at forsvaret nu er ringere end det var, da de to tidligere Belichick-folk overtog. Til gengæld har de offensive resultater været positive under Bevell, og derfor ville en generel fremgang med ham i cheftrænerstolen måske kunne have sikret ham en permanent ansættelse. Desværre var den positive reaktion midlertidig, så selvom at han også tidligere har været i spil til en af de førende stillinger på sidelinjen i NFL, bliver det nok heller ikke i Detriot, at han får chancen. Også der er der brug for en helt frisk start.
De brandvarme trænersæder:
Adam Gase (New York Jets)
– Mandag d. 4.januar 2021 går forhåbentlig over i historien som den sidste dag i NFL-historien, hvor Adam Gase står på sidelinjen som cheftræner. Lige siden Super Bowl XLVIII, hvor han første gang viste os alle, hvor meget hans stædighed kunne koste for hans hold, burde alle NFL-hold have været advaret om at ansætte ham som cheftræner. Nu har han så i to omgange vist, at han ikke magter at opgaven, og det mest tydelige eksempel på det er, hvordan spillere, der ellers har haft svært ved at slå til, pludselig blomstre, når de kommer væk fra ham (Adam Gase-effekten er virkelig en ting). Selvom at Jets har vundet de sidste 2 kampe, og dermed har undgået den ydmygende 0-16 sæson, kan jeg ikke på nogen måde forestille mig, at der et flere chancer tilbage til deres katastrofe af en cheftræner. Dog er jeg ikke sikker på, at general manager Joe Douglas ryger samme vej. Han blev først ansat midt i offseason før 2019-sæsonen efter det kaotiske forløb, der kostede hans forgænger Maccagnan jobbet, og har således kun haft ansvaret for trup-sammensætning i en offseason. Da han lader til at være ret anerkendt i ligaen, vil han formentlig få ansvaret for at vælge den næste cheftræner for det grønklædte New York-hold.
Doug Marrone (Jacksonville Jaguars)
– Ligaens dårligste hold i 2020 er allerede i gang med første del af genstarts-processen, der begyndte med fyringen af general manager Dave Caldwell. Næste skridt må være at fyre Marrone, der på nær 2017-sæsonen, aldrig har vist, at han magter at sammensætte et potentielt mesterhold. Han kan ikke bebrejdes for alle de dårlige beslutninger, som har ført til Jaguars’ kollaps, men med årets resultat, der giver holdejer Khan 1.valget i draften og muligheden for at vælge fremtidens QB, giver det bedst mening at starte helt forfra, og lade en helt ny personelgruppe i forkontoret og på sidelinjen stå for at opbygge et nyt mandskab. Derfor må Marrone, der har en fortid som cheftræner i college og o-line-træner, nok se sig om efter et nyt job fra på mandag, og det er på ingen måde givet, at det bliver i NFL. O-linen har nemlig heller ikke været vanvittigt velgungerende under hans ledelse de sidste par sæsoner.
De usikre vaklende trænersæder:
Anthony Lynn (Los Angeles Chargers)
– Det er blevet til et par sejre over de sidste par uger, der får Chargers’ record til at se noget bedre ud end den ellers så ud til at blive tidligere på sæsonen. Derudover kan succeshistorien med Herbert sagtens være så altoverskyggende, at den ender med at give Lynn en sæson mere i spidsen for LA-mandskabet. For mig er det imidlertid klart, at det netop er cheftrænerens konservative filosofi, der i høj grad begrænser både holdet som helhed og ikke mindst deres unge rookie-QB, og endnu et middelmådigt sæsonresultat uden slutspil bør efter min mening være nok til at sende ham på porten. Det, der i sidste ende kan redde Lynn, er hans store popularitet i omklædningsrummet, og jeg kan sagtens forstå, at et hvert NFL-hold gerne vil have ham som en kulturskaber i omklædningsrummet. Imidlertid ser jeg ikke Chargers blive bedre, så længe at han har ansvaret på sidelinjen, og general manager Tom Telesco har samme opfattelse, så tror jeg, at han trykker på fyringsknappen mandag, så han ikke selv ender med at komme i farezonen i fremtiden.
Doug Pederson (Philadelphia Eagles)
– Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle tage om og for en potentiel fyring af Pederson på dette tidspunkt, men på den anden side, havde jeg heller ikke forestillet mig den katastrofale sæson, som Eagles har været igennem. Den er kulminationen på en negativ udvikling, der har været i gang siden triumfen i Super Bowl LII, og det er efterhånden svært ikke at pege på cheftræneren, som en del af problemet. Til dels har der været fortaget nogle tvivlsomme personelbeslutninger på begge sider af bolden både på og udenfor banen, og til dels har Pederson som offensiv specialist og spilkalder selv haft et stort medansvar for Wentz’ fald fra tinderne. Derfor kan det – på trods af det faktum, at det er svært at fyre en mesterskabs-vindende cheftræner – igen blive et spørgsmål om, hvorvidt general manager Roseman, der måske også er i fare, tror på, at han bedst kan redde sit eget skind ved at skille sig af med Pederson. Som minimum må defensiv koordinator Schwarz, der har nogle af de samme stædighedsproblemer omkring sit system som Adam Gase, være fortid efter i år, men det kan godt tænkes, at hans overordnede ender med at følge ham ud af døren.
