NFL: Peters PowerRank – Spiluge 15

Det har været jul og efter nogle sportsfrie dage er ligaerne rundt omkring i verden igen startet op. NFL’s 16.spillerunde begyndte faktisk allerede d. 25.december, men jeg har som vanligt lavet min rangering inden da, så min rangering af holdene ikke er påvirket af de kampe, der er blevet spillet fredag og lørdag i denne uge.

Hvis vi lige skal tage et hurtigt kig på slutspilsbilledet i de to konferencer inden denne uges runde, så lykkedes det i AFC Bills at sikrer sig en længe ventet divisionssejr, hvilket gør dem til den første vinder af AFC East siden 2008, der ikke hedder Patriots. I den anden ende af denne konference blev Patriots og Broncos som ventet elimineret, hvilket reducerer antallet af mulige slutspilshold til 6, der kæmper om 4 pladser.

I NFC sikrede Seahawks sig matematisk set en slutspilsplads, mens at Lions, Panthers og 49ers som ventet blev spillet ud af slutspilsræset. Til gengæld gjorde resultaterne i NFC East, at Cowboys faktisk stadig har en chance, omend de og Eagles vil blive elimerede, hvis WTF vinder i denne uge. Indtil videre har alle 4 hold i NFL’s dårligste division stadig chancen. Derudover kæmper 5 hold om de 3 Wild Card-pladser, omend Vikings meget nemt kan være færdige efter denne uges runde, hvis ikke alle resultater går deres vej.

På den note kommer her min ugentlige gennemgang af de 32 hold i verdens bedste sportsliga:

1. Kansas City Chiefs (=) (13-1)

– Det er ikke fordi, at det konstant er imponerende, hvad de forsvarende mestre disker op med, men de formår alligevel at hive sejrene hjem. Denne uges opgør var om ikke andet mentalt vigtigt, fordi modstanderen var en potentiel Super Bowl-modstander i form af Saints. Eneste streg i regningen var skaden til Edwards-Helaire, der dog ikke var så alvorlig som først antaget. En sejr i denne uge sikrer dem hjemmebanefordelen hele vejen gennem slutspillet.

2. Buffalo Bills (=) (11-3)

– Et stort tillykke skal lyde til Sean McDermott og hans tropper i denne uge, da de formåede at sikre byen fra det nordlige New York deres første divisionstitel i 25 år. Det kom efter en kamp mod Broncos, hvor Dabolls angreb virkelig foldede sig ud og viste, hvor højt niveauet kan være, når alle våben levere varen. Og hvis man var i tvivl om, hvor meget det her betyder i Buffalo, skal man bare se videoen fra holdets hjemkomst.

3. Green Bay Packers (=) (11-3)

– Sejren kom i hus på baggrund på af en fremragende 1.halvleg, hvor der blev sat point nok på tavlen til, at det kunne lade sig gøre at holde Panthers bag sig resten af kampen. Det var dog også nødvendigt, for ret ukarakteristisk gik Rodgers og co. helt i stå i 2.halvleg, men takket være en god indsats fra bl.a. Amos, der havde både 1 sack og 3 blokerede kast, var Pettines defensiv for en gangs skyld i stand til at begrænse modstanderens produktion.

4. Indianapolis Colts (+3) (10-4)

– Texans pressede nok mere på end forventet, men sådan går det tit i divisionsopgør. Det blev dog håndtere, og vi må nok erkende, at den gamle mand Rivers faktisk har spillet noget rigtig flot football herover de seneste par runder. I denne uge var det Pascal, han pludselig klikkede rigtig godt med, udover Hilton, der som sædvanlig var en pestilens overfor Houston-forsvarets bagkæde.

5. Tampa Bay Buccaneers (+1) (9-5)

– Jeg havde egentlig ikke ret meget lyst til at rykke dem opad med tanke på, hvor tæt de rent faktisk var på at tabe til Falcons. Det var dog et flot comeback, og det må gøre Arians mere tryg at se, at kemien mellem Brady, Evans og Brown lader til at være stærkt stigende. Derudover er det værd at fremhæve White, der leverede 3 sacks som blitzer og derigennem var afgørende ift. at få vent kampen.

6. New Orleans Saints (=) (10-3)

– Ser vi rent statistisk på opgøret mod Chiefs, var det et noget rustent comeback for Brees, men veteranen formåede alligevel at gøre kampen spændende til sidst, og det lover godt for slutspillet, hvis han kan finde rytmen over de sidste par grundspilskampe. Forsvaret har dog også en stor andel i den aktuelle succes for New Orleans-mandskabet, og udover koordinator Allen vil jeg gerne fremhæve den farverige safety/cornerback Gardner-Johnson, der 3 gange blokerede Mahomes’ kast.

7. Baltimore Ravens (+2) (9-5)

– En ting som Ravens virkelig er gode til: At sætte dårlige hold eftertrykkeligt på plads. Det kan godt lyde som noget, der burde være naturligt, men som NFL-historien flere gange har vist os, er det ikke altid tilfældet. Derfor synes jeg, at det er rimeligt at rose Harbaugh for altid at sætte sit hold godt op til den opgave de står overfor, også selvom det kan ligne en walk-over på forhånd.

8. Tennessee Titans (+2) (10-4)

– Jeg håber at alle er med på, hvor vild en sæson Ryan Tannehill har gang i. Selvfølgelig er systemet virkelig designet til hans styrker, men han eksekverer også bare spillene til perfektion uge efter uge. Mod Lions scorede han hele 5(!) touchdowns – 3 gennem luften og 2 på jorden. Derudover er det værd at fremhæve, hvor helt ustyrligt god han er under pres.

9. Seattle Seahawks (+2) (10-4)

– Carroll og co. generobrede 1.pladsen i NFC West takket være sejren over WTF, men det var godt nok mere pga. modstanderens utilstrækkelighed end Seahawks’ egne spillemæssige kvaliteter i denne omgang. De offensive profiler ligner ikke sig selv lige nu og Schottenheimer falder som spilkalder mere og mere tilbage i gamle og dårlige vaner. Til gengæld gjorde defensive stjerner som Adams, Dunlap og Wright heldigvis det rugbrødsarbejde, der skulle til.

10. Cleveland Browns (+2) (10-4)

– Det gode ved søndagskampen mod Giants for Browns var, at den fik givet deres defensiv en tiltrængt succesoplevelse. Det var selvfølgelig mod McCoy som QB, men forsvaret har undervejs i sæsonen været så stor en akilleshæl, at de i sig selv kunne smadre et hvert håb om succes i slutspillet. Begrænsningen til 6 point mod et andet potentielt slutspilshold, kan måske give noget selvtillid, der kan medføre større præstationer i de afgørende kampe.

11. Arizona Cardinals (+3) (8-6)

– Mine røde fugle var tæt på at give mig et hjertestop med den form for drama, de syntes vi skulle ud i mod Eagles. Det lykkedes dog profilerne Murray, Hopkins og Reddick at hive sejren hjem, selvom at de to førstnævnte havde deres negative momenter undervejs. En ting, der bekymrer mig mere er dog CB-situationen. Peterson blev decideret bøllet undervejs i kampen, og jeg frygter virkelig for, hvad der sker, når vi møder et virkelig godt angreb, som f.eks. 49ers i næste runde.

12. Miami Dolphins (+3) (9-5)

– Tua gjorde mine negative forventninger til skamme og gjorde noget, som rookie-QBs ellers har haft notorisk svært ved: Besejrede Patriots og Bill Belichick. Det var dog især Flores’ forsvar, der sikrede sejren, og så bliver jeg lige nød til at fremhæve den undraftede rookie-RB Ahmed, der i Gaskins fravær havde en fremragende dag på kontoret med 122 yards og 1 touchdown.

13. Los Angeles Rams (-9) (9-5)

– Så er der dømt straf-degradering for at være det første hold til at tabe til Jets i år. Det værste var, at jeg et eller andet sted havde set komme, at lige præcis et hold med Goff som QB kunne ende med at være dem, der endte med ikke at komme op i gear i tide, hvis nu Gase og co. for en gangs skyld satte lidt point på tavlen. Det gjorde de bl.a. ikke, fordi de fortsat insisterer på at støtte sig alt for meget til løbet.

14. Pittsburgh Steelers (-9) (11-3)

– Også her er der tale om en strafnedrykning efter endnu et horribelt resultat. Tænk at de for 3 uger siden var ligaens eneste ubesejrede hold. Nu har de tabt 3 kampe i træk, 2 af dem til markant dårligere hold, og i denne uge til et Bengals-mandskab, der udnyttede en piv-elendig 1.halvleg af angrebet og ikke mindst Big Ben, der har valgt et dårligt tidspunkt at have en sæsonkrise på. Der skal fortsat virkelig tænkes nyt på den offensive front.

15. Chicago Bears (+5) (7-7)

– Endnu en kamp, hvor vi må rose det skifte som Bears har fortaget ift. de offensive spilkald. Koordinator Lazor får lige nu Trubisky til at spille det bedste football, han nogensinde har præsteret i sin hidtidige NFL-karriere, og kombineret med det bundsolide forsvar, var det nok til at besejre divisionsrivalerne Vikings og indtage den afgørende position som 1.udfordrer til den sidste slutspilsplads i NFC. Fejlene er der dog stadig, og det var tæt på at koste sejren.

16. Minnesota Vikings (-3) (6-8)

– Som en god dansk-NFL analytiker skrev på Twitter i denne uge, så burde man måske bare lade Vikings starte med at være 20 point bagud. De har nemlig et virkeligt eksplosivt angreb, og når de er presset til at bruge det, så folder profiler som Jefferson og Cook sig virkelig ud. Problemet er bare, at Zimmer først gør brug af det, når det er ved at være for sent, og i denne uge kom comebacket ikke tids nok. Det koster dem formentlig slutspillet.

17. Washington Football Team (-1) (6-8)

– Deres forsvar var igen i stand til at udfordre en af ligaens bedste QBs, men med Haskins som egen spilstyrer, er der altså ikke meget håb om succes lige pt. Ganske vist fandt han en god forbindelse med TE Thomas, der leverede over 100 yards, og Scary Terry McLaurin var også som vanligt skarp, men når ens QB 2 gange giver bolden til modstanderen og også er ved at tabe den, så er det bare svært at vinde kampe. De fører dog fortsat NFC East. Det siger vist det hele om deres division.

18. Los Angeles Chargers (+7) (5-9)

– Der var noget af det, som Chargers skal bygge videre på til den kommende sæson. Herbert var tilbage på sit fremragende rookie-niveau, hvilket han tydeligst illustrerede på det afgørende drive, hvor han med en kirurgisk præcision arbejdede sit angreb nedad banen og selv afgjorde sagerne. Samtidig havde pres-spillet stor succes med at udfordre Raiders’ primære våben. Bosa er den afgørende spiller, men folk som Nwuso og Tillery formår også at udnytte mulighederne.

19. Las Vegas Raiders (-1) (7-7)

– I praksis var det chancen for slutspil, der forsvandt via divisionsnederlaget til Chargers. Fyringen af Guenther kom for sent, og det var ikke muligt at rette op på en hel sæsons fejl på blot en uge. Til gengæld vil jeg gerne lige rose Mariota, der fik sin første chance i år pga. Carrs lyskeskade og faktisk spillede en hæderlig kamp. Det var bare endnu engang ikke nok.

20. New England Patriots (-1) (6-8)

– Så er det officielt: For første gang siden 2008-sæsonen er Patriots ikke en del af slutspillet. Det blev en realitet i en kamp, hvor en af Belichicks tidligere assistenter formåede at begrænse lærermesterens offensiv, der ganske vist kun mistede bolden en enkelt gang, men til gengæld bare ikke formåede at udfordre Dolphins-forsvaret i nævneværdig grad. Måske netop fordi, at talentniveauet i McDaniels’ angreb simpelthen bare har været for lavt i år.

21. Dallas Cowboys (+8) (5-9)

– En lidt overraskende sejr over 49ers har pludselig sendt McCarthy og co. op på 2.pladsen i NFC East. Det kom de takket være en stabil indsats fra Dalton, der med rookien Lamb og RB’en Pollard som de primære våben havde overraskende stor succes med at flytten bolden mod Salehs forsvar. Derudover havde Lawrence endelig en af sine brandkampe på den defensive side. Hvor utroligt det end lyder, så er slutspillet også for dem stadig inden for rækkevide.

22. San Francisco 49ers (-5) (5-9)

– Sidste års Super Bowl-tabere kommer til gengæld definitivt ikke til at repræsenterer NFC i den store finale i år. Det er også forståeligt, for som kampen mod Cowboys viste, så har hverken Mullens eller Beathard formatet til at lede et NFL-mandskab til de afgørende kampe. Shanahan må endnu engang konstatere, at skaderne blev hans skæbne.

23. New York Giants (-2) (5-9)

– De manglede deres startende QB, og det lagde en naturlig begrænsning på deres muligheder, men for et par uger siden mod Seahawks var det ikke et problem. Det blev det mod Browns, og det skyltes ikke mindst, at de faktisk havde svært ved at justere til Stefanskis system, og dermed også havde svært ved at begrænse den ellers usikre Mayfield. Slutspillet kan dog endnu ikke udelukkes, hvis profiler som Jones og Bradberry er helt klar til de sidste par uger.

24. Philadelphia Eagles (-2) (4-8-1)

– På trods af nederlaget til Cardinals lever muligheden for slutspil stadigvæk, og det bliver overraskende nok på skuldrene af rookien Hurts, at det skal bæres igennem de sidste par uger. Den tidligere Alabama- og Oklahoma-QB har virkelig sat liv i det ellers tandløse Eagles-angreb over de sidste par uger, og selvom at han i den grad har sine begrænsninger, giver han den bedre vinderchancer end Wentz.

25. Detroit Lions (-2) (5-9)

– Så har Lions ikke mere at spille for i år, efter en kamp mod Titans, hvor de tydeligvis var oppe mod overmagten. Forsvaret er bare ikke godt nok lige nu, og selvom at noget af det handler om skader på f.eks. CB-positionerne, hvor Okudah og Trufant er ude, så skal der også bare ske en gennemgribende oprydning i den del af spilletruppen, når offseason begynder. Talentmassen er simpelthen bare ikke stor nok lige nu.

26. Denver Broncos (-2) (5-9)

– Fangios mandskab inklusiv hans forsvar var oppe imod overmagten i denne uge, og de endte lidt med at blive statister i det, der blev Bills’ triumftog i jagten på deres længe ventede divisionstitel. Locks mere forsigtige tilgang gav ellers altovervejende pote i form af en lavere turnover-tendens, omend han igen mistede bolden en enkelt gang på en fumble. Et lyspunkt var til gengæld den hidtidige journeyman Attaochu, der måske er ved at tilspille sig en rolle i NFL som 27-årig.

27. Carolina Panthers (-1) (4-10)

– Kampen mod Packers indkapslede meget fint de begrænsninger, som Panthers har pt. offensivt. Til gengæld så vi noget fremgang på forsvaret, da der blev justeret efter pausen. Burns har vist fremgang ift. rookie-sæsonen sidste år, og så begynder dette års 1.runde-draftvalg Brown at indikere, at der måske er noget pass rush-potentiale i ham. Han bliver meget spændende at følge til næste år.

28. Houston Texans (-1) (4-10)

– Watson var tæt på at bære sine holdkammerater til en overraskende sejr, og selvom Colts i sidste ende viste sig for stærke, så gør QB’en en godt forsøg på at gøre det formentligt ledige trænersæde attraktivt til den kommende sæson. Der er i hvert fald styr på spilfordelerpositionen, og så må vi se, om resten kan arbejdes på plads over de kommende sæsoner. Det kan måske kompensere for de manglende draft-picks og presset fra lønloftet.

29. Cincinatti Bengals (+1) (3-10-1)

– Måske var det her starten på opgøret med deres tilbagevendende Steelers-kompleks. Det er svært at sige, fordi opgøret var så atypisk som det var, og jeg tror ikke, at den gameplan, som Taylor kom ind med til dette opgør, vil virke for dem i mange andre sammenhænge. Det ved de også godt i Cincinatti, hvor de nok mest glæder sig over, at Burrow lader til at være godt i gang med at forberede sit comeback i 2021.

30. Atlanta Falcons (-1) (4-10)

– En af de mere solide præstationer fra Falcons over de sidste par uger. Især 1.halvleg var fremragende på begge sider af bolden, og specielt Ridley havde endnu en karriere-dag med 163 yards og 1 touchdown. Desværre vågnede Bucs-angrebet efter pausen, og det var mere end Atlanta-mandskabets usikre defensiv kunne holde stand overfor i længden.

31. New York Jets (+1) (1-13)

– Vi fik alligevel ikke et 0-16 hold i år. Det ændrer dog ikke så meget, da resultatet mere ligner produktet af en af de her ”freak accidents”, der sker i NFL af og til. Når det er sagt, så vil jeg gerne rose forsvaret, og ikke mindst fremhæve rookie-CB Hall, der leverede en interception undervejs. Resultatet gør dog, at de nu måske må overgå til #FlunkforFields i stedet for den oprindeligt planlagte taktik, der er beskrevet under holder herunder.

32. Jacksonville Jaguars (-1) (1-13)

– Så er det lige pludselig Jaguars, der er forrest i kampen om 1.valget i 2021-draften, og noget tyder på, at de er villige til at gøre, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre. I hvert fald er det blevet meldt ud, at Glennon er tilbage på QB-positionen i den kommende runde, og selvom Minshew absolut ikke havde sin bedste kamp mod Ravens, så sender skiftet et signal om, at #TankforTrevor er en ting.

Skriv en kommentar