Matt Nagy (Chicago Bears)
– Hvis Bears’ kommer i slutspillet, har jeg svært ved at se Nagy ryge ud, når sæsonen på et tidspunkt slutter. Hvis det derimod kikser, er jeg meget i tvivl om, hvad det kan ende med. Den tidligere Reid-assistent har stadig den fordel, at han ikke var med til at drafte Trubisky i sin tid, og han har også vist den nødvendige fleksibilitet og omstillingsparathed ved at lade sin offensive koordinator Lazor overtage spilkaldende med succes i løbet af sæsonen. Omvendt har netop hans begrænsninger som angrebs-taktikker været en del af forklaringen på Bears’ offensive kvaler tidligt på sæsonen, og han blev netop ansat til at skulle udvikle og skabe noget af den magi, som han havde været en del af som assistent hos Chiefs. Det er han ikke lykkedes med, og selvom at hovedansvaret for Trubisky-valget og dets konsekvenser selvfølgelig ligger hos general manager Ryan Pace, der heller ikke kan føle sig for sikker, så kan det sagtens tænkes, at endnu et misset slutspil betyder tid til et skifte for Halas McCaskey-familien og deres histories mandskab.
De tvivlsomme men formentlig sikre trænersæder:
Zac Taylor (Cincinatti Bengals)
– Var Burrow ikke blevet skadet og sæsonen fortsat nogenlunde som den er gået, så havde jeg haft Taylor oppe i kategorien ovenover. Nu tror jeg imidlertid, at han kan gemme sig så meget bag sin rookie-QBs uheld, at det giver ham en chance til. Det handler naturligvis også om, at holdejer Brown er kendt for en næsten for stor tålmodighed med sine cheftrænere, og han vil næppe under de aktuelle omstændigheder være indstillet på at skulle skifte ud på sidelinjen igen så hurtigt, når man tænker på, at Taylors forgænger sad på posten i 18 sæsoner. Det er ellers ikke fordi, at der mangler argumenter for et skifte, når man ser på holdets udvikling (eller mangel på samme) i de seneste 2 sæsoner, den tilsyneladende dårlige stemning i omklædningsrummet samt de mange dårlige beslutninger, det bliver taget i løbet af kampene. Dog forventer jeg, at tvivlen i denne omgang kommer Taylor til gode, men så skal der til gengæld også resultater på bordet næste år.
Mike Zimmer (Minnesota Vikings)
– Med den store kontraktforlængelse som både Zimmer og general manager Rick Spielman fik før årets sæson og med tanke på de mange muligheder, som de to til sammen har for at fortsætte udviklingsarbejdet med holdet i kraft deres mange valg i den kommende draft, har jeg svært ved at se, at det kan blive til en udskiftning på cheftrænerposten i Minneapolis i år. Zimmer vil også kunne pege på, at en del af udviklingen på holdet har været positiv i år med henvisning til angrebet, og at forsvarets manglende niveau kan forklares med skader og udskiftning på centrale poster. Når jeg alligevel mener, at snakken om en fyring kan være berettiget, så handler det om, at jeg ser den nuværende trænerfilosofi som en del af forklaringen på nogle af de begrænsninger, der har kostet Vikings muligheden for slutspil i år. Det er dog formentlig ikke nok til, at et skifte for alvor kommer på tale, men i 2021 vil en plads lige uden for de afgørende kampe formentlig ikke være nok.
Vic Fangio (Denver Broncos)
– Jeg burde måske slet ikke have taget Fangio med her, da Broncos-ledelsen allerede har meldt ud, at han får en sæson mere med det overordnede ansvar på sidelinjen. Når jeg alligevel nævner ham, så skyldes det, at en fyring efter min mening burde have været på tale med udgangspunkt i hans hidtidige præstationer som cheftræner. Der er ingen tvivl om, at han er en dygtig forsvarsstrateg, men meget af hans ageren i kampene ift. den overordnede gameplan og beslutninger undervejs, er helt klart med til at trække i negativ retning for hans hold. Imidlertid lader det til, at Elway har valgt at binde sin egen skæbne til sin nuværende spilstyrer på såvel sidelinjen som på banen. Derfor går vi nu i stedet ind i et 2021, der i Denver formentlig bliver knald eller fald for både general manager, cheftræner og Drew Lock som quarterback i NFL.
Red Zone Blog